Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Abby

Abby
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Abby er et aldeles ublu plagiat af Exorcisten, dog med den twist, at castet næsten udelukkende er sort. Der er med andre ord tale om en slags blaxploitationudgave af Exorcisten, og det er ganske underholdende, men bestemt ikke særlig uhyggeligt.

AbbyFræk som en slagterhund. Sådan må man nok karakterisere den nu afdøde amerikanske trash-instruktør William Girdler, der siden sin debutfilm Asylum of Satan (1972) gjorde en dyd ud af at slå plat på tidens trend.

Debutfilmen spillede således kraftigt på tidens frygt for sataniske sammensværgelser, og til lejligheden havde Girdler endda fået opkøbt det djævlekostume, der i et kort glimt optræder i Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Året efter debutfilmen ramte The Exorcist (1973) biograferne, og det ansporede straks Girdler til endnu en film. Den blev et besynderligt sammensurium af de dengang populære blaxploitationfilm og samtidig et ublu plagiat af monsterhittet The Exorcist.

Som taget ud af The Cosby Show
Biskop Garnett (William Marshall).

Biskop Garnett (William Marshall).

Filmen begynder da Abby Williams, en god og from husmor, flytter med sin mand til et nyt hus. Abbys mand Emmett Williams er præst i den lokale kirke og meget vellidt. Abby arbejder også selv for kirken, både som korsanger og frivillig ægteskabsrådgiver. Det hele er fryd og gammen.

Indflytningen i det nye hus foregår i højt humør, og foruden Abbys kontante mor, møder vi også hendes bror Cass, der er politibetjent. Hele herligheden kunne ikke være skildret mere idyllisk i The Cosby Show, men så begynder der at ske mystiske ting og sager.

Der kommer intet godt ud af arkæologi på film
Sexdæmonen Eshu opdages i skrinet.

Sexdæmonen Eshu opdages i skrinet.

Først skal vi dog lige have introduceret Emmets far. Han er så sandelig biskop, og hedder Garnet. Foruden sin præstegerning er Garnet også en ivrig arkæolog og missionær. Derfor drager han i begyndelsen af filmen til Afrika for der at deltage i en udgravning.

Midt under det arkæologiske feltarbejde finder Garnet et ældgammelt ibenholtsskrin, som han øjeblikkeligt flår op. Det skulle han imidlertid ikke have gjort, for en eller anden form for åndevæsen slipper løs, og så kan festen ellers begynde. Helt overraskende er dette ikke, for kort før Garnet åbnede skrinet, kunne han konstatere, at Eshu var afbilledet på låget. Eshu er en såkaldt “Demon of Sexuality”. Vi formoder derfor, at det er Eshu, som nu er sluppet fri.

Onani, bandeord og råt kød
Huset - og nej, det ligger ikke i M Street.

Huset – og nej, det ligger ikke i M Street.

Så hopper vi hjem til Abby igen. Alt går indledningsvist godt i det nye hus. Ganske vist høres der underlige lyde om natten, og Abby oplever nogle poltergeistlignende fænomener, men der skal mere til at ryste den gæve pige.

Tingene forværres dog gradvist, og Abbys adfærd ændrer sig. Hun begynder at onanere i badet, bande, spise råt kød og true sin mand. Tilmed brækker hun sig ud over en kirkegænger en højhellig søndag, og senere bliver hun sjofel overfor et nydeligt par, der er kommet for at søge ægteskabeligt råd hos hende.

Den fromme Abby Williams (Carol Speed).

Den fromme Abby Williams (Carol Speed).

Indledningsvist tror Abbys mand, at hun er på stoffer, men så beslutter han sig for at sende hende til lægen. Da Abby først er kommet ind i behandlingssystemet går det stærkt, men ingen kan hjælpe den stakkels dame. Hun bliver mere og mere uregerlig, og til sidst er hun sengeliggende.

Alt dette kulminerer, da en ældre dame fra sognet kommer for at besøge Abby. Det går sandt at sige helt galt, for Abby overfuser den ældre dame med sjofelheder og gamle hemmeligheder, som damen helst så glemt, hvilket resulterer i, at den ældre dame falder død om på gulvet, dræbt af et slagtilfælde, efter Abby dansede vildt omkring med hende.

We’re on a mission from God
Abbys mand Emmet (Terry Carter).

Abbys mand Emmet (Terry Carter).

Nu ved Emmett, Abbys mand, ikke sit levende råd længere og da den læge som tilser Abby konstaterer, at det måske nærmere er i præstens felt, at behandlingen skal søges, ringer Emmett ned til sin far i Afrika og får ham til at komme hjem.

Biskop Garnet når kun akkurat at komme hjem fra sin arkæologiske ekspedition, før hele situationen bliver endnu mere kompliceret. Abby stikker nemlig af hjemmefra og begynder at gøre byen usikker. Vi er nu ganske sikre på, at det er denne sexdæmon Eshu, der har noget med sagen at gøre, og ud fra Abbys opførsel at dømme, er det en ganske alvorlig sag. Uanset hvad begynder Abby begynder at samle mænd op i byens barmiljø og myrde dem under voldsomme elskovsøjeblikke.

Da Abby forsvinder ud i byens natteliv, ser alt ganske håbløst ud for familien, men heldigvis for Emmett er farmand – biskop Garnett – og Abbys bror Cass et hårdtslående makkerpar, der hurtigt sætter sig for at opspore pigebarnet og uddrive den dæmon, der har besat hende.

Sagsøgt af Warner
Et af de dæmoniske ansigter som jævnligt er klippet ind.

Et af de dæmoniske ansigter som jævnligt er klippet ind.

Minder det dig om The Exorcist? Det er ikke så mærkeligt, for hele filmen er mere eller mindre baseret på filmen eller Blattys roman fra 1971 – hvilken af delene betyder sådan set ikke så meget. Girdler selv havde endda oprindeligt tænkt sig at kalde sin film “Exorcist” – uden det lille “The” i begyndelsen – men da Warner opdagede det, satte de gang i retsmaskineriet og sagsøgte AIP, der stod for produktionen af Abby.

Den retssag tabte Girdler, og han måtte derfor tage sig til takke med at kalde filmen ved sit nuværende navn. I sig selv er det ganske latterligt, at Warner kunne føle sig truet af en film som Abby, der på alle leder og kanter er The Exorcist underlegen, men lidt har vel også ret, og der er vitterligt tale om et meget omhyggeligt plagiat.

Blaxploitationnavne
Abby i tiltagende dæmonisk form.

Abby i tiltagende dæmonisk form.

Det vigtigste trækplaster i Abby er det næsten helt sorte cast, der faktisk tæller en af blaxloitationgenrens helt store navne. Biskop Garner spilles nemlig af den navnkundige William Marshall, der havde sin glansrolle i form af den sorte vampyr Blacula. Flere af de andre medvirkende var dog heller ikke helt ukendte navne. Terry Carter, der spiller Abbys mand, kan eksempelvis opleves i Brother on the Run (1973) og Foxy Brown (1974), mens Austin Stoker, der spiller Cass, kan opleves i flere af Girdlers andre blaxploitationfilm – blandt andet Sheba, Baby (1975), hvor han spillede sammen med Pam Grier.

Carol Speed, der spiller Abby, er måske den mindst kendte af hovedrollerne i filmen. Hun optrådte i mindre roller mange steder, bl.a. The Big Bird Cage (1972) og The Mack (1973), men Speeds karriere stoppede nogenlunde samtidig med at blaxploitationgeneren generelt gik i glemmebogen, og hendes sidste rolle blev i den relativt tro genrefilm Disco Godfather fra 1980.

Et nødråb fra Abby.

Et nødråb fra Abby.

Det er med andre ord nogle af de hotteste navne inden for genren, William Girdler fik samlet sammen i Abby. Det er kun surt, at Pam Grier ikke kunne sniges ind, for så havde castet nærmest været perfekt. Selve stemningen i filmen kan man også kalde nærmest perfekt, hvis man da kan tage trykket af den ret besynderlige sammenblanding af horror og afro-cool.

Sidstnævnte oser i hvert fald ud af filmen, og selve filmens score består da også primært af 70’er-funk, iblandet nogle spøjse lyde, der forsøger at ligne scoret fra The Exorcist. Navnlig scenerne fra byens natteliv, hvor Abby drøner rundt på små værtshuse, er helt fabelagtige – men skræmmende kan man ikke just kalde dem.

Mangler pondus
Djævleuddrivelsen kan begynde.

Djævleuddrivelsen kan begynde.

Mens The Exorcist i høj grad bød på overraskende effekter, er der stort set ikke brugt noget af den slags i Abby. Her nøjes Carol Speed med at skrige eller tale med dyb, forvrænget stemme, når sexdæmonen taler. Derudover benytter Girdler sig også ret flittigt af dæmoniske ansigter, som vises i korte glimt. Også det havde han fra The Exorcist, hvor det dog blev brugt noget mere elegant.

Abby virker mildest talt ikke specielt uhyggelig, men nærmere ufrivilligt komisk. Det samme gør sig gældende for de blasfemiske ting, som Abby laver, mens hun er besat. Heller ikke her bliver det for alvor ubehageligt, og sandt at sige har The Exorcist hundrede gange mere chokværdi end Abby.

I sidste ende mangler William Girdlers plagiat pondus. Havde filmen været mere eksplicit og brutal, kunne den sagtens være blevet en forrygende røvballeudgave af originalen, men fordi Girdler i sidste ende nok tog lidt for let på den konkrete handling, bliver det hele en anelse tamt.

Girdlers film er underholdende at følge, og Abby er bestemt morsom, navnlig hvis man er glad for The Exorcist, men nogen udødelig klassiker er der ikke tale om – snarere en lidt kuriøs og smådum vignet på genrefilmens store popularitet i 70’erne.

Abby er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

3 stjerner

Titel: Abby
Andre titler: Possess My Soul
Instruktør: William Girdler
Manuskript: G. Cornell Layne & William Girdler
Cast: William Marshall (Biskop Garnet Williams), Terry Carter (Emmett Williams), Austin Stoker (Cass Potter), Carol Speed (Abby Williams), Juanita Moore (Miranda ‘Momma’ Potter), Charles Kissinger (Dr. Hennings)
Producere: William Girdler, Mike Henry & G. Cornell Layne
Foto: William L. Asman
Klip: Bub Asman & Corky Ehlers
Musik: Robert O. Ragland
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 4:3 Full Frame
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1974
Produktionsselskaber: American Internation Pictures (AIP) & Mid American Pictures
Distributør (DVD): CineFear Releasing
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Stikord: Arkæologi, Blaxploitation, Dæmonbesættelse, Dæmoner, Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *