Aliens

Syv år efter at biografgængere verden over var vidne til, at Ellen Ripley med nød og næppe overlevede sit første møde med verdenshistoriens mest aggressive rumvæsen, vendte Ripley tilbage. Denne gang i en meget anderledes, men ikke mindre underholdende, film, skrevet og instrueret af James Cameron.

Da Aliens kom ud i 1986, var The Terminator to år gammel. The Terminator blev som bekendt en stor succes, og af den grund havde Cameron havde allerede et godt ry i Hollywood – et ry der i øvrigt blev endnu bedre, efter at Aliens kom ud, på trods af at filmen ikke indhentede så mange penge, som producenterne havde håbet på.

Én af alle tiders bedste actionfilm

Men Cameron fik faktisk jobbet som manuskriptforfatter på Aliens før The Terminator kom i biograferne. David Giler og Walter Hill fra The Brandywine Company, der også producerede den første Alien (1979), havde læst manuskriptet til The Terminator, og de må have set manuskriptets kvaliteter. De havde i hvert fald på den baggrund besluttet, at de gerne ville lave noget med Cameron.

Cameron havde flere idéer, som Hill og Giler dog ikke brød sig så meget om, men da de nævnte, at de overvejede at lave en fortsættelse til Alien blev Cameron interesseret, og indleverede et udkast til en historie. Hill og Giler var begejstrede og satte Cameron til at skrive manuskriptet.

Resultatet blev én af alle tiders bedste actionfilm, og en film der, på trods af at den er meget anderledes end den første Alien-film, formår at fortsætte og udbygge Alien-mytologien. Der har sikkert været nogen i 1986, der er blevet skuffede over, at fortsættelsen ikke var i samme stil, som den første film, men faktisk er det nok godt, at man ikke forsøgte at gentage opskriften fra Ridley Scotts Alien.

Mere af det samme er ikke ubetinget en god ting, og taget i betragtning, at den første film er et mesterværk, så ville den have været meget, meget svær at overgå. Fordi Camerons indgangsvinkel til Alien-universet var så anderledes, lykkedes det for ham at skabe en film, der på sin egen måde også er et mesterværk, men det er ikke givet, at man kan lide Aliens blot fordi man kunne lide den første film (eller vice versa for den sags skyld).

I dvale i 57 år

Alien sluttede med, at Ripley (Sigourney Weaver) formåede at slippe væk fra Nostromo i skibets nødmodul. Og som etteren sluttede, starter toeren: nødmodulet kommer svævende igennem rummet. Her opfanges det af et rumskib, der bjærger modulet, og Ripley bringes tilbage til Jorden – eller rettere til Gateway-rumstationen, der ligger i kredsløb om Jorden. Ripley finder her ud af, at hun i dvaletilstand har svævet rundt i rummet i 57 år, og at det var et rent held, at hun overhovedet blev fundet.

Dvaletilstanden gør, at hun ikke er ældet siden Alien, men det er alle andre naturligvis. I Director’s Cut-versionen, som er inkluderet på den her anmeldte version af DVD’en, er der en scene, hvor man får at vide, at Ripley havde en datter, som nu er død, hvilket naturligvis tager hårdt på hende. Endvidere er Ripley hårdt plaget af mareridt om rumvæsnet.

På The Gateway Station introduceres vi også for Carter Burke (Paul Reiser), der arbejder for The Company, det store firma, som man også hørte om i Alien, og som ejede Nostromo. På grund af begivenhederne i den første film nærer Ripley forståeligt nok en hel del mistro til Burke, der dog forsøger at overbevise Ripley om, at han virkelig er en “okay guy”. Ikke desto mindre må Ripley møde op til en høring om begivenhederne i den første film, og det er tydeligt, at de tørre embedsmænd fra The Company ikke tror hende over en dørtærskel. De fratager Ripley hendes pilotlicens, men under høringen går det op for Ripley at den planet, hvor Nostromo samlede deres ottende passager op (LV-426), nu er koloniseret. Ripley nærer bange anelser, men i første omgang sker der ikke mere.

Tilbage til planeten

Der går dog ikke længe inden det banker på Ripleys dør. Ind kommer Carter Burke og løjtnant Gorman fra marinekorpset, og Burke må meddele Ripley, at man har mistet kontakten med kolonien på LV-426. En efterforskningsmission er ved at blive planlagt, og Burke vil gerne have Ripley med som rådgiver, i tilfælde af, at det skulle have noget at gøre med rumvæsnerne. Indledningsvist nægter hun, men efter nogen tid accepterer hun, under forudsætning af, at eventuelle Aliens bliver udryddet og ikke taget med tilbage som studieobjekter. Det lover Burke.

Sammen med en flok marineinfanterister under ledelse af løjtnant Gorman tager Ripley og Burke af sted mod LV-426 i rumskibet Sulaco, og da de når frem, finder de kolonien mennesketom. Men der er spor efter kamp, og der går da heller ikke længe inden marineinfanteristerne finder tegn på, at der vitterligt har været Aliens på spil. Nu begynder soldaterne at undersøge det store kompleks for at finde de cirka 150 kolonister, men de må snart sande, at de er kommet ud, hvor de ikke kan bunde. Da først rumvæsnerne angriber, bliver det nemlig tydeligt for dem alle, at de er akkurat så farlige, som Ripley havde fortalt, men som ingen af dem havde troet på.

Kort efter deres ankomst til LV-426 finder gruppen den eneste overlevende kolonist, den lille pige Rebecca, kaldet Newt (Carrie Henn), som Ripley udvikler et nært forhold til. Dette forhold forstås bedst i Director’s Cut-udgaven, hvor motivet med Ripleys nu afdøde datter spiller en væsentlig større rolle end i den originale biografudgave. Newt kommer da også til at spille en central rolle for spændingsopbygningen nær filmens klimaks, hvor Newt føres bort af en gruppe Aliens, og hvor Ripley må forsøge at finde hende. Denne del af filmen har yderligere det suspense-element, at Ripley her kæmper mod uret. Soldaterne er tidligere i filmen kommet til at beskadige kølesystemet til koloniens atomreaktor, der nu langsomt er på vej til en nedsmeltning.

Effektiv spændingskurve med velfungerende arketyper

Disse elementer skaber en ekstremt effektiv spændingskurve, men Aliens er nervepirrende hele vejen igennem: Lige fra soldaterne ankommer til LV-426 og begynder at udforske de mennesketomme bygninger, og til de efterhånden selv bliver de jagede, da rumvæsnerne går til modangreb.

Hvor den første Alien spillede på den klaustrofobiske indelukkethed i rumskibet, så opbygges spændingen i Aliens primært af det faktum, at der nu er mange Aliens i stedet for kun én. Selv om marinesoldaterne er svært bevæbnede, gør det ikke spændingen mindre, for man ved jo, at rumvæsnerne er ekstremt hårdføre, og det er da også i længden en ulige kamp.

Aliens har, ligesom Ridley Scotts originale Alien, den store fordel, at der er god gruppedynamik i den flok af soldater, der bliver sendt af sted sammen med Ripley og Burke. De består langt hen ad vejen af arketyper – den uerfarne løjtnant, den garvede sergent og så videre – men det fungerer efter hensigten og skaber præcis den energi, der skal til for at holde seerens interesse fanget. Desuden giver soldaternes machoattitude lejlighed til en solid mængde underholdende one-liners, der nok gør Aliens til én af de mest citerede film blandt actionfans nogensinde.

At Carter Burke naturligvis viser sig at være alt andet end en “okay guy” giver naturligvis blot lejlighed til endnu flere konflikter i gruppen, for selvfølgelig vil Weyland-Yutani – The Company – stadig have rumvæsnet til deres biovåbenprogram. Internt i gruppen begynder konflikterne tidligt, da Ripley allerede før ankomsten til planeten opdager, at der er en androide med på turen. I betragtning af hendes oplevelser i den første Alien er der ikke noget at sige til, at hun er skeptisk, og droiden ved navn Bishop (Lance Henriksen) er da også en karakter, man bestemt ikke ved, om man kan stole på.

Henriksen medvirkede også i The Terminator, og han er ikke den eneste genganger fra Camerons første store hit. Også Michael Biehn er med i Aliens, hvor han spiller én af de vigtigere roller som korporal Hicks, og Bill Paxton, der havde en minimal birolle i The Terminator, er også med. Han spiller den sympatiske tudeprins Hudson. Resten af rollerne spilles solidt af skuespillere, hvoraf der er mange man ikke ellers har hørt meget til siden – med undtagelse af Jenette Goldstein i rollen som den hårdkogte kvindelige marine Vasquez.

Inspireret af Heinlein

I takt med at marinesoldaterne bliver mere og mere pressede, må Ripley naturligvis endnu engang træde i karakter. Hun udvikler sig i Aliens til en ægte actionkvinde – en skikkelse James Cameron er glad for, og som han flere gange siden er vendt tilbage til. Linda Hamiltons rolle som Sarah Connor i Terminator 2: Judgment Day (1991) er måske det bedste eksempel ved siden af Ripley.

Nogen ser Aliens som en Vietnam-allegori – en flok selvsikre soldater undervurderer en overlegen fjende på ukendt territorium – og taget i betragtning, at Cameron umiddelbart før Aliens var med til at skrive manus til Rambo: First Blood Part II (1985), kunne man godt fristes til at tro, at der er noget om snakken, og at Cameron tematisk set er forblevet i Vietnam. Men en sådan allegorisk læsning af filmen er måske nok lidt for akademisk, for Aliens er mere end noget andet “bare” en ekstremt godt sammenskruet actionfilm.

Hvis Cameron har været inspireret af noget har det nærmere været Robert A. Heinleins Starship Troopers (1959). Marinesoldaterne i Aliens refererer da også til deres mission som en “bug hunt”, og Cameron skal angiveligt også have bedt skuespillerne om at læse Heinleins roman. Politisk set har Aliens imidlertid ingen af Heinleins semihøjreorienterede træk – her er filmen mere i tråd med cyberpunkens langt mere venstreorienterede udsyn, hvor store korporationer (i Aliens naturligvis The Company) ofte fremstilles mere eller mindre dæmonisk.

Cyberpunken havde da også sin storhedstid på det tidspunkt, hvor Aliens blev lavet, men filmen har som sådan intet at gøre med cyberpunk. Man må da også erindre, at allerede Alien, som udkom i 1979, inden cyberpunken for alvor var kommet i gang, refererede til The Company. Generelt skal man nok være påpasselig med at læse for meget ind i Alien-filmene, og de forskellige elementer man finder i både filmene og i f.eks. cyberpunk, er mere end noget andet nok bare et udtryk for tidsånden og den aktuelle trend inden for science fiction.

Game over, man! Game over!

Den anmeldte version af filmen indeholder som tidligere nævnt både biografversionen og Director’s Cut-versionen, og af de tre første Alien-film er det kun i dette tilfælde, at jeg foretrækker Director’s Cut-udgaven. Selv med en spilletid på næsten 150 minutter holder filmen dampen oppe hele vejen, og ud over scenerne, der uddyber historien om Ripleys datter, er der adskillige andre scener, der uddyber handlingen eller bare tilføjer endnu mere action. Selv sidstnævnte er velkomment, for Cameron ved hvordan man skruer en god actionfilm sammen, hvilket han også har bevist flere gange siden Aliens.

Hvis man er indstillet på, at Aliens er en helt anden type film end den første film, så vil den for de fleste være et kærkomment gensyn med de slimede rummonstre. Ikke alene er den en særdeles underholdende actionfilm, men den formår også at udbygge Alien-mytologien – det er i Aliens at man første gang finder ud af, hvor Alien-æggene kommer fra, og væsnernes opførsel bliver der også filosoferet lidt over. Alt i alt en fabelagtigt underholdende film. Game over, man! Game over!

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: 2’er, Androider, Fortsættelse, Robotter, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, Soldater