Bad Biology

7 minutters læsetid
Bad Biology

Bad Biology leverer ikke så meget blod, som Frank Henenlotters tidligere film, men til gengæld leverer den stort på weirdo-sex, som formår at ramme.

Der er gået 16 år, siden vi sidst har set noget til Frank Henenlotter, manden bag perler som Basket Case (1982), Frankenhooker (1990) og Brain Damage (1988). Hans sidste spillefilm var den lidt halvkedelige Basket Case 3: The Progeny (1992), og siden da har instruktøren holdt en pause.

Det er selvfølgelig velfortjent med en pause, efter at have leveret nogle fantastisk bizarre og blodige film, men alligevel en skam, at der er gået 16 år, før vi igen har fået muligheden for at se noget fra hans hånd. Nu er han tilbage med Bad Biology (2008), der går i godt spænd med resten af hans film. Med sin nyeste film er Henenlotter ikke dykket så meget ned i sleaze og blod, som han gjorde med sine første film, men absurditeterne lever stadig i bedste velgående.

Jagten på det perfekte knald

Jennifer (Charlee Danielson) på job.
Jennifer (Charlee Danielson) på job.

En mand der bæger rundt på sin morderiske siamesiske tvilling i en stråkurv, en kvinde fremstillet af døde ludere og en veltalende hjerneparasit ved navn Aylmer er hverdagskost i Henenlotters ubeskrivelige og underfundige univers. Derfor vil historien i Bad Biology næppe skræmme hans trofaste publikum væk, men de der endnu ikke har stiftet bekendtskab med instruktøren, vil måske blivere lettere chokerede.

Bad Biology handler om kvinden Jennifer (Charlee Danielson), der fra naturens side er født med syv klitorisser, og siden 8-årsalderen har fået orgasmer blot ved at krydse benene. Læger og forældre har ikke kunnet gøre noget ved det, og har betragtet hende som lidt af et misfoster. Igennem sit liv har hun prøvet at opnå det perfekte samleje, men i hendes situation er det lettere sagt end gjort. I løbet af de sidste par år har Jennifers bizarre anatomi udviklet sig endnu mere, og få minutter efter et samleje føder hun et hæsligt pink monsterbarn.

Det er ikke nemt for Jennifer, og vi erfarer som publikum, at i jagten på det perfekte knald, går det så vildt for sig, at hun faktisk kommer til at slå flere af sine partnere ihjel. Med et sexbehov som Jennifers er hun nået frem til den konklusion, at Gud har skabt hende med syv klitorisser for at han selv kan knalde hende. Igennem sit job som fotograf kommer Jennifer i kontakt med Batz (Anthony Sneed), der har stillet sit hus til rådighed til en fotosession, hvor halvnøgne modeller er iklædt vaginamasker.

En pik med personlighed

Batz (Anthony Sneed).
Batz (Anthony Sneed).

Men Batz er ikke en helt almindelig fyr. Da han blev født, kom lægerne ved et uheld til at skære hans pik af, da navlestrengen skulle klippes! Den blev hurtigt syet på igen, men desværre var det allerede for sent, og Batz har aldrig kunnet få den op at stå. Hvad kan man gøre i sådan en situation? Det eneste naturlige selvfølgelig – junke den med hormoner og steroider!

Det er, hvad Batz har gjort, og med tiden har hans pik vokset sig stor og kraftig. Faktisk så kraftig, at den har udviklet egen bevidsthed og er begyndt at modarbejde Batz. Han har forsøgt at holde pikkemanden under kontrol ved hjælp af sin sexmaskine, der stimulerer kalorius, men det er ikke nok. Den bliver ved med at kræve mere og mere, og er begyndt at modarbejde Batz ved at slå voldsomt om sig.

Jennifers indre kønsorgan.
Jennifers indre kønsorgan.

Dette ser Jennifer, da hun åbner en dør ud til toilettet, hvor Batz kæmper imod sin næsten én meter lange diller, der svinger voldsomt omkring sig. Det går op for Jennifer, at hun har nået enden i sin søgen efter det bedste knald. Nu skal hun så bare forsøge at komme i bukserne på Batz, men det viser sig også at volde store problemer, for da hun endelig får ham alene, viser det sig, at kalorius har forladt Batz og på egen hånd (?) gået på et voldsomt sextogt.

Vil det lykkes for Jennifer endelig at få det guddommelige knald, og vil Batz kunne overleve uden sin diller? Det skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her, da det vil ødelægge filmens genialt fjollede slutning, der efterlod mig grædende af grin.

Lidt kedelig billedside

Batz leder efter junk til sin diller.
Batz leder efter junk til sin diller.

Henenlotter bruger stadig horrorelementer i Bad Biology, men er gået væk fra de udpenslede blodige detaljer. Vi får et par enkelte mordscener med lidt blod, men holder man det op ved siden af Basket Case, virker Bad Biology noget tam. Til gengæld har Henenlotter satset stort på bizar seksualitet, hvilket heller ikke er noget nyt fra hans side.

I Brain Damage så vi blandt andet, hvordan en luder får ædt hjernen, da hun er i gang med at give et blowjob og hvordan hovedpersonen i en syret drøm begynder at fortære sin partneres hjerne under et samleje. Med Bad Biology trumfer Henenlotter dog igennem, og disker op med en levende pik, der af sig selv bryder igennem gulve og vægge for at nå ind til de dejlige damer

Bad Biology er produceret på et lille budget, men Henenlotter har før bevist, at han kan få meget godt ud af et meget stramt budget – og det beviser han endnu engang. Men hvor hans tidligere film har haft en mere sleazet atmosfære (både hvad angår billedside, lydside, locations osv.), ligner Bad Biology bare lidt for meget en hjemmeproduktion og bliver desværre en lille smule kedelig at kigge på. Billedet er måske en anelse for ”rent” i forhold til, hvad man ellers er vant til, og flere af stederne er kameraarbejdet og sceneopbygningen så kedelig, at det kunne være taget direkte fra en Tromafilm. Det virker en smule generende, men man vænner sig til det, når først man accepterer, at man ikke kommer til at se en film, der ligner Henenlotters tidligere.

Meget plat

Jennifer føder en pink monsterbaby.
Jennifer føder en pink monsterbaby.

Den første del af filmen, hvor vi følger Jennifer, er lidt lang i spyttet, og Henenlotter bruger lige et par minutter for meget på at introducere os for de forskellige karakterer, som ikke er helt så spændende, som ved første øjekast. Her er det vigtigt at man som publikum ikke giver op, og spoler frem – eller i værste fald slukker! – da de sidste 20-30 minutter mere end opvejer de mere kedelige passager. Når Batz’ monsterdiller stikker af, tager filmen virkelig fat og får enten sit publikum til at sprøjte cola ud af næsen eller slukke filmen i forargelse.

Bad Biology er meget plat, og for at få noget ud af den, siger det sig selv, at man skal kunne se det sjove i en kæmpe ukontrollerbar diller og en kvinde, der humper sine partnere ihjel og føder klamme monsterbabyer. På den anden side – hvis man allerede har stiftet bekendtskab med Henenlotter, vil man nok få noget ud af filmen alligevel.

Problematisk lydside

Pik P.O.V.
Pik P.O.V.

Blandt producerne er rapperen R.A. The Rugged Man, der blandt andet også har stået bag historien og soundtracket. Jeg ved ikke, om han har haft en indflydelse på filmens brug af baggrundsmusik, men siden den består af rapmusik, der spilles usædvanlig højt (for baggrundsmusik), har jeg en tendens til at tro, at det kunne være ham, der har valgt det. Lydsporet ligger også nærmest utilgiveligt højt i forhold til dialogen, der ofte bliver helt mudret, når et hårdtpumpende rapnummer spiller i baggrunden.

Lydsiden er et generelt problem med Bad Biology – ligeså snart der er det mindste baggrundsstøj (statister, musik osv.), bliver det stort set umuligt at høre, hvad der bliver sagt, og når man ikke har mulighed for at slå undertekster til, må man næsten opgive at forstå, hvad der bliver sagt. Om det er et problem i produktionen eller om det er en fejl fra Revolver Entertainment, der står bag denne udgivelse af Bad Biology, skal jeg ikke kunne sige, men træls er det i hvert fald.

Skuespillet er selvfølgelig uhyggelig amatøragtigt – kunne man forvente andet? – men selvom vi har at gøre med en billig produktion, dårligt skuespil og en bizar historie, formår Henenlotter at holde Bad Biology oven vande, og den synker aldrig ned på niveau med f.eks. nogen af de mange Tromafilm.

Must for Henenlotter-fans

Kæmpepikken ligger på lur, og er klar til at overfalde sit næste offer.
Kæmpepikken ligger på lur, og er klar til at overfalde sit næste offer.

Er man Henenlotter-fan, bliver man nødt til at føje Bad Biology til sin samling, også selvom det ikke er hans bedste film. Den er dog stærkt overlegen i forhold til de to sidste indslag i Basket Case-serien, der ikke indeholder halvt så meget energi og ånd som originalen.

Bad Biology får, på trods af sine fejl og mangler, varme anbefalinger herfra, da det er godt at se Henenlotter tilbage i instruktørstolen. Så må vi håbe, at vi kan forvente mere fra ham i løbet af de næste par år, og at vi ikke skal vente endnu 16 år.

4 stjerner
Titel: Bad Biology
Instruktør: Frank Henenlotter
Manuskript: Frank Henenlotter & R.A. Thorburn
Cast: Charlee Danielson (Jennifer), Anthony Sneed (Batz), Mark Wilson (Pool Player), Staff Sgt. John A. Thorburn (Junkyard Owner), Remedy (Location Manager), Tom Kohut (Jennifer’s Assistant), James Shell (Junkyard Stud), Vivian Sanchez (Junkyard Model), Jessie Jayne Clancy (Young Jennifer), R.A. Thorburn (Ex-Boyfriend), Bjorn Milz (Perfect Urban Gentleman), Laura Pelage (High-School Girl 1), Megan McGee (High-School Girl 2), Pete Dicenso (High-School Boy), Ginger Starr (Porn Model)
Producere: R.A. Thorburn (producer), Vinnie Paz (associate producer), Gabriel Bartalos (executive producer), Shane L. Kessler (executive producer)
Foto: Nick Deeg
Klip: Albert Cadabra, Frank Henenlotter & Scooter McCrae
Musik: Josh Clazer & Prince Paul
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Bad Biology
Distributør (DVD): Revolver Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Skriv et svar

Your email address will not be published.