The Making Of Jurassic Park

3 minutters læsetid
The Making Of Jurassic Park

For 20 år siden blev der skrevet filmhistorie, da der var premiere på Steven Spielbergs eventyrfilm Jurassic Park (1993), baseret på Michael Crichtons bestseller af samme navn. Filmen viste dinosaurer på den indtil da mest troværdige måde nogensinde – især med brug af CGI, der ændrede filmbranchen for altid.

Endnu i dag er Jurassic Park en af tidens største filmsucceser. Den startede en franchise, og efter den første film kom Spielbergs egen The Lost World: Jurassic Park (1997) og Joe Johnstons Jurassic Park 3 (2001). I skrivende stund er endnu en film på tegnebrættet; denne gang med den relative ukendte Colin Trevorrow bag kameraet.

Bogen The Making Of Jurassic Park, der er skrevet af Cinefex-journalisterne Don Shay og Judy Duncan, udkom naturligvis samtidig med Jurassic Park, og i anledning af 20 års-jubilæet for filmen, kigger vi her nærmere på den.

En detaljeret tilblivelseshistorie

The Making Of Jurassic Park er delt op i fire store kapitler, som er ”Preproduction”, ”Production”, ”Postproduction” og ”Storyboards”. ”Preproduction” fortæller, hvordan ideén til filmen opstod. Spielberg og Crichton mødtes engang, og Crichton fortalte om sin roman Jurassic Park og ideén om kloning af dinosaurus-DNA. Spielberg blev så begejstret for det, han hørte, at han købte rettighederne til romanen, før den overhovedet var udgivet. Crichton skrev filmmanuskriptet sammen med David Koepp, som siden blev en af Spielbergs faste manuskriptforfattere.

Spielberg ville have de mest troværdige dinosaurer på film overhovedet, så han hyrede dinosaureksperter til at hjælpe ham med det enorme researcharbejde, der tog mange måneder. Effektmesteren Stan Winston og hans dygtige folk skabte ud fra researcharbejdet flotte dinosaurer som bl.a den store T-Rex og de sindssygt skræmmende Velociraptors som robotstyrede dukker.

Bogen kommer godt omkring produktionen af filmen med kapitlet ”Production”. Størstedelen af filmen blev filmet på location i Hawaii, mens store effektsekvenser af tekniske årsager måtte laves i filmstudier i Californien. Mens Spielberg & Co. filmede i Hawaii, måtte de på et tidspunkt afbryde optagelserne på grund af en voldsom orkan. Nogle af de scener i filmen, der involver stormvejr, blev faktisk skudt de dage, orkanen rasede.

Man får også godt stof om castingen af filmen, der havde gode skuespillere som Sam Neill, Laura Dern, Jeff Goldblum, Richard Attenborough og Samuel L. Jackson på rollelisten.

De revolutionerede dino-effekter

I det spændende kapitel ”Postproduction” får man den fascinerende historie om de banebrydende, computerskabte dinosaurer. Oprindelig skulle de havde været skabt via den seneste udgave af stop motion-animation, nemlig go-motion – en teknik, der blev udviklet af den legendariske effektmager/stop motion-animator Phil Tippett.

Tippett havde i forvejen skabt en række animatics (animerende storyboards) til de vigtige dino-scener. Spielberg var dog usikker på, om stop motion-teknikken ville fungere, men han var også usikker på, om computereffekter kunne bruges på det tidspunkt.

Dennis Muren og hans folk fra ILM (Industrial Light & Magic) lavede nogle testscener med CGI-skabte dinosaurer, der overbeviste Spielberg om, at CGI var vejen frem. Tippett var bange for at hans rolle i produktionen af Jurassic Park var forbi, men Spielberg brugte ham som animationsinstruktør, så han kunne hjælpe computeranimatorerne til at skabe troværdige dino-animation, og resten er filmhistorie.

I resten af ”Postproduction”-kapitlet får man indsigt fra de sædvanlige Spielberg-folk, klipperen Michael Kahn og komponisten John Williams. De, og en masse andre, havde travlt med at færdiggøre Jurassic Park, mens Spielberg hastede videre til Holocaust-dramaet Schindler’s List (1993).

Storyboards, tegninger og billeder

The Making Of Jurassic Park er heldigvis fyldt til randen med making of-billeder, billeder fra selve filmen, flotte produktionsillustrationer fra folk som John Bell og Mark ”Crash” McCreery og sidst, men bestemt ikke mindst, storyboards, der har et helt kapitel for sig. Det er simpelthen cool at se de originale storyboards fra berømte scener som f.eks. T-Rex-scenen. Undervejs i bogen finder man også en lang række humoristiske dinosaurustegninger.

For enhver fan af Jurassic Park er The Making Of Jurassic Park et sandt must have. Det er en bog, der er skrevet med passion for filmarbejde, og den fungerer som et fint supplement til den fantastiske film, der stadigvæk betager og imponerer ens indre dinosaurusglade barn mange år efter.

6 stjerner
Titel: The Making Of Jurassic Park
Forfattere: Don Shay & Jody Duncan
Forlag/år: Ballantine Books, 1993
Format: Paperback
Sideantal: 198 sider

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Stikord: Dinosaurer, Filmhistorie

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.