The Thing

4 minutters læsetid
The Thing

“Novelizations” (vi mangler et dansk begreb for fænomenet) er filmmanuskripter, der er blevet omskrevet til romaner. Deres appel er, at de byder på en lille smule anderledes version af en historie, som publikum allerede synes om. Hvorfor?

Fordi manuskripter løbende omskrives, instruktør og skuespillere ændrer på detaljer, og klipperen udelader eller bytter om på scener. Der er bare lige det, at John Carpenters The Thing (1982) er baseret på en kortroman fra 1938 – hvordan følger man op på det med en novelization?

John W. Campells klassiske fortælling Who Goes There? er en så kendt og elsket klassiker i science fiction-litteraturen, at det nærmest var indlysende, at der måtte komme op til flere filmatiseringer. Til gengæld er det nærmest latterligt overhovedet at overveje at omskrive manuskriptet til en roman. Fortællingen findes jo allerede på tryk!

Forestiller man sig at nogen genskrev fortællinger, skrevet af ikoner inden for andre genrer – H.P. Lovecraft, Arthur Conan Doyle eller Ian Fleming – forekommer tanken endnu mere absurd. Hvis det bare handler om, at man gerne vil vide, hvad der ikke kom med i filmen (hvilket nærmest er eksistensgrundlaget for en novelization), giver det umiddelbart bedre mening at lede efter det oprindelige The Thing-manuskript af Bill Lancaster.

Men…

Imidlertid er denne novelization utrolig vellykket – også som en roman i sig selv. Grunden hedder Alan Dean Foster; den bedste håndværker inden for det sære fag, der hedder bearbejdning af manuskripter og i øvrigt en glimrende forfatter på egen hånd.

Hans største claim to fame blandt nørder er fortsættelsen til Star Wars (1977), Splinter of the Mind’s Eye, der udkom i 1978. Allerede fra første sætning i The Thing er det tydeligt, at Foster havde ægte ambitioner omkring bogen:

”The worst desert on Earth never gets hot. It boasts no towering sand dunes like the Sahara, no miles and miles of barren gravel as does the Gobi. The winds that torment this empty land make those that sweep over the Rub Al Khali seem like spring breezes.”

Fosters stil har faktisk en vis lighed med det, man enten kan elske eller hade hos John W. Campbell: Lange passager med beskrivelser, fyldige dialoger, info-dumps om personernes baggrund osv. Kort sagt: Håndværket er upåklageligt. Den er velskreven, og fungerer både som omskrivning af et manuskript og som homage til guldalderens science fiction.

Men for også at være underholdende og interessant, altså mere og andet end et re-hash, skal der selvfølgelig være markante ændringer i forhold til forlæggene.

The Thing som action?!

Så godt som alle ændringer, der blev foretaget fra Bill Lancasters manuskript og så til den endelige film, er gode ændringer. Der savnes kun meget lidt, især fordi nogle af de ændrede scener virker, som om de var skrevet til en helt anden type film! Sagt med andre ord: Både den oprindelige kortroman og 1982-filmen er bedre historier end Bill Lancasters manus!

Når det er sagt, så kan især fans af forlæggene få meget ud af at tænke sig til, hvilken film vi kunne have fået. Væsentlige ændringer inkluderer en dramatisk kampscene på snescootere og en scene, hvor kokken bruger sine rulleskøjter til at slippe væk. Den første sekvens er både intens og lader til at kunne være blevet visuelt spændende, hvis den var endt i filmen, mens den anden simpelthen er rent ud sagt fjollet.

Under alle omstændigheder peger begge sekvenser på, at man oprindelig havde forestillet sig en film, der foregik i et højere tempo, og med decideret action. I den endelige film hverken jager hovedpersonerne monstret eller bliver jaget af det. Resultatet blev en film, der har en ganske anden spændingskurve end ordinære monsterfilm, og hvor alle møder med monstret er helt tæt på. Ikke mindst er monstrets fremmeste evne i Fosters version og Lancasters manuskript at kunne forandre sig til dødbringende væsener, hvilket gør den farligst i sine egne skikkelser.

I filmen er væsenet derimod allermest sårbart, når det forandrer skikkelse, hvilket imidlertid har en nærmest hypnotisk virkning på hovedpersonerne. Havde man bibeholdt actionscenerne, var der sikkert kommet en meget underholdende film ud af det – men ikke det meget originale værk, vi fik.

Show, don’t tell?

Det kan være svært at sige noget kritisk om en så nær-fejlfri science fiction-gyser som The Thing (altså Carpenters film), men nu det endelig skal være:

Det er ikke til at sige, hvor lang tid der går imellem de forskellige white-outs, og selv om det for det meste ikke betyder andet end en lidt mudret kontinuitet, så er der én scene, hvor hovedpersonerne omtaler en strømafbrydelse, som vi – publikum – ikke har set udspille sig. Det er nu engang et fejlgreb at fortælle os at noget er sket i stedet for at vise os det også selv om det formentlig er resultatet af, at en scene er havnet på gulvet i klipperummet.

Endvidere er denne sekvens faktisk bogens mest nervepirrende – en værdig scene i ethvert drama om paranoia, så det er ærgerligt, den røg ud af filmen, men heldigvis har vi den i Fosters romanudgave.

Alt i alt

Det er bemærkelsesværdigt, at Alan Dean Foster har fået omskrevet manuskriptet til en bog, der fungerer fint i sig selv, og som er virkelig interessant at sammenligne med alle de øvrige udgaver af fortællingen. Bogen er ikke billig at få fingre i, men den er heller ikke urimeligt dyr, så det kan kraftigt anbefales at gå på jagt efter den!

4 stjerner
Titel: The Thing
Forfatter: Alan Dean Foster
Forlag: Bantam Books
Udgivelsesår: 1982
Format: Paperback
Sidetal: 196

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Novelization

Rasmus Wichmann. Rasmus har skrevet for Himmelskibet 2007-2011, Novum 2011-2012, samt bidraget med shows til Fantasticon og oversættelser for Science Fiction Cirklen.

Skriv et svar

Your email address will not be published.