Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Barbarian Queen II: The Empress Strikes Back

Barbarian Queen II: The Empress Strikes Back
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Barbarian Queen II er i bund og grund en dybt jammerlig film med elendige effekter, en historie der er planket fra Robin Hood og uhyggeligt dårlige skuespillere. Underholdningsværdien er til gengæld ret høj, og bryster er der nok af.

Barbarian Queen II: The Empress Strikes BackFantasyfilm er en bredtfavnende betegnelse, der dækker over vidt forskellige typer film med vidt forskellige udtryk. Barbarian Queen II er helt sikkert en af de mere billige af slagsen, men af uransagelige årsager undgår denne lavpandede produktion de værste faldgruber, og formår rent faktisk at underholde – vel at mærke på sin egen lumre og ubehjælpelige facon.

Det skal imidlertid på forhånd slås fast, at filmen intet har at gøre med Barbarian Queen fra 1985. Ganske vist spiller Lana Clarkson den aggressive hovedrolle i begge film – dog ikke den samme – og i begge tilfælde er historien blevet brygget sammen af Howard R. Cohen, men her hører enhver lighed også op.

Barbarian Queen II har utvivlsomt kun fået sit navn, så den kunne lægge sig i slipstrømmen på den yderst moderate succes, som seriens første film havde fået. Barbarian Queen var blevet produceret af Roger Corman, der altid har forstået at markedsføre sine produktioner, så ved at lade Barbarian Queen II ride med på bølgen, sikrede filmens instruktør Joe Finley sig sikkert, at den solgte blot tilnærmelsesvist bedre end hvis navnet slet ikke havde knyttet an til noget.

Svævende scepter
Den onde Hofrax' borg.

Den onde Hofrax’ borg.

Barbarian Queen II så dagens lys i 1989, og den har den tvivlsomme ære af at være Joe Finleys eneste film til dato. Han har arbejdet i filmbranchen som meget andet, men instruktørstolen har han ikke sat sig i siden dengang. Sandt at sige kan man nok heller ikke fortænke ham i dette, for resultatet er ikke ligefrem vellykket.

Nuvel, hvad handler denne ”fortsættelse” til Barbarian Queen så om? Mens den første films handling var henlagt til en tåget fortid, hvor romerriget angiveligt var på sit højeste, har historien nu flyttet sig til en pseudomiddelalderlig fantasysetting.

Tronraneren Hofrax (Roger Cudney) og datteren Tamis (Cecilia Tijerina).

Tronraneren Hofrax (Roger Cudney) og datteren Tamis (Cecilia Tijerina).

Vi befinder os i et lille, navnløst kongerige, hvor der hersker ro og orden. Nok udkæmpes der nogle grænsestridigheder, men folk i landet er generelt lykkelige. Den primære årsag til dette er et magisk scepter, som opbevares fritsvævende i kongens borg. Dette scepter, der kun kan røres af kvinder, bringer fred og rigdom til monarken.

Desværre vil skæbnen, at den gamle konge omkommer i en af disse grænsekampe, og straks springer den unge tronraner Hofrax (Roger Cudney) til. Han snupper tronen for næsen af prinsesse Athalia (Lana Clarkson), der havner i fangekælderen, og landets befolkning bliver øjeblikkeligt undertrykt, udbyttet og ulykkeligt.

De modige oprørere
Athalia (Lana Clarkson).

Athalia (Lana Clarkson).

Hofrax har imidlertid et problem, for det er kun Athalia, der kender den magiske remse, der aktiverer scepterets kræfter, og derfor har han brug for prinsessen. Desværre for ham lykkes det Athalia at undslippe sit fangenskab. Hun søger ud i skoven, hvor hun ret hurtigt havner i armene på en gruppe rebeller, der skjuler sig for Hofrax’ tropper. Rebellerne anføres af en flok unge damer, der snart har udråbt Athalia til deres leder.

Pigerne slås i mudder.

Pigerne slås i mudder.

Så er kursen sådan set lagt, for den unge prinsesse skal nu tilbageerobre tronen fra den onde Hofrax, men det er lettere sagt end gjort. Rebellerne er i undertal, og soldaterne er langt bedre udrustet. Derfor må de forberede deres opgør grundigt, og træne de mange fattige bønder, der gradvist slutter sig til dem. Alt ser dog meget mere lyst ud, da den gamle konges garde dukker op, for nu er de stridende parter jævnbyrdige, og Athalia kan blæse til angreb mod Hofrax’ borg.

Blandet ind i alt dette finder vi et lille trekantsdrama, der involverer Athalia, den unge adelsmand Aurion (Greg Wrangler) og Hofrax’ ulidelige datter Tamis (Cecilia Tijerina). Tamis elsker Aurion, men Aurion elsker Athalia, så det er jo dømt til at gå i fisk. Problemet får da også først sin forløsning da Tamis benytter sig af sort magi, hun lærte af sin afdøde mor. Nu er det jo bare sådan, at man ikke gør den slags ustraffet på film, men resultatet må du selv se.

Lummerhed
Rebellerne.

Rebellerne.

Barbarian Queen II er på alle leder og kanter en jammerlig produktion. Billederne er dårligt komponerede, lyden elendig og alle kostumerne ligner noget, der er løgn. Det visuelle udtryk har overordnet set en hel del til fælles med gamle golden age-klassikere som The Adventures of Robin Hood (1938) og Ivanhoe (1952), men blot langt ringere udført.

Formsproget og de meget teaterlignende kostumer kan man dog nikke genkendende til. Her skal man bare huske på, at filmen er et halvlummert foretagende, præcis som seriens første film. Det betyder at alle de små dame-rebeller løber rundt i stramme toppe og miniskirts med et rustikt tilsnit. Lara Clarkson kan knap holde barmen indenbords i de kostumer, hun bliver iført, og da hun på et tidspunkt skal mudderbryde med en af de andre piger, går det helt galt. Svup siger det, og snart hænger brysterne ud over dragten.

Lana Clarkson i Eva-kostume
Athalia og adelsmanden Aurion (Greg Wrangler).

Athalia og adelsmanden Aurion (Greg Wrangler).

Har man set Barbarian Queen, vil man vide, at en stor del af denne films drivkraft lå i at vise piger, der får flået tøjet af. Det er et træk, der går igen i fortsættelsen. Blot har instruktøren Joe Finley set sit snit til at udnytte Lara Clarksons bryster maksimalt. Vi ser hende derfor nøgen rigtig ofte.

Hun er nøgen når hun kæmper, nøgen når hun ligger på pinebænken (præcis som i den første film) og nøgen når hun springer i høet med Aurion. De andre piger får dog også lejlighed til at lufte overkroppen, men den storbarmede Clarkson tager utvivlsomt førstepladsen med mest on-screen brysttid.

Elendige effekter
Athalia og Aurion få øjeblikke senere.

Athalia og Aurion få øjeblikke senere.

Effekterne i filmen er et kapitel for sig. Det er sjældent, man opdager fejl første gang, man ser en film, men i Barbarian Queen II er det næsten umuligt ikke at opdage den ene brøler efter den anden. Der er kontinuitetsproblemer i alle kampscenerne – snart er der blod på sværd, snart er der ikke – og pigerne, der skyder en hel del med buer, har også vanskeligheder.

Når pile rammer ligner det jeg ved ikke hvad, og de få egentlige stunts, der er med, er så kluntede, at man skal koncentrere sig for ikke at falde om af grin. Den eneste effekt, som af en eller anden grund virker en smule overbevisende, er det svævende scepter, som opbevares på borgen. Formodentlig har det taget så meget tid at lave dette, at alt det andet blev glemt.

Robin Hood med damer
En af de mange dramatiske kampe.

En af de mange dramatiske kampe.

Selve historien vil muligvis virke bekendt, og det skyldes, at Howard R. Cohen, sammen med Lance Smith, har planket med arme og ben fra Robin Hood-myten. Man kan således frit erstatte den gæve prinsesse og hendes pigevenner med Robin og hans kække svende. Resultatet er det samme, og ikke videre opfindsomt. Dog må man give de to bag manuskriptet den anerkendelse, at det trods alt er meget morsomt fundet på.

At erstatte Robin Hood og hans svende med pigebørn, der får flået tøjet af og en storbarmet heltinde, der kan gøre sig godt på pinebænken, er noget, der sælger billetter. Man må på den anden side konstatere, at historien er fyldt med huller og uforklarligheder, der gør det svært at tage det hele for mere end en god undskyldning for at trække Lara Clarkson rundt i manegen. Det er i hvert fald ikke en film, man behøver spekulere grundigt over, for det vil kun give grå hår og maveproblemer.

Stort skuespil skal man naturligvis heller ikke forvente, og faktisk er det skuespillet, der ødelægger meget af fornøjelsen. Flere af de medvirkende er ganske enkelt så generende, at de er med til at kaste skygger over den ellers ret underholdende film. Den værste af dem alle er Cecilia Tijerina, der spiller den unge Tamis. Hun er ganske, ganske frygtelig, men der er også flere af tøserne i Athalias bande, der kunne fortjene en lussing.

Uforpligtende tidsfordriv

Barbarian Queen II er måske ikke helt så underholdende som den første film, hvilket primært skyldes, at den ikke er lige så blodig. Til gengæld er der meget mere sleaze, hvilket jo er en god ting. Skulle man have en svaghed for cheesy fantasy, der ubehjælpeligt forsøger at holde sig oven vande, er det her lige sagen.

Med sine omkring 80 minutter leverer Barbarian Queen II tilpas meget lummer stemning og ufrivilligt komisk action til at være et godt bud på en aftens uforpligtende tidsfordriv i lystigt selskab. Nu afdøde Lara Clarkson var en “stor” stjerne, og her på Planet Pulp ærer vi fortsat hendes snavsede minde.

3 stjerner

Titel: Barbarian Queen II: The Empress Strikes Back
Andre titler: La Reina barbara (Mexico)
Instruktør: Joe Finley
Manuskript: Howard R. Cohen & Lance Smith
Cast: Lana Clarkson (Athalia), Greg Wrangler (Aurion), Rebecca Wood (Zarla), Elizabeth A. Jaeger (Noki), Roger Cudney (Hofrax), Alejandro Bracho (Ankaris), Cecilia Tijerina (Tamis), Orietta Aguilar (Erigena), Carolina Valero (Nalax), Monica Steeler (Ethbek)
Producere: Alan Krone (producer), Anthony Norway (producer), Robert North (executive producer) & James Alfaro (associate producer)
Foto: Francisco Bojorquez
Klip: Francisco Chiu
Musik: Christopher Young
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 4:3 Full Frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA/Mexico, 1989
Produktionsselskaber: Triana Films
Distributør (DVD): New Concorde Home Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Fantasy, Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *