13. januar 2006

The Konrad Saga

The Konrad SagaPompøst og episk fantasyeventyr om krigeren Konrad viser, hvor dårligt fantasy litteratur kan være. Forfatteren David Ferring vil det hele og fejler på alle punkter. Et makværk af de helt store, som man kun skal give sig i krig med, hvis alle eksemplarerne af Alt for Damerne er udsolgt.

Her sidder vi med et stort skrummel af en fantasyroman, som trods af sine 649 sider, ikke formår at komme ind under huden på sin altoverskyggende hovedperson. Men mere om det senere. Først lige et lille uddrag af, hvordan bogen lanceres på bagsiden:

“His past lost… His future uncertain… Konrad must face his destiny alone. Containing the classic novels Konrad, Shadowbreed & Warblade collected for the first time, the Konrad saga is a grandiose, sweeping fantasy in a dark and grim world.”

Warhammer som brand
Forsiden af førsteudgaven af 'Konrad' (1989)
Forsiden af førsteudgaven af 'Konrad' (1989)

The Konrad Saga af David Ferring (et pseudonym for Davis S. Garnett) er tre romaner samlet i en bog og udgivet af Black Library Publication i 2005. Det drejer sig om Konrad (1989), Shadowbreed (1990) samt Warblade (1993). Trilogien skildrer det episke eventyr om helten Konrad og hans kamp mod onde kræfter. Handlingen foregår i spilfirmaet Games Workshops Warhammer-fantasyverden, der er en næsten helt klassisk fantasy-setting med magi, dæmoner, dværge, elvere og alt hvad der ellers hører sig til. Kernen i denne fantasyverden er den såkaldte Old World, der er en forvansket udgave af et renæssanceeuropa, med mere eller mindre slet skjulte referencer til europæisk geografi og historie.

Lad os først kigge på handlingen. Den navnløse knægt, vores hovedperson, havde boet hele sit korte liv i en lille landsby, hvor han tjente under byens krovært og ikke vidste hvor han kom fra og hvem hans familie var. Ingen talte til ham, og ingen troede han kunne tale. Han blev behandlet som et dyr. Men noget i ham sagde, at han var ment til noget større, og da han kommer i kontakt med herremandens datter Elyssa begynder tingenes sammenhæng at gå op for ham. Han redder hende fra en bæstmand, ved at bruge sin sjette sans, der advarer ham mod fjender og lader ham se hvad deres næste træk er. Hun giver ham navnet Konrad, som hun siger, er et navn hun gav til sin fantasiven da hun var lille. Ligeledes lader hun ham se sig selv i et spejl, hvor han kan se at hans øjne er forskellige – det ene grønt og det andet guldfarvet. Elyssa bliver Konrads eneste ven, og som årene går, bliver de elskere. Men Konrad ved noget som andre ikke gør; han har set i et syn, at Elyssa skal dø en voldsom død og at landsbyen vil blive udslettet.

Skullface… ja, der hedder skurken sgu’
Forsiden af anden udgave af 'Konrad' (2002)
Forsiden af anden udgave af 'Konrad' (2002)

En dag beslutter Konrad sig for at forlade sin hjemby med ønske om, at finde frem til hvem han er og hvor han stammer fra. Dagen før havde han set en ridder iklædt en bronzerustning ride gennem landsbyen, og Konrad ser det som et varsel på et eller andet. Det går dog heller ikke bedre end, at byen den efterfølgende dag bliver angrebet af en stor og ond kaoshorde. Konrad gemmer sig først i et træ, men for at komme væk slår han en bæstmand ihjel, som han derefter skinner og iklæder sig dens hud for at falde i ét med mængden. Konrad ser hele landsbyen blive udryddet og i askerne af herremandens gård bemærker han en skikkelse, han navngiver Skullface. Konrad skyder en pil igennem hjertet på Skullface, der dog overlever dette, hvorefter Konrad tager benene på nakken og flygter. Hermed er startskuddet givet til Konrads store odysse, som vil bringe ham vidt omkring i verden.

Konrad kender intet til verdenen omkring ham, og da han kommer til den første større landsby bliver han berøvet sine få ejendele og anklaget for krybskytteri. Han dømmes til døden, men her træder den hårde lejesoldat Wolf ind i billedet og redder ham. Som tak lover Konrad at værre Wolfs væbner i fem år. Dermed er historiens vigtigste personer introduceret: Helten Konrad, den store kærlighed Elyssa, overskurken med det fjollede navn Skullface og læremesteren Wolf.

Vold og kaos sælger
Forsiden af førsteudgaven af 'Shadowbreed' (1990)
Forsiden af førsteudgaven af 'Shadowbreed' (1990)

Wolf tager Konrad med langt op nordpå til en mineby i landet Kislev, som Wolf får til opgave at forsvare mod de onde horder fra nord. De næste fem år lærer Konrad stort set alt; han bliver mester i at bruge våben, han lærer at læse og lærer næsten alt om verdens historie, kaos og myten omkring den store guddom Sigmar. Desuden bliver han ekspert i at forklæde sig, liste, klatre osv. Alt i alt ville han gøre den største actionhelt misundelig.

Tiden kommer hvor Konrad må rejse videre selv, men først sker der noget skelsættende, der ligeledes er en af fortællingens essentielle passager. Konrad og Wolf søger efter et gammelt dværgetempel lidt nord for minebyen, men det viser sig, at en stor stamme af gobliner har slået sig ned i templet. Wolf tages til fange og Konrad står så ene mand, ansigt til ansigt med flere hundrede af de ondskabsfulde grønne skabninger. Men så er det, at noget guddommeligt træder ind i Konrad og i en voldsom blodrus dræber han dem alle med sin store tohåndsøkse. Det er imidlertid ikke det hele. For mens han gør det, ser han sig selv med en stor hammer i hånden, som var han en anden Sigmar. Kort efter ser han igen den bronzeklædte rytter og beslutter sig for at forlade den hårdt sårede Wolf. Da han kommer tilbage til minebyen er alt blevet udslettet af endnu en kaoshorde, og Konrad fortsætter sin jagt på den bronzeklædte ridder.

Mere skal ikke afsløres her, men det hele leder frem til en endelig konfrontation mellem det gode og det onde i Altdorf, en af The Old Worlds største byer, hvor Konrads skæbne og fortid bliver forklaret. Er han en ny Sigmar, hvem er den bronzeklædte ridder, hvem er Skullface, døde Elyssa under angrebet på byen og hvordan vil den konstante påvirkning af kaos indvirke på vores helt?

Han ville det hele, men kunne så lidt
Forsiden af anden udgave af 'Shadowbreed' (2002)
Forsiden af anden udgave af 'Shadowbreed' (2002)

Lad os nu se på hvad David Ferrings intention med historien har været og hvor han i stor stil fejler. Det hele kan summeres meget enkelt op: Ferring vil det hele! Med det menes, at han både vil skabe et stort helteepos, en dannelsesrejse, en introduktion til en verden, en stor kærlighedshistorie og venskaber der sættes på prøve, sammenstillet med en nutidig filosofering over hvad der er godt og ondt samt en religiøs eller mytisk undertekst. Man kan sige sig selv, at det skal være en forfatter af format for at kunne holde alle disse bolde i luften. Det er Ferring ikke og han falder igennem med et stort brag.

For det første er hans sprog nærmest barnagtigt og leder tankerne hen på dårlige, prætentiøse stile og opgaver fra gymnasiet, samtidig gentager han sig selv i det uendelige. Ligeledes er hans beskrivelser gabende kedelige, og formår ikke at få de forskellige nuancer frem i de samfund han skildrer, hvilket lader os stå tilbage med en grå masse af informationer og hændelser, der er svære at skelne fra hinanden. Noget af dette kunne være løftet af en stærk hovedperson og et spændende galleri af bipersoner, men her fejler Ferring totalt.

Forsiden af førsteudgaven af 'Warblade' (1993)
Forsiden af førsteudgaven af 'Warblade' (1993)

Selvom vi følger Konrad i over 600 sider, kommer vi aldrig ind under huden på ham og han fremstår som en tom kliche der kan det hele, uden at vi som læsere bagefter kan sige hvad Konrad står for. Han er som en parallel til Neo fra Matrix-filmene – androgyn, uden følelser og personlighed. Det samme gælder bipersonerne: de er alle karikaturer. Dette kunne forsvares, hvis vi sad med en simpel handling, men Ferring har blæst det hele op til uanede episke højder. Desuden er romanen dybt patetisk uden at have noget, at putte sin patos i.

Det bliver ulideligt at høre på Ferrings filosoferinger om det onde i os alle, og at ondskab er hvad vi selv gør det til. Et spændende tema kunne have været det ondes påvirkning på Konrad, men dette træder fuldstændig i baggrunden, når vi konstant rives fra det ene sted til det andet, såvel som fra den ene ligegyldige kamp til den anden. I netop kampene kunne Ferring udmærke sig, men disse er kedelige, langsommelige, uden flow og blodige detaljer. Det hele kunne være løsnet lidt op hvis Ferring havde serveret det med lidt tør humor og selvironi, men det hele er så selvhøjtideligt, at man ikke engang får lov til at trække på smilebåndet af andet end hvor dårligt det hele egentlig er.

Det er nok nu, David Ferring
Forsiden af anden udgave af 'Warblade' (2002)
Forsiden af anden udgave af 'Warblade' (2002)

En sidste ting er gentagelserne: konstant hentydes der til de samme ting i Konrads fortid. Elementer som kræver en god forklaring i sidste ende. Men når man sidder tilbage, efter at have læst de sidste seks sider igennem ti gange, føler man sig snydt. Nu har vi trods alt, trofast, læst de mange sider men den store afslutning, som der er lagt op til, udebliver. Dybt frustrerende, men måske også meget godt, for hvad kunne det ikke have udviklet sig til? Måske en eller anden i Ferrings vennekreds har sagt “Det er nok nu, David.” Det skulle de måske have gjort noget før.

Det vi står tilbage med er et stort makværk, der bygger op til noget Ferring ikke kan indfri, og som er så klichepræget og tomt, at man tænker “hvad gik der galt?”. Man må stille sig selv spørgsmålene om det har været spild af tid at læse den og om bogen kan anbefales til andre at læsere? Til det er svarene enkle: JA og NEJ, med mindre man vil se hvor dårlig fantasylitteratur kan være.

1 stjerne

Titel: The Konrad Saga
Forfatter: David Ferring
Forlag, år: Black Library Publication, 2005
Format: Paperback
Sideantal: 649
hvid
Den her anmeldte version er en samlet udgivelse af de tre romaner Konrad (1989), Shadowbreed (1990) og Warblade (1993).

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/01/2006