Signal to Noise

2 minutters læsetid
Signal to Noise

Forfatteren Neil Gaiman og illustratoren Dave McKean er ligesom Batman og Robin – en dynamisk duo. Indenfor for de sidste tyve år har de to briter skabt flotte og anderledes tegneserieværker som Violent Cases (1987), Black Orchid (1988) og The Tragical Comedy or Comical Tragedy of Mr. Punch (1994).

De har også samarbejdet med hinanden på andre projekter, så som børnebøgerne The Day I Swapped My Dad For Two Goldfish (1997) og The Wolves In The Walls (2003) samt den bizarre fantasyfilm MirrorMask (2005).

Her er det Gaiman og McKeans tegneserie Signal to Noise, det handler om. Den blev oprindelig udgivet som føljeton i det britiske magasin The Face i 1989 og senere kom en selvstændig udgivelse i 1992. Signal to Noise blev i øvrigt adapteret til et radiodrama på BBC og til en teaterforestilling. Den version af Signal to Noise der anmeldes her, er den seneste udgave, der udkom på Dark Horse Books i 2007.

En film om verdens undergang

Filmskaberen til et pressemøde.
Filmskaberen til et pressemøde.

En anerkendt filmskaber er ved at udvikle en ny film, der handler om verdens undergang. Men ironisk nok er filmskaberen ved at dø af kræft og har få måneder tilbage af sit liv. Det stopper ham dog ikke i at skabe sin film i manuskriptform – også selvom han aldrig når at lave selve filmen.

I løbet af tegneserien sætter han mentale og filmiske billeder på sin historie om nogle mennesker i en europæisk landsby, der ved år 999 e.Kr. er overbevist om, at Jorden vil gå under om en times tid.

Melankoli i ord og billeder

Døden ifølge McKean.
Døden ifølge McKean.

Neil Gaimans tekst er lyrisk og tankevækkende. Det er som at læse en voice over til en god art house-film, og man får helt lyst til at høre radioteaterudgaven. De mageløse illustrationer af Dave McKean løfter Gaimans tekst til et højere niveau. Billederne understreger tekstens melankoli på en mørk og stemningsfuld måde, og når man læser historien, føles det lidt som at se et storyboard til en film, hvilket jo passer perfekt til historiens koncept.

Sidst i 1980’erne mindede McKeans streg i Signal to Noise om den amerikanske tegneserietegner Bill Sienkiewicz, der ligesom McKean ikke er bleg for at eksperimentere med de grafiske muligheder indenfor tegneseriemediet.

I 2007-udgaven af Signal to Noise får man nogle gode introduktionstekster fra Gaiman og McKean, der fortæller om deres samarbejde plus den oprindelige, fine introduktionstekst af forfatteren Jonathan Carroll. En ekstra fed bonus er McKeans korte tegneseriedigte Hackers og Deconstruction og Gaimans digt Vier Mauren, der blev til i kølvandet på Berlinmurens fald i 1989.

For fans af alternative tegneserier

Signal to Noise er et fantastisk godt eksempel på en tegneserie til det voksne publikum. Den fascinerer og udfordrer med sin interessante tekst og sit rige billedsprog og får én til at tænke over sin egen dødelighed og meningen med livet.

Er man til alternative tegneserier, der giver en ordentlig omgang på tænkeren, og som er visuelt lækkert skruet sammen, kan Signal to Noise kun anbefales.

6 stjerner
Titel: Signal to Noise
Forfatter: Neil Gaiman
Tegner: Dave McKean
Forlag, år: Dark Horse Books, 1992 (denne udgave: Dark Horse Books, 2007)
Albumlængde: 96 sider
hvid
Udkom oprindelig som føljeton i magasinet The Face i 1989.

Anmeldt i nr. 89 | 13/03/2013

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.