13. september 2006

The List of Seven

The List of SevenMark Frosts debutroman er en smart sammenskruet fiktiv beretning om, hvordan forfatteren bag Sherlock Holmes, Arthur Conan Doyle, bliver viklet ind i en okkult intrige, der giver ham inspirationen til at skabe mesterdetektiven. Konstant underholdende og morsom læsning – især for de, der har læst Doyles Sherlock Holmes-historie.

De fleste der kender Mark Frost herhjemme gør det nok primært igennem hans arbejde inden for TV-mediet. Her var Frost i 1980′erne bl.a. med til at skrive adskillige afsnit af Hill Street Blues (1981-87). Allerbedst kendt er han dog nok for, sammen med David Lynch, at have skabt serien Twin Peaks, der med enorm succes løb over alverdens TV-skærme i 1990-91 og hurtigt fik kultagtig status.

Selv om Frost fortsat er aktiv i filmverdenen – i 2005 var han således med til at skrive manuskriptet til Fantastic Four-filmen – så har han siden 1993 også virket som skønlitterær forfatter. The List of Seven var Frosts debutroman, der udkom i 1993, og siden har han skrevet adskillige bøger (også non-fiction), herunder The Six Messiahs, der er fortsættelsen til The List of Seven. Af Frosts bøger er det nok The Greatest Game Ever Played (2002), der er bedst kendt, bl.a. fordi den er blevet filmatiseret.

Arthur Conan Doyle som hovedperson
Mark Frost (f. 1953)
Mark Frost (f. 1953)

The List of Seven tager sin begyndelse juledag i året 1884. En ung læge ved navn Arthur Conan Doyle – den selv samme Doyle, der senere blev verdenskendt som Sherlock Holmes’ skaber – sidder på sit kammer og læser, da han pludselig opdager en kuvert, der er blevet skubbet ind under hans dør. Brevet i kuverten beder ham møde op til en spiritistisk seance dagen efter, fordi brevets anonyme forfatter ved, at lægen har afsløret adskillige falske medier. Det fremgår af brevet, at forfatteren tror at det netop er sådan en omgang lusk, der er under opsejling.

Doyle deducerer sig ved hjælp af forskellige spor i brevet frem til, at det er skrevet af en kvinde, og han kan ikke undgå at få den fornemmelse, at brevet er skrevet med en vis desperation. Idet Doyle er en gentleman, kan han naturligvis ikke afslå at hjælpe en dame i nød, og da sagen tilmed er inden for et felt, der interesserer ham, tager han dagen efter naturligvis ud til seancen.

Her udvikler begivenhederne sig imidlertid dramatisk! Under seancen dukker mystiske kutteklædte mænd op og myrder en af deltagerne, og Doyle undgår kun selv med nød og næppe at blive dræbt. Han reddes af en sortklædt mand, der pludselig dukker op da helvede bryder løs og han får Doyle uden for bygningen og med ind i en ventende hestevogn mens de jages af flere af de kutteklædte.

Okkult mysterium

Det viser sig, at Doyle uforvarende er blevet indblandet i en sag, der har de alvorligste implikationer for England, ja for selve tronarvingen, og den okkult interesserede Doyle må efterhånden erkende, at der er kræfter på spil, som han ikke kan afskrive som fupmageri.

Hans indledningsvist mystiske redningsmand viser sig at være en vis Jack Sparks, der er hemmelig agent i Dronning Victorias tjeneste, og sammen sætter Doyle og Sparks ud for at opklare mysteriet, der bliver stadig mere dunkelt, jo mere de graver i sagen. Undervejs møder de skuespillerinden Eileen Temple, der også er involveret i sagen, og som Doyle forelsker sig i. I løbet af historien bliver det endvidere tydeligt, at Sparks har en personlig interesse i sagen, for komplottet styres af en diabolsk bagmand med et intellekt, der er lige så skarpt som Sparks’ eget, og denne mystiske person viser sig at være nært knyttet til Sparks.

Undervejs må Doyle kæmpe med flere ting: dels sin egen nagende tvivl om Sparks – kan det i virkeligheden være Sparks selv, der er den monstrøse mand bag komplottet? – og dels sine egne begrænsninger, som han dog én efter én overvinder. Ja, den gode doktor bliver faktisk helt heltemodig, jo længere man kommer i romanen. Men det er en tilbageholdende heltemodighed – Doyle er tydeligvis mere tilpas når han kan bruge hovedet, og vil helst overlade fysikken til Sparks og hans håndlangere, de to tidligere tyveknægte Barry og Larry.

Sparks er imidlertid ikke selv dårlig til at bruge hovedet – tværtimod. Hans intellekt er lynende skarpt, og hans evner til deduktion er endnu mere veludviklede end Doyles egne, der ellers ikke er dårlige. Men Sparks har også sine dæmoner, hvilket bl.a. har ført ham ud i et kokainmisbrug, som Doyle bestemt ikke bifalder.

Kluntet prosa og plothuller opvejes af den gode idé
Forsiden af den danske oversættelse af 'The List of Seven' - 'De 7 Brødre'
Forsiden af den danske oversættelse af 'The List of Seven' - 'De 7 Brødre'

Hvordan Sparks og Doyle klarer ærterne og redder England skal ikke afsløres her – jeg vil blot sige, at det hele afvikles ekstremt underholdende og i højt tempo hele vejen igennem.

Underholdningsværdien desuagtet, er The List of Seven ingen perfekt bog. Frost skriver underholdende, men han er ingen stor forfatter, og det giver sig både til udtryk igennem en stedvist noget kluntet prosa og gennem plothuller, der varierer fra de næsten betydningsløse til så uoverskueligt store, at man simpelthen må satse på sin egen evne til at se gennem fingre med dem og bare lade sig underholde.

Hvis man kan gøre det, er The List of Seven imidlertid også et virkelig positivt bekendtskab, især for de litteraturinteresserede, fordi bogen er bygget op omkring en virkelig god idé, der dog forudsætter et vist kendskab til de forbilleder, Frost læner sig op ad.

Den centrale idé i bogen er naturligvis at lade Arthur Conan Doyle være bogens hovedperson, men det er kun afsættet for romanen og midterpunktet i Frosts koncept. Det der gør The List of Seven så sjov at læse, er de ting, Frost bruger sin berømte hovedperson til. I stedet for blot at lade en historisk person gennemgå et fiktivt handlingsforløb – uanset hvor spændende dette så måtte være – så bruger Frost romanen til at spille en slags litterært ping-pong.

Intertekstuel leg

Den primære måde dette kommer til udtryk er, at Frost lader de begivenheder, Doyle oplever, og de personer han møder, være Doyles inspirationskilder til sine senere Holmes-historier. Jack Sparks er således helt tydelig prototypen på Holmes, Sparks’ nemesis er prototypen på Doktor Moriarty, og Barry og Larry er prototyperne på Holmes’ Baker Street Irregulars.

Samtidig er Doyle ikke den eneste historiske person, vi møder i løbet af romanen. Da Doyle og Sparks forfølger et spor til Whitby møder de teatermanden Abraham Stoker, der nok er bedre kendt under sit forfatternavn Bram Stoker. Nogle af de ting, der i The List of Seven sker i Whitby lader Frost således være Stokers inspirationskilder til dele af begivenhederne i Dracula (1897).

Disse metaelementer gør The List of Seven til én lang omgang “spot referencerne”, men Frost afvikler det så underholdende og så åbenlyst, at man aldrig bliver irriteret over det, hvilket er én af de store farer ved store mængder metareferencer, uanset om det er i bøger, film eller et helt tredje medie.

Det er denne intertekstualitet, der er romanens store clou, og det er også den, der gør romanen så læseværdig. Imidlertid er det også bogens store svaghed, for hvis man ikke har læst nogle af Doyles Sherlock Holmes-historier – eller i det mindste er bekendt med dem – så vil meget af romanens charme pludselig falde bort. Ligeledes vil det være en fordel, hvis læseren er bekendt med Bram Stokers Dracula, selv om disse referencer er langt færre end til Holmes-historierne.

Saucy Jack bliver også nævnt

Undervejs er der også kortfattede referencer til Jack the Ripper-mordene, som det antydes er udført af Sparks’ nemesis, men desværre er præcis denne del af plottet ikke udviklet, og man kunne ønske at Frost havde kørt linen helt ud og ladet Ripper-mordene spille en større rolle.

Den forbindelse mellem mordene og det engelske kongehus, der er blevet postuleret siden 1960′erne, spiller nemlig en vis rolle i bogen, og i en skurkerolle møder man f.eks. også en vis Sir Nigel Gull, der er direkte baseret på Sir William Gull, der var hoflæge for hertugen af Clarence. Gull kender vi også fra bl.a. den grafiske roman From Hell (1991-96) samt filmatiseringen af samme, der handler om Ripper-mordene.

Referencerne til Jack the Ripper er dog kun med for at tilføje lidt ekstra kulør, og det fungerer sådan set efter hensigten. Hvorfor Frost i øvrigt kalder Gull for ‘Nigel’, når karakteren i bogen så tydeligt er baseret på Sir William Gull er i øvrigt uklart.

Knaldroman med et twist

En lidt større anke ved bogen er dens noget hastige afslutning, som Frost godt kunne have trukket en anelse længere ud, og om man kan lide den temmelig hah-hah-agtige afsløring, der kommer i bogens epilog, er helt klart en smagssag. Den noget hurtige afvikling af bogen ændrer dog ikke ved, at man sidder tilbage med et overvejende positivt helhedsindtryk.

The List of Seven er måske en knaldroman, men det er knaldroman med et twist, og samtidig med at den er fabelagtigt underholdende får Frost også rigtig meget godt ud af sin utraditionelle idé. The List of Seven kan derfor varmt anbefales, og især til de, der er bekendt med romanens litterære forbilleder. The game is afoot!

4 stjerner

Titel: The List of Seven
Forfatter: Mark Frost
Udgivet: 1993, den anmeldte udgave 1994
Forlag: Avon Books
Format: Paperback
Sideantal: 401 sider
hvid
The List of Seven er oversat til dansk, hvor den udkom under titlen De Syv Brødre på forlaget Vinten i 1996. Bemærk at den danske oversættelse er lettere forkortet i forhold til originaludgaven.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/09/2006