Above the Law

Man må sige, at knogleknækkeren ikke kommer på listefødder. Above the Law er Seagals debutfilm; en film, der er meget bevidst i forhold til at lancere Steven som “den næste store actionstjerne”. Filmen viser også, på godt og ondt, hvorfor Seagal blev en succes.

Seagal som den nye actionhelt

Filmen indledes med en mærkværdig prolog, hvor Seagals virkelige liv blandes sammen med fiktionens Nico, arkivfotos og en aikido-træningssekvens.

Det er et ganske bevidst træk: Filmskaberne forsøger allerede her at placere Seagal som en mytisk actionhelt; en helt, der både er ny, men også en del af en stolt helte/actionfilm-tradition.

Desuden lancerer filmen også Seagal/Nico (ja de to personer er lidt svære at adskille) som en form for frelser, en form for positiv godfather-karakter – Seagal var også selv med til at udvikle filmens historie.

Seagal rydder op i Chicago

Vi er i Chicago. Seagal spiller politimanden Nico Toscani, der oprindeligt kommer fra Palermo på Sicilien – Seagal er selv født i Michigan, men jeg vil vædde med, at han godt kunne tænke sig at have Nicos baggrund!

Nico er de svages beskytter, han er familiefar, gift med Sara (selveste Sharon Stone) og har en mørk fortid som CIA-agent, hvor han var i Vietnam – her mødte han den modbydelige CIA-mand/torturekspert Kurt Zagon (Henry Silva), som han havde en konfrontation med.

Alt dette ligger som sagt i en fjern fortid, og nu er Nico “bare” politimand. Nico kommer, sammen med sin partner Jacks (Pam Grier), på sporet af en ulden sag, der lugter langt, langt væk af et skummelt komplot, der i sig selv lugter langt væk af CIA.

Og ja, det viser sig, at Zagon fra fortiden nu dukker op i Nicos nutid! Nico forsøger at optrevle sagen og stikker derved begge hænder i et hvepsebo. Men Nico fortsætter, selvom konen beder ham om at lade være, da det netop truer familiens liv. Men Nico er ligeglad. for ingen er hævet over Nicos lov!

En dygtig håndværker

Plottet i filmen er bestemt ikke originalt, men det formidles ganske fint af filmens instruktør Andrew Davis.

Før Above the Law var Davis’ største film Chuck Norris-baskeren Code of Silence (1985), der også har Henry Silva på rollelisten.

Både Seagal og Davis fik en ganske stor karriere efter Above the Law, og Davis’ senere film tæller blandt andet The Package (1989), kæmpesuccesen The Fugitive (1993), Chain Reaction (1996), A Perfect Murder (1998), Collateral Damage (2002) og The Guardian (2006).

Og naturligvis ikke at forglemme Under Siege (1992), som blev Seagals største kommercielle succes, hvor hans stive ansigtsudtryk blev hvermandseje i mainstream-land.

En sadistisk actionhelt

Davis er en solid håndværker, og det mærker man tydeligt i Above the Law. Men det store scoop er Steven Seagal, der giver actiongenren en helt, hvor det narcissistiske, belærende og det sadistiske går op i en højere enhed.

Seagal spiller ikke en rolle; han spiller sig selv i en glorificeret udgave, og det fungerer ganske fint.

Seagal er ikke typen, der får tæsk; han er ikke den lidende actionhelt som Jean-Claude Van Damme. Seagal uddeler tæsk, han knækker knogler, og han nyder det.

Det er specielt at opleve en “helt”, der nyder at smadre folk. Bevares, actionhelten er en konstruktion, der er god til at påføre smerte, og en konstruktion, der også godt kan nyde at gøre andre ondt, men hos Seagal får det en ny dimension.

Både i sin fremtoning (bemærk når han går frem mod folk), via sit blik og med sin stemmeføring, signalerer Seagal overlegenhed. Det virker fornemt i Seagals film, hvis man godt kan lide den slags – og det kan jeg.

Det er nærmest frydefuldt at se Seagal gå ind på en bar, indtage rummet og derefter uddele tæsk. Han er en moderne udgave af den klassiske westernhelt; en helt, der er hævet over loven, en helt, der vil gøre alt for at komme i mål.

Så ja, jeg er Seagal-fan, men jeg forstår også, hvis man afskriver ham som en ubehagelig stodder og som en type af helt, man ikke gider se film med.

Men uanset, om man kan lide Seagal eller ej, så kommer man ikke uden om, at Above the Law er et stykke velfortalt 1980’er-action, fyldt med fine klichéer og spækket med imponerende actionsekvenser fra før Seagal blev langsom og kvabset.

I Above the Law og helt frem til Under Siege har Seagal en imponerende fysisk fremtoning; ikke pumpet, men elegant og voldsom. En anden form for naturkræft end Arnold og Stallone, men ikke desto mindre en naturkræft, der ødelægger og imponerer.

Above the Law er bestemt ikke Seagals bedste film, men det er en stærk entré på en i forvejen ganske velbesat actionscene.

1988-1991

Above the Law, Hard to Kill (1990), Marked for Death (1990) og Out for Justice (1991). Tre år, fire meget stærke film med den sadistiske knogleknuser.

Manden der netop kom ud af nærmest ingenting med Above the Law. Det er tydeligt, at Steven elsker sig selv, selviscenesættelsen. Frisuren bliver bedre og bedre, men blikket, og overlegenheden, er den samme. Han er ikke bange for noget, eller nogen, og han går brutalt efter struber og svage knogler.

Filmene er godt fortalt, spændende, og Steven leverer en type af actionhelt, som jeg husker tilbage på med glæde. Han er stålsat, finder sig ikke i noget, og så er han vidunderlig at følge i nærkampene. Det er sgu’ nogle lækre film.

For mig er Stevens hovedværk Out for Justice, men det kommer jeg nærmere ind på i en kommende anmeldelse.

Nu er det bare med at nyde Above the Law, nyde den type af actionfilm, som hører en anden tid til. Ikke noget mesterværk, men en bundsolid actionfilm.

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019