Jeg nød at se Monty Python som lille, da DR tilbage i 80’erne viste det gale sketchshow på dansk tv.
Jeg nød især de animerede mellemsekvenser, som gruppens eneste amerikaner Terry Gilliam stod for.
Animationteknikken var cut out, hvilket også bliver brugt i satire-serien South Park og Cirkeline-filmene.
Gilliam brugte brudstykker af klassiske kunstværker kombineret med sine egne tegninger til at skabe en perlerække af surrealistiske animationer foruden den klassiske introsekvens, der slutter af med en kæmpestor fod, der træder på titlen!
Gilliam lavede også de ikke Python-relaterede kortfilm Beware of the Elephants (1967), Storytime (1968) og Miracle of Flight (1974) med samme teknik, og de er bestemt værd at tjekke ud på YouTube.
Efter sin storhedstid med de andre Python-gutter blev Gilliam berømt som den vilde filmskaber bag originale filmperler som Jabberwocky (1977), Time Bandits (1981), Brazil (1985), 12 Monkeys (1995) og Fear & Loathing in Las Vegas (1998).
For 40 år siden udgav Gilliam sammen med Lucinda Cowell bogen Animations of Mortality, der på typisk Gilliam-facon både forklarer og ikke forklarer hans arbejde på de unikke Python-animationer.
Den snørklede vej ind til Terry Gilliams hjerne
At læse Animations of Mortality er som at læse en forvirret manual. På sin vis vil den gerne fortælle om cut out-animation og alle de muligheder, den form for animation kan tilbyde.
Men så ikke rigtigt alligevel. En tegneseriefigur, en grævling i fint jakkesæt, guider læseren gennem den vanvittige collage-verden, der var Gilliams trademark i hans tidlige karriere som animator.
Man ser reproduktioner af de klassiske Python-animationer og derefter en dekonstruktion af dem, så man kan se, hvordan Gilliam kunne trylle med de separate elementer og skabe finurlig surrealisme.
Den sjove grævling kommer med tips og tricks om animation, men det er korte informationer. Man kan enten tage dem, som de er, eller finde mere fyldestgørende undervisningsmateriale om animation i en anden bog.
For Animations of Mortality er mere en showcase for Gilliams grafiske talenter. Er man særligt nysgerrig efter at vide mere om hans baggrund som illustrator, er der en del at hente i Animations of Mortality.
De mange storyboards, tegneserier og skitser viser virkelig Gilliams herlige, groteske sans for sort humor og her ender man med at ønske, at bogen var længere end de sølle 96 sider.
Absolut værd at finde for Gilliam-fans
Animations of Mortality kan føles noget tynd for dem, der fortrækker mere konkret fakta om Gilliams proces. Bogen fungerer mere som en billedbog end noget andet, så hvis I vil blive klogere på animation, så der findes der andre bøger, der kommer mere vidt omkring det emne.
Gilliams trofaste fanskare har vel allerede Animations of Mortality på deres boghylde, men den nyere generation af fans må ud og lede efter den antikvarisk. En ny udgivelse, gerne med flere sider, ville derfor være meget passende, Hr. Gilliam!
Forfatter: Terry Gilliam & Lucinda Cowell
Forlag: Mandarin
Udgivelsesår: 1978
Format: Paperback
Sideantal: 96 sider
Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018