Alien: Covenant

Alien: Covenant er en prequel og sequel til en prequel. Men kunne Ridley denne gang finde ind til den ægte Alien-åre? En åre, hvor gyserfolket har drukket inspiration og glæder i de sidste mange, mange år.

Det vender vi tilbage til om lidt. Først flyver lige et smut tilbage i tiden.

Alien fra 1979 er alle tiders bedste science fiction-gyser. Punktum. Alt gik op i en højere enhed. Det beskriver Mogens ganske fint i sin anmeldelse her.

Det samme kan siges om Aliens fra 1986, som er den perfekte science fiction-gyser-actionfilm. Punktum. Så kom Alien 3 i 1992; ikke perfekt men fyldt med fine sager.

Og det samme kan siges om Alien: Resurrection fra 1997, hvis man altså fraregner den frygtelige slutning.

Scott og Giger

Det var Ridley Scott, der instruerede Alien. Men det var på mange måder Hans Rudolf Giger, der løftede den op på den øverste hylde med sit design. Se blot værket Necronom IV fra 1976, og så forstår du, hvorfor Scott og co. gerne ville have Giger med på vognen.

Giger skabte et monster og et design, som trækker idéer fra det stof, der skaber mareridtsvisioner, og det passede perfekt til idéen om mødet med et fremmed monster.

Men hvor kom dette monster fra? Og hvem var den “Space Jockey”, som man så, da besætningen fra Nostromo besøgte det fremmede rumskib?

Ja, det ville Ridley så give forklaringen på, da han som en anden gud vendte tilbage til det univers, han selv havde været med til at skabe. Det blev til Prometheus fra 2012. En smuk film med mange fine idéer, men med et manuskript, der var så ringe, at det gjorde en smule ondt at se filmen knække midtvejs efter en ellers fin første akt.

Øv sagde jeg dengang, og det siger jeg også nu, hvor jeg har set Prometheus hele tre gange. Det kan man også læse lidt om her i denne artikel fra 2013.

Prometheus havde en ganske åben slutning, og det var naturligt, at Ridley ville følge den op. Det har han så gjort med Alien: Covenant, som bestemt er en bedre film end Prometheus, men hvor manuskriptet har mange af de samme problemer. Igen knækker filmen efter første halvdel.

Hmm, et signal fra en fremmed planet

Men lad os lidt på handlingen først.

Alien: Covenant begynder ca. 11 år efter handlingen i Prometheus. Efter en overspillet indledning lander vi på rumskibet Covenant, der er et koloniskib.

Mens kolonisterne og de ansatte ligger i dvale, styrer androiden Walter, der en moderniseret udgave af David fra Prometheus (endnu engang spillet af Michael Fassbender), skibet.

Efter et mindre uheld vækker Walter besætningsmedlemmerne, da skibet skal ordnes, før de kan komme videre i teksten. Kort efter modtager Covenant et signal fra en planet, der ligger i nærheden. Lyder det bekendt?

Det bliver efter en større diskussion besluttet, at man flyver hen til planeten, hvor signalet kommer fra, og man lander og begynder at lede efter signalets kilde. Lyder det også bekendt? Ja, det gør det.

Man finder da også et rumskib, og snart begynder folk at dø. Under flugten dukker David, altså androiden fra Prometheus, op og hjælper vores venner fra Covenant. David kender et sted, hvor de er i sikkerhed. Eller er de nu det? Og hvad er Davids planer? Ikke mere om handlingen her.

Hvis man skulle være lidt fræk kunne man sige, at første halvdel af Alien: Covenant jo nærmest bare er et remake af Alien. En stiløvelse, men en flot en af slagsen, hvor Ridley gentager mange af de ting, han gjorde så godt med Alien.

Men det er sgu’ også lidt ærgerligt, at der ikke er større ambitioner på spil end en nærmest åbenlys fanwanking. Men det fungerer sgu’ meget godt.

Det dårlige manuskript og de store ambitioner

Til gengæld er anden halvdel meget mere ambitiøs. Desværre kan manuskriptet slet ikke forløse de ambitioner. Hverken dramaturgisk (det føles som om, vi ser to film i én) eller i forhold til de store idéer, som drukner i rod: Hvor er vi? Hvem gør hvad? Hvor stort er stedet? Osv.

Til filmens forsvar er den rent teknisk en lækkerbisken. Med få undtagelser (en alien-POV giver mig stadig hovedpine, når jeg tænker på den) er Ridley Scott en mester til at bruge effekterne på den rigtige måde, så det ligner en ægte film, et ægte univers, og ikke bare nemme CGI-løsninger, som vi efterhånden spises af med HELE tiden. Tak for det, Scott.

Der er kælet for detaljerne, planeten føles som et rigtigt sted, og rumskibet er godt og beskidt udført. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det kunne være blevet til med et ordentligt manuskript.

Desuden er karaktererne marginalt bedre skrevet end i Prometheus uden at de dog får mig op at ringe – og det er sgu’ ærgerligt, da specielt Alien og Aliens jo netop kravler et ekstra skridt eller to op ad kvalitetsstigen på grund af karaktererne. Det håber jeg bliver bedre i næste film.

Slutningen er også ganske fremragende, men ikke noget om den her.

Succes eller en stor ildelugtende rumprut?

Under alle omstændigheder får Alien: Covenant mig til at glæde mig til efterfølgeren, hvor der forhåbentligt bindes en pæn knude, så universerne fra de gamle og de nye film kommer til at hænge sammen.

Uden at røbe for meget, så glæder jeg mig også til at se flere koblinger til Blade Runner-universet, for nu forstår jeg for alvor den ambitiøse plan, som Ridley har lagt. En plan, hvor “fløjtespil” åbenbart spiller en central rolle – ja, jeg kunne ikke dy mig, og du ved hvad jeg hentyder til, når du har set filmen.

Nu bliver det så bare spændende, om Ridley kan forløse planen eller om det ender som en stor prut, som man både kan høre og lugte i det store verdensrum.

PS: Gør dig selv den tjeneste at se de to prologscener, som du kan se på nettet, FØR du ser filmen. Det er “Last Supper” og “The Crossing”, og de kan ses her (https://www.google.dk/search?q=alien+covenant+prologue&ie=utf-8&oe=utf-8&client=firefox-b&gws_rd=cr&ei=AGQ9WdiPKYfHwQKh_aOoCg)

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Androider, Fortsættelse, Prequel, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner