Neverwhere – en rejse på Undersiden

2 minutters læsetid
Neverwhere – en rejse på Undersiden

Romanen Neverwhere – En rejse på Undersiden (originaltitel: Neverwhere) har en interessant udviklingshistorie bag sig. Den startede med at være en tv-serie, udviklet af kultforfatteren Neil Gaiman og komikeren/manuskriptforfatteren Lenny Henry til den engelske tv-kanal BBC Two. Tv-serien fik premiere i efteråret 1996 og var på seks episoder. Den er aldrig vist herhjemme.

Gaiman valgte efterfølgende at skrive en romanversion af Neverwhere for at udvide historien og dens univers, som han ikke kunne gøre på tv. Bogen udkom samme år som tv-serien, og herhjemme blev romanen udgivet af forlaget Høst & Søn. Det er den danske udgave af Neverwhere med en smuk forsideillustration af Teddy Kristiansen, som vi ser på i denne anmeldelse.

En mystisk verden under London

Den naive kontormand Richard Mayhews liv bliver ændret for altid i løbet af en tilfældig aften. I Londons travle gader finder han en blødende pige, der hedder Door. Richard og hans kæreste er ellers på vej til en fornem middag, men Richard vælger i stedet at hjælpe Door, hvilket kæresten bestemt ikke er glad for.

Dagen efter hans gode gerning er Richards liv ikke det samme som før. Hans kæreste, kollegerne og andre folk kan ikke se og høre ham og alt, hvad der findes om ham, er væk. Det er som om, at han aldrig har eksisteret!

De eneste, der kan hjælpe Richard ud af hans bizarre situation, er Door og hendes bodyguard/ven Marquis de Carabas. De tager ham med ned til Londons undergrund, og der finder han en mystisk verden, der er befolket af hjemløse og mystiske væsner. I den sære verden kommer Richard hurtigt ud på dybt vand, og han bliver mere og mere involveret i Doors kamp for hævn og retfærdighed mod en mystisk fjende og dennes farlige lejemordere…

Postmoderne fantasy i fin form

Som forfatter er Neil Gaiman både traditionel og utraditionel, når han skriver fantasy. Han er meget bevidst om de regler, der gør sig gældende indenfor fantasygenren, men han tager reglerne og bruger dem på sin egen specielle måde.

Neverwhere – En rejse på Undersiden er et godt eksempel på Gaimans talent som forfatter. Hans skrivestil er visuel og detaljeret, og man ser for sit indre øje den utrolige underverden, der udfolder sig i løbet af romanen. Gaiman formår at gøre sin verden troværdig og bruger den som en spændende ramme for sin historie. Der er forbavsende meget humor i romanen, men det er vel at mærke sort humor, der matcher romanens mørke og dystre atmosfære. Balancen mellem gys og humor er derfor hårfin.

Personerne i Neverwhere – En rejse på Undersiden er klassiske i deres opbygning, men Gaiman sørger for at give dem noget skævhed, der også gør dem friske og anderledes, så de ikke ender som totale klichéer. Samme kvaliteter finder man også i hans tegneseriesaga Sandman, hvor han også tog mytologiske figurer og gav dem unikke personligheder.

Til dem der søger efter alternativ fantasy

Med sine historier tilbyder Neil Gaiman tit alternative fantasyhistorier og Neverwhere – En rejse på Undersiden er ingen undtagelse. Selvom historien måske ikke er banebrydende, så tager den sine læsere på en underholdende og spændende rejse. Dens mørke og underfundighed er en ren nydelse og viser Gaiman fra sin mest eventyrlige side. Nye læsere af Gaimans romaner kan roligt starte med Neverwhere – En rejse på Undersiden.

5 stjerner
Titel: Neverwhere
Forfatter: Neil Gaiman
Udgivet: 1996
Forlag: BBC Books
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Neverwhere – En rejse på Undersiden
Udgivet: 1999
Forlag: Høst & Søn
Format: Paperback
Sideantal: 295
Forsideillustration: Teddy Kristiansen
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.