Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Barbarian Queen

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Barbarian Queen er ikke en tilnærmelsesvist god film, men blandingen af storbarmede kvinder der slår på tæven og udnyttes er vaskeægte eksploitationunderholdning i fantasyindpakning.

Barbarian Queen80’erne var et godt årti for fantasyfilm, i hvert fald rent kvantitativt, for kvalitetsmæssigt blev der desværre indspillet alt for mange jævne, kedelige produktioner, som absolut ikke formåede at udnytte de eventyrlige rammer til noget særligt.

Et stort problem er rent faktisk, at en meget stor del af især de amerikansk-producerede film er alt for pæne og glatpolerede på den måde, som det stort set kun er amerikanerne, der kan gøre det. Det skyldes helt sikkert, at man i høj grad satsede på at skabe såkaldte familiefilm, der kunne underholde flere aldersgrupper på én gang.

Italiensk fornemmelse for vold og nøgenhed

Det kan man imidlertid ikke anklage den argentinske instruktør Héctor Oliveras Barbarian Queen fra 1985 for. Her skabte instruktøren nemlig en film, der med en nærmest italiensk fornemmelse for vold og nøgenhed så stort på den polerede overflade, vi ellers kender fra fantasygenren. Barbarian Queen var ikke Oliveras først fantasyfilm, for han udsendte rent faktisk Wizards of the lost Kingdom tidligere det samme år. Instruktøren var derfor absolut, rent genremæssigt, i form da han indspillede sit andet fantasy-opus.

Manuskriptet til Barbarian Queen blev i øvrigt skrevet af den knap så kendte, men meget karakteristiske manusforfatter Howard R. Cohen, der tidligere bl.a. havde været manden bag titler som Vampire Hookers fra 1978 og den storstilede postapokalyptiske Stryker fra 1983. Barbarian Queen var derfor som udgangspunkt i gode hænder.

Rendyrket fantasy

Nu er det allerede blevet sagt et par gange, at Barbarian Queen er en fantasyfilm, men det er nok i virkeligheden lidt af en tilsnigelse, for rent faktisk er handlingen henlagt til tiden, da romerriget var på sit højeste. Det fortæller DVD-kassettens introduktionstekst i hvert fald, men man kan vist roligt sige, at handlingen ikke har det mindste med romerriget at gøre. Tilmed bliver det rent faktisk aldrig fortalt, at vi befinder os på Jorden, så havde kassettens tekst ikke afsløret dette, kunne historien lige så godt udspille sig på en fremmed planet i en fjern galakse.

At man godt kunne foranlediges til at tro noget sådant er ikke så underligt, når man ser kulisserne og kostumerne, der bliver brugt. Der er ikke meget jordisk over dette, ud over det meget moderige 80’er-hår som stort set alle skuespillerne render rundt med. Derfor kan vi vist også trygt kalde Barbarian Queen rendyrket fantasy.

Konceptet for filmen er ret enkelt. Fem labre kvinder drager på hævntogt iklædt så lidt tøj som overhovedet muligt, mens de nedkæmper horder af særdeles klamme og liderlige mænd. Én for én bukker pigerne under for overmagten, indtil vi kun har den hårde kerne tilbage, der dog også for alvor forstår at sparke røv.

Kvindelige hævnere
Landsbyen angribes.

Landsbyen angribes.

Hele herligheden begynder da man i en lille landsby er ved at forberede et bryllup mellem bodybuilder-bøffen Argan (Frank Zagarino) og den blonde vildkat Amethea (Lana Clarkson). Noget bryllup bliver det imidlertid ikke til, for alle forberedelserne afbrydes, da landsbyen angribes af den onde kong Strymons (Victor Bo) tropper. Alle kæmper naturligvis for deres liv, men til sidst må landsbyen give fortabt, og de fremmede soldater kan slæbe af sted med en stor høst fanger, der skal sælges som slaver. Blandt fangerne er Argan.

Amethea, der overlevede angrebet og slap fri, sværger nu, at hun vil redde sin elskede og landsbyens indbyggere. Heldigvis for Amethea er der også fire andre unge damer, der overlevede, deriblandt også hendes lillesøster, og denne lille flok tager nu ud i verden for at hævne angrebet og befri de tilfangetagne.

En klassisk tyran
Efter angrebet.

Efter angrebet.

Rejsen mod Strymons by er lang, og pigerne skal meget igennem, før de når frem. Det viser sig da også, at situationen slet ikke var særligt velgennemtænkt, for da de endeligt når deres mål, går det op for dem, at byen vrimler med soldater og overmagten er så stor, at de aldrig ville kunne klare det alene. Lykkeligvis er Strymon en klassisk tyran, og vi ved jo godt, at hvor der er ægte tyranner, finder man også undertrykte rebeller. Disse rebeller opsøger pigerne, og til et hemmeligt møde i katakomberne under byen bliver der lagt en slagplan.

Barbarian queen Amethea (Lara Clarkson).

Barbarian queen Amethea (Lara Clarkson).

Før der kan indledes en kamp, må der skaffes oplysninger om fjenden. Af den grund sniger Amethea og hendes mest loyale veninde, Estrild (Katt Shea), sig ind på skurkens borg for at undersøge forholdene nærmere. Her opdager pigerne, at mændene fra landsbyen – anført af Argan – er havnet som gladiatorer, og nu skal kæmpe til døden imod hinanden for at underholde Strymon. En frygtelig skæbne! Derfor må pigerne handle hurtigt, men bedst som de tror, oprøret kan begynde, bliver de taget til fange. Det store spørgsmål er nu, om Amathea, Estrild og Argan slipper fri, for det ser sort ud. Det må du selv se, men du kender jo nok godt svaret på forhånd.

Fladpandethed og vanvittige indslag
En voldtægt.

En voldtægt.

Barbarian Queen er en stor kompostbunke af idéer lånt og stjålet alle mulige steder fra. Vi genkender både klassiske fantasyklichéer, og man kan roligt sige, at Stanley Kubricks Spartacus (1960) har leveret inspiration til handlingen. Hele filmens udgangspunkt, med landsbyen der angribes, har vi også set utallige gange før, så man kan konkludere, at Howard R. Cohens manuskript mildest talt er hamrende uoriginalt.

I al sin fladpandethed er det dog faktisk noget som hjælper filmen på vej, for i stedet for at rulle sig ud i et stort og kompliceret plot, er det hele holdt på et niveau, der måske ikke ligefrem er troværdigt, men man slipper for den ulideligt pompøse stemning, der ellers oftest følger genren.

Den klassiske kamp i arenaen.

Den klassiske kamp i arenaen.

Dertil kommer, at manuskriptet er fyldt med helt vanvittige indslag, der faktisk højner filmens underholdningsværdi ret meget. Tillad mig kort at referere en enkelt scene. Amethea er her blevet fanget, og en ubehagelig fyr er ved at voldtage hende. Han har allerede sit lem langt oppe i hende, da hun med ægte barbarstyrke klemmer sin skede sammen og fortæller voldtægtsmanden, at hun vil knuse hans pik, hvis han ikke løsner de reb, der holder hendes arme fanget.

Under stor smerte binder han Amethea fri og med et snuptag, får hun kastet den lidende fyr til side. Så har man set det med, og den slags vanvittigheder er der rigtig mange af i Barbarian Queen. Det eneste man faktisk savner, er noget fjollet, overnaturligt, der kunne krydre helheden.

Ikke stort skuespil
Den grusomme Strymon (Victor Bo).

Den grusomme Strymon (Victor Bo).

Generelt beskriver scenen ovenfor også tonen i filmen ganske godt, for med en blanding af voldsomme kampe, hvor der ikke bliver sparet på blodet, og rigtig mange nøgenscener med pigerne, er det en blodig såvel som halvlummer sag vi her sidder med. Før man får for store forventninger, skal man dog være opmærksom på, at kampene er elendigt koreograferet, og ingen af filmens tøser formår at virke troværdige, når de i pelsbikinier svinger deres sværd og økser.

Nuvel, det er den slags der faktisk giver lidt ufrivillig energi til handlingen og gør Barbarian Queen til ganske fin underholdning. Den er derfor også meget nært beslægtet med gladiatorfilmen The Arena (1974), hvor Pam Grier har hovedrollen. De to film spiller i hvert fald på det samme, nemlig storbarmede piger der opfører sig ultramaskulint, mens de dræber og voldtages.

... og lige en voldtægt mere.

… og lige en voldtægt mere.

Som de fleste jo nok vil kunne regne ud, er det ikke stort skuespil vi møder, og de to hovedrolleindehavere, Lana Clarkson og Frank Zagarino er ikke meget at råbe hurra for. Den eneste man faktisk fatter en vis sympati for, er Amatheas veninde Estrild, der spilles af Katt Shea. Hun formår trods alt at viderebringe en eller anden form for intensitet i de scener, hvor onde mænd vil gøre hende fortræd. Om det så skyldes, at hun bare ligner én, man har sympati med, eller om hun rent faktisk spiller, så hun fremkalder sådanne følelser, skal ikke kunne siges.

Heroisk musik med letbenet tema
Den blonde bøf til venstre er helten Argan (Frank Zagarino).

Den blonde bøf til venstre er helten Argan (Frank Zagarino).

For den filmmusikinteresserede kan det indskydes, at det er Christopher “Hellraiser” Young, der har skrevet det meste af den musik, der bruges i Barbarian Queen, hvilket han sådan set har gjort meget godt. Det er lidt anonymt, heroisk actionmusik, men det er jo ikke ligefrem den slags, man forbinder med Young, og derfor lidt sjovt i sig selv.

Ud over dette, har Héctor Olivera valgt at bruge James Horners tema til sci-fi-filmen Battle Beyond the Stars fra 1980, der faktisk var en af Horners tidligste score-kompositioner. Temaet er et letbenet, heroisk stykke musik, der slår filmens tone ganske fint an. Det er i øvrigt ikke første gang, at Olivera har brugt musik af James Horner, for i Wizards of the lost Kingdom var Horner faktisk med inde over filmens lydside.

Særdeles god underholdning
Barbarenes dronning i sværdkamp.

Barbarenes dronning i sværdkamp.

Barbarian Queen er på ingen måde bare tilnærmelsesvis en god film, men den har tempo og så mange ufrivilligt komiske indslag, at den er særdeles god underholdning. Tilmed lægger den ikke fingre imellem, så man kan meget fint stille sin blodtørst her, mens barbarpiger vimser nøgne omkring. Sætter man sine forventninger tilpas lavt, er Héctor Oliveras anden fantasyfilm absolut mere underholdende end forbløffende mange andre af samme genre.

Som en krølle på halen skal det kort fortælles, at der kom en fortsættelse til Barbarian Queen i 1989. Den fik titlen Barbarian Queen II: The Empress Strikes Back, hvilket jo er ret besynderligt, hvis man tager den første films handling i betragtning. Her figurerer der i hvert fald ikke nogen herskerinde. Fortsættelsen blev instrueret af Joe Finley og Lara Clarkson er atter medvirkende, dog ikke i rollen som Amathea.

Vil man se mere til Amathea, må man opsøge fortsættelsen til Oliveras Wizards of the lost Kingdom, der ligeledes blev udsendt i 1989. Den fik titlen Wizards of the lost Kingdom II og blev instrueret af Charles B. Griffith. Her spiller den storbarmede Lara Clarkson atter Amathea, vel at mærke uden at hun var med i Héctor Oliveras oprindelige film. Ja, det er forvirrende, men vi nørder elsker jo at udrede den slags.

4 stjerner

Titel: Barbarian Queen
Andre titler: Queen of the Naked Steel, Reina salvaje (Argentina)
Instruktør: Héctor Olivera
Manuskript: Howard R. Cohen
Cast: Lara Clarkson (Amethea), Katt Shea (Estrild), Frank Zagarino (Argan), Dawn Dunlap (Taramis), Susana Traverso (Tiniara), Victor Bo (Strymon), Arman Chapman (Arrakur)
Producere: Roger Corman (executive producer), Frank K. Isaac (producer), Alejandro Sessa (producer)
Foto: Rodolfo Denevi & Rudy Donovan
Klip: Silvia Ripoll, Silvia Roberts, Leslie Rosenthal
Musik: Christopher Young & James Horner
Spilletid: 71 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA/Argentina, 1985
Produktionsselskaber: Aries Cinematográfica Argentina & Rodeo Productions
Distributør (DVD): Prism Leisure
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer, Fantasy, Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *