Avengers: Infinity War

Ashes to ashes, dust to dust. Denne anmeldelse indeholder milde spoilers.

I 2012 viste Marvel, hvordan skabet skal stå i forhold til superhelte-ensemblefilm. Jeg hentyder naturligvis til den glimrende Avengers.

Det er nemlig ikke nogen nem disciplin, bare spørg DC Comics. Der skal både være plads til de enkelte karakterer, og samtidig skal manuskriptet tilgodese det store plot, den store fortælling, hvor helte og skurke, ofte i et stort antal, skal bekæmpe hinanden.

Det kræver meget af manuskriptet. Doseringen i Avengers var næsten perfekt. Den føltes både tro mod de enkelte superhelte og mod den store orkestrering.

For en ensemblefilm kan nemlig godt sammenlignes med en symfoni, hvor man både hører det enkelte instrument og bemærker nuancerne, men det skal også spille sammen til et samlet udtryk.

Det var meget mere famlende udført i både Avengers: Age of Ultron (2015) og Captain America: Civil War (2016) men med den stort anlagte, og meget ambitiøse, Avengers: Infinity War rammer man igen, næsten, plet.

Der er mislyde, og helte og skurke, som lades i stikken, men i det store hele føres denne kolos af en ensemblefilm sikkert i havn.

Avengers: Infinity War, altså denne første del af sagaen, er kulminationen på mange films fælles historiefortælling. Der er ikke mere løben om den varme grød i form af end credits-sekvenser og mere eller mindre subtile referencer i de forskellige film. Svesken kastes på disken; det er tid til opgøret med selveste superskurken Thanos.

Superskurken Thanos vs. Alle heltene

Thanos er nemlig på krigsstien. Han har sin Infinity Gauntlet, og mangler kun at udfylde den med de smukke sten, så han kan få “unlimited power”. Og det er jo netop de sten, som har spillet centrale roller i mange af de foregående 18 film i den nye Marvel-serie, der blev skudt i gang med Iron Man fra 2008.

Som en sidebemærkning kan det lige siges, at jeg i denne måneds leder kommer med et bud på, hvorfor superheltefilmen er blevet så populær, som den er. Men jeg kan tease med, at det handler om kvalitet, tidsånd og laviner.

Tilbage til filmen, men ikke mere om handlingen. Jo mindre du ved, jo bedre. Så lad os hoppe videre til min vurdering.

Lad os starte med det negative først. For det første lider filmen af den moderne filmsyge, hvor de fleste film simpelthen er for lange. Og uanset hvor mange helte, der skal pisse territorium af, og hvor mange skurke, der skal have bøllebank, så er Avengers: Infinity War omkring 15-20 minutter for lang.

Den positive side af sagen er, at filmen heldigvis har en forrygende slutning, og det gør, at den for lange spilletid er noget, man accepterer.

For det andet er scenerne i Wakanda, eller de fleste af dem, før vi rammer slutningen, lidt tamme. Det er næsten, som om vi befinder os på Naboo i slutningen af Star Wars: Episode I – The Phantom Menace (1999). Og uden at afsløre for meget, kan jeg blot konstatere, at Jar Jar heldigvis IKKE dukker op. Tak for det.

Men både i den visuelle stil og i måden, der gøres klar til kamp på, er der masser af ekkoer fra en af de mindre gode Star Wars-film. Desuden er der også nuancer af både The Lord of the Rings (2001-2003) og Warcraft (2016) i det endelige slag.

Det er nok ikke tilfældigt, da Avengers: Infinity War er noget, der nærmer sig en rendyrket og episk fantasyfilm, uden at dette nødvendigvis er ment som et kritikpunkt.

For mange actionscener

Et markant kritikpunkt er dog, at manuskriptet ikke har været nådigt over for alle karaktererne og handlingstrådene. Det er naturligvis en smagssag, om man er mest til Hulk, Kaptajn A, Black Panther, Thor eller en anden, men flere af heltene bliver som skibbrudne, da manuskriptet ganske enkelt ikke får dem integreret 100 % godt i filmen.

Det er tydeligt, at fortællingen skaber et A- og et B-hold i forsøget på at udleve tanken om, at “alle skal være med”. Det gør også, at hvis du bestemt ikke kan lide superhelteensemble-subgenren, så vil filmen nok frustrere dig.

Mit sidste kritikpunkt er, at der simpelthen er for mange actionscener, som ikke formår at få min puls til at stige.

Og på den tone fortsætter vi videre til det positive, nemlig de mange ekstremt velfungerende actionscener. Filmens højdepunkt i den sammenhæng er scenen på planeten Titan, hvor en gruppe af vores elskede helte teamer op mod Thanos.

Det er ægte superhelteaction, godt tænkt og udført, hvor de enkelte heltes unikke evner kommer i spil, samtidig med at det understreges, hvor sej en skurk Thanos er. Her er der ikke tale om kosmisk sludder, men rendyrket skraldebang. Det er en scene, jeg glæder mig til at se igen, når filmen udkommer på VHS.

Thanos er for mig klart den mest interessante skurk, foruden Loke, som MCU har leveret. Spækket med nuancer og sejhed, og jeg er meget spændt på, hvordan denne skurk forløses i det afsluttende kapitel.

Thor er verdens sjoveste helt

Vi fortsætter videre ud af den positive tangent, hvor vi nu er kommet til en fyr fra Asgård. Thor er på flere områder en gud. Både i konkret forstand, han er jo en gud fra den nordiske mytologi, men også i mere overordnet forstand, hvor Thor er blevet til en guddommelig karakter, både den sejeste men rent faktisk også den mest morsomme.

Den udvikling, Thor har gennemgået, siden debuten i Thor fra 2011, er fantastisk skildret, og her giver det store MCU virkelig mening; her er plads til udvikling på mange områder.

At Chris Hemsworth også har komisk talent af de helt store, havde de færreste nok regnet med, da de i første omgang så hans entré. Den flotte og meget muskuløse mand er for mig også blevet seriens komiske epicenter, meget sjovere end Downey Jr.’s ligeledes glimrende take på Tony Stark.

Og at give Thor spilletid sammen med Starlord er forrygende godt set – jeg har ikke grinet så meget i biografen i mange, mange år. Det er storslået, og Thor er den type, jeg godt gad tilbringe en aften eller ti i selskab med fadøl og shots på den lokale bodega i Skødstrup.

Det er nemlig humoren, der uden tvivl er Avengers: Infinity Wars stærkeste kort. Der er kælet for detaljerne, for dialogen og for de absurde optrin. Det hele er leveret med et glimt i øjet, som spiller ekstremt godt sammen med den episke og ambitiøse handling.

Men nu vi taler om Thor, Starlord og Hulk for den sags skyld, så er vi også fremme ved filmens A- og B-hold. Der er nemlig helte, der nærmest glemmes i forbifarten.

Personligt er jeg trist på Kaptajn A’s vegne, da manuskriptet efterlader ham uden den dualisme, som de foregående film, specielt mesterværket Captain America: The First Avenger, så fornemt skildrede.

I denne ombæring er han reduceret til en lidt ligegyldig actionhelt, og det håber jeg, at de råder bod på i den næste film. Og helte som Black Panther og Black Widow er stort set reduceret til statister. Men det er småting i det store og hæsblæsende perspektiv.

Herlig superhelteunderholdning

For på trods af de negative toner, skal ikke herske nogen tvivl om, at filmen som helhed er en omgang forrygende underholdning, hvor Marvel slår fast med en stor øksehammer, at de stadig kan levere fremragende underholdning, der ikke (stort set) føles som samlebåndsarbejde.

Den rust, der havde sat sig efter Age of Ultron og Civil War, er nu eftertrykkeligt banket af, og jeg glæder mig til den næste bunke af Marvel-film – så kan jeg som mavesur kritiker altid finde kniven frem igen, hvis det viser sig at dette blot var en enlig svale.

PS! På falderebet skal det også lige siges, at jeg sjældent har set en film med SÅ mange attraktive mænd i rollerne.

Så hvad enten du er til det ene eller andet, eller har brug for at overtale en potentiel date, hvad enten det er en mand eller en kvinde, så se lige på dette udvalg af flotte fyre, som du kan møde i filmen: Chris Evans, Benedict Cumberbatch, Paul Bettany, Mark Ruffalo, Robert Downey Jr., Chadwick Boseman og Chris Hemsworth. Ja, folkene hos Marvel ved, hvordan de både får nørderne og pigerne med i biografen.

PPS! Jeg stemmer for, at Chris Hemsworth får en Oscar for sin præstation som Thor.

Anmeldt i nr. 151 | 13/05/2018

Stikord: Superhelte