13. juni 2012

The Thing That Never Was: Om William F. Nolans udkast til The Thing

John W. Campbells klassiske novelle Who Goes There? er i skrivende stund blevet filmatiseret tre gange. Men det kunne være gået meget anderledes.

I stedet for den formskiftende skabning fra 1982-udgaven, skrevet af Bill Lancaster, kunne vi have fået en udenjordisk besættelse fra William F. Nolans hånd, og i stedet for Eric Heisserers manus til 2011-udgaven kunne vi havde fået en Sy Fy Channel-miniserie, produceret af ingen ringere end Frank Darabont (The Walking Dead) eller en meget anderledes handling af Ronald D. Moore (Battlestar Galactica).

Rocket Ride Books’ udgivelse af Who Goes There? er – trods et flot cover – en lidt tynd kop te, eftersom det sådan set blot er Campbells lange novelle/kortroman, der er sat op på en sådan måde, at den fylder hundrede sider. Hvis det først og fremmest er novellen, man er interesseret i, bør man investere i en hvilken som antologi, der også showcaser resten af Campbells forfatterskab.

Men denne udgave indeholder også et screen treatment af William F. Nolan, som aldrig blev til noget, foruden hans egen mening om de forskellige udgaver. Det er interessant nok i sig selv, eftersom manden har et temmelig solidt claim to fame for romanen Logan’s Run.

Bemærk: Screen treatment, ikke screenplay. Der blev aldrig skrevet et egentligt manuskript, så der er snarere tale om en udvidet synopsis. Det gør det desværre meget sværere at bedømme kvaliteten af hvad det kunne være blevet til, eftersom der er meget lidt dialog med.

Mysterium versus kosmisk rædsel

Da John Carpenter stod over for at skulle instruere The Thing i 1980’erne, var han ikke i tvivl om, at han ikke ønskede at konkurrere med den kendte og elskede The Thing from Another World (1951), så der skulle ikke være tale om en genindspilning – snarere end ny film, der fulgte forlægget bedre.

Forskellen imellem novellen og 1951-udgaven bestod dels i karaktererne, dels i at novellens monster var en formskifter og “tingen” i 1951-udgaven var en form for plantemonster.

William F. Nolan skriver, at han havde fået samme opgave – han skulle komme tættere på novellen. Men til forskel fra Carpenter, havde han ikke det store til overs for 1951-klassikeren. Alene bedømt på det grundlag, der hedder “tættere på forlægget”, kan vi være glade for, at 1982-udgaven blev skrevet af den unge og ellers ukendte Bill Lancaster og ikke prisvindende William F. Nolan. Hvor den film, vi fik, rent faktisk havde et monster, der kunne skifte form (ligesom i novellen), forestillede Nolan sig en art besættelse, der gik fra vært til vært.

Men for at være fair, så er lige så mange af novellens karakterer bevaret – såvel som brugen af telepati (der slet ikke er med i 1982-udgaven). Derudover kan idéen om værtskroppe sagtens gøres uhyggelig, ikke mindst fordi mysteriet om, hvem der er hvem, er blevet prioriteret. Men så er der alt det andet, som var med til at gøre både novellen og filmen så gode: Det apokalyptiske element (som også var stærkt nærværende i 1951-udgaven – ”Keep watching the skies!”), og det vanvid, der griber nogle af karaktererne.

Basalt set er Nolans udgave “bare” et mysterium med en klart defineret løsning. Det kan være fint nok, men i alle de øvrige udgaver er der meget mere på spil. Dette skyldes ikke mindst, at monstret i både novellen og 1982-udgaven er en art infektion, der kan sprede sig, hvilket skaber en form for “kosmisk rædsel”, mens besættelsen i Nolans udgave var begrænset til få personer (hvor stygge planer de så end måtte have).

Lidt for meget Body Snatchers

Det er dog sandt nok, at uanset hvor meget 1982-udgaven kan roses for at have holdt sig tættere til novellens stil, genre og koncepter, kan det ikke uden videre påstås, at det gør det bedre i sig selv – ej heller er en større historie nødvendigvis bedre end et begrænset mysterium eller rå uhygge bedre end en gåde.

Derfor kan det så påpeges, at 1982-udgaven i hvert fald er mere original. Selvfølgelig har instruktør og designere meget at gøre med dette, men Nolans udgave indeholder så klichéprægede elementer som POV-shots fra monstrets side med et mærkeligt filter hen over (tænk Predator, 1987, og Alien 3, 1992), lysende øjne pga. besættelse (tænk begge udgaver af Village of the Damned (1960, 1995), Stargate (1994), ja selv Alone in the Dark, 2005) og så det faktum, at special effects-højdepunktet består i at de opbrugte hylstre (menneskekroppe!) krøller sammen.

Det ville selvfølgelig have været spændende at se realiseret – i det mindste hvis ikke samme effekt allerede var brugt i 1978-udgaven af Invasion of the Body Snatchers – endnu en film om falske mennesker!

Spøjst sammentræf

Et lille sted, hvor både Nolan og 1982-udgaven divergerer fra forlægget, er selve begyndelsen. Hvor novellen etablerer en dødalvorlig stemning helt fra begyndelsen, er det første vi ser til selve polarbasens mandskab hos Nolan, at de prøver på at spille baseball ude på isen.

Selv om 1982-udgaven starter langt mere dystert ud, er det første, vi ser til mandskabet også, at de alle sammen spiller, drikker, ryger og i det hele taget laver alt andet end at arbejde. Meningen med begge scener er at illustrere de absurditeter, men også den varme, der må være blandt mandskabet på en base på Sydpolen.

Undertegnede skal ikke kunne sige, hvor realistisk det er, men håber da, at denne og andre artikler kan skaffe mig ind på en ekspedition dertil i den nærmeste fremtid.

Hvis du vil læse nærmere om Frank Darabonts og David Leslie Johnsons aldrig realiserede Sy Fy Channel-miniserie, er der en fin artikel på Corona Coming Attractions, og samme site har også en artikel om Ronald D. Moores ubrugte manuskript.

William F. Nolans screen treatment kan findes i Who Goes There? The Novella that formed the basis of The Thing, forlaget Rocket Ride Books, 2009.