13. april 2013

Fire: The Definitive Collection

Fire: The Definitive Collection er en nydelig produceret tegneserie af Brian Michael Bendis, der oser af film noir i sine stemningsfulde tegninger, men som historielæsning skuffer den med sit forudsigelige spionplot.

Tegneserieskaberen Brian Michael Bendis er en af de store navne indenfor den amerikanske tegneseriebranche. For Marvel Comics har han skrevet historier om Spider-Man, Thor og The Avengers som en del af forlagets satsning Ultimate Marvel Universe, der nyfortolkede figurerne for en ny generation af læsere.

Meget af Ultimate Marvel Universe har også fungeret som hovedinspiration til Marvel Studios-film som bl.a. Thor (2011) og The Avengers (2012). Bendis skrev også nogle Spawn-titler som Sam and Twitch og Hellspawn for Image Comics og har også skabt egne serier som den alternative krimitegneserie Powers, der forgår i en verden, hvor superhelte findes.

Her anmelder vi hans grafiske roman Fire: The Definitive Collection (2001), der var den første af en serie af selvstændige grafiske krimiromaner. Hans andre værker i den serie er Goldfish, Torso og Jinx. Fire blev oprindelig udgivet i to bind af forlaget Caliber Comics i 1994, men blev senere genudgivet af Image Comics i 2001 som en samlet udgivelse, og det er den, vi ser på her.

Fra student til spion

Historiens hovedperson/fortæller er den unge student Benjamin “Ben” Furst, der har travlt med at fuldføre sine studier. På en tilfældig nat bliver han overfaldet af en røver, men forsvarer sig selv meget effektivt. Det viser dog sig at røveriet var en slags test, udført af CIA, der ser Ben som en potentiel spion.

Med en iskold, kvindelig chef og en vaskeægte femme fatale af en babe som samarbejdspartner, bliver Ben sendt til lande som Japan og Brasilien, undercover som en britisk journalist. Undervejs i sine missioner bliver Ben mistænksom overfor sine arbejdsgivere og deres hemmelige planer…

Forudsigelig historie begravet i skyggeflader

Historien i Fire føles ikke som noget nyt, og den gør sig heller ikke umage med at komme med noget nyt indenfor spiongenren. Det hjælper heller ikke, at personerne føles som tomme klichéer, hvilken er en skam, når der nu er en god og velskrevet dialog mellem dem.

Bendis har ikke blot skrevet Fire, men han har også selv tegnet den i en sort/hvid streg med brug af fotokopier. Stregen er simpel og grov i det, og i mange af tegningerne er de forskellige personer begravet i store skyggeflader, der giver tegneserien en fin film noir-stemning. Mange af de visuelle sekvenser har tekstboks, der indeholder Bens fortællertekst. De er sekvenser, der ville fungere godt på film. Flot er f.eks. en stemningsfuld sexscene, der er lækker og stilfuldt udført.

I denne udgivelse er der en side med efterord fra Bendis selv, der viser og forklarer de grafiske ændringer med ”før og efter”-billeder af hans tegninger.

Flot og forglemmelig

Selv Bendis’ flotte tegninger kan ikke redde Fire fra at være en forglemmelig læseoplevelse med en spionhistorie, der føles som et opkog af en masse spionfilm. Bendis er i øvrigt ved at udvikle Fire som en film med High School Musical-stjernen Zac Efron i hovedrollen. Er det virkelig nødvendigt, når Fire i sig selv føles som en forglemmelig metervarefilm fra Hollywoods kyniske samlebåndsfabrik?

3 stjerner

Titel: Fire: The Definitive Collection
Forfatter: Brian Michael Bendis
Tegner: Brian Michael Bendis
Forlag, år: Image Comics, 2001
Albumlængde: 120 sider
hvid
Udkom oprindelig som to bind på forlaget Caliber Comics i 1994.

Anmeldt i nr. 90 | 13/04/2013