Alucarda, la hija de las tinieblas

Man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene, og på samme måde skal man ej heller lade sig narre af Alucarda. Nok er filmen indspillet for stort set ingen penge, og har alle de typiske B-filmskarakteristika, men instruktøren Juan López Moctezuma ville og kunne meget mere, end bare at lave fikse gysere, der skulle indtjene hurtige penge i biograferne.

Mexicansk filmrebel

Moctezuma var blandt den første bølge af filminstruktører, der blev uddannet på den da nyoprettede filmskole i 60’ernes Mexico. Horror var ikke populært blandt de nye filmskabere, og det var stort set kun Moctezuma, der kastede sig over genren.

Det var imidlertid ikke en filmtype, der vandt stor støtte indenfor den etablerede filmverden i Mexico, og Moctezuma måtte derfor indspille sine gysere udenfor det officielle studiesystem. Det gav hans film et umiskendeligt billigt præg, der uagtet de professionelle skuespillere og teknikere, ikke formåede at skabe samme overbevisende kvalitet, som de regulære selskabers produktioner.

Trods dette lykkedes det for Moctezuma at tilføje sine film en visuel stemning og en handling, der ikke alene angreb de gængse moralske konventioner i Mexico, men også søgte ind til kernen af de samme eksistentialistiske problemstillinger, som europæisk film så længe havde kredset om.

Desværre for Moctezuma blev ingen af hans produktioner store succeser, Alucarda ingen undtagelse, og selv i dag bliver hans film ikke opfattet som meget andet end kuriosa. Foruden Alucarda, der vel må regnes som Moctezumas mesterværk, indspillede han også navnlig den besynderlige The Mansion of Madness (1973), løseligt baseret på en historie af Edgar Allen Poe.

Gotisk fantasi

Alucarda udspiller sig i midten af 1800-tallet, i samme mærkværdige eventyrland som også de fleste af Hammers vampyrfilm eller Universals klassiske monsterfilm udspiller sig i. Historien synes nærmest tidløs, og omgivelserne er mere en gotisk fantasi end et egentligt mexicansk miljø. Det er således mellem gamle ruiner, dunkle skove og omflakkende sigøjnere, at vores hovedpersoner strejfer rundt.

Omdrejningspunktet er det ensomme nonnekloster, hvortil forældreløse børn bliver bragt. Alucarda kommer også til klostret, da moderen ikke ønsker at “Han” skal tage barnet. Hvem “han” er, bliver ikke sagt, men at det må være herren med horn og bukkeben mere end antydes. Noget er der altså galt med den lille piges familie, og hun synes da også mærket fra starten.

Femten år forløber, og vi overværer nu, hvordan en ny pige ankommer til klostret. Det er den smukke Justine, spillet af Susana Kamini. Justine skal dele værelse med det mystiske pigebarn Alucarda, der er præcis så mørk og dyster, som Justine er lys.

Sataniske sigøjnere

Justine og Alucarda falder hurtigt i snak, og bliver på overraskende kort tid også mere end bare venner. Alucarda er nærmest besat af Justine, og mens de tumler rundt i de dunkle skove, plaprer de dyster snak om kærlighed ud over døden og evig troskab.

Det må indskydes, at vi her som tilskuere mister enhver fornemmelse af tid og sted. Pigerne løber omkring i skovene, som havde de kun kendt hinanden i få timer, men da en nonne nogle få scener senere antyder, at de har kendt hinanden længe, bliver det hele en smule forvirrende.

Det betyder nu ikke så meget, for man forstår, hvor Moctezuma vil hen med optakten. Midt i pigernes uskyldige leg står de pludseligt ansigt til ansigt med en diabolsk pukkelrygget sigøjner, der fører dem med sig tilbage til sigøjnerlejren, hvor det med usagte ord forklares Alucarda, at Djævlen er hendes sande hersker. Det hele ender i en panisk flugt fra lejren, da pigerne bliver rædselsslagne over sigøjnernes adfærd.

Nu er der imidlertid åbnet for den lurende ondskab, der har ligget i Alucarda, og hun presser den stakkels Justine til at lade sig vie til Satan, hvilket sker i en ekstatisk scene med blodregn, brystslikkeri samt djævelsk, orgastisk stønnen.

Fra da af bliver handlingen drømmende, som i et mareridtsagtigt eventyr. Pigerne begynder at bekæmpe nonnerne i klostret, hvis præster beslutter sig for at uddrive de djævle, der har besat pigerne. Dette resulterer blot i en forværring af situationen, for stakkels Justine dør under eksorcismen, og Alucarda bliver banket bevidstløs.

Diabolske kræfter på spil

At det er djævelske kræfter, som er begyndt at hjemsøge nonneklostret efter pigernes nærkontakt med mørket, er der ikke nogen tvivl om. Natten hvor selve indvielsen sker, deltager de to tøser i et orgie ude i skovens, mens en nonne i frygt leviterer i sin celle.

Frygten for Djævlen bliver mere og mere udtalt, og munke såvel som nonner forsøger at holde det onde ude, blandt andet ved kollektivt at piske hinanden under bøn. Stemningen er med andre ord mildest talt opkogt, og det første klimaks indfinder sig under djævleuddrivelsen. Nogen konklusion kommer der bare ikke på sagen.

På dette sted træder filmens virkelige helt i karakter, nemlig den jordbundne, ateistiske læge Dr. Oszek, som spilles af det mexicanske gyserikon Claudio Brook. Brook har faktisk en dobbeltrolle, for det er også ham, der spiller den diabolske pukkelryg uden at man dog kan se det, da han er sminket til ukendelighed. Lægen forbander nonnerne og præsterne for deres religiøse vanvid og for mordet på Justine, men efter at han har slæbt den bevidstløse Alucarda med sig hjem, bryder helvede atter løs.

Dr. Oszek må nu erkende, at der er mere til end hvad hans naturvidenskabelige uddannelse i Paris har lært ham, og alt hvad han hidtil troede på synker i grus. Lægen skal nu konfrontere den sataniske Alucarda, der ønsker blodhævn over nonnerne samt alle der deltog i drabet på hendes elskede.

Midt i alt dette vender Justine, lidt overraskende, tilbage fra de døde som en vampyr. Hvordan og hvorfor er ikke helt til at sige, og det er da heller ikke længe, hun får lov at leve i denne form. Om Alucarda også er en vampyr må være usagt, men man må formode at Moctezuma har ment et eller andet med det, da han valgte at navngive Alucarda med en lettere udbygning af det gamle vampyranagram.

Fremragende helhed

Alucarda er en gribende film, der med sin burleske og barokke stil formår at skabe et højest interessant univers. Kulisserne såvel som lyssætningen er på en gang drømmende, overdramatiseret og fabulerende. Billederne vælter sig i religiøs symbolik, flittigt ledsaget af nærbilleder af ansigter og øjne. Den lumre, hengemte stemning, der hænger over alle billederne er uforlignelig, og fremhæves skal også nonnernes absurde, klaustrofobiske dragter, hvis lige må være set yderst sjældent på film.

Al dialog i filmen har mere karakter af monologer end egentlige samtaler, og tit er klipningen abrupt. Alt dette kædes så sammen af Anthony Guefens æteriske score, der regelmæssigt ledsages af langtrukne stønnelyde. Måske kan denne opremsning lyde negativ, og det er den vel også, hvis man ser på delene som enkeltheder. Som helhed er filmen dog fremragende. Ikke så meget for historien, der synes svært usammenhængende, men for alt det udenom. Det er faktisk svært ikke at rose Alucarda til skyerne.

Den indestængte stemning, der hænger over hele filmen, er helt uovertruffen. Det samme gælder Tina Romero, der spiller Alucarda. Med vilde øjne og fagter gestikulerer hun sig gennem handlingen, og er faktisk fra første øjeblik, man ser hende, ganske ubehagelig at følge. Der er ingen tvivl om, at Alucarda er farlig, men hvorfor og hvordan sidder man længe og gætter på. Tilmed er filmen dejligt blodig. Ikke alene ligger Justine i en kiste fyldt op med blod, men vi ser et hoved blive kappet af, og en stakkels nonne blive bidt i halsen, så blodet står ud af hende.

Rendyrket gotik

Alucarda er en rendyrket gotisk film, der trækker på alle de morbide undertoner og visuelle koncepter, som hæfter sig til genren. Om det også er en vampyrfilm er måske lidt svært at sige, da selve blodsugerdelen fylder så lidt som den gør. Den bør nok i langt højere grad klassificeres som en af de klassiske katolske Satan-film.

Juan López Moctezuma har tydeligvis haft meget på hjerte med filmen, både visuelt og også som social kommentar. Alucarda er en direkte kritik af den etablerede katolske kirke, som Moctezuma åbenlyst ikke har meget til overs for. Hvad det endelige religiøse budskab med filmen så er, står dog ikke helt klart. Uanset hvad, er Alucarda obligatorisk i samlingen hos alle goth-fans. Snyd ikke dig selv for den.

Alucarda, la hija de las tinieblas er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Gotika, Katolicisme, Munke, Nonner, Orgier, Satan, Satanisme, Sigøjnere, Vampyrer