Red Rover

Hvis man får den idé, at man har hørt om Red Rover før, er det måske ikke så underligt. Den låner nemlig stort set alt fra ældre spøgelsesfilm, så der er så at sige ikke noget nyt at komme efter. Allerede fra starten er det tydeligt, at filmen har haft store inspirationskilder, og ikke har noget nyt på hjerte.

Set før

Man føler, man har set filmen før, men det er på ingen måde en god ting, da den ikke er en egentlig hyldest til film som House on Haunted Hill (1959), The Exorcist (1973) eller Poltergeist (1982), men blot kører i samme rille, og keder sit publikum. Det var et rent helvede at komme igennem den 103 minutter lange spøgelsesfilm.

På trods af (eller måske netop fordi), at Red Rover består af de rene gentagelser, vil det være godt med et lille resumé for at understrege, hvorfor filmen skal undgås så vidt muligt.

Stort uhyggeligt hus

Efter deres fars pludselige død, finder de to tvillinger Will (William Baldwin) og Kylie Logan (Jodi Lyn O’Keefe) ud af, at de har arvet en stor ejendom, som deres far havde holdt hemmelig, og ingen kendte til. Ejendommen ligger langt væk, og er, som mange af seerne allerede har gættet, stort og uhyggeligt! Will har taget sin søster med derud for at hjælpe med hende med hendes psykiske problemer. Siden Kylie var fem har hun været på medicin, fordi hun så sin mor brænde ihjel, da hun var lille. Allerede her begynder man at stille kritiske spørgsmål til filmen og manuskriptet, for hvorfor vil Will tage sin psykisk syge søster ud af hospitalet og selv prøve at hjælpe hende ved at lade hende konfrontere fortiden på et gammelt slot, hvor de er flere kilometer væk fra nærmeste hospital?

For at hjælpe Kylie fjerner Will sågar også al hendes medicin, så hun virkelig er på skideren, hvad angår psykiske problemer – dette medfører, at hun begynder at se en masse underlige ting, som mørke korridorer med underlige “spøgelser”? Her går der så et stykke tid, imens vi ser hvordan den lokale befolkning snakker om bøhmænd, hvordan Kylie og Will “udvikler sig”, og hvor vi finder ud af lidt mere om huset og de to søskendes baggrund. Men igennem opholdet i huset begynder Will at interessere sig mere og mere for deres families historie, og glemmer mere og mere om sin søsters problemer. Alt dette ender i et lidt tilfældigt twist, der ikke overrasker eller skræmmer sit publikum.

Lange, kedelige passager

Som det nok er blevet tydeligt, er jeg bestemt ikke glad for Red Rover, som bare bliver ved og ved med at køre i den samme rille uden egentligt at gøre noget for at fange seeren. Der pønses lidt på at udvikle Kylie og Will igennem filmen og dreje deres karakterer, så vi får en mærkelig historie og nogle subplots, men disse forsøg virker stive og påklistrede. Da Will pludselig begynder at interessere sig mere og mere for familiens historie og glemmer alt om Kylie, sidder han i en lænestol en hel dag, og kigger på et billede. Dette virker ikke skræmmende og underligt, men bare kedeligt og langtrukkent, og man sidder og river sig i håret over, hvorfor der ikke er klippet mere af filmen for at få den til at køre lidt hurtigere, så man undgår de mange lange, kedelige passager.

Flere scener udspiller sig omkring Kylie, der tager billeder (en del af et terapiforsøg), og hvor hun ser en masse underlige skikkelser, der render rundt i mørket, samt et par scener, hvor hun ligger og skære i sig selv med et barberblad. Disse scener skulle givetvis være med til at udbygge hendes karakter og/eller skabe en uhyggelig stemning, men det er igen ikke nok til at få det til at løbe én koldt ned af ryggen. Hvis man vil have en nyere spøgelsesgyser, der formår at skabe en stemning og fange sit publikum af bare rædsel, bør man opsøge El Orfanato (dansk: Børnehjemmet) fra 2007, instrueret af Juan Antonio Bayonas, der virkelig ved, hvordan man skræmmer folk.

Lamme spøgelseseffekter

Skuespillet kan til tider gå, men specielt Jodi Lyn O’Keefes præstation er kedelig. Sidst vi så hende i en gyser var i Halloween H2O (1998), hvor hun spillede en lille rolle som en af Michael Myers’ ofre. Det er en skam, at hun ikke formår at præstere et bare nogenlunde resultat, da hun ellers er en skøn skuespiller, som godt kan, hvis hun virkelig prøver. De mange andre præstationer er ikke noget der lyser op.

Man skal heller ikke forvente special effects á la Poltergeist eller The Amityville Horror (1979) og ikke engang noget i stil med de skumle børn fra El Orfanato. Når vi endelig ser fortidens spøgelser i Red Rover er det som tidligere nævnt bare en silhuet af nogle børn eller en kvinde, og det virker så at sige lamt.

Forudsigelig plot-twist

Det lille plottwist, der ligger gemt i slutningen, var egentlig ment som en “hov-hvad-skete-der-lige-der”-slutning, men ærlig talt kan man se den komme fra lang afstand, og det virker bare endnu dummere, når ens forventninger på den måde bliver opfyldt.

Så til alle gyserfans eller bare til folk med god smag generelt – lad være med at købe Red Rover. Den vil kede dig halvt ihjel over de alt for lange 103 minutter, hvorefter den efterlader dig tom og doven de næste mange timer. Mange gange har jeg hørt anmeldere sige, at de har spildt så-og-så mange minutter af deres liv på et makværk, som de aldrig får igen – sjældent har det passet så godt som i dette tilfælde.

Hvis man er die-hard fan af haunted house-film, kan det være, man alligevel har fået en smule blod på tanden, for det kunne jo være at denne anmelder bare ikke kan lide spøgelsesfilm. Det vil være en fejl. Hvis du alligevel har fået lyst til at se Red Rover, så find den brugt eller gratis, og se den sammen med en du kender – for ellers dør du af kedsomhed!

Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008

Stikord: Haunted House, Spøgelser