Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Apostle

Apostle
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Gareth Evans' folk horror-film lægger stærkt ud, men ender desværre som en rodet affære, der hen mod slutningen derudover skæmmes af en række unødvendige torture porn-elementer.

ApostleWalisiske Gareth Evans er formentlig bedst kendt for at have skrevet og instrueret den indonesiske actionfilm Serbuan maut – internationalt kendt som The Raid (2011).

Apostle er hans indtil videre seneste spillefilm, men Evans har en ny actionfilm, Havoc, i post production, med bl.a. Tom Hardy, Timothy Olyphant og Forest Whitaker på rollelisten.

For rodet og for lang

Der er som sådan ingen tvivl om, at Evans er en talentfuld manuskriptforfatter og instruktør, og det mærker man også langt hen ad vejen i Apostle, der imidlertid ikke kan betegnes som en decideret succes. Dertil er filmen ganske enkelt for rodet, for lang og med noget unødvendigt splat hen mod slutningen.

Det starter ellers godt nok: Vi befinder os i England i 1905. Et brev er ankommet til en mand. Det er fra hans datter, der beder manden om at løskøbe hende fra hendes bortførere; en slags hedensk sekt, der holder til på en ø ud for den britiske kyst (præcis hvor specificeres ikke nærmere).

Men vi finder snart ud af, at manden selv er ude af stand til at rejse. I stedet tager hans søn Thomas (Dan Stevens) af sted, idet han dog gør alt for at skjule sin identitet: Han stoler ikke på sekten, og har ikke som sådan nogle intentioner om at betale løsesummen for sin søster.

Religiøst fristed og socialistisk Utopia

Ved ankomsten til øen står det ret hurtigt klart for Thomas, at der foregår mærkelige ting. Godt nok virker mange ting på overfladen ret harmløse: Han ankommer til en ø med familier, landbrug og så videre.

Umiddelbart får Thomas – og publikum – indtrykket af, at øens ledere stræber efter en blanding af religiøst fristed og socialistisk Utopia.

Men det bliver ret hurtigt tydeligt, at der foregår andet og mere: Hvorfor forventes alle indbyggerne f.eks. at donere blod i et glas hver nat? Og hvor er det, sektens leder Malcolm (Michael Sheen) forsvinder hen gennem en lem i gulvet i sit hus?

Under sin efterforskning får Thomas også nogle uventede allierede, bl.a. sektlederens smukke datter Andrea (Lucy Boynton) og en ung mand, Jeremy (Bill Milner), der er søn af én af de andre sektledere.

Jo længere, Thomas er på øen, jo tydeligere bliver det for ham – og publikum – at der vitterligt foregår noget overnaturligt, men det er her, filmen på en måde “flækker” og ikke rigtig kan beslutte sig for, hvad den skal være.

Gudinde

Apostle putter ikke med sine overnaturlige elementer: De antydes ganske tidligt i filmen, men bliver meget tydeligere senere hen, hvor vi også i et flashback får en slags forklaring af, hvad der er sket.

Præcis hvad dette er, behøver jeg ikke afsløre her, men jeg kan dog sige så meget, som at øen er hjemsted for en slags gudinde eller måske præstinde (det bliver aldrig helt tydeligt, hvad der egentlig er tale om), som sektens ledere har fundet ud af kan give øen frugtbarhed, hvis de giver hende noget at spise.

De holder hende fanget og (tvangs)fodrer hende, indledningsvist med dyr og dyreblod, men nu er de gået videre til – ja, gæt selv.

Men selv menneskekød er ikke længere nok for Gudinden, eller også er hun bare træt af at være fanget: Øens frugtbarhed er væk – høsten slår fejl og dyrene føder dødfødte unger.

Det har presset sektlederne, bl.a. til bortførelsen af Thomas’ søster, og det presser dem fortsat, hvilket fører til, at én af lederne hen mod filmens slutning forsøger et oprør mod den egentlige leder.

Unødvendige torture porn-elementer

Det er bl.a. her, filmen introducerer den første i en stribe ulækre og helt unødvendige torture porn-agtige elementer, bl.a. en slags mekanisk henrettelsesbord, hvor ofret får hjernen boret ud.

Der er flere klamme effekter i det skur, hvor sektlederne opbevarer og tvangsfodrer gudinden – her har de en maskeret skikkelse (muligvis af overnaturlig herkomst – det står ikke helt klart) til at mose menneskelig med en maskine med to pigbesatte valser.

Rodet helhedsindstryk

Apostle starter ellers relativt blodfattigt ud – om end alt er relativt i en film, der ret hurtigt viser en halsoverskæring. Men filmen lægger langt hen ad vejen større vægt på stemningsopbygning end på chokeffekter og splat.

Traditionelle chokeffekter må Apostle dog roses for langt hen ad vejen at forbigå, men stilistisk virker de blodige og ulækre elementer hen mod slutningen som om, de kommer fra en helt anden film, og dem burde Evans have undladt helt.

De er med til at skabe et rodet helhedsindtryk, der blot bliver forstærket af, at man aldrig helt forstår, hvad der foregår med “gudinden”.

Det er ikke fordi, jeg død og pine skal have alt forklaret, men så meget af filmen lader til at være centreret omkring hende, at det bare ikke fungerer ordentligt, at hendes baggrund og funktion er så ringe forklaret.

Derudover er Apostle med sine 130 minutter ganske enkelt for lang: En god halv time kunne snildt være skåret væk, uden at filmen havde lidt under det.

Fint skuespil

Skuespillet er ellers fint nok fra de medvirkende. Michael Sheen er nok den bedst kendte, selvom Dan Stevens også vil være kendt af dem, der har set Downton Abbey (2010-15).

Sheen er dog den, der har mest at arbejde med, og han er som altid god. En rigtig fin ting ved Evans’ manus er, at Sheens rolle, kultlederen Malcolm, befinder sig et vagt udefineret sted mellem skurk og ikke-skurk.

Det giver et fint spillerum til Michael Sheen, og er selvfølgelig også med til at sikre noget dynamik mellem sektlederne.

En af de andre sektledere, Frank (Paul Higgins) er også ganske sympatisk, mens den sidste, Quinn (Mark Lewis Jones), er en stjernepsykopat af rang, og det spiller Jones til UG.

Jævn film med uforløst potentiale

Man fornemmer meget tydeligt konturerne af en betydeligt bedre film indenfor rammerne af det, Apostle endte med at blive. Og det er ærgerligt, for særligt i filmens første to tredjedele er der en virkelig fin stemning, som dog ret hurtigt opløses i bulder, brag og klamme effekter i tredje akt.

Kombinerer man det med en noget rodet historie og en hel stribe løse ender, så er slutresultatet en temmelig jævn film med et stort og desværre uforløst potentiale.

3 stjerner

Titel: Apostle
Instruktør: Gareth Evans
Manuskript: Gareth Evans
Cast: Dan Stevens (Thomas Richardson), Paul Higgins (Frank), Bill Milner (Jeremy), Mark Lewis Jones (Quinn), Lucy Boynton (Andrea), Michael Sheen (Michael Howe)
Foto: Matt Flannery
Klip: Gareth Evans
Musik: Aria Prayogi & Fajar Yuskemal
Spilletid: 130 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: UK/USA, 2018

Anmeldt i nr. 203 | 13/09/2022

Stikord: Folk Horror, Hedenskab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.