The Forbidden Room

Som nævnt i dette nummers leder er The Forbidden Room et kunstværk, mere end det er en film, som vi normalt kender dem.

Den blev til som et bizart stykke installationskunst på et udstillingscenter i Montreal. Bagmanden, Guy Maddin havde besluttet sig for at genskabe tolv stumfilm, der ellers er gået tabt.

Maddin og et hold af ildsjæle skabte en film om dagen, som de optog åbent, så centerets publikum kunne se på. Efterfølgende blev hele pibetøjet klippet sammen til det enigmatiske cirkus, der er The Forbidden Room.

Historien lægger ud på en neddykket ubåd i vanskeligheder. Fartøjet er lastet med en ikke nærmere forklaret eksplosiv substans, der vil detonere og sprænge båden i luften, hvis trykket forandrer sig – altså hvis båden uddykker.

Besætningen er tæt på panik og kaptajnen har, af mystiske årsager, spærret sig inde i et svært tilgængeligt (og formodentligt det titulære) rum.

Pludselig dukker en skovhugger op, gennem en rist. Han indleder en historie, der følges op af sømændene, og mens de manøvrerer rundt i den kyklopiske undervandsbåds indre, folder lag efter lag af fortælling sig ud.

Kaos!

Man følger historien om den smukke Margot, der skal reddes fra primitive, varulveagtige barbarer, der har kidnappet hende – eller befinder hun sig måske nærmere i deres ildelugtende, knoglebestrøede hule?

I en anden historie springer et meget selvbevidst overskæg fra en død mand til dennes enke, så hun ikke skal savne ham alt for meget. En søvnløs kirurg plages af kvindelige danseskeletter, alt imens en ældre mand uhørt udførligt, grænsende til det patologisk sindssyge, forklarer, hvordan man tager et karbad. Forvirret? Det er vist også meningen.

The Forbidden Room er en hyldest til et filmmedie, der stort set ikke eksisterer længere. En hyldest der antager mange former.

For det første er produktionsfaciliteterne, filmholdet har anvendt, ikke meget bedre end dem, man i forne tider optog de oprindelige tolv stumfilm med.

De er optaget med digitalkameraer, men udover det har deres tilblivelse været en slags venden tilbage til kinematografiens skabelsesberetning.

Alle effekter er fysiske, alle lamperne analoge, kostumer og regi er skaffet med kort varsel, og skuespillet er tæt på den rene improvisation. Sine steder er der tale, andre steder dukker de klassiske stumfilms dialogtavler op.

Kærlighed til kunsten

For det andet er udvælgelsen af de historier, der er brugt, en hyldest til filmbarndommens endeløse fantasi. Som alle andre medier og kunstformer har været det i deres unge år, var filmen på en måde mere grænseløs i dens første rigtige guldalder fra 1917 til omkring 1925.

Der var ikke nogen opskrift på, hvordan en film skulle være – man havde simpelthen ikke skrevet reglerne ned endnu.

Det kom der jo de mest fabelagtige visuelle fortællinger ud af, som de titaniske tyskere Das Cabinet des Dr. Caligari (1920), Nosferatu (1922) og Metropolis (1927), den kontroversielle amerikaner Birth of a Nation (1915), britiske Alfred Hitchcocks The Lodger: A Story of the London Fog, Charles Chaplins genistreger i The Gold Rush (1925) og City Lights (1931) – hans datter, Geraldine, spiller i øvrigt tre mindre roller i The Forbidden Room – og naturligvis det storladne russiske actiondramamesterværk Panserkrydseren Potemkin (1925).

Der blev leget og pjattet, eksperimenteret og nyskabt i en uendelighed, og det er denne både kreative og praktisk udførte nysgerrighed og legesyge, som The Forbidden Room fejrer.

Helhedsindtrykket er overvældende, nogle vil måske endda sige chokerende, og nogle få kværulanter påstår, at The Forbidden Room simpelthen ikke kan ses.

Mængden af fortællinger bedøver til tider hjernen lidt, men den sprælske visuelle side, med stumfilmstro rystelser, grelt kontrasterende lys og både tilsigtede og utilsigtede skyggemonstre i kanten af lærredet, vækker den igen.

Der er en dybfølt kærlighed til selve den kunstform, man arbejder med, som er skinbarligt nærværende i The Forbidden Room.

Intet midtimellem

Netop kærligheden, den grænseløse leg, frygtløsheden i hele den kunstneriske øvelse, gør det muligt langt hen ad vejen at tilgive filmen dens mange fejl.

Den bærer enormt meget præg af den uhørt korte produktionstid, den stort set fraværende efterredigering, den vidtåbne slutning og det til tider sløsede skuespil.

Man kan hele tiden vende tilbage til et æstetisk udgangspunkt, hvor fejlene er meningen, hvor de som Dogme95-reglerne fungerer som de benspænd, der gør værket interessant.

The Forbidden Room er bestemt ikke en film for hvem som helst, og den er ikke noget, man lige klasker på tilfældigt tirsdag aften for at slå et par timer ihjel.

Det er et af den slags værker, der minder os om, hvad vi har mistet, men også understreger hvor meget vi har lært, hvor langt teknologien er kommet.

Den maler et billede af det fritænkende, sprudlende barn, der var filmmediet i starten af 1900-tallet, og som nu er blevet en ret forudseelig voksen, der går lovligt højt op i sin selvangivelse. Man investerer sig i den, eller man går glip af den – der er intet midtimellem.

Phi, Buffalo Gal Pictures

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017