Bid

6 minutters læsetid
Bid

Bid er en moderne vampyrfortælling, hvor der er mere fokus på thrillerdelen, end på gyserdelen. Så hvis man forventer en rendyrket gyser, vil man blive noget skuffet. Romanen tager sin begyndelse i Rom. Her møder den italienske lidderbasse Maurizio en smuk kvinde ved navn Natascha. Man fornemmer, at noget seksuelt er under opsejling, og da kapitlet slutter med følgende sætning, er ingen, der bare kender lidt til vampyrer, i tvivl om hvad der efterfølgende vil ske: “Da han mødte hendes lysende blå øjne, fornemmede han en sær følelse af skæbnen. Af uundgåelighed og … nemesis”. Herefter skifter scenen til Danmark, nærmere bestemt Vesterbro i København.

Sproglig variation

Helene ligger i nattemørket, og funderer lidt over g-strengstrusser, efter at hun har haft sex med sin mand Anders. Øverst i bunken af tøj ligger et par sammenkrøllede trusser. Ja, fortællingen rives helt ned på jorden med en g-streng, og det klæder den. Ovenstående citat fra mødet i Rom er noget tungt og vidtløftigt, hvorimod det næste citat viser, hvordan Rikke Schubart varierer sit sprog, og gør det både meget levende og underholdende at læse:

“Åndssvage g-streng. Trusserne snærede og sad ad helvede til. Men sexede var de. Åbenbart. Det var i svømmehallen, Helene først havde bemærket skiftet fra trusser til g-streng. Selv de fede kvinder tvang nu ballerne ned i tre små striber, der fremhævede deres noprede deller med appelsinhud og knap dækkede anus. Helene fattede ikke, at det skulle være sexet”.

Også netop denne brug af talesprog vil give mange læsere grå hår, men på mig virker det ganske tiltalende. Ikke stor kunst, men ganske mundret og levende.

Lægger op til efterfølger

Helene er en rigtig Bridget Jones/Nynne, der spankulerer igennem tilværelsen, mens hun både kynisk og kærligt kommenterer på alt. Helene holder fortællingen nede på et meget jordnært niveau, og det er vigtigt som den utrolige handling for alvor begynder at udspille sig. Hun er også klart romanens mest spændende karakter, og hun er med til at give det hele en ret fin humor, som aldrig bliver fladpandet, men nærmere subtil og sarkastisk, som man nok fornemmer fra ovenstående citat.

Men tilbage til handlingen. Helene bor sammen med sin mand Anders og deres 12 årige datter Rosa. Og så kommer Natascha på besøg fra Rom. Natascha er Helenes smukke søster, som hun ikke har set i flere år. Der begynder at dukke lig op i Københavns gader, alt imens vi følger nogle italienske politifolk i deres opklaring af lignende mord i Italien. Det går hurtigt op for den snarrådige Rosa, at der er noget helt galt ved Natascha. Samtidig begynder Anders at opføre sig underligt, og der bliver lagt i ovnen til noget stort, da et fly fra Rom lander i Københavns Lufthavn. Mere vil jeg faktisk ikke røbe her, men kan konstatere, at Bid i høj grad ligger op til en efterfølger, som jeg personligt, vil glæde mig til.

Ph.d. om actionfilm

Som romanforfatter er Rikke Schubart et ganske ubeskrevet blad, men filmkendere vil nok bide mærke i navnet. Schubart er da også uddannet indenfor filmmediet, og skrev tilbage i 2000 sin ph.d.-afhandling på Institut for Film- & Medievidenskab på Københavns Universitet. Afhandlingen har den fængende titel Passion & Acceleration: Maskulinitet og myte i actionfilmen 1968-2000.

Personligt var jeg solgt på stedet. En afhandling om actionfilm, en genre som ikke har meget respekt blandt de kloge hoveder, og så tilmed skrevet af en kvinde! Jeg troppede da også op til Schubarts forsvar, og oplevede en kvinde, som på trods af den forståelige nervøsitet havde ganske godt tjek på en genre, som ellers “tilhører” et mandligt publikum. Afhandlingen blev siden hen rettet igennem, og udgivet som bog med titlen Med vold og magt: Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix (2002).

Schubart havde her leveret en god tolkning af den moderne actionhelt, og en levende beskrivelse af myten omkring actionfilmen. Og alt dette præsenteret med et glimt i øjet, og en masse fine eksempler. Før actionfilmen havde Schubart imidlertid også beskæftiget sig indgående med gysergenren. Først gennem I lyst og død (1993), og siden hen med Verdens 25 bedste gyserfilm (2002) – hvoraf den sidste er anmeldt her på Planet Pulp.

Stort genrekendskab

Fra teaserfilmen

Mange i akademiske kredse vil nok klandre Schubart for at skrive lidt for levende og uakademisk, og at hun måske er overforbruger af en freudiansk tolkningsmodel. Men uanset om man syntes, det er rigtigt eller ej, så har hun et meget underholdende sprog som får tingene til at glide ned. Netop også derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at hun kan begå sig ganske fint indenfor romanformen.

For det første har hun en meget stor viden om den genre, hun skriver inden for, og for det andet ved hun, hvordan dramaturgien skal udvikles, for at man får fortællingen til at skride frem. Samtidig er hendes levende sprog ikke en hæmsko, men nærmere det modsatte. Således får Schubart i Bid da også de mere dagligdags beskrivelser til at harmonere godt med thrillerens formsprog. Vi kommer til dels ind under huden på vores hovedpersoner, og derved virker de overnaturlige elementer i fortællingen det bedre.

Mere spændende end Rice

Og der er mere positivt at sige om Rikke Schubarts vampyrthriller. For det første leverer Schubart et ganske godt take på en moderne vampyrmyte, som dog låner en del fra eksempelvis Anne Rice og andre af de vampyrmyter, der fokuserer på, at vampyrerne har et skjult samfund, hvor maskeraden overfor menneskeheden er vigtig at opretholde. Men i modsætning til den omgang følelsesporno, som Rice altid er garant for, har Schubart en mere enkel tilgang til følelser. Desuden bliver dette vampyrsamfund kun beskrevet sporadisk, og derved er spændingen og mystikken også intakt, hvilket gør, at læseren holdes fast. For det andet fungerer spændingsdelen af Bid også upåklageligt. Der krydsklippes fint mellem Italien og Danmark, mens vi bliver mere og mere bekendte med romanens hovedpersoner. Det hele er set før, men det fungerer med en veloplagt Schubart bag roret.

For det tredje har Schubart skabt nogle gode personer, hvor jeg specielt godt kan lide den Bridget Jones/Nynne-agtige Helene, hvis tanker om g-strengstrusser og andre “hverdagsproblemer” for kvinder er ret sjove at læse om. Men også hendes karakteristik af den noget kiksede akademiker Anders rammer plet. Så er der til gengæld mere kliché over femme fatale-vampyren Natascha og de italienske politifolk.

Irriterende intertekstualitet

Det med klichéerne er et gennemgående tema i Bid, hvor Schubart gennem metabemærkninger som “sådan noget sker kun på film” underminerer sin egen spændingshistorie. Her træder hun i mine øjne lidt ved siden af, selvom man godt kan følge, at hun i sin iver og med sin store genrebevidtshed ikke har kunne lade være med at indsætte disse intertekstuelle referencer. Det ses i kapitlet, hvor Rosa finder viden gennem Van Helsing-filmen (2004), og også i et andet kapitel, hvor vi hører et uddrag fra Nataschas dagbog fortalt i første person, og hvor man med det samme tænker Interview with the Vampire (1976).

Men det, der faktisk irriterer mig mest i denne sammenhæng, er den helt tydelige parafrase over Fright Night (1985). I Fright Night kommer hovedpersonen også ud for, at en vampyr ankommer til nabolaget. Og nøjagtig som der sker for Rosa i Bid, er der ingen, der tror på ham, og han må få hjælp fra et gammelt gyserikon. Schubart har gjort ideen mere moderne, med Internettet, men ellers er essensen det samme. Og det bliver bare lidt fjollet at følge de to små piger i deres søgen på vampyrmyten, alt imens ingen tror på dem.

Det er tydeligt, hvorfor Schubart har valgt disse referencer: for det første fordi hun selv elsker dem. For det andet for at fange et moderne publikum, der godt kan lide at blive “udfordret” på denne måde. Og for det tredje fordi hun måske har været bange for at romanen ville blive for ordinær uden metalaget. For mig virker det bare malplaceret, og den effektive historie i Bid havde faktisk fungeret fint uden dette ekstra lag.

Det sproglige er tungen på vægtskålen

Bid står dog stadig tilbage som en udmærket thriller, hvor Schubarts sprog klæder den moderne vampyrfortælling. I sidste ende bliver Schubarts sprog også tungen på vægtskålen. For jeg kan levende forestille mig, at nogle læsere vil krumme tæer over hendes talesprog, og til dem vil jeg bare sige, at de skal holde sig væk fra Bid. Os andre kan så nyde en hurtigt læst og ganske spændende vampyrthriller, som hverken revolutionerer krimigenren eller vampyren. Men mindre kan jo også gøre det.

Som en del af romanens lancering blev der optaget en lille “teaser film”, hvor vi ser en vampyr til en børnefødselsdag. Filmen har ikke noget direkte med romanen at gøre, men er faktisk meget sjov, og kan ses her.

Bid er venligst stillet til rådighed af Politikens Forlag.

3 stjerner
Titel: Bid
Forfatter: Rikke Schubart
Forlag, år: Politikens Forlag, 2008
Format: Paperback
Sideantal: 239

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Intertekstualitet, Rom, Vampyrer

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.