A Sound of Thunder

“Efter en novelle af den prisvindende science fiction-mester Ray Bradbury”. Ja det lyder indbydende, men læg nu ikke for meget i det. Jeg kan helt sikkert sige, at A Sound of Thunder ikke vipper Francois Truffauts Fahrenheit 451 (1966) af pinden som bedste Bradbury-filmatisering.

Ikke helt tro mod Bradbury

Grundplottet i filmen er hentet i en novelle af Ray Bradbury fra 1952 med samme navn som filmen. Men helt tro mod Bradburys tankeeksperimenter er den ikke.

Ude i fremtiden, nærmere bestemt år 2055, er mennesket blevet i stand til at rejse i tiden. Dette bliver udnyttet kommercielt til at arrangere fortidssafarier eller storvildtjagt, hvor ekstremt rige personer betaler for at komme mange millioner af år tilbage i tiden.

Her kan de eksempelvis skyde store og farlige dyr, som eksempelvis en Tyrannosaurus Rex. Men at rejse i tiden er en farlig ting, som vi kender det fra et utal af andre tidsrejsefilm – tænk bare på f.eks. Back to the Future (1985). Piller man ved den allermindste ting, kan det forandre alt i den fremtid, man kommer fra. Dette er den grundlæggende problemstilling, som både filmen og novellen har tilfælles.

Nu kan man undre sig over, at folk i fremtiden er så uopfindsomme. De kan ikke finde ud af at bruge det at kunne rejse i tiden til noget mere konstruktivt end safariture. Men hvis man går ud fra en forudsætning om et helt uelastisk tidsbegreb, hvor bare den mindste ændring kan få katastrofale følger, er det vel en logisk konsekvens, at minimere tidsrejserne for at undgå at påvirke nutiden og en mulig fremtid.

Derfor er fremtidsrejserne nøje planlagt og følger nogle faste forholdsregler: Safarien foregår kun nogle enkelte minutter i fortiden, deltagerne har dragter på, således at de ikke indånder luften i fortiden, og de går på en speciel gangbro, så de ikke berører nogen del af fortiden. Alt sammen nøje timet og tilrettelagt af en supercomputer i firmaet Time Safaris hovedkvarter. Men, needless to say, så går det selvfølgelig galt alligevel.

Ikke at meget at arbejde med

Edward Burns, ham fra tøsefilmen She’s the One (1996), spiller hovedrollen som Travis Ryer. En cool, handlekraftig, tjekket og damescorende palæontolog, der leder safariekspeditionerne til fortiden. Det er dermed også Travis, som må klare ærterne, da fremtiden begynder at blive underlig, fordi nogen har gjort et eller andet galt på en af rejserne til fortiden. Jeg vil ikke sige, at Edward Burns gør det dårligt, for jeg tror bestemt ikke, han har haft særlig meget at arbejde med i denne rolle.

Altid stabile Ben Kingsley spiller den kyniske og usympatiske forretningsmand Charles Hatton, der har grundlagt Time Safari. Der er en grund til, at den fyr vandt en Oscar for Gandhi (1982). Han formår at give A Sound of Thunder kvalitet, og han løfter alle de scener, han er med i, op på et højere niveau, end filmen fortjener.

Catherine McCormack fra Braveheart (1995) og Spy Game (2001), spiller anti-tidsrejseforkæmperen og videnskabskvinden Sonia Rand. Hun hader Time Safari, og finder selvfølgelig sammen med vores helt Travis i løbet af filmen.

Fin indledning

Indledningen og den første halve time er godt skruet sammen, og fungerer som god underholdning. Måske med lidt mange klichéer, men helt sikkert på den gode måde. Selve settingen og grundpræmisserne bliver på fin vis introduceret.

Så kommer krisen, både i historien, men også for selve filmen. Ting begynder at blive underlige og ændre sig i hovedpersonernes nutid. Evolutionen er gået i en anden og ny retning, hvilket får næsten øjeblikkelige konsekvenser. Træer og andre planter skyder frem i Chicago anno 2055, og snart begynder der også at dukke nye og anderledes racer op.

Menneskernes hukommelse om fortiden sker det dog ikke noget med; alle kan stadig huske, hvordan den oprindelige fortid var, hvilket jo er meget praktisk og samtidig helt ulogisk. Nutiden bliver ændret lidt forskudt; der kommer nemlig store tidsbølger væltende hen over landskabet, hvorved tingene ændrer sig efter bølgen. En lidt dårlig og plat undskyldning for et lave noget visuelt lir i filmen.

Samtidig skærer det ud i pap for publikum, at der sker nogle radikale forandringer af nutiden. Snart går det op for vores helt Travis og resten af hans team, at noget er gået galt på en af tidsrejserne. Jagten går nu ind for at finde ud af, hvad der er gået galt og ændre det tilbage igen.

Actionfilm

Herfra bliver filmen til en regulær actionfilm, hvor hovedpersonerne kæmper sig hen mod et mål, med flere dødsfald undervejs. Chicago i år 2055 er på grund af tidsforandringerne blevet til en jungle, hvor vores helte må bokse sig frem.

Der er opstået nye arter, som f.eks. en gruppe af øglebavian-agtige væsner, som gør livet besværligt for heltene, der samtidig kæmper mod tiden for at finde ud af, hvad der er gået galt. Dette skal de nå, før evolutionsændringer når så langt, at menneskeheden ikke findes mere.

Som actionfilm er A Sound of Thunder egentlig ikke specielt god eller vellykket. Man er bestemt ikke ved at dø af spænding, og man er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at alt nok skal blive i kønneste orden igen.

Problematisk indspilning

Åbenbart skulle indspilningen af filmen have været plaget af problemer. Produktionsselskabet gik fallit, før filmen var færdig, og dette udsatte filmens færdiggørelse. Jeg tror dog ikke, at dette ville have ændret på mit største problem med A Sound of Thunder – at den bare bruger tidsrejsen og tidsparadoks-problemstillingen som en tiltrækkende indpakning til en halvkedelig actionfilm.

Ikke fordi at disse to ting ikke kan kombineres: Man kan jo bare sætte de to første Terminator-film (1984 og 1991) i DVD-afspilleren for at se, hvordan det skal gøres.

A Sound of Thunder er instrueret af Peter Hyams, der tidligere har givet os film som The Relic (1997), End of Days (1999) og Outland (1981). Alle sammen lige-ud-af-landevejen-actionfilm med et eller andet sci-fi/horror-tema tilsat.

A Sound of Thunder følger helt det mønster, måske endog endnu mere udpræget end i hans tidligere film. Det skal dog nævnes, at Hyams allerede har lavet en anden film om tidsrejser og paradokserne omkring disse. Nemlig den ganske udmærkede Timecop (1994).

Pinlig CGI

Der hvor det til gengæld skinner igennem, at filmen har været i økonomiske problemer, er ved computeranimationerne og green screen-effekterne, som der er mange af hele filmen igennem. Kvaliteten på effekterne svinger ganske meget – fra nogle der er gode i en sådan grad, at man faktisk kan nyde dem og er med til at gøre filmen seværdig til nogle, der er decideret dårlige.

Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Der er et eller andet meget ucharmerede ved dårlige computereffekter. Almindelige dårlige effekter kan jeg i hvert fald lidt lettere abstrahere fra og leve med i en sådan grad, at jeg stadig får en god filmoplevelse. Ved dårlige computereffekter er jeg ikke i stand til at se ud over de dårlige effekter, uden at jeg kan sige hvorfor, men de er et større irritationsmoment for mig.

Men ellers er kostumerne og de ikke-computeranimerede dele af kulisserne ganske gennemførte. Så det må være et spørgsmål om, at det på et eller andet tidspunkt i slutdelen af produktionen er glippet med det økonomiske, og man er begyndt at vælge den skrabede udgave af computereffekterne.

Falder igennem

Min hovedindvendig mod filmen er, at jeg forventede at skulle se en tidsrejsefilm. Jeg fik ikke, hvad jeg kom efter, men lidt tam action i stedet. Filmen har dog sine momenter. Bavianøglerne, der er et veltænkt monster i sig selv, hele konceptet med et tidsrejseteam i militært antræk og Ben Kingsley som slimet og oversmart forretningsmand. Alt dette er bare ikke nok, og A Sound of Thunder falder desværre igennem på alt for mange punkter.

A Sound of Thunder er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Fremtiden, Tidsrejser