13. juni 2012

La endemoniada

Her har vi et spansk plagiat af The Exorcist, som vil og kan mere end bare at være en kopi. Filmen leverer kompromisløs horror, der halter noget i udførelsen, men ikke desto mindre er der tale om en interessant bearbejdning af William Friedkins klassiker.

William Friedkins The Exorcist fra 1973 sendte chokbølger gennem filmlandskabet. Den var med til at vise en ny side af den amerikanske gyser, og den trækker stadig spor ind i genrefilmen i dag. Friedkins film kom da også nærmest øjeblikkeligt til at danne grundlag for en stribe mere eller mindre vellykkede plagiater, der lukrerede på forlæggets popularitet og tema.

Vi har her på Planet Pulp tidligere stiftet bekendtskab med Abby, William Girdlers jævne blaxploitation-fortolkning af The Exorcist fra 1974. Nu er turen så kommet til La endemoniada fra 1975. En film skrevet og instrueret af den spanske instruktør Amando de Ossorio, der var en prominent horrorinstruktør i 70’ernes Spanien. Her på siden kender vi ham fra den såkaldte Blind Dead-serie, der har fået en del fans gennem årene.

Satans uvæsen
Lille Susan Barnes (Marián Salgado)
Hvor filmens handling udspiller sig, bliver aldrig helt præciseret. Rollernes navne er engelske, men vi befinder os tydeligvis i et sydeuropæisk land – formentlig Spanien. I en navnløs storby, efter en periode hvor kirker er blevet skændet, bliver et spædbarn kidnappet. Noget er på færde, og sagen er ved at få politiske konsekvenser.

Den øverste politikommissær mr. Barnes beslutter at sætte alt ind på at finde spædbarnet, og da meget peger på en sammenhæng mellem det blasfemiske hærværk og kidnapningen, sender han politikorpset ud til de lokale sigøjnere. De er kendte for at dyrke sort magi og sataniske besværgelser.

Her arresterer politiet sigøjnernes gamle heks og åndelige leder – en ekstremt hæslig hejre, der tydeligvis er lige så ædende ond, som hun er grim. Desværre får de hende aldrig afhørt, for da betjentene truer heksen med et sandhedsserum, beslutter den gamle at begå selvmord. Hun hopper ud af vinduet og sværger hævn over politikommissæren – en frygtelig hævn skal det vise sig. Den gamle heks har nemlig hidkaldt en dæmon, der på lusket vis besætter kommissærens datter Susan.

Sigøjnerne forsikre sig om, at Susan er blevet besat
Lille Susan gennemlever nu en besættelse og forvandling, formet helt efter Friedkins film. Først bander hun grimt, så bliver hun konfronterende og pervers, og endelig transformeres Susan til en uhyggelig parodi på et barn – præcis som stakkels Regan gjorde det. Det er ikke noget kønt syn, og politikommissærens husstand er på den anden ende, ikke mindst da poltergeist-lignende hændelser skræmmer tjenestefolkene fra vid og sans.

Indledningsvist søger Barnes-familien hjælp hos lægerne, men de kan ikke komme med nogen god forklaring på de mystiske episoder i huset eller Susans pludselige forandring. Det bliver derfor den trofaste sekretær Anne Crawford, der tager kontakt til præsten Fader Juan. Først nu er der håb for Susan, men spørgsmålet er, om præsten kommer for sent eller om pigens sjæl står til at redde?

Samme historie – to fortolkninger
Anne Crawford (Lone Fleming)
Det er relativt let at afvise Amando de Ossorios La endemoniada som et ublu plagiat, der udelukkende snylter på forlæggets kassesucces. Noget er der helt sikkert om sagen. La endemoniada er på mange måder et billigt remake uden samme midler til chokerende special effects.

Men netop fordi La endemoniada er blevet til under helt andre vilkår, har det også været nødvendigt for holdet bag filmen at træffe nogle anderledes valg og omskrive handlingen flere steder. Det gør, at Amando de Ossorios film om dæmonisk besættelse, trods de åbenlyse fællestræk, faktisk bevæger sig ganske langt væk fra udgangspunktet. Det lykkes dermed instruktøren at genfortælle historien om den lille, uskyldige pige, der besættes af en ond dæmon på en ny og ganske god måde.

Først og fremmest kan man notere sig, at den besatte Susan ikke er bundet til sengen som Regan. Susan kommer omkring i byen og driver sit uvæsen ude blandt folk. I dæmonisk skikkelse vender pigen dermed hjem til sigøjnerne, hvor hun deltager i deres sorte messer, og hun er også med til at sætte en stopper for den nysgerrige journalist Wiliam Grant, der måske er ved at komme på sporet af Susan.

Sigøjnerheksen (Kali Hansa) død som en sild
Forskellen til Friedkins film bliver måske tydeligst i selve udtrykket. Hvor The Exorcist er gennemsyret af en amerikansk katolicisme, præget af en noget intellektuel eller puritansk åre, er La endemoniada rendyrket, spansk katolicisme. Det vil sige en kirkekultur mærket af en helt anderledes spraglet og umiddelbart sanselig forestillingsverden. Det ses ikke alene i de kirker, man ser i løbet af filmen, men i hele omgangen med tro og religiøsitet.

La endemoniada ligger derfor egentlig også meget tættere på film som Moctezumas Alucarda (1978) eller Marins À Meia-Noite Levarei Sua Alma (1964) end The Exorcist. Man kan faktisk sige, at dæmonbesættelsen i La endemoniada næsten kommer som et naturligt element i filmens miljø, hvilket står i skarp kontrast til dæmonen Pazuzus besættelse af Regan i Georgetown. Her er vi ikke et sekund i tvivl om det naturstridige i hændelserne; en følelse man slet ikke genfinder i Amando de Ossorios film, der er fyldt med sort magi og mystik.

Gode idéer og en befriende konsekvens
Til messe for Satan
La endemoniada skaber sit eget rum, og det gør den ganske godt. Der er flere fine idéer i filmen og til trods for, at mange scener er lånt direkte fra Friedkins film, er der også gode scener, der er helt nytænkte. Faktisk er en af de mere vellykkede ting den måde, som Susan bliver fremstillet på. I stedet for at lade Susan blive forvandlet til et oppustet, kadaverlignende væsen som Regan, antager Susan den gamle heks’ krop.

Man har dermed sminket barneskuespilleren Marián Salgado, så hun ligner en gammel dame. Det er særdeles effektfuldt, ikke mindst fordi pigen i forvejen har et ganske specielt udseende. Her kan det så indskydes, at det var Marián Salgado, der lagde stemme til Linda Blairs rolle, da The Exorcist skulle synkroniseres til det spanske publikum.

En anden stærk scene opstår, da Susan får lokket en af sine modstandere i et baghold. Først flirter den lille barnedæmon vulgært med manden og forsøger at kysse ham, men da han panisk støder hende fra sig, overfalder hun ham og dræber ham. Her stopper scenen imidlertid ikke, for dernæst går den lille dæmon i gang med at undersøge, hvad hun eventuelt er gået glip af ved at famle rundt i den dødes skridt. Endeligt kastrerer hun manden – off screen – og overbringer de ædle dele, indpakket som gave, til den dødes kæreste.

Susan som besat
Ganske skrap kost, men kastrationsscenen bliver overgået af den meget overraskende offerscene tidligt i filmen. Her får vi lov at overvære, hvordan det kidnappede spædbarn bliver dræbt til ære for Satan, hvorefter de forsamlede hekse drikker babyens blod af en kalk. Den ondskabsfulde prik over i’et er, at satanisterne smider babyens lig på en legeplads, så det er børn, der opdager det, mens de spiller bold.

Vi ser ikke selve dolkningen af babyen, men det til trods er det stadig en ret voldsom scene, som faktisk virker både forbløffende og rå. Men netop denne råhed er noget af det, der gør La endemoniada interessant. Den er nærmest forfriskende, fordi Amando de Ossorio tør vise det, som man normalt kun antyder eller helt udelader. Vi får da også denne hårdhed serveret i sin yderste konsekvens i filmens slutning, hvor La endemoniada går helt egne veje uden at skæve til Friedkins film.

Men stor kunst er det ikke
Det godes forkæmper - Fader Juan (Julián Mateos)
På trods af alle de gode takter er det ikke nogen stor film, vi her har med at gøre. La endemoniada er solid og fængende, flere steder visuelt fascinerende og ganske ubehagelig, men der er også mange svage elementer.

Der medvirker et læsfuld af halvdårlige skuespillere, blandt andet flere af de mange betjente som løbende optræder, og den småracistiske skildring af sigøjnerne bliver også en tand for karikeret. Det er dermed Marián Salgado og horrorveteranen Lone Fleming i rollen som sekretær, der trækker læsset for et generelt slapt hold.

Fleming kan i øvrigt også opleves i Ossorios Blind Dead-serie, hvor hun indtager en af hovedrollerne. Samtidig er der flere af de scener, som gentager situationer fra The Exorcist, der virker mekaniske, uden indlevelse eller funktion. De er der bare, uden det gør synderligt indtryk eller flytter handlingen nogen steder. Den slags tangerer det pinagtige, men det er hovedsageligt i filmens første del, de optræder.

Midtvejs begynder La endemoniada at gå egne veje, og dermed vinder filmen betydeligt. Det må nok også nævnes, at effekterne i filmen ikke ligefrem er storslåede, men heldigvis forsøger den sig ikke udi det helt vilde. Dermed undgår vi deciderede pinligheder.

Et element fortsætter dog hele filmen igennem, og det er de ret ligegyldige flashbacks til tiden, før Fader Juan blev præst. Han svigtede sin forlovede ved at træde ind i kirken, og det plager ham nu. Idéen om de sjælelige kvaler er helt klart hentet hos den ligeledes plagede Fader Damian Karras fra The Exorcist, men idéen holder ikke i Ossorios film, hvor det bliver dumt fyld.

I det store hele er der således tale om en film, der leverer en spændende fortolkning af The Exorcist. Og det gør den faktisk ganske overraskende godt. Det er nok også forklaringen på, at filmen senere faktisk fik ganske stor distribution på VHS-markedet, hvor den blandt andet også kom til Danmark som Satans datter. På DVD er den kun udkommet i en billig boks med genrefilm, uden der er blevet gjort noget for billedkvaliteten.

Billedsiden lider derfor en hel del, når man ser La endemoniada i dag, men det må vi leve med, indtil den bliver udgivet ordentligt. For der skal ikke herske nogen tvivl om, at La endemoniada er værd at se, hvis bare man er villig til at se igennem fingrene med dens åbenlyse svagheder.

3 stjerner

Titel: La endemoniada
Dansk titel: Satans datter
Andre titler: Demon Witch Child (US), The Possessed (US)
Instruktør: Amando de Ossorio
Manuskript: Amando de Ossorio
Cast: Julián Mateos (Fader Juan), Marián Salgado (Susan Barnes), Fernando Sancho (Politichefen), Lone Fleming (Anne Crawford), Ángel del Pozo (Mr. Barnes), Kali Hansa (Den gamle sigøjnerheks), Daniel Martín (William Grant)
Producere: Isaac Hernández (producer), Julio Vallejo (executive producer)
Foto: Vicente Minaya
Musik: Victor & Diego
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Spanien, 1975
Produktionsselskaber: Isaac Hernández Poncela, Richard Films P.C.
Distributør (DVD): Fortune 5 DVD
Udgave/region: 0
hvid
Udsendt som del af boksen Grindhouse Experience

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012