13. februar 2009

Killer Klowns from Outer Space

Killer Klowns from Outer SpaceKiller Klowns from Outer Space er ren 80’er-nostalgi, som man ikke bør snyde sig selv for. Alene klovnenes kostumer er en god grund til at få set filmen, da der sjældent er lavet noget så fedt!

Mange kan blive enige om, at klovne er uhyggelige – disse skikkelser, gemt under et tykt lag sminke, der altid udstråler et uhyggeligt grin eller et bedrøvet udtryk. Det er især på børn, at klovne virker rigtig uhyggelige; selv kan jeg huske, hvor bange jeg var for cirkusset, da jeg var mindre, og især klovne kunne få mig til at ryste i bukserne. Som jeg blev ældre blev klovnen også mindre og mindre uhyggelig, men der vil altid være noget mystisk og uhyggeligt over de oversminkede klovne, for hvad er det, der gemmer sig under al sminken?

Onde klovne

Selvom vi godt ved at det er en almindelig artist, der gemmer sig bag sminken, lever vores fantasi ofte sit eget liv, og begynder at digte. For hvad nu hvis personen under make-uppen i virkeligheden var et monster, der kunne springe på dig hvert øjeblik? Ser vi på gysergenren er der flere eksempler på film, hvor klovnen også fungerer som noget uhyggeligt og endda farligt. Et af de bedst kendte eksempler, som man nok kender, er Stephen King-romanen It (dansk titel: Det Onde) fra 1986, og miniserien af samme navn (1990), hvor ”det onde” blandt meget andet tager form som en klovn.

Et andet kendt eksempel – dette fra virkelighedens verden – er seriemorderen John Wayne Gacy, der var kvarterets hyggeonkel, og som ofte klædte sig ud som klovn for at underholde de lokale børn. Dette var i sig selv ikke uhyggeligt eller ondt, men da man senere fandt ud af, at Gacy havde voldtaget og dræbt omkring 32 børn fra 1976 til hans arrestation i 1978, kom der andre boller på suppen. Flere gyserfilm er baseret på Gacys uhyggelige gerninger, og har medvirket til at understrege, at klovne ikke bare er sjove mænd med masser af make-up, der snubler i bananskræller og smider med flødeskumskager.

Rumklovne
En klassisk begyndelse – en komet styrter ned
En klassisk begyndelse – en komet styrter ned

Med Killer Klowns from Outer Space har Chiodobrødrene (Charles, Edward og Stephen) skabt en historie om uhyggelige klovne. Denne gang er klovnene ikke sindssyge massemordere eller inkarnationen af ondskab, men aliens fra det ydre rum, der er kommet til Jorden for at forvandle menneskeheden til candyfloss. Selvom klovnene virker en smule uhyggelige, og et par scener er meget creepy, er Killer Klowns from Outer Space dog en gennemsyret sjov film, man ikke rigtig kan tage seriøst på noget tidspunkt (alene titlen peger i den retning).

Men lad os kigge lidt på handlingen. En almindelig fredag aften i en lille by styrter hvad der tilsyneladende er en komet ned i en skov. Da et ungt par, Mike (Grant Cramer) og Debbie (Suzanne Snyder), undersøger det nærmere, er der ingen rester af en komet, men et lysende cirkustelt midt ude i den mørke skov. En nærmere undersøgelser viser, at det ikke er et rigtigt cirkus. Noget er helt galt, for indmaden af teltet ligner noget, der er hevet direkte ud fra en gammel 50’er sci-fi film, og der hænger store lyserøde kokoner rundt omkring. Da Mike undersøger en af kokonerne i den tro, at det er candyfloss, viser det sig, at der inde i dem ligger mennesker, der er begyndt at blive til gele. Mere når de ikke at undersøge, da de bliver opdaget af en klovn, der er i gang med at hænge endnu en kokon op, og de må flygte.

Et underligt sted at slå et cirkustelt op
Et underligt sted at slå et cirkustelt op

Her er en af filmens mere creepy scener, hvor Mike og Debbie flygter fra klovnene igennem den mørke skov. Selvom der er mange komiske træk (som f.eks. ballonblodhunden og popcornsgeværet), er tanken om at blive jagtet af klovne bare lidt for spooky til, at man kan lade være med at få kuldegysninger.

Det er nu op til Mike og Debbie at advare alle i den lille by om de invaderende klovne fra de ydre rum. Men hvordan fortæller man det, uden at folk omkring én, tror man er ravende sindssyg? Byens sherif har også lidt svært ved at tro på den noget mærkelige historie, og han har i forvejen ikke meget respekt tilovers for de unge mennesker i byen. Alt imens de to turtelduer forsøger at overbevise venner og ekskærester om, hvad de har set, går klovnene på besøg i byen, og forvandler indbyggerne til candyfloss, og slæber dem med i deres rumskib.

Inde i cirkusteltet
Inde i cirkusteltet

Efter en masse tumult, lykkes det for Mike og Debbie at overbevise brøderne Paul og Rich Terenzi (Peter Licassi og Michael Siegel) og Debbies ekskæreste Dave (John Allen Nelson) om, at deres historie er sand og at klovne fra det ydre rum, er landet for at fortære indbyggerne. Eftersom der ikke er andre i byen, der forstår, hvad der foregår omkring dem (kan man bebrejde dem?) må den lille gruppe af venner forsøge at stoppe de candyflosshungrende klovne, før det er for sent. Det kommer der meget sjov ud af, blandt andet klassisk slapstick med lagkagekast, klovnebil, popcorn og balloner. Filmens store klimaks foregår i en forlystelsespark, og ender i en skummel scene, der minder meget om et fordrejet hurlumhejhus.

In space no can eat ice cream
Hvad candyfloss i virkeligheden er lavet af
Hvad candyfloss i virkeligheden er lavet af

Titlen alene skulle være nok til at forstå, at vi ikke har med en superseriøs film at gøre, men en mere løssluppen én af slagsen, der har plads til det hele. Og hvis dette ikke skulle have overbevist én, burde filmens tagline gøre det: ”In space, no one can eat ice scream!” bør få en lille klokke til at ringe hos fans af Ridley Scotts Alien (1979), hvis tagline naturligvis var ”In space, no one can hear you scream!”.

Dialogen og skuespillet er en stor del af filmen, og det er også her, at de fleste humoristiske indfald kommer, da meget af det er helt hen i vejret. Hvor får man ellers en replik som: ”They shot popcorn at us! We barely got away!!” eller “Nobody’s gonna put me in a balloon again!”? Dette er kun et par eksempler på det, man kan forvente af dialogen. Skuespillet er ikke specielt godt, men man kan se igennem fingre med det, da hele filmen er så gennemsyret over-the-top, at man accepterer næsten alt.

En ond klovn
En ond klovn

Det altafgørende for filmen, er at dens hovedkarakterer virker, og med Killer Klowns from Outer Space, må hovedpersonerne (og den store hovedattraktion) jo netop være de intergalaktiske dræberklovne. En hver anden sci-fi-komedie vil formentlig bare have smurt noget billigt makeup på nogle ligegyldige skuespillere, som de så havde fået til at rende rundt og set fjollede ud. Men ikke Chiodobrødrene. I stedet for har de taget skridtet fuldt ud, og fået lavet masker, der er fuldt ud animerede, så de både blinker, smiler osv.

Fantastiske kostumer
Levende skyggebilleder – lige før de stakkels mennesker bliver spist levende
Levende skyggebilleder – lige før de stakkels mennesker bliver spist levende
Netop kostumerne er med til at trække filmen et par niveauer op, og gøre den til noget unikt og anderledes. For kostumerne kan på én og samme tid være hylende morsomme og skræmmende uhyggelige, som f.eks. da en af klovnene bryder ud i en ondskabsfuld latter, imens han laver skyggebilleder. Alene de fantastiske kostumer er nok til, at man skal opstøve filmen.

Killer Klowns from Outer Space er instrueret af Stephen Chiodo, som kun har instrueret to film, hvoraf den sidste er kortfilmen Callalilly (2007). De to andre brødre, Charles og Edward, har ikke været i instruktørstolen, men har stået bag flere produktioner (sammen med Stephen), og også effekter på flere projekter. Blandt andet kan nævnes, at de var med på Trey Parker og Matt Stones Team America: World Police (2004), hvor de arbejdede med filmens dukker. Det er en skam, at de tre brødre ikke har lavet flere film, da Killer Klowns from Outer Space beviser, hvad de virkelig kan.

Den frygtede Klownzilla
Den frygtede Klownzilla

Igennem filmen er der mange referencer til ældre science fiction-film, og som brødrene selv siger, er deres film en stor hyldest til de film, de så da, de var børn. Invasion of the Body Snatchers (1956), The Blob (1958), Gojira (1954) og Psycho (1960) er bare nogle af mere åbenlyse af de film, der bliver refereret til. Referencerne tager heldigvis ikke overhånd, men er vel tilrettelagt, så der er lidt ekstra guf for filmnørder.

MGM’s udgivelse af Killer Klowns from Outer Space er virkelig fin, og indeholder en masse gode ekstrafeatures. Her skal kommentarsporet med de tre brødre fremhæves, da det er noget af det bedste, jeg har set/hørt i lang tid. Bag om kameraet-dokumentaren er også ganske tilfredsstilende. Udover dette får vi også et par bidder af nogle af brødrenes første kortfilm, hvor de blandt andet forsøger sig ud i noget stopmotion, der er ganske sjovt at se.

Jeg kan ikke anbefale filmen nok, til alle der elsker sci-fi, horror, komedie, ja hvad fanden – alle bør se Killer Klowns from Outer Space, for det er simpelthen bare er en af de bedste film, der er lavet inden for genren. Så der er ikke andet for, end at du må skynde dig ud og få fat på den – det kan ikke gå hurtigt nok.

5 stjerner

Titel: Killer Klowns from Outer Space
Instruktør: Stephen Chiodo
Manuskript: Charles Chiodo, Edward Chiodo & Stephen Chiodo
Cast: Grant Cramer (Mike Tobacco), Suzanne Snyder (Debbie Stone), John Allen Nelson (Dave Hanson), John Vernon (Curtis Mooney), Michael Siegel (Rich Terenzi), Peter Licassi (Paul Terenzi), Royal Dano (Farmer Gene Green), Christopher Titus (Bob McReed), Irene Michaels (Stacy), Karla Sue Krull (Tracy), Brian Degan Scott (Punk #1), Danny Kovacs (Punk #2), Adele Proom (Mrs. Franco), Howard Malpas (Mr. Myers), Karen Raff (Mom #1)
Producere: Charles Chiodo (producer), Edward Chiodo (producer), Stephen Chiodo (producer), Christopher Roth (associate producer), Paul Mason (executive producer), Helen Szabo (executive producer)
Foto: Alfred Taylot
Klip: Christopher Roth
Musik: John Massari
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1988
Produktionsselskaber: Chiodo Brothers Productions
Distributør (DVD): Metro-Goldwyn-Mayer
Udgave/region: 1

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/02/2009