Arabella l’angelo nero

6 minutters læsetid
Arabella, l'angelo nero

I 1989 var den italienske giallobølge for længst overstået, og genren som sådan var mere eller mindre blevet så udvandet, at det kun var de færreste, der turde være den bekendt. Klassikerne havde allerede haft deres påvirkning på Hollywood, og det italienske marked for genrefilm var hastigst svindende.

Det forhindrede imidlertid ikke Stelvio Massi i at indspille Arabella l’angelo nero eller Black Angel som filmen kom til at hedde i udlandet. De italienske filmskabere var meget vel klar over, at giallogenren havde brug for nyt blod, hvis den skulle overleve, og her blev det, som altid i Italien, softporn man mente der var vejen frem.

Arabella l’angelo nero er et førsteklasses eksempel på dette, og Stelvio Massi, med det hårdtslående kunstnernavn Max Steel, bruger da også hovedparten af filmen på at vise den sensuelle hovedrolleindehaver, Tinì Cansino, i lag med en lang række mænd.

Resultatet bliver en stemningsfuld, lummer thriller, fyldt til randen med lomme-freudianske symboler. I retrospekt var det faktisk ganske passende, at Massi kastede sig ud i en giallofilm, for det var med denne genre, han indledte sin karriere i 1974 med 5 Donne per l’assassino (Five Women for the Killer), og han døde kun fem år efter Arabella l’angelo nero havde haft premiere. Filmen her blev således en af hans sidste.

Som instruktør var det imidlertid ikke gialloerne, der kendetegnede Massis virke, men i stedet en lang række almindelige kriminalfilm. Hovedsagligt er det dog som kameramand, han fik skabt sig et navn.

Lille produktion

Arabella l’angelo nero var en ret lille produktion, der ikke havde råd til de store armbevægelser, og det kan mærkes på mange måder. For det første er hovedparten af skuespillerne på holdet ganske uprøvede, og for flere af dem blev Arabella l’angelo nero noget af det sidste, de har medvirket i. Faktisk var det kun Ida Galli i rollen som den forstående mor, Marta Veronese, der havde en længere række af roller bag sig. Det meste af skuespillet i filmen bliver da også derefter, men set isoleret i sit eget lille giallounivers, fungerer det upåklageligt.

Bag kameraet finder vi rent faktisk Stelvio Massi selv, og han har tydeligvis forsøgt at føje en kunstnerisk dimension til optagelserne blandet med genrens klassiske POV-skud. Det lidt fjollede kunstneriske udtryk understreges ydermere af den til tider ret grelle lyssætning, der navnlig i de erotiske scener antager larmende blå og røde toner. Alt dette ledsages så af Serfrans score, der med fræsende elguitar og elektrotrommer udbygger filmen ret bombastiske sen-80’er æstetik.

Historien blev udtænkt og omdannet til manuskript af R. Filippucci, der hverken før eller siden har haft noget med filmverdenen at gøre. Hvorfor forstår man egentlig ikke, for plottet bag Arabella l’angelo nero lever fuldt op til, hvad man kunne forvente af genren.

Nymfoman

Arabella (Tinì Cansino)
Arabella (Tinì Cansino).

Handlingen er ganske enkelt den, at det unge ægtepar Arabella og Francesco Veronese, spillet af henholdsvis Tinì Cansino og Francesco Casale, havde en bilulykke på deres bryllupsdag. Arabella suttede den af på Francesco mens de kørte ud i det blå, og det resulterede i et sammenstød, der kostede Francesco førligheden i benene. Nu sidder han i rullestol.

Arabellas mand, Francesco (Francesco Casale)
Arabellas mand, Francesco (Francesco Casale).

Sagen er så den, at Francesco er forfatter, men han mistede sin inspiration efter ulykken, og da han ikke længere kan have sex med sin kone, sender han Arabella ud i byen om natten, så hun der kan udleve hans seksuelle fantasier og berette om dem, når hun kommer hjem. Det er nemlig præcis den slags usømmelige historier, Francesco har brug for for at blive inspireret, og han er nu begyndt at arbejde på en roman med titlen “Black Angel”, der omhandler det han får genfortalt.

Det er ikke småting Arabella skal igennem, og vi følger den lydige kone på fetichbordeller, slibrige moteller og blandt havnens trækkerdrenge. Nu kunne man måske tro, at det var en stor byrde for Arabella at skulle stå igennem alle Francescos ideer, men lykkeligvis er hun hvad der nok må betegnes som nymfoman, og derfor slet ikke så utilfreds med situationen. I sidste ende ville hun dog nok foretrække, at hendes mand havde førligheden i alle lemmer, men da det ikke er sådan, må hun jo få det bedste ud af situationen.

Slibrig morder

Arabella gør sig til
Arabella gør sig til.

Desværre er kaster noget en skygge over ægteparrets arrangement, for en morder følger i hælene på Arabella og dræber alle, der bliver vidner til hendes erotiske udfoldelser. En helt almindelig morder er det ikke, for alle drabene sker med en stor saks, der altid anvendes til at afstraffe ofrene seksuelt.

Mændene får klippet tappen af, mens kvinderne får stukket hele mordvåbnet op i skeden. Det er ikke rare sager, og med stor vellyst følger kameraet drabene. Navnlig i scenerne hvor der dræbes kvinder, bliver saksen vist som en enorm, morderisk fallos, der får det til at løbe seeren koldt ned af ryggen. Meget kan siges om Black Angel, men den har en række grusomme scener, som Stelvio Massi er sluppet godt fra.

Morderen torturerer et offer
Morderen torturerer et offer.

Hvem morderen er, aner vi naturligvis ikke, og det afsløres da heller ikke før i absolut sidste øjeblik. I hovedparten af filmen følger vi derfor Arabella, der i en erotisk rus drøner rundt i det italienske natteliv og forfører mænd, mens politiet forsøger at finde hoved og hale i de brutale saksemord der hjemsøger byen. Genren tro er politiet ikke meget bevendt, og det er som privatpersoner, at betjentene får udrettet noget.

Persongalleriet er ret begrænset, og foruden Francescos mor Marta (Ida Galli), er det den lesbiske kriminalbetjent Gina Fowler, spillet af Valentina Visconti, der har til opgave at holde sammen på de mange små plottråde i filmen. Det begrænsede antal roller gør, at vitterligt alle kan mistænkes som saksemorderen, og det hvirvler rundt med grumme motiver – det være sig alt fra lesbiske opgør, jalousi, had og liderlighed.

Hvem der står bag mordene skal naturligvis ikke afsløres, men lad det bare være sagt, at Black Angel byder på et par overraskende krumspring, der nok skal hæve et øjenbryn eller to.

Ufattelig sleazy

Den lesbiske kriminalbetjent, Gina Fowler (Valentina Visconti)
Den lesbiske kriminalbetjent, Gina Fowler (Valentina Visconti).

Det univers som Stelvio Massi væver frem for os i filmen, er mørkt og dystert. Arabella lever et dobbeltliv, hvor hun om dagen er den dydige hustru der om natten springer i sit meget udfordrende outfit, og med ét er hun en helt anden. Vi følger hende gennem byens vrangsider og oplever en art parallelverden, der eksisterer side om side med det pæne, borgerlige samfund, som Arabella selv lever i om dagen. Så snart mørket falder på, kravler hun, som en anden vampyr, frem fra sit skjul.

Den verden hun tager os med ind i handler udelukkende om sex og tilfredsstillelse. Arabella viser os groteske bordeller og de manierede trækkerdrenges hedonistiske tilholdssteder. Det er på disse steder, at Stelvio Massi formår noget med sin film, og den dystre tone der hænger over de mange natscener i filmen er absolut seværdige.

Desværre skal Arabella dele en stor part af filmens spilletid med de øvrige personer, og når vi ikke følger hende, falder Black Angels interesseværdi betydeligt. Ikke forstået således, at den bliver dårlig, blot meget ordinær.

En trækkerdreng får æren af at være morderens næste offer
En trækkerdreng får æren af at være morderens næste offer.

Arabella l’angelo nero er en helt ufattelig sleazy film, der tydeligvis har fået sin handling så der kan vises så meget hud som overhovedet muligt. De brutale drab der danner rammen for historien, er så seksuelt ladede, at de sådan set også må betragtes pornografiske, hvorfor der i sidste ende ikke er ret meget spilletid uden bare bryster eller optakt til sex.

Med andre ord er filmen umanerlig snavset, og det gør den faktisk ret underholdende. Arabella l’angelo nero er nærmest som et stort vulgært optrin, der viser alt hvad giallogenren var engang, og med hele sin gumpetunge erotik viser den samtidig, at genren så afgjort har overlevet sig selv. Filmen er vaskeægte eurotrash, og jeg var personligt godt underholdt af dens vanvittige sleazeunivers; her må man bare ikke lade sig narre, for hold kæft hvor er Arabella l’angelo nero dårlig efter enhver normal standard!

Problematisk udgivelse

Et dødt, kastreret offer
Et dødt, kastreret offer.

Stelvio Massis porngiallo er aldrig blevet genudgivet på VHS eller udsendt på DVD, og filmen kan derfor være meget svær at skaffe. Digital Conquest er indtil videre det eneste sted, hvor den er tilgængelig i form af en DVD-Rom, men her drejer det sig vel at mærke om en japansk kopi, hvor alle nærbilleder af de nedre kønsdele er blevet digitalt slørede. Det er mildest talt pisseirriterende, navnlig i en film med så meget sex som Arabella l’angelo nero.

Tilmed er der også japanske undertekster, der ikke kan fjernes på Digital Conquests udgivelse, hvilket heller ikke ligefrem gør den mere attraktiv. Det er derfor vigtigt, at man spørger sig selv hvor stor en giallofan man er, før filmen bestilles hjem.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Digital Conquest.

4 stjerner
Titel: Arabella l’angelo nero
Andre titler: Angel: Black Angel (USA), Arabella, Black Angel (USA), Angela, the Black Angel (UK)
Instruktør: Stelvio Massi (som Max Steel)
Manuskript: R. Filippucci
Cast: Tinì Cansino (Arabella Veronese), Valentina Visconti (Gina Fowler), Francesco Casale (Francesco Veronese), Ida Galli (som Evelyn Stewart) (Marta Veronese)
Producere: Paolo Di Tosto (producer), Armando Novelli, Francesco Vitulano
Foto: Stelvio Massi (som Stefano Catalano)
Klip: Cesare Bianchini
Musik: Serfran
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Japansk (faste)
Produktionsland, år: Italien, 1989
Produktionsselskaber: Arpa International
Distributør (DVD): Digital Conquest
Udgave/region: DVD-Rom

Anmeldt af i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Giallo, Italian Cinema, Seriemordere

Skriv et svar

Your email address will not be published.