Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Antropophagus

Antropophagus
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

AntropophagusPå trods af, at den endte på BBFC’s Video Nasty-liste, skal man ikke forvente det store fra Joe D’Amatos Antropophagus. Den har sine øjeblikke, og kan fint ses, men man skal ikke forvente et splattermesterværk.

Aristide Massaccesi – manden med de mange aliasser, men nok bedst kendt under pseudonymet Joe D’Amato – stod bag mere end 200 film i løbet af sin karriere som både instruktør, kameramand og producer.

Mange af hans film er softporn, hvoraf mange udkom direkte på video, men han er dog nok bedre kendt som manden bag sexede gyserfilm som f.eks. Emanuelle e gli ultimi cannibali (Emanuelle and the Last Cannibals) fra 1977, Le notti erotiche dei Morti Viventi (Erotic Nights of the Living Dead) fra 1980 og Porno Holocaust fra 1981.

I 1980 lavede han, i samarbejde med kollegaen Luigi Montefiori (bedre kendt under navnet George Eastman) filmen Antropophagus, der er udarbejdet fra at være en idé til en scene, til at være en spillefilm.

Video Nasty!

Filmens bagmænd D’Amato og Eastman havde tænkt filmen som en måde at tjene nogle hurtige penge, uden selv at skulle hive alt for mange penge op af lommen. George Eastman nævner selv i et interview, at da filmen havde premiere, var der ikke mere end to biografgængere, foruden Eastman selv, i biffen for at se Antropophagus. I samme interview fortæller han også, at parret rejste sig og forlod salen, da fosterspisningsscenen kom på lærredet.

Fremtiden så ikke lovende ud for filmen, da den udkom tilbage i 1980, men ved hjælp af mund til øre-metoden fik D’Amatos film sig noget af et rygte, der gjorde filmen værd at opstøve, da den kom på video. Det gik jo hverken værre eller bedre, end at Antropophagus røg på BBFC’s liste over forbudte film tilbage i 80erne (den såkaldte Video Nasty-liste).

Forbud gav omtale

Da filmen var forbudt i England, medførte det jo blot mere omtale og efterspørgsel alle mulige andre steder i verden, og dermed en bredere udgivelse af filmen. Med tiden er Antropophagus blevet udgivet under flere forskellige titler, heriblandt The Grim Reaper, The Savage Island og The Zombie’s Rage.

Mange af udgivelserne har været bootlegs og dårlige kopier, hvoraf mange ydermere har været heftig klippet. Det har Shriek Show rådet bod på med deres 2-disc udgivelse af filmen, der er udgivet med titlen Anthropophagus: The Grim Reaper.

Mange af de film der endte på Video Nasty-listen er slet ikke så skræmmende eller ulækre som de blev blæst op til. Med tiden er flere af dem også blevet udgivet på DVD i uklippede versioner i England, men der er stadig en del, der mangler en rigtig udgivelse. Man kunne tro, at en film som Antropophagus ville være rigtig slem, når den er på en liste, der også inkluderede Cannibal Holocaust (1979), Cannibal FeroxFaces of Death (1981) og (1979). Men ak nej. For selvom D’Amatos film indeholder en hel del sleaze, når den på ingen måde de førnævnte film til sokkeholderne hvad angår kvalmefremkaldende scener.

Skumle hændelser på en øde ø

En kødkniv i hovedet – vi starter godt ud

Antropophagus starter med et tysk par, der hygger sig på stranden. Kvinden går i vandet imens manden ligger og lytter til musik (i de største høretelefoner jeg nogensinde har set!). Men da kvinden svømmer hen til en båd, bliver hun lemlæstet af noget uset, der dukker op under hende. Hendes mand kan dog ikke høre hende, på grund af den høje musik, og det er slut med ham, da den usete person, lusker op til ham, og planter en stor kødøkse i hovedet på ham. Så er der ellers lagt i ovnen til noget af en syg splatter – skulle man tro.

Noget tid senere tager en lille gruppe unge mennesker på ferie til øen, hvor de rigtig skal slappe af. Med gruppen er også Julie (Tisa Farrow – kendt fra Fulcis Zombi 2 fra 1979), der har fået et lift til øen, da hun skal besøge nogle gamle venner og deres datter. Men da de når øen, finder de den ganske forladt. Alle husene er tomme, og det eneste kommunikationsmiddel øen har, er en telegraf, hvor de sidste beskeder blev sendt flere måneder tilbage.

Tisa Farrow, som vi kender fra Fulcis ’Zombi 2’, spiller Julie

Det lugter langt væk af en uhyggelig affære, så gruppen beslutter sig selvfølgelig at undersøge sagen nærmere. Inde i byen finder de en ældre dame, der gemmer sig i de gamle tomme huse. De unge mennesker finder hende yderst mystisk, så derfor må hun kunne hjælpe dem. På jagt efter hende støder de dog på den blinde datter Rita (Margaret Mazzantini), som Julie har passet. Men der er noget helt galt med Rita. Hun er halvnøgen, og taler i vildelse om en fremmed mand, der lugter af blod, og som har slået hendes forældre og alle andre på øen ihjel.

Carol spilles af Zora Kerova, som vi kender fra ’Cannibal Ferox’

Advarslen kunne faktisk ikke komme mere belejligt, for kort tid efter at Rita har fortalt den uhyggelige historie, dukker den kannibalistiske galning op (i form af George Eastman i heftigt makeup) og fortærer en af de unge mænd. Resten af gruppen render selvfølgelig rundt med hovedet under armen, og prøver at komme væk fra øen i live. Det er dog lettere sagt end gjort, for deres båd er blevet skåret fri og sejlet væk, og nu er de fanget på øen med en galning, der elsker smagen af varmt menneskekød. Hvordan det går for de stakkels unge mennesker, vil jeg ikke afsløre, men kan nævne, at der er en blodig scene eller to til gode.

Ikke synderligt original

Den blinde pige Rita (Margaret Mazzantini)

Antropophagus er ganske enkelt en exploitationfilm, hvis formål er at tjene penge – hvilket den også har gjort i rigt mål med tiden. Historien er en gammel kending blandt horrorfans: en gruppe mennesker isoleres i et fremmed miljø, hvor de trues af en uset fare, der tager livet af dem én efter én.

Denne gang har vi så med en kannibalistisk galning at gøre – noget der heller ikke lyser af originalitet, men skræmmende er det da. Men selvom en film ikke er videre original, så kan den jo godt indeholde masser af fede effekter eller nogle groteske og sjove optrin som f.eks. Mil gritos tiene la noche (Pieces) fra 1982 – for nu blot at nævne et enkelt eksempel.

Dvælende

George Eastman som The Beast får et lille mellemmåltid

D’Amatos Antropophagus, indeholder nogle ret grumme scener, der nok skal kunne få splatterfans op af sofaen, (her har fosterspisningsscenen især sikret filmen en del omtale). Desværre bruger D’Amato mere tid på at dvæle ved en masse andre (for en splatterfilm) ligegyldige ting. Der går faktisk en time, før vi får serveret rigtig blodige scener og George Eastman i fuld makeup – hvis man ser bort fra de få mord, filmen starter med.

Den mystiske kvinde

Filmen er utrolig dvælende. Kameramanden Enrico Biribicchi bruger enormt meget tid på at etablere de rum, karaktererne træder ind i. Dette gøres flere gange ved at vise skuespillerens forundrede ansigt efterfulgt af et totalskud af rummet (eller mindre skud af rummet) og derefter et billede af skuespillerens ansigt igen. Når man har siddet og set det i en times tid, bliver det mildest talt en smule kedeligt, og man kunne begynde at undre sig over, hvorfor filmen egentlig havnede på BFFC’s liste.

Er man på udkig efter en splatter kan man til nød give sig i kast med Antropophagus, der faktisk har sine øjeblikke. Men vær forberedt på at sidde igennem nogle lettere kedelige scener, hvor der ikke sker det store. Efter flere gennemsyn, kan man næsten nøjes med at spole hen til de sjaskede scener og hoppe over det andet bavl.

En D’Amato-film uden nøgenscener!

Gruppen indser at de er strandet på øen, da deres båd er væk

Så skal det også siges at Antropophagus indeholder utrolig få nøgenscener af en D’Amato-film at være. Det var noget, der overraskede mig ved første gennemsyn. Efter at have set Emanuelle e gli ultimi cannibali og Le notti erotiche dei Morti Viventi, havde jeg regnet med at se endnu en film med masser af tilfældige nøgenscener – men nej. Det må siges at være noget af en overraskelse, når det er D’Amato vi har med at gøre.

Shriek Shows version indeholder både et engelsk og et italiensk lydspor. Det engelske er dog ikke for godt, og meget af lyden går tabt på grund af støj og en dårlig dubbing. Det italienske er heller ikke det helt vilde, men sammen med de engelske undertekster, får man lidt mere ud af dialogen. Selvom der er en vis charme over dubbings, burde Shriek Show havet strammet lidt an og fået mixet et ordentligt lydspor, man kan holde ud at høre på.

The Beast nyder et måltid bestående af et varmt foster – en scene, der har givet ’Antropophagus’ en vis omtale

Den anden skive af Shriek Shows udgivelse indeholder en alternativ amerikansk åbningssekvens, et fotogalleri og nogle trailers (blandt andet til den noget spøjse Frankenstein’s Bloody Terror fra 1968). Foruden dette finder man også en dokumentar om Joe D’Amato, Totally Uncut part 2, der ligner noget, der er filmet på dårlig video. Dokumentaren er ikke et must for at kunne ”nyde” D’Amatos film, men er meget sjov at se, hvis man alligevel har en time at slå ihjel.

Mangler man at få set D’Amatos Antropophagus, bør man slå fingrene i Shriek Shows udgave, der er helt uklippet, så man får alle de klamme scener med. Forvent dog på ingen måder et ”mesterværk” som f.eks. Fulcis Zombi 2 eller Deodatos Cannibal Holocaust. Så er det sagt.

3 stjerner

Titel: Antropophagus
Andre titler: Antropophagus: The Grim Reaper, Antropophalus, Antropofago, Der Menschenfresser, Man Beast, Man Eater – Der Menschenfresser, Man-Eater, The Grim Reaper, The Savage Island, The Zombie’s Rage
Instruktør: Joe D‘Amato
Manuskript: Joe D’Amato & George Eastman
Cast: Tisa Farrow (Julie), Saverio Vallone (Andy), Serena Grandi (Maggie), Margaret Mazzantini (Henriette ‘Rita), Mark Bodin (Daniel), Bob Larsen (Arnold), Rubina Rey (Irina Karamanlis), Simone Baker (First Victim),Mark Logan (Second Victim), George Eastman (Nikos Karamanlis),Zora Kerova (Carol)
Producere: Joe D’Amato (producer), George Eastman (producer), Oscar Santaniello (producer), Edward L. Montoro (executive producer)
Foto: Enrico Biribicchi
Klip: Ornella Micheli
Musik: Marcello Giombini
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk, Italiensk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: Filmirage, Produzioni Cinematografiche Massaccesi (PCM) International
Distributør (DVD): Shriek Show (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *