Jesper Hansen
Ingen kommentarer

And the Oscar for best score goes to…

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Planet Pulps in house-filmkomponist kommer med en vurdering af årets Oscar-nomineringer inden for filmmusikkategorien.

I slutningen af februar uddeles årets Oscars. Filmmusik er naturligvis ingen undtagelse, og endnu engang er de fem nominerede scores (betegnelse for musikken i filmen), meget forskellige. Både i intensitet og musikgenre. Jeg har lyttet alle fem scores igennem, og herunder følger en hurtig gennemgang af dem samt min vurdering af deres chancer.

How to Train Your Dragon – John Powell

How to Train Your DragonDette er John Powells første Oscarnominering, og musikken til How to Train Your Dragon er absolut blandt hans bedste scores til dato. Powells “opvækst” hos Hans Zimmer fornægter sig ikke, men Powell har så absolut sin egen stemme som komponist, og med How to Train Your Dragon bliver man mindet om hans musik fra bl.a. Chicken Run (2000) og Shrek (2001).

Ikke at musikken egentligt har så meget til fælles med de to nævnte scores, men det er musik, der ikke tager sig selv seriøst. Til trods for, at det er den eneste nominering i år, der hovedsageligt benytter et fuldt symfoniorkester, der giver den fuld gas i tempofyldte actioncues, så er det alt sammen med et smil på læben. Og det er naturligvis passende, at musikken til en DreamWorks-film ikke tager sig selv for seriøst.

Musikken er vanvittig godt skrevet, og ud fra et kompositorisk synspunkt er det uden tvivl det mest komplekse scores af de fem nominerede. Derudover er musikken meget cue-orienteret, hvilket betyder, at hver gang der sker noget på lærredet, så afspejler musikken det øjeblikkeligt. Dette gør kun kompositionsprocessen endnu mere kompliceret, og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret over, hvordan John Powell opfylder dette uden, at musikken lider under det. Dertil kommer, at der er et dejligt touch af folkemusik over albummet, og derved adskiller How to Train Your Dragon sig fra andre animations-scores fra de senere år.

Det er sjovt, overraskende, godt håndværk – men desværre også lidt for langt. Albummet varer 72 minutter, og er derved det suverænt længste i år. Kvaliteten af musikken er høj hele vejen igennem, men man føler sig en smule “mæt”, før man når til slutningen. Og derved har man svært ved at holde begejstringen intakt, selvom musikken absolut ikke bliver dårligere undervejs.

5 stjerner

How to Train Your Dragon vinder fordi:
Det er fantastisk håndværk
Det er meget cue-orienteret som mange mener, at filmmusik burde være
Det er en meget fornøjelig lytteoplevelse med stor alsidighed og fyldt med overraskelser

How to Train Your Dragon vinder IKKE fordi:
Musikken kan virke overvældende, da der er så meget tryk på og det er fyldt med skift og overraskelser.
UP vandt for bedste musik sidste år, og det er usandsynligt at endnu en animeret film vinder samme kategori i år.
Musikken er “traditionel” orkerstermusik. Der er ikke noget hipt eller cool over et symfoniorkester.

127 Hours – A. R. Rahman

127 Hours

Da indiske A. R. Rahman vandt to Oscars for sin musik til Slumdog Millionaire, var det til stor utilfredshed for mange filmmusikfans. Kritiske stemmer sagde, at scoret kun vandt pga. det etniske element i musikken. Denne kritik må siges at have noget på sig, da juryen bevisligt har en svaghed for at udpege scores med træk af etnisk musik.

Se bare på Gustavo Santaolallas back to back Oscars for Brokeback Mountain og Babel. Rahman er derved den af de nominerede, der har høstet flest Oscars (To nomineringer, to Oscars = 100% succes).

Heldigvis beviser Rahman med musikken til 127 Hours, at han er en ganske alsidig komponist og ikke er låst fast i musikken fra sit hjemland.

Det er ikke nogen nem opgave at skulle skrive musik til en film, hvor handlingen er meget fastlåst omkring et enkelt setup. Selvom Rahman har fundet et udtryk og en stemning, der afspejler handlingen og den forfærdelige situation, som hovedpersonen er havnet i, så savner man i høj grad variation i musikken. Den bevæger sig aldrig uden for “tryghedszonen”, hvor den ikke gør nogen fortræd, og man bliver ærlig talt ikke rigtig rørt af den.

Det hele lyder rigtig pænt og godt, men musikkens hovedtema, som er et akkordbaseret guitarmotiv, bliver desværre hurtigt repetitivt og ensformigt. Man føler ikke rigtigt, at musikken afspejler den stigende frustration og frygt, som hovedpersonen gennemlever. Bevares, det bliver da en smule dystert, men igen – det kommer aldrig uden for tryghedszonen, og det er en skam!

Alt i alt er det en behagelig lytteoplevelse som ikke rigtigt fortæller én noget. Man bliver ikke nysgerrig, men musikken egner sig til gengæld fremragende til at køre i baggrunden, mens man laver alt muligt andet.

Det er meget tydeligt, at Ramann har lavet det meste arbejde alene i sit studie med diverse guitarer og derefter indspillet strygere m.m. henover. Det giver lidt ubalance i kompositionerne, og jeg irriterer mig især over, at samtlige numre ender stort set ens. Musikken fader ud og slutter med 10-15 sekunders new age agtige lydlandskaber. Det ville være SÅ forfriskende, hvis bare et enkelt nummer sluttede med et klimaks eller brat, men ak.

I det sidste nummer “Liberation” oplever man omsider, at orkesteret træder mere i karakter. Det er ikke længere så forudsigeligt, og man bliver draget af musikken. Men ligesom man tænker, at her sker der virkeligt noget, ja så dør musikken ud og slutter på samme måde som alle de andre cues. Sikke en skam.

3 stjerner

127 Hours vinder fordi:
Rahman er allerede populær hos Akademiet og juryen. Dette burde ikke være vigtigt, men det er det.
Lytteoplevelsen er behagelig og rar, og man forbliver i tryghedszonen hele tiden. Musikken kræver ikke ens opmærksomhed.
Guitarorienterede scores samt musik med et etnisk touch har i tidens løb haft stor succes ved Oscar-uddelingen.
Filmen får meget goodwill på grund af historien, og det smitter af på afstemningen.

127 Hours vinder IKKE forbi:
Musikken er for ensartet. Det hele føles bare for nemt og dovent.
Som lytter forbliver man i samme tilstand hele tiden. Det taler ikke rigtigt til følelserne.
Filmens karakter tillader ikke at komponisten kan give los for alle hans idéer, og det gør det svært at lave et score, der virkeligt imponerer.

Inception – Hans Zimmer

InceptionMan skal helt tilbage til 1988 for at finde Hans Zimmers første Oscar-nominering. Her i 2011 er han nomineret for ottende gang. I mellemtiden er han blevet den helt store konge over filmmusikken. Uanset om man kan lide ham eller ej, så må man anerkende, at han har været den mest toneangivne komponist de sidste mange år.

Inception (anmeldt på Planet Pulp hér) er et meget interessant album. Blandingen af symfoniorkester og elektroniske elementer fungerer fantastisk, og er der noget Hans Zimmer kan, så er det at skabe lydbilleder, så man sjældent er i tvivl om, hvem man lytter til!

Det er ikke udelt nemt at lytte til Inception, da musikken er fyldt med intens dynamik, dissonante klange, der jager lytteren, blot for at blive efterfulgt af et roligt pulserende beat med en beroligende melodi. Man er med andre ord aldrig helt tryg. Og det er naturligvis også essensen i filmen!

Men det hele er utrolig gennemarbejdet, og til trods for, at musikkens karakter kan ændre sig på en brøkdel af et sekund, så føles det hele sammenhængende. Og det er lidt af en bedrift i sig selv.
Musikken er egentligt ikke specielt kompliceret. Der arbejdes med relativt simple rundgange, og den indeholder mange repetitioner hvor der, for hver rundgang, tilføjes nye lag til musikken. Enkelt, men uhyre effektivt!!

Hans Zimmer har altid været ligeglad med, hvad folk synes om ham, og hans mål er ikke at please lytteren. Stik modsat 127 Hours, er Zimmer ikke bange for at lade et nummer slutte med højlydt dissonans, og selvom det kan skabe en smule usikkerhed hos lytteren, gør det samtidig, at man hele tiden er på stikkerne og virkelig opmærksom på musikken!

Hvis man skal nævne to stykker musik, som har defineret Zimmers virke som komponist, må det være “Journey to the Line fra The Thin Red Line samt “Chevaliers de Sangreal” fra The Da Vinci Code. Begge disse cues benytter sig af ekstremt effektive opbygninger, som på tålmodig vis tager sig lang tid om at nå klimaks.

I stort set hvert eneste Zimmer-score siden The Da Vinci Code har der været sådan et cue, og Inception er ingen undtagelse. Hvis man, som jeg, elsker disse numre er det naturligvis guf, mens de der ikke bryder sig om dem, vil irritere sig over, at han igen og igen benytter sig af dette trick.
Hvor de andre fire nominerede scores er relativt konstante i deres udtryk og lydbillede, så skiller Inception sig ud, hvilket kan være med til at forøge dens chance for at vinde.

5 stjerner

Inception vinder fordi:
Der er tale om moderne filmmusik. Symfoniske instrumenter blandet med udstrakt brug af elektronik.
Man bliver som lytter draget af musikken. Man er urolig, men samtidig meget nysgerrig.
Inception blev hyldet som et stort mesterværk. Det kan smitte af på juryen.
Albummet slutter utrolig stærkt af og efterlader lytteren med en “wow”-effekt.

Inception vinder IKKE fordi:
Der er tendens til sure blikke i Hans Zimmers retning fra branchen.
Der er tale om meget typisk Hans Zimmer-lyd. Ikke specielt nyskabende.
Kan være svært at lytte til for den knap så engagerede lytter.
Hvis man ikke bryder som om overraskelser eller ubehag i musik, så vil Inception afskrække.
Mange mener at det er på tide med noget nyt blod på scenen.

The King’s Speech – Alexandre Desplat

The King's SpeechFranske Alexandre Desplat må efterhånden have vænnet sig til at blive Oscar-nomineret. Fire ud af de sidste fem år har han været at finde i Kodak Theatre på den store aften. Det er et udtryk for, at vi her har med en særdeles dygtig komponist at gøre, og der er heller ikke mange, der vil sige mig imod, når jeg påstår, at Desplats potentiale er enormt og blandt de største i Hollywood!

Hans enorme kendskab til de klassiske instrumenters klang har gjort ham til favorit blandt instruktører, der laver film, som kræver, at musikken er akustisk og afdæmpet, men stadig kan stå på egne ben uden billederne.

Desværre for Desplat betyder det også, at disse film sjældent lader komponisten bevæge sig uden for nogle meget snævert opstillede rammer, og det er det helt store problem med The King’s Speech. Hvor jeg nævnte, at 127 Hours var bange for at bevæge sig uden for en bestemt tryghedszone, så fornemmer man, at The King’s Speech nærmest er blev låst inde i en tryghedskælder, og vil blive skudt på stedet, hvis den bevæger sig ud derfra.

Dette er virkeligt synd, da musikken klinger fantastisk og demonstrerer utroligt godt håndværk. Man ville sådan ønske, at hovedpersonen i filmen lige tog et smut ind i en eventyrverden med drager og prinsesser, for når man lytter til albummet, er man aldrig i tvivl om, at musikken ville fortrylle, hvis den blot fik lov. Men det gør den desværre ikke!

Dette er jo ikke komponistens skyld. Han gør, hvad filmen tillader ham, og som instruktøren har givet ham besked på. Og man fornemmer egentligt, at Desplat har det ganske godt i denne tryghedszone. Musikken lader i hvert fald til at hvile i sig selv, og man mærker ikke noget behov for at skulle være noget andet end det, den er.

Det skal dog også siges, at musikken er utrolig behagelig at lytte til. Den bliver bare meget ensformig, og man bliver efterladt med indtrykket af, at man egentligt godt kunne have nøjes med det halve og haft samme oplevelse.

3 stjerner

The King’s Speech vinder fordi:
Det er på tide, at Desplat bliver hædret.
Scoret minder meget om traditionel klassisk musik, hvilket måske tiltaler medlemmer af juryen.
Det er håndværk i verdensklasse.

The King’s Speech vinder IKKE fordi:
Det er det af de nominerede scores, der gør mindst “opmærksom” på sig selv.
Desplat har været nomineret for bedre uden at vinde, og vil helt sikkert blive nomineret for bedre i fremtiden, så hvorfor ikke vente?

The Social Network – Trent Reznor & Atticus Ross

The Social NetworkMan skal passe på med at pege fingre af rockmusikere, der pludseligt kaster sig over filmmusik. Hans Zimmer, James Newton Howard, Danny Elfman og Howard Shore er blot fire eksempler på komponister, som i dag bliver hyldet som nogle af branchens største, men som for 20-30 år siden tjente til føden i pop/rock-industrien.

Trent Reznor er bedst kendt fra Nine Inch Nails, og har hele livet været lidt en musikalsk blæksprutte. Nu har han kastet sig over filmmusikken og har sammen med den engelske komponist og producer Atticus Ross lavet musikken til The Social Network. Atticus Ross har medvirket på adskillige af Reznors andre projekter, og samarbejdet fortsætter også i fremtiden, da de to også skal lave musikken til David Finchers næste film.

Nu kunne jeg begynde på en lang diskussion om, hvad filmmusik er og bør være. Den ville tage en evighed at skrive, en evighed at læse, og den efterfølgende diskussion ville vare et godt stykke ind i den næste istid. Så os bare blive enige om, at filmmusik er, hvad det siger: Musik lavet til en film. Og musikken til The Social Network er filmmusik, for det er jo lavet til en film.

Men når det så er sagt, så er der intet i musikken, der appellerer til filmmusik-nørden i mig. Det er ikke fordi, jeg synes, musik skal være på en bestemt måde. Jeg nyder tværtimod, at man netop i denne genre kan opleve så mange forskellige typer musik!

Jeg er ikke i tvivl om, at musikken passer fremragende i filmen, og det er jo det vigtigste. Men i mine ører kunne man lige så godt have brugt alt mulig andet musik. Det virker ikke, som om det er komponeret til filmen, men bare musik, der er blevet brugt i filmen. Der er tale om et langt album med et meget ensartet industrielt udtryk.

Beskidte beats og lyde præger alle numrene, og et samplet klaver ligger ofte længst fremme i lydbilledet. Det er meget minimalistisk musik, og rent kompositorisk er der ikke meget at komme efter. De fleste kræfter er blevet brugt på at programmere beats, lyde, larm (ikke ondt ment, men larm bliver brugt som effekt i musikken) og samples.

Selvom jeg absolut ikke vil tale nedsættende om de evner, der kræves for at blive god til at programmere beats og rytmer, så synes jeg simpelthen ikke, at denne musik har noget at gøre i dette selskab. Der er på intet tidspunkt hints af, at musikken følger det, der sker på lærredet, og rent kompositorisk er de andre nominerede lysår foran Reznor og Ross.

Hvor Daft Punk med deres score til Tron Legacy virkelig trådte ud af deres vante omgivelser og imponerede filmmusikfans verden over, så vil jeg vove den påstand, at The Social Network mest appellerer til fans af electronica/industrial-genren og næppe vil vinde mange fans i filmmusikmiljøet. Til gengæld vil der også være mange, som synes, det er et frisk pust i genren og som vil hylde, at denne type musik bruges i film.

Jeg tror dog primært, der her er tale om de, som normalt ikke lytter filmmusik, og når de endeligt gør, finder det gammeldags. I andre sammenhænge vil jeg ikke udelukke, at denne musik kunne appellere til mig, men som filmmusik, endda Oscar-nomineret filmmusik, synes jeg desværre ikke, det holder. Helt klart et ungdommeligt score med en moderne lyd, der, trods alt, formår at skabe den distance, som der jo også er mellem virkeligheden og Facebook.

1 stjerne

The Social Network vinder fordi:
Det er på tide med et nyt udtryk i moderne filmmusik.
Filmen blev en kæmpe overraskelse, og derfor bliver musikken ophøjet hos nogle.
Branchen føler økonomisk pres, og musik som dette er en billigere løsning frem for at skulle have et helt symfoniorkester, og ved at lade The Social Network vinde, vil mange producere sikkert blive inspireret til at prøve noget tilsvarende.

The Social Network vinder IKKE fordi:
Det kompositorisk er det klart svageste blandt de 5 nominerede.

And the Oscar for best score goes to…

Jamen hvem vinder så?? Desværre har der, med undtagelse af sidste år, været en slem tendens til, at vinderen har været den, jeg har håbet mindst på!! Med det i tankerne, så kan vi allerede nu udpege The Social Network som vinder. Den vandt en Golden Globe, men jeg synes simpelthen, det vil være en katastrofe. Ikke bare lidt træls eller ærgerligt, men en decideret katastrofe! For mig svarer Reznors og Ross’ bidrag til at få serveret en Aldi-flødebolle som dessert på Noma. Måske glimrende i andre sammenhænge, men det har intet at gøre her!

127 Hours ligner for mig en oplagt vinder. Det er ikke den, jeg håber vinder, men Rahman kan sagtens samle sin tredje Oscar op i år. Måske endda også sin fjerde, da han også er nomineret for bedste sang. Vinder han, vil jeg synes det er ærgerligt, men jeg vil langt fra blive lige så oprevet, som da han vandt for Slumdog Millionaire.

Vinder Desplat for The King’s Speech vil jeg også synes, det er en smule ærgerligt. Jeg kan enormt godt lide ham som komponist, men musikken er desværre bare ikke særligt spændende. Jeg vil hellere se ham modtage sin første Oscar for et stort værk.

Så er der How to Train Your Dragon og Inception tilbage. Jeg ved ikke helt, hvilken af de to jeg “hepper” på, for de er meget forskellige. How to Train Your Dragon er som en 8-årig dreng – fyldt med energi og glæde og ikke synderligt meget dybde. Og det er der skam heller ikke brug for i sådan en film. Inception skulle matche Chris Nolans mindfuck-idéer og gør det til fulde. Det er et alvorligt værk og står i stærk kontrast til How to Train Your Dragon Hvis én af disse vinder, bliver jeg glad, meeeeen lige så meget, som jeg elsker Hans Zimmer, så synes jeg faktisk, det kunne være lidt sjovt hvis John Powell vandt!

Reaktionen

Min reaktion hvis denne film vinder:

The Social Network: Vrede, frustration, sure opstød i mange måneder og generelt had mod juryen.
127 Hours: Ærgrelse, men trods alt fremskridt for Rahman i forhold til Slumdog Millionaire.
The King’s Speech: Ærgrelse fordi det ærlig talt er lidt kedeligt, og han kan så meget mere
Inception: Et indre “YES”!” og glæde over, at Hans Zimmer kan vinde for så “tung” musik.
How to Train Your Dragon: Fryd over at så legesyg musik kan vinde så alvorlig en pris. Og glæde over den anerkendelse, John Powell omsider vil få.

Af: Jesper Hansen | 13/02/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *