13. september 2006

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black PearlMedia Ventures’ samarbejdsscore til den første Pirates of the Caribbean-film har et par gode temaer, men lider under den typiske instrumentering, der blander en stor mængde synthesizer ind i mixet. Temaerne er traditionelle Media Ventures power anthems, som er hamrende upassende i en historisk kontekst, men alle albummets dårligdomme til trods er det en underholdende lytteoplevelse.

På mange måder er musikken til Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl et ganske forfærdeligt score, for i filmen er musikken nemlig ofte håbløst upassende. Som selvstændig lytteoplevelse på CD er musikken imidlertid afsindigt underholdende, hvilket gør det til et lidt besværligt score at anmelde.

Oprindeligt var det meningen, at Alan Silvestri skulle komponere musikken til Pirates of the Caribbean, men han blev afskediget tidligt i processen, og erstattet af den tyske komponist Klaus Badelt. At Badelt imidlertid langt fra var ene om at komponere musikken er en anden sag, som jeg skal vende tilbage til.

Skuffende fyring

Mange filmmusikentusiaster havde set frem til Silvestris score, for Silvestri har altid været en glimrende komponist af symfoniske action/adventure-scores, og et par år før Pirates of the Caribbean høstede han stor ros for sin musik til The Mummy Returns (2001) selv om han i brede kredse nok stadig er bedst kendt for sin musik til Back to the Future-trilogien (1985, 1989, 1990).

Årsagen til at Silvestri blev fyret skal vi nok finde i produceren Jerry Bruckheimer, der mange gange tidligere har arbejdet sammen med den gruppe af komponister, som Badelt er knyttet til. Rygterne vil desuden vide, at Bruckheimer hader træblæsere, og måske er det derfor, han ikke er glad for rent symfoniske scores.

Et Media Ventures-samarbejde (igen)
Klaus Badelt
Klaus Badelt

Under alle omstændigheder blev Silvestri fyret, og Badelt kom ombord på projektet. Den tyske komponist er solokrediteret på forsiden af albummet, men kigger man nærmere på den alenlange creditsliste i CD’ens sleeve vil man se, at Badelt bestemt ikke skrev musikken alene.

Badelt tilhører gruppen af komponister omkring den ligeledes tyske komponist Hans Zimmer. I begyndelsen af 1990′erne stiftede Zimmer sammen med sin kammerat Jay Rifkin studiet Media Ventures, der op igennem halvfemserne blev stedet, hvor mange unge komponister trådte deres barnesko. Zimmers stil fra de tidlige halvfemsere, med stor anvendelse af synthesizer, trommebeats, elektriske guitarer og maskuline power-anthems, blev på den måde udbredt til mange af unge komponister.

Studiet eksisterer dog ikke længere idet Zimmer og Rifkin blev uvenner, og Zimmer har nu stiftet Remote Control Productions, der tæller mange af de samme komponister, der før arbejdede under Media Ventures-paraplyen (MV), og endnu i dag taler man om Media Ventures-stilen.

Hvis man kender scores som Crimson Tide (1995) eller The Rock (1996) ved man præcist, hvad denne stil dækker over. Retfærdigvis skal det siges, at enkelte af disse komponister, bl.a. John Powell og Harry Gregson-Willams, med held har formået at etablere en selvstændig karriere, hvor de også i stor stil har sluppet Media Ventures-lyden og etableret deres egen lyd.

Et andet aspekt ved Media Ventures, og nu Remote Control Productions (RC), er, at komponisterne ofte arbejder sammen. Selv om en enkelt komponist måske er krediteret for et score, er det meget typisk at indtil flere har arbejdet sammen om det, og det er lige præcis det, som er tilfældet med Pirates of the Caribbean.

Kigger man inde i CD’ens sleeve ser man, at musikken, ud over Klaus Badelt, er komponeret af Ramin Djawadi, James Dooley, Nick Glennie-Smith, Steve Jablonsky, Blake Neely, James McKee Smith og Geoff Zanelli. Præcis hvem, der har bidraget med hvad, er dog umuligt at sige ud fra creditslisten, og det er også karakteristisk. Faktisk er det efterhånden sjældent at nogen af RC-folkene komponerer et score alene; selv Hans Zimmer laver oftest sin musik i samarbejde med andre. Visse detaljer omkring Pirates of the Caribbean, og hvem, der komponerede hvad, er dog efterhånden sluppet ud, men det er i denne sammenhæng ikke så væsentligt – scoret foreligger jo, og det er det endelige produkt, man skal tage stilling til, uanset hvem, der står bag hvad.

Generisk MV/RC-musik

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl placerer sig direkte i kølvandet på så mange andre MV/RC-scores, og med meget få undtagelser ville man kunne tage meget af musikken og uden problemer flytte det over i eksempelvis The Rock uden at der ville opstå problemer.

Heri ligger imidlertid det væsentligste problem ved Pirates of the Caribbean, for man må stille sig selv spørgsmålet, om det er passende, at et score, der kan bruges i en moderne actionfilm også kan bruges i en sørøverfilm, der foregår i 1700-tallets Caribien. Personligt mener jeg at svaret er et klart nej, men det er der delte meninger om. Til gengæld betyder det, at musikken – som de fleste MV/RC-scores – er ekstremt underholdende at lytte til som selvstændigt album.

Selv om Jerry Bruckheimer angiveligt hader træblæsere, er det dog ikke ensbetydende med, at Pirates of the Caribbean er et rent synthesizet score. Der er skam et orkester og endda et kor, men det er i mange tilfælde bare syltet så meget til i electronica, at det er svært at høre, at det er et ægte orkester og ikke bare godt udførte synthesizede instrumenter. Og selvfølgelig er der meget få træblæsere – om end de faktisk er der.

Klassiske MV power anthems

Pirates-scoret er bygget op omkring tre-fire temaer, der genbruges i forskellige varianter, krydret med masser af actionmusik, det hele i den klassiske MV-stil. Scorets egentlige hovedtema er nok temaet for Jack Sparrow, der høres første gang i “The Medallion Calls” (nr. 2), og som udmærker sig ved at være det eneste af scorets temaer, der rent faktisk har et anstrøg af sørøverstemning over sig – men det er altså også kun et anstrøg, og overordnet set er der på mange måder tale om et klassisk MV-tema. Temaet høres også i en ganske udmærket romantisk variant i begyndelsen af “Moonlight Serenade” (nr. 9).

Resten af scorets temaer er for de flestes vedkommende endnu mere klassiske MV-temaer, hvilket gør dem særdeles upassende i sørøver-sammenhæng. Mest tydeligt bliver det nok når man konstaterer, at ét af temaerne er taget node-for-node fra Zimmers score til Drop Zone (1994). På Pirates-scoret høres dette tema adskillige gange og i flere forskellige varianter, men mest tydelig er ligheden med Drop Zone i action-versionen af temaet, der bl.a. høres omkring 1:36 i “Moonlight Serenade”.

Det er interessant at komponisterne i flere cues faktisk har formået at transformere dette tema til et ganske ømt, romantisk tema, der faktisk virker ganske passende til filmen, og det må man da tage hatten af for. At meget af musikken er upassende til en sørøverfilm skyldes ikke blot det moderne stilpræg med bombastiske temaer. I lige så høj grad skyldes det, at musikken indeholder en så stor mængde synthesizer. Til tider formår komponisterne at holde synthen i baggrunden, men ofte bliver den meget tydelig, og skurrer efter min mening alt for meget i ørerne. Det er især slemt i nogle af de store actionnumre, og de nok værste eksempler på total synthesizerdominans høres i “Swords Crossed” (nr. 5) og “To The Pirates’ Cave” (nr. 10).

En styrke og en svaghed

Og det er da også actionmusikken, der klart dominerer Pirates-scoret, hvilket både er et af albummets styrker og svagheder. Der er ganske enkelt for lidt variation i tempoet, der kører i et næsten konstant højt gear med meget få stille numre. De bedste indspilninger på scoret, foruden “The Medallion Calls” er da efter min mening også de få mere stille cues, såsom “Underwater March” (nr. 13) og “One Last Shot” (nr. 14).

Alt i alt må man sige, at Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl er et ekstremt ujævnt produkt med enkelte fine temaer, lige så mange håbløst upassende temaer og en tilsvarende ujævn blanding af orkester og synthesizer. I filmen betyder det, at flere scener har stærkt malplaceret musik, mens det på albummet gør knap så meget. Albummet er ganske underholdende, men det er under alle omstændigheder et krav, at man kan lide Media Ventures-stilen. Ellers vil man hade Pirates of the Caribbean-scoret af et godt hjerte. Personligt er jeg forrygende underholdt af albummet, men god filmmusik er det, med ganske få undtagelser, ikke.

Nummerliste:
1. Fog Bound (2:16)
2. The Medallion Calls (1:52)
3. The Black Pearl (2:16)
4. Will and Elizabeth (2:08)
5. Swords Crossed (3:15)
6. Walk The Plank (1:58)
7. Barbossa Is Hungry (4:06)
8. Blood Ritual (3:32)
9. Moonlight Serenade (2:08)
10. To The Pirates’ Cave! (3:30)
11. Skull and Crossbones (3:23)
12. Bootstrap’s Bootstraps (2:38)
13. Underwater March (4:12)
14. One Last Shot (4:46)
15. He’s A Pirate (1:30)

Total spilletid: 43:37

3 stjerner

Komponeret af: Klaus Badelt, Ramin Djawadi, James Dooley, Nick Glennie-Smith, Steve Jablonsky, Blake Neely, James McKee Smith, Geoff Zanelli
Fremført af: The Hollywood Studio Orchestra
Dirigeret af: Blake Neely
Orkestrering: Robert Elhai, Elizabeth Finch, Walt Fowler, Bill Liston, Ladd McIntosh, Suzette Moriarty, Conrad Pope, Brad Warnaar under ledelse af Bruce Fowler
Udgivet: 2003
Produceret af: Hans Zimmer
Executive album producers: Jerry Bruckheimer og Bob Badami
Label: Walt Disney Records – 5050466-6899-2-4

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/09/2006