Tegneserieforlaget Red 5 Comics opstod i 2007 og er et af de uafhængige forlag, der klarer sig godt; dog uden at de er på samme højde som Image Comics. Ligesom med Image Comics er Red 5 Comics et forlag, der lader tegneserieskaberne beholde rettighederne til deres værker, hvilket er noget, Marvel og DC absolut ikke gør. I øvrigt var Red 5 Comics blandt de første udgivere, der gik over til digital distribution.
En af de populære titler fra Red 5 Comics’ katolog er den Eisner Awards-nominerede retro-sci fi-tegneserie Atomic Robo af forfatteren Brian Clevinger og tegneren Scott Wegener. Indtil videre findes der syv paperbackudgivelser i alt, og vi ser her på den første, der hedder Atomic Robo Volume One: Atomic Robo and the Fightin’ Scientists of Tesladyne.
En smart ass robot på eventyr

Atomic Robo Volume One handler om den særdeles rapkæftede robot Atomic Robo, der i tegneserien blev skabt af opfinderen Nikola Tesla i 1923. Robotten, der er fyldt til randen med oneliners, fungerer som en slags superspion for organisationen Tesladyne Industries. Tidligere arbejdede han for den amerikanske regering og NASA.
I korte historier oplever man Atomic Robo på actionfyldte eventyr i højt tempo, inspireret af sci fi-film og -bøger fra 1950’erne. Han slår sig løs med smart ass-attitude på kulørte fjender som den mekaniske nazividenskabsmand Baron Heinrich Von Helsingard, kæmpemyrer og levende pyramider! Han tager sågar en smuttur til Mars!
For tæt opad Hellboy og The Amazing Screw-On Head

Atomic Robo Volume One har tydeligvis hentet meget inspiration fra Mike Mignolas Hellboy og The Amazing Screw-On Head, og det kan mærkes fra side et og derudaf. Selv har Scott Wegener udtalt, at Mignola er én af hans store helte, men han formår dog trods alt at gøre sin streg til sin egen. Hans layouts er simple, med store billeder, der giver ordentlig plads til figurerne og deres omgivelser.
Designet af Atomic Robo-figuren er virkelig cool, og hans hoved giver mindelser om det geniale robotdesign fra Brad Birds animationsfilm The Iron Giant (1999) (dansk: Drengen og jernkæmpen). Bonusmaterialet i Atomic Robo Volume One har forsideillustrationer og designkoncepter/skitser med variationer af Atomic Robo plus et par sider, der fortæller om figurens funktioner.
På historiefronten bliver Atomic Robo Volume One desværre så tynget af sine inspirationskilder, at det er umuligt at læse den uden at tænke på Mignolas førnævnte tegneserier. Vitterligt den eneste person i Atomic Robo Volume One, der er spændende, er selve Atomic Robo. Figuren er så fuld af gåpåmod og humor, at det er en fryd. Uden besvær tager han opmærksomheden fra de andre figurer, der er noget underudviklede.
Flot men forglemmelig
Atomic Robo Volume One: Atomic Robo and the Fightin’ Scientists Of Tesladyne er én af den slags tegneserier, man læser hurtigt og glemmer ligeså hurtigt, også selvom man beundrer Clevinger og Wegeners kærlighed til deres kreation og tegneseriemediet. Det sørger den seriøse mangel på spænding og originalitet desværre for.
Forfatter: Brian Clevinger
Tegner: Scott Wegener
Forlag, år: Red 5 Comics, 2008
Format: Paperback
Albumlængde: 180 sider
Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013
Stikord: Robotter