Death Hunt

4 minutters læsetid

Death Hunt“We’ve been hunting a man who knows how to live off the land and use it to reign.” Ja, hvis du tænker på en blanding mellem First Blood (1982) og The Fugitive (1993), så tænker du ikke helt forkert.

Vi er 1931 i Yukon i det nordvestlige Canada. Der er koldt, der er øde, der er smukt. Kort sagt en klassisk baggrund for en western. Det er dog sjældent, at vi ser den slags foregå helt fremme i 1931, men det er som om, stedet er en tidslomme.

Udviklingen er ikke gået så hurtig, som så mange andre steder. Så det ligner en klassisk western, der kunne udspille sig i slutningen af 1800-tallet.

Blodet flyder i Yukon

Vi møder Albert Johnson, den ensomme og handlekraftige pelsjæger. Johnson afbryder en organiseret hundekamp. Det skulle han ikke have gjort! For nu bliver sneen i Yukon snart farvet rød. Af blod.

For der er nogen, der bliver sure over, at Johnson blander sig i hundekampen. Hazel, der leder banden af sure og nederdrægtige mandspersoner, beslutter sig for, at Johnson skal ned med nakken. Så de opsøger Johnson, der bor i en afsidesliggende træhytte.

Det skulle de ikke have gjort! For Johnsen er en sej modstander. Der går rygter om, at Johnsen er seriemorder, den mytiske “mad trapper”.

Efter mødet med Johnson, ved hans hytte, tager Hazel fat i ordensmagten. Og så begynder jagten ellers – og mere vil jeg ikke afsløre her. Men der kommer blod. Masser af blod.

Intens og spøjs

Death Hunt er en ret spøjs film. I sig selv, som enkeltstående værk, er den en omgang forrygende underholdning. Voldsom, velspillet, intens.

Og når man ser den i filmhistorisk kontekst, som en film, der kommer, efter at westerngenren havde mistet sin store popularitet, og lige før actiongenren for alvor brød igennem, så er den et meget spændende bekendtskab.

For på den ene side er den en rendyrket western og på den anden side en rendyrket actionfilm. Filmen befinder sig i en overgang, i et vadested, mellem to strømninger.

Vi har vildmarken, frontiermyten, vi har den ensomme ulv som hovedperson, vi har hævn, vi har jagten, og vi har de voldsomme actionsekverser. Alt sammen noget, man finder i både westerns og i mange actionfilm.

Så hvad skal man overhovedet bruge den genresnak til? Det skal man som sådan heller ikke. Men jeg synes, det er spændende i en filmhistorisk kontekst. Og i en forståelse af hele westernmyten som jo blev et centralt element i forhold til både actionfilmen og actionhelten i det, jeg omtaler som den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993.

Death Hunt og Rambo

For året efter Death Hunt havde premiere udkom First Blood i 1982. Her er vi i nutiden (altså nutiden, da filmen blev produceret) og på trods af, at vi også har vildmarken, har vi også et større fokus på det menneskelige samfund.

Men First Blood har også spandevis af westernelementer. Og min pointe er i den sammenhæng, at guldalderen jo ikke begynder fra den ene dag til den anden – der har været film, og tendenser, længe før.

Mange mener, at First Blood “bare” efterligner Death Hunt. Men så simpelt er det ikke. For det første, og helt konkret, er man jo gået i gang med at producere First Blood længe før, Death Hunt fik premiere.

For det andet er First Blood baseret på romanen af samme navn fra 1972 – så måske er det rent faktisk mere Death Hunt, der er inspireret af David Morrells roman?

Under alle omstændigheder er det jo interessant, at to film, der har så meget til fælles, udkommer så tæt på hinanden, som de gjorde.

Actionmanden

Grunden til, at jeg fremhæver First Blood som noget, man kunne kalde den første store actionfilm i den nye periode, er den måde, actionhelten lanceres på. Fra PTSD til actionmand.

Det gør Trautman i First Blood, og for at det ikke skal være løgn, hører man noget lignende om Johnson i Death Hunt, hvor en soldat omtaler Johnson på følgende måde:

“As you can see he was one of the American’s best trained men. Special Intelligence Squad and the law.”

Ja, Johnson var veteran fra Første Verdenskrig og Rambo fra Vietnamkrigen.

Men hvor Johnson har fundet ro (han har en bolig og et job), så er Rambo rodløs. De to har mange fællestræk, men Johnson mangler den psykologiske dybde, som vi finder hos Rambo. Og det er nok den helt store forskel på de to fremragende film.

I Death Hunt er vi mere i westernland, de gamle myter, mens vi med Rambo møder det mytiske kollaps efter Vietnamkrigen.
Det er spændende sager, hvis I altså spørger mig, hvor det mytiske ikke kun er knyttet til landskabet, the frontier, men også til personer og de ar, som de forskellige krige har skabt.

Baseret på virkelige hændelser

Hvis vi bevæger os lidt væk fra den historiske kontekst og tilbage til Death Hunt, så har vi at gøre med en meget velfortalt og stemningsmættet film.

Handlingen er simpel, den er delvist baseret (med hårdt tryk på delvist) på virkelige hændelser.

På skuespilfronten møder vi også den gamle garde i form af Charles Bronson og Lee Marvin – og Marvin er sjældent set bedre end her. Bronson passer fint som den tavse Johnson, hvorimod Marvin giver filmen en stærk psykologisk dybde.

Desuden af der fornemt spil fra skuespillere som Ed Lauter, William Sanderson, Angie Dickinson og ikke mindst Carl Weathers. Der er fine og intense scener uden action, men hvor det er stemningen af dette underlige grænseland mellem natur og kultur, som er i fokus.

Fra Bond til Bronson

Filmens instruktør, Peter Roger Hunt, vil mange kende som manden bag den fremragende Bond-film On Her Majesty’s Secret Service fra 1969.

Som instruktør fik Hunt aldrig den store karriere, men som filmklipper var han med på hele fem Bond-film. Men ok, hvis man har en karriere med en af de bedste Bond-film og denne glimrende western/action-film på sit CV, så er det mere end mange filmskabere kunne drømme om.

Death Hunt er nemlig ganske fremragende. Kold, velspillet, smuk, og voldsom, men mest af alt, og vigtigst af alt, så er den intens.

At den så også har en vigtig rolle i forhold til både filmhistorien og actionhelten, er jo så bare en bonus.

5 stjerner

Titel: Death Hunt
Dansk titel: Desperat jagt
Instruktør: Peter R. Hunt
Manuskript: Michael Grais og Mark Victor
Cast: Charles Bronson (Albert Johnson), Lee Marvin (Edgar Millen), Ed Lauter (Hazel), Carl Weathers (Sundog).
Foto: James Devis
Klip: John F. Burnett og Allan Jacobs
Musik: Jerrold Immel
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1981

Anmeldt i nr. 184 | 13/02/2021

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.