Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Avatar

Avatar
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Avatar er endnu et i en lang række af scores, der tydeligt demonstrerer, at James Horner er og bliver en af Hollywoods bedste filmkomponister.

AvatarDa jeg i sin tid skrev anmeldelsen af Avatar (2009) konstaterede jeg, at James Horners score var funktionelt om end noget uoriginalt. Det udsagn står jeg ved, sådan som musikken fungerer sammen med billederne. Men jeg må indrømme, at scoret udgør en betydelig bedre lytteoplevelse som selvstændigt album.

Når man har mulighed for at nærlytte musikken, hører man mangt og meget, man ikke har en chance for at høre sammen med filmens bulder og brag, og det skal siges med det samme, at albummet indeholder øjeblikke af sublim skønhed.

Gennemarbejdet

Avatar markerede tredje gang, James Horner leverede musik til en James Cameron-film. Første gang var Aliens (1986), hvor forholdet mellem instruktør og komponist efter sigende var på frysepunktet. Alligevel resulterede det i et fremragende score, der af mange betegnes som ét af alle tiders bedste actionscores.

Efter Aliens var der ikke mange, der forventede, at Horner og Cameron igen skulle arbejde sammen, men tiden læger alle sår, og da Cameron skulle finde en komponist til Titanic gik han til James Horner. Horner kvitterede med et glimrende score, der i øvrigt indbragte ham hans første og hidtil eneste Oscar.

Da Cameron bad Horner om at komponere musikken til Avatar gjorde han det med det forbehold, at Horner indvilgede i ikke at arbejde på andre film, mens han arbejdede på Avatar. Det betød, at Horner brugte i alt 18 måneder på sit score; en nærmest uhørt lang periode i Hollywood, som vel kun kan matches af Howard Shores engagement på The Lord of the Rings-filmene (2001-03).

Avatar er da også et utroligt gennemarbejdet score, der giver indtryk af at være et organisk hele med en begyndelse, midte og en slutning – også selvom man ind imellem fornemmer, at der mangler store mængder musik på albummet (trods en spilletid på over 70 minutter).

James Horners umiskendelige særtræk

Før premieren på Avatar kunne man læse i diverse interviews med både Horner og Cameron, at Horner havde opfundet en særlig “lyd” til Avatar-scoret. Nu skal man altid tage den slags udsagn med et gran salt, og det skal man i den grad også i forbindelse med Avatar.

På nær anvendelsen af et imponerende arsenal af eksotiske instrumenter og store mængder percussion, der supplerer orkester, kor og synthesizere, er der ikke noget markant nyt under solen, når det gælder lyden i Avatar.

En anden filmmusikanmelder har kaldt Avatar for en slags “best of” Horners virkemidler, og det er en meget rammende beskrivelse. Det betyder også, at man ikke skal forvente, at Horner går uden for sin comfort zone i musikken til Avatar. Musikken bærer Horners umiskendelige særtræk, og det gælder både på det generelle kompositoriske plan, i instrumenteringen og når man går længere ned i materien.

Det betyder også, at Horner-hadere med Avatar blot får mere ammunition, for ud over de overordnede træk, der kendetegner Horner, indeholder Avatar naturligvis også mere specifikke henvisninger til og lån fra mange af komponistens tidligere scores.

Personligt har jeg aldrig haft det store problem med, at Horner låner fra sig selv, og det skal da også med det samme siges, at Avatar langt fra er det mest ekstreme eksempel på fænomenet.

Men igennem scoret hører man tydelige referencer til og lån fra en lang række af komponistens tidligere scores, bl.a. Willow, Glory, Braveheart, Enemy at the Gates, Titanic og flere andre. Det er formentlig helt unødvendigt at sige, at det berygtede fire-node-motiv (“the four-note danger motif”) dukker op adskillige gange.

To blokke på albummet

Avatar er som sagt komponeret for stort symfoniorkester tilsat betydelige mængder velintegreret synth, kor, vokalsolister, masser af eksotiske instrumenter og ditto slagtøj.

Velintegreret er i alle tilfælde nøgleordet her, for uanset hvilken type instrument eller vokal, Horner gør brug af, smelter det uproblematisk sammen med resten. Som sagt kan man høre, at Avatar er et gennemarbejdet score.

Som præsenteret på albummet, falder musikken i to ret skarpt afgrænsede blokke. De første syv tracks repræsenterer hovedpersonen Jakes ankomst til Pandora, hans møde med de indfødte Na’vi og hans udforskning af planetens fremmedartede og smukke natur.

De efterfølgende seks skæringer er langt mere dramatiske og domineret af actionmusik, idet de onde jordboer indleder deres krig mod de indfødte på planeten.

Begge “blokke” er glimrende, om end man godt kan fristes til at beskrive albummets indledning som en langsom begyndelse. Det gælder dog kun de to første numre, der fungerer som en introduktion til scorets generelle lyd og æstetik og er som sådan bestemt ikke dårlige – de blegner blot i forhold til det, der kommer efter. Det andet nummer, “Jake enters his avatar world”, introducerer i øvrigt scorets hovedtema, der også dublerer som kærlighedstemaet.

Kun halvdelen af filmens musik

Om temaerne kan jeg allerede her sige, at hoved-/kærlighedstemaet er det altdominerende tema i scoret. Ikke således at forstå, at der ikke er andre klart artikulerede temaer, for det er der, men de fleste andre temaer og motiver bruges betydeligt mindre og i mere afgrænsede kontekster end hovedtemaet, der både findes i “naturmusikken” i den første blok og actionmusikken i den anden blok.

At det er et enkelt tema, der således dominerer skyldes dog nok, at albummet kun repræsenterer omtrent halvdelen af den musik, Horner komponerede til filmen – en fremtidig komplet udgivelse af scoret vil formentlig afsløre en betydelig større tematisk sammenhæng gennem hele scoret end vi får indtrykket af på indeværende album.

Hovedtemaet høres som sagt første gang i sin fuldt udviklede form i “Jake enters his avatar world” (selv om elementer af det indgår på subtil vis allerede i det første cue), men den klart bedste præsentation af temaet findes i “Becoming one of “The People” / Becoming one with Neytiri” (nr. 5).

Ren nydelse

Det er med albummets tredje cue, “Pure spirits of the forest”, det begynder at blive rigtig sjovt, og de næste fem numre er ren nydelse! Det der virker bedst i denne del af scoret, er Horners kombination af orkester, synthesizer, percussion og vokal – det er meget organisk og passer perfekt til filmens portræt af den smukke, afbalancerede natur på Pandora.

Allerbedst er “Becoming one of “The People” / Becoming one with Neytiri”, der både præsenterer adskillige fremførsler af hovedtemaet, smuk solovokal og glimrende anvendelse af slagtøj. Det er helt ustyrlig smuk musik – og klart albummets bedste enkeltcue.

Flere tracks lyder i øvrigt som musik, der kunne være komponeret til en film, der foregår i Afrika – således både “Climbing up ‘Iknimaya – The Path to Heaven'” (nr. 6) og “Jake’s first flight” (nr. 7). Dette skyldes hovedsageligt anvendelsen af kor og slagtøj, og det fungerer aldeles glimrende.

Det er i øvrigt det samme tema, der fremføres i begge numre, og hvis man får mindelser om Horners score til Glory er det bestemt ikke helt tilfældigt.

Engagerende actionmusik

Fra og med “Scorched earth” (nr. 8) er det, at scoret skifter karakter. Her bliver musikken betydeligt mere dyster og voldsom. Flere af numrene er deciderede actiontracks i Horners typiske stil, men “Shutting down Grace’s lab” (nr. 11) er en imponerende smuk klagesang, mens “Gathering all the Na’vi clans for battle” (nr. 12) efter en stille indledning bygger op til et imponerende klimaks

Samme cue forbløffer dog en smule ved i meget høj grad at imitere et track fra Hans Zimmers Gladiator-score! Også afslutningen af cuet har en vis afsmag af Zimmer-anthem, selv om det tydeligvis har været gennem Horner først. Hvem ved – måske hører vi her en smule af Camerons temp track bløde igennem i Horners score?

Dette skal nu ikke ligge Horner alt for meget til last, for i sig selv er “Gathering all the Na’vi Clans for battle” et glimrende cue, og med det efterfølgende powerhouse af et actioncue, der blot bærer titlen “War” (nr. 13), beviser Horner, at han er én af de bedste nulevende komponister til at skrive konstant spændende og engagerende actionmusik.

“War” har således en spilletid på over 11 minutter (der er mere musik i filmen), men formår alligevel at være fremragende fra start til slut – ja i anden halvdel bliver “War” til ét af de mest episke actioncues, jeg har hørt i meget lang tid. Det er ganske enkelt fremragende!

En af Hollywoods bedste nulevende komponister

James Horner er blevet kritiseret meget igennem tiden, særligt for sin tendens til at låne fra sig selv. Det er en kritik, jeg altid har fundet en smule underlig, for langt de fleste af mandens scores fungerer upåklageligt til de film, de er komponeret til – uagtet at der måske er ligheder med ældre scores.

Helt grotesk var det, at Horner nærmest blev lagt for had, da Gabriel Yareds musik til Troy (2004) blev droppet og Horner hyret til at komponere et erstatningsscore. Her fik Horner i den grad kniven af mange filmmusikfans, uagtet at hans score faktisk var glimrende.

Uanset om Horner kopierer fra sig selv eller ej, er han én af de ret få komponister, der virker i Hollywood i dag, som har et indgående kendskab til symfoniorkestret og som virkelig ved, hvordan man komponerer. Hans musik er kompleks og har temaer og motiver, der vikler sig ind og ud af hinanden, støttet af en intelligent brug af instrumenter, der rent faktisk er omhyggeligt udvalgt til at tjene et bestemt formål.

Af samme grund er langt de fleste scores, James Horner komponerer, værd at lytte til og af samme grund er langt de fleste scores, James Horner komponerer, kvalitativt bedre end det meste anden filmmusik, der komponeres i disse år.

Det gælder sådan set også for Avatar, der som album dog lider under at en meget stor del af musikken måtte udelades fra albummet, fordi der er grænser for, hvor meget musik, der kan være på ét album.

Selv om musikken føles som et organisk hele, mangler en del af den tematiske sammenhængskraft, som det komplette score uden tvivl har. Jeg er temmelig sikker på, at Avatar vil vise sig som et endnu bedre score – et reelt mesterværk – hvis vi får resten af musikken at høre. Men som det præsenteres på det eksisterende album, kommer det ikke helt op på det niveau.

Mine forbehold skal dog på ingen måde tages som udtryk for, at Avatar ikke er et godt, ja ligefrem et fantastisk score, for det er det. Det er endnu et i en lang række af scores, der med al ønskelig tydelighed demonstrerer, at James Horner er og bliver en af Hollywoods allerbedste filmkomponister, der opererer på et teknisk niveau, hvor meget få nulevende komponister kan spille med.

5 stjerner

Nummerliste:
1. “You don’t dream in cryo. ….” (6:09)
2. Jake enters his avatar world (5:24)
3. Pure spirits of the forest (8:50)
4. The bioluminescence of the night (3:37)
5. Becoming one of “The People” / Becoming one with Neytiri (7:43)
6. Climbing up “Iknimaya – The Path to Heaven” (3:18)
7. Jake’s first flight (4:50)
8. Scorched earth (3:32)
9. Quaritch (5:01)
10. The destruction of Hometree (6:47)
11. Shutting down Grace’s lab (2:47)
12. Gathering all the Na’vi clans for battle (5:14)
13. War (11:22)
14. I See You (Theme from Avatar) – Performed by Leona Lewis (4:21)

Total spilletid: 78:55

Titel: Avatar
Komponeret af: James Horner
Dirigeret af: James Horner
Orkestrering: James Horner, J.A.C. Redford, John Cull, Nicholas Dodd & Gary K. Thomas
Produceret af: Simon Rhodes & James Horner
Komponeret: 2009
Udgivet: 2009
Label: Fox Music/Atlantis

Anmeldt i nr. 73 | 13/11/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *