13. juli 2013

World War Z

Jason Bourne møder Rick Grimes fra The Walking Dead – actionfilmen møder horrorfilmen. World War Z er en underholdende sommer-blockbuster, men som filmatisering halter den, og vi mangler brainzzzzz.

Vi er ikke mange minutter inde i Marc Fosters ”svedige” sommerzombiefilm World War Z, før lokummet brænder: En lille familie, farmand Gerry (Brad Pitt), mor Karin (Mireille Enos) og to pigebørn, sidder midt i myldertrafikken i Philadelphia. Lige pludselig går det amok. Ting sprænger i luften, og zombier invaderer gaderne. Gerry og familien kommer i sikkerhed og bliver evakueret af en helikopter.

Det viser sig, at Gerry har arbejdet for FN, og de skal bruge ham for at finde en ”løsning” på zombieproblemet. Den lille familie fragtes i sikkerhed på et skib, og Gerry får et herligt ultimatum: Hjælp os, og vi passer på din familie imens, ellers fragter vi jer tilbage til fastlandet, som er invaderet af zombier. Nu må Gerry som en anden Jason Bourne rejse Jorden rundt for at redde menneskeheden.

Søn af en sjov mand

I 2006 udkom World War Z: An Oral History of the Zombie War. Forfatteren var Max Brooks, søn af den legendariske funny man Mel Brooks. Det er en fremragende roman, der både leger med formatet og zombiegenren, mens den samtidig også underholder bravt. Alt i alt en bog, som vi her på Planet Pulp er meget glade for.

I 2006 var zombien for alvor ved at blive populær. The Walking Dead-tegneserien var godt i gang, og fine zombiefilm som Dawn of the Dead (2004) og Shaun of the Dead (2004) havde ført zombierne ind i bevidstheden hos mainstreampublikummet. Så det giver sig selv, at flere filmproducenter havde fået øjnene op for World War Z.

Det blev Brad Pitt og hans produktionsselskab Plan B Entertainment, der vandt den blodige budkrig tilbage i 2007. Så langt så godt. Ind fra sidelinjen trak producenterne den erfarne tv-seriemand J. Michael Straczynski.

Rod i manuskriptet

Straczynski har blandt andet skrevet 92 episoder til Babylon 5 og 34 episoder til Jeremiah – når man ser på det episodiske forlæg i World War Z giver det rigtig god mening at vælge en erfaren tv-rotte til at skrive manuskriptet, da tv-serien i sin natur er mere episodiske end spillefilmsmediet.

Straczynskis manuskript, som både i form og indhold forholdt sig meget tæt til romanen, blev dog forkastet, da Marc Forster blev sat i instruktørstolen.

Producenterne mente ikke, at den fragmenterede handling, og formen, egnede sig til en spillefilm. Og det vil jeg som sådan give dem ret i. Så der kom et nyt manuskript til. Et manuskript der har fokus på det episke, og hvor man har forsøgt at trække den flerstrengede fortælling ned til en enkelt tråd, der har fokus på Gerry og hans søgen efter svar.

Man fornemmer tydeligt rester fra det gamle manuskript, og det gør filmen lidt rodet. Det virker ikke helt som om, man har kunnet beslutte sig, hvilken retning den skulle tage. Man kan også blot se på listen over folk, der har været inde over manuskriptet, og så forstår man godt, hvorfor filmen er lidt rodet.

Og dette leder frem til, at jeg vil forsøge at anmelde filmen ud fra tre parametre, da det netop er en film, der har sat sig på flere sæder i zombieflyet. For det første som filmatisering, for det andet som zombiefilm og for det tredje som sommerblockbuster.

En haltende filmatisering

Som filmatisering halter World War Z som en anden zombie. Selve præmissen, og det fede ved romanen, kommer kun sporadisk frem. Det giver som nævnt fin mening, da romanen ingenlunde egner sig til en klassisk film. Så skulle man have lavet den som en form for dokumentarfilm, og det havde været fedt. Men også svært. Og risikabelt. Og det er to ting som ikke klinger godt i en filmproducents ører.

Det, der så til gengæld bliver spændende, er at se, hvordan efterfølgerne bliver – World War Z er allerede en gigantisk succes, så der kommer en efterfølger og højst sandsynligt flere. Jeg håber, at man dykker mere ned i romanen, og formen på romanen, men jeg tror mere på, at man går all in på blockbusterformen og laver en total zombiekrig.

Godt og skidt i et zombieperspektiv

Som zombiefilm har World War Z mange kvaliteter og mange blodfattige fejl. Indledningen på filmen er sublim. Vi får den klassiske intime suspense (hvad fanden sker der nu og hvorfor sker det?), og da det breder sig på en world wide-skala, har zombierne også masser at komme med. Blandt andet fordi, vi har at gøre med hurtige zombier, da vi netop herved får følelsen af en altomsiggribende invasion, hvor der ikke tid til at slappe af.

Og hen mod slutningen får vi endda også nogle dejligt stille og skræmmende zombier, der ligner noget fra Romero-klassikerne. Det store problem, som også leder frem til, at man kan se filmen som en sommerblockbuster, er manglen på blod, vold og andre grafiske lækkerbiskner, der er forbundet med død. Vi ser ikke splat. Vi ser ikke, da en arm hugges af. Eller da et våben skal rives ud af en død zombies kranie. Man har valgt, og respekt for det i en økonomisk sammenhæng, at gøre selve zombierne mere spiselige. At filmen så ellers, rent visuelt, er en lækkerbisken er jo kun en god ting.

Sommerzombieblockbuster

For netop en sommerblockbuster skal være spiselig for et bredt publikum. Og her sejrer World War Z stort. For det første har man castet Brad Pitt i hovedrollen, og det får kvinderne i biografen. Da jeg holdt introduktion til filmen i BioCity Randers var der mange piger/kvinder. Da jeg spurgte ud i salen, om nogen havde valgt at se filmen på grund af Pitt-drengen, var der mange hænder, der røg op.

Pitt gør det også rigtig fint, og man tror på hans projekt. Det kunne dog have været spændende, hvis man havde castet en mindre kendt skuespiller, da Pitt giver filmen den klassiske Hollywood-faktor af tryghed, som man eksempelvis ikke ser i The Walking Dead-tv-serien.

Netop The Walking Dead har også gjort meget godt for World War Z: Da jeg spurgte ud i salen, hvor mange der havde set The Walking Dead, røg stort set alle hænder op. Og jeg vil også gætte på, at The Walking Dead bliver endnu mere populær efter World War Z, så på den måde hjælper de to produkter hinanden med at genere flere medlemmer til zombieklubhuset.

Underholdende actionfilm

Som klassisk, intens, underholdende fortælling, fungerer World War Z ganske godt. Den er spændende – man sidder ofte langt ude på biografsædet – og i vanlig Hollywood-stil er der også blevet plads til humor, så man midt i gruen også trækker på smilebåndet. Filmen er lidt som Bourne-serien i zombieland, hvor action i stor skala er i højsædet.

Samtidig er der også blevet plads til flere ”intime” scener, hvor action afløses af suspense. Så filmen er lidt en bastard (dog med hjertet på det helt rigtige sted), der ikke helt ved, hvilken retning den skal tage, og slutningen er meget forceret – filmen kunne sagtens være 25 minutter længere. Ikke desto mindre fungerer den upåklageligt som en sommerblockbuster for det brede publikum, og det tager vi også imod med kyshånd, selvom vi nok selv her på Planet Pulp ville have produceret en dokumentarserie over den fremragende roman.

4 stjerner

Titel: World War Z
Instruktører: Marc Forster
Manuskript: Matthew Michael Carnahan, Drew Goddard, Damon Lindelof, J. Michael Straczynski efter roman af Max Brooks
Cast: Brad Pitt (Gerry), Mireille Enos (Karin), Daniella Kertesz (Segen)
Producere: Brad Pitt (producer), Ian Bryce (producer), Dede Gardner (producer), Jeremy Kleiner (producer) David Ellison (executive producer), Dana Goldberg (executive producer), Tim Headington (executive producer), Graham King (executive producer), Paul Schwake (executive producer), Bradford Simpson (executive producer)
Foto: Ben Seresin, Robert Richardson
Musik: Marco Beltrami
Klip: Roger Barton, Matt Chesse
Spilletid: 116 min
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, Malta, 2013
Produktionsselskaber: Plan B Entertainment og Paramount Pictures

Anmeldt i nr. 93 | 13/07/2013