The Amazing Spider-Man

5 minutters læsetid
The Amazing Spider-Man

Edderkoppen, som han hed i de gode gamle dage, var min adgangsbillet til Marvel-universet. Og den dag i dag står han stadig som et af de stærkeste Marvel-kort: Kombinationen af den meget menneskelige Parker og superhelten Spider-Man er det perfekte mix, som spinder en god tråd mellem det realistiske og det fantastiske. Noget som alle nørdede drenge kan forholde sig til.

Og nu er det så, nærmest på ti års dagen for Spider-Man (2002), blevet tid til en reboot af en allerede meget succesfuld filmserie, som ligger højt på alverdens all-time indtjeningslister. Og det tror jeg også, den nye kommer til at gøre.

Klar, parat, reboot!

I 2002 kom den oprindelige Spider-Man-film, der blev efterfulgt af to sequels i 2004 og 2007 – alle instrueret af den visuelle maestro Sam Raimi. Tre meget fine film, som på ingen måde skreg på nye efterfølgere eller for den sags skyld en genstart af serien. Men en genstart er lige præcis dét, The Amazing Spider-Man er.

Vi skal endnu engang følge, hvordan den unge Peter Parker går fra at være en langlemmet teenager til at blive en meget sej og respekteret superhelt. Så er filmen overhovedet nødvendig? Det korte svar er nej, og det lange svar er ja! Nej, fordi det hele er set før.

Man kan i den sammenhæng også spørge, hvorfor man så hurtigt vælger at reboote serien, og det enkle svar er knyttet til økonomien. For det første ønsker Disney-koncernen at tjene nogle af de mange dollars ind (ca. 4,25 milliarder dollars), som de valgte at kaste efter Marvel Entertainment, som de købte i 2009 – altså efter de oprindelige Spider-Man-film.

Og det er faktisk godt set af Disney. For selvom superheltebølgen startede tilbage i 2000 med X-Men, så er bølgen de sidste par år blevet mere hot end nogensinde før. Ikke kun kommercielt men også kvalitativt.

Superheltebølgen fortsætter

Her på redaktion er vi svært glade for The Avengers (2012), men også film som Captain America: The First Avenger (2011), Thor (2011) og X-Men: First Class (2011) har vist, at der stadig er kvalitet i superheltegenren.

Så selvom det kun er ti år siden, Sam Raimis Spider-Man så dagens lys og kun fem år siden, Spider-Man 3 havde sin sejrsgang i biograferne, er det ikke nogen dårlig ide at reboote serien netop nu, hvor der stadig er salg i heltene. Og med efterfølgere til eksempelvis Thor, The Avengers og X-Men i støbeskeen, kommer den nye Spider-Man-franchise ikke til at fremstå som klassens underlige dreng.

Og her følger så det lange svar i forhold til, om filmen er nødvendig. The Amazing Spider-Man er, hvis man vurderer den på egne edderkoppeben, en underholdende og meget velspillet sommerblockbuster. På trods af, at den nærmest “bare” gentager en succes, er den faktisk lavet med sjæl og indlevelse.

Men når man har sagt A (reboot), så må man også sige B (originhistorie), og så kan vi så gemme originaliteten til efterfølgeren, hvor baggrunden og hovedkarakteren er etableret. Så hvis efterfølgeren bliver ringe og uoriginal, vil det også kaste et dårligt lys over The Amazing Spider-Man, hvor meget af tiltrækningen netop ligger i, at den lægger op til nye fortællinger, som ikke er spundet sammen med Raimis edderkoppedreng.

Filmens lysende stjerne: Andrew Garfield

I The Amazing Spider-Man læner originfortællingen sig nemlig meget kraftigt op ad Raimis udgave, og det er kun detaljer, der skiller dem ad. Men hvor Raimis største force ligger i det visuelle, har instruktøren af The Amazing Spider-Man, den stort set ukendte Marc Webb (ja, det hedder han!), satset mere på sin hovedperson, og her har han fået den perfekte hjælp fra Andrew Garfield.

Tobey Maguire var bestemt ikke dårlig, men Garfield overhaler ham på alle fronter. Så jeg glæder mig meget til fortsættelsen, hvor man kan rive sig længere væk fra originalens spind og lade edderkoppen stå på egne ben. Og der kommer en fortsættelse, hvilket en lille sekvens efter teksterne tydeligt fortæller.

Det er ikke kun Garfield, der skal have ros. Som Onkel Ben har Martin Sheen en masse troværdighed, og det virker som om hans egne fejl i virkelighedens verden med sønnen bad boy Charlie har smittet af på ham: Man tror på Sheens opdragende ord. Sally Field gør det, som Sally Field gør bedst, at se bekymret ud, og Emma Stone som Gwen Stacy er både smuk og giver Garfield fint modspil. I den klassiske Jekyll/Hyde-rolle som Dr. Connors/Lizardman er Rhys Ifans fin, selvom hans rolle svigtes, da der hen i mod slutningen går alt for meget CGI i banditten.

Et spøjst, men effektivt, castingvalg er Dennis Leary som Gwens far Captain George Stacy: Leary tager sin opgave seriøst, samtidig med at han løber af sted med nogle af filmens bedste replikker. Min personlige favorit kommer, da den grønne øgle begynder at hærge løs: “What do I look like, the mayor of Tokyo?”

Men det er Andrew Garfields film, og det er hans fortjeneste, at man langt hen ad vejen bærer over med “bare” at blive præsenteret for det samme, som vi gjorde for ti år siden. Garfield er en rising star, men vi har allerede set ham i fremragende roller i Never Let Me Go (2010), The Social Network (2010) og ikke mindst Boy A (2007).

Han er om nogen fremtidens stjerne, som formår at blande “nørdheden” med noget farligt og dramatisk. Derfor fungerer han så godt som Peter Parker, og specielt high school-scenerne og transformation fra skater og fysiknørd (ja, en cool kombo, som man ikke så da jeg var knægt) til liansvingende superhelt er formidabelt realiseret.

Man tror på Garfield, og det gør, at man tror på The Amazing Spider-Man, som på overfladen er en ganske banal superheltefortælling. Og så er Stan Lees cameo ren guf, som velsagtens aldrig er set bedre i Lees efterhånden store cameo-karriere

Underholdende film som råber på den nødvendige efterfølger

Bevares, der går lidt for meget computergrafik i den hen i mod slutningen, og filmen overrasker ikke. Men det gør faktisk ikke så meget. Filmen lægger sig solidt i den højere ende af “bevægelsen” med en Garfield, der stikker sit drengede hoved frem og får en til at huske filmen og samtidig glæde sig til en fortsættelse. Så i forhold til spørgsmålet om filmen er nødvendig eller ej, må konklusionen være, at det er den, og det skyldes Andrew Garfield!

The Amazing Spider-Man er en ganske underholdende film, som vi fra redaktionen vil anbefale, at man ser her i sommervarmen – og da det sikkert snart bliver regn igen, er der endnu mere grund til et smut i biografen. Og så kan man sammen med vennerne diskutere hvilken version, der er bedst, mens man fordøjer indtrykkene, colaen og de mange popcorn. Én ting er sikkert og vist: Der kommer en efterfølger, og vi glæder os allerede til at følge Garfield og co.!

4 stjerner
Titel: The Amazing Spider-Man
Instruktør: Marc Webb
Manuskript: James Vanderbilt, Alvin Sargent & Steve Kloves
Cast: Andrew Garfield (Spider-Man/Peter Parker), Emma Stone (Gwen Stacy), Rhys Ifans (The Lizard/Dr. Curt Connors), Denis Leary (Captain Stacy), Martin Sheen (Uncle Ben), Sally Field (Aunt May)
Producere: Avi Arad (producer), Matthew Tolmach (producer), Laura Ziskin (producer), Michael Grillo (executive producer), Stan Lee (executive producer)
Foto: John Schwartzman
Klip: Alan Edward Ball, Michael McCusker, Pietro Scalia
Musik: James Horner
Spilletid: 136 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2012
Produktionsselskaber: Columbia Pictures, Laura Ziskin Productions, Marvel Enterprises, Marvel Studios

Anmeldt uden for nummer | 05/07/2012

Stikord: Reboot, Superhelte

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.