The Devil Rides Out

7 minutters læsetid
The Devil Rides Out

Den særdeles kulørte engelske pulpforfatter Dennis Wheatley havde en mindst lige så kulørt løbebane. Det stod bestemt ikke i kortene, at han skulle blive forfatter. Først tog han en uddannelse i marinen, dernæst rejste han til Tyskland, hvor han blev uddannet som vinkyper og tilmed lærte at drikke som en svamp.

Efter opholdet i Tyskland kunne Wheatley tage tilbage til London og overtage familiens gamle importfirma, der netop havde specialiseret sig i tyske vine. Ifølge Wheatley selv kørte forretningen strygende under hans ledelse, så da biksen gik bankerot kort før Første Verdenskrig, var det så absolut ikke hans skyld.

Stort ego

Dennis Wheatley (1897-1977).
Dennis Wheatley (1897-1977).

Uden arbejde og med en gevaldig gæld, kom han på, at man muligvis kunne sælge en historie eller to til en avis, så Wheatley gik i gang med at skrive, og hans novelle blev rent faktisk købt. Snart var han en topsælgende ugebladsforfatter, der levede af føljetoner. Hurtigt begyndte han at udgive egentlige bøger, og blev en endda meget læst forfatter.

På den tid begyndte Wheatley at opfatte sig selv som en mand af betydeligt format, så da Anden Verdenskrig bankede på døren, tilbød han sine evner til den britiske efterretningstjeneste. De takkede nej, til Wheatleys store overraskelse, men da han senere fik til opgave at skrive en hel stribe “tænk nu hvis”-håndbøger for indenrigsministeriet, fik forfatterens ego i nogen grad oprejsning.

Med “tænk nu hvis”-håndbøger menes der i øvrigt små situationsberetninger med titler som The Invasion and Conquest of Britain og Village Defence, der eksempelvis skulle forsøge at skildre England i tilfælde af en tysk invasion og andre lignende scenarier, der havde til hensigt at forberede politikere og militærfolk på fremtidens eventualiteter.

Alt dette kan man i øvrigt læse gengivet, nedskrevet med slet skjult stolthed, i Dennis Wheatleys lille selvbiografiske indledning til den genudgivelse af hans romaner, som blev udsendt i slutningen af 70’erne.

Paranoidt verdensbillede

Førsteudgaven af 'The Devil Rides Out' fra 1934.
Førsteudgaven af ‘The Devil Rides Out’ fra 1934.

Et særligt træk ved Wheatleys forfatterskab, der bedst beskrives som rendyrket pulplitteratur i stil med Ian Flemings romaner og dennes amerikanske pendanter på den anden side af Atlanten, er de såkaldte “black magic stories”, som Wheatley rent faktisk skrev en hel del af.

Lidt pudsigt var Dennis Wheatley nemlig overbevist om eksistensen af magiske kræfter og overnaturlige fænomener. Navnlig var han helt og aldeles overbevist om, at der vitterligt eksisterede sataniske loger, skjult for ordensmagtens øjne, der praktiserede sorte messer og menneskeofringer, og som planlagde hvordan de kunne skade den kristne verdensorden mest muligt.

I flere af hans romaner mere end antydes det eksempelvis, at det var satanister, der var med til at starte begge verdenskrige, men hvorvidt dette rent faktisk også var et synspunkt, Wheatley personligt støttede, skal ikke kunne siges. Dog er der meget, der tyder på det, navnlig når man læser hans bog The Devil and All His Works fra 1971, der kortlægger hele forfatterens ganske paranoide verdensbillede.

Det skal i øvrigt nævnes, at Wheatley aktivt tog kontakt til flere af samtidens førende britiske okkultister for at finde svar og facts. Det førte ham bl.a. til Aleister Crowley (1875-1947), det selvudråbte “Store dyr” og måske nok én af de mest berygtede okkultister.

Crowley var utvivlsomt mere end glad for at kunne bekræfte Wheatleys bekymrede forestillinger om den sorte magis kræfter, og frem til sin død i 1977 fortsatte Wheatley med at advare mod flirten med sortekunster. Selve forfatterens argument for magiens eksistens var i øvrigt det gammelkendte mundheld “nutidens magi, morgendagens videnskab”.

Farverige hovedpersoner

Den første sataniske historie, som Wheatley skrev, kom til at hedde The Devil Rides Out. Den løb oprindeligt som føljeton i avisen Daily Mirror gennem oktober måned 1934, hvorefter historien blev samlet, forlænget og udgivet i bogform den 12. december samme år.

I bogen vendte Wheatley tilbage til det persongalleri, han havde introduceret i sin debutroman The Forbidden Territory fra 1933. Den første bog var en hæsblæsende spændingsroman, der udspillede sig i den sibiriske ødemark, hvor en håndfuld gæve mænd forsøgte at opklare hvad det var for eksperimenter, som russerne udførte i det fra titlen kendte “forbidden territory”.

Som sagt vendte Wheatley tilbage til sine helte i The Devil Rides Out. Gruppens anfører er den franske adelsmand Duc de Richleau, der foruden en betragtelig charme, intelligens og rigdom er i besiddelse af en leksikal viden om hele klodens kulturhistorie. Richleau får følgeskab af den amerikanske kamppilot Rex van Ryn, der foruden sit gode udseende er stærk som en bjørn.

Dertil kommer Richard Eaton, der er indbegrebet af en engelsk adelsmand. Han er rig, flot, dygtig og jordbunden. Gruppens sidste medlem er den jødiske akademiker Simon Aron, der er den eneste, som ikke beskrives som køn, men derimod har han æren af næsten at være Richleaus intellektuelle modstykke, hvilket igen og igen fremhæves som noget ganske særligt.

Nu skal det også nævnes, at vennegruppen samlede den ufatteligt smukke Marie op, mens de opholdt sig i Rusland. Hun tog med dem tilbage til England, og her giftede hun sig med Richard. Marie er sådan set også en del af gruppen, men når det virkeligt brænder på, må damerne blive hjemme og overlade sagen til mændene, så hun spiller i nogen grad andenviolin i seriens univers.

Satanister!

Kort fra den første udgave af romanen.
Kort fra den første udgave af romanen.

Som det nok fremgår, er det mildest talt stereotype karakterer, vi her har med at gøre. Der bliver smurt rigtig tykt på, og det er i grund og bund besynderligt, at en så kompetent gruppe skulle kunne blive presset på nogen som helst måde. Det kan de imidlertid, for efter vi forlod dem i The Forbidden Territory er Simon begyndte at interessere sig for okkultisme; en interesse, der opstod gennem hans fascination af kabbala.

Det har fået ham ud i noget snavs, hvilket vennerne allerede har bemærket en del tid før, romanen begynder. Bogen åbner netop som Rex, Richleau og Simon skal mødes til en middagsaftale. Simon har imidlertid aflyst, hvilket er et komplet brud på alle vennegruppens traditioner, og de er sikre på, at deres jødiske ven aldrig ville gøre noget i den stil, med mindre han var under pres.

Derfor beslutter Rex og greven, at de vil opsøge Simon i hans hjem. Det fører til en temmelig akavet situation, for deres ven har huset fuldt af mystiske gæster, og snart står det klart for Richleau, at det er satanister, de har med at gøre. Simon virker ikke ved sine fulde fem, og nu kan handlingen så begynde at rulle.

Okkult artefakt

Først prøver vennerne at redde Simon, men den stakkels mand står under magisk indflydelse fra den hæslige Mocata – en fransk satanist med betragtelige evner. Der skal således drastiske midler til, og da det endeligt lykkes for vennerne at få Simon fri fra djævledyrkernes selskab, bliver det afsløret, at sagen rent faktisk er mere alvorlig end som så.

Simon kan nemlig fortælle, at satanisterne arbejder på at finde “The Talisman of Set”, et ældgammelt okkult artefakt, der skulle kunne slippe apokalypsens fire ryttere løs på verden. Da det går op for vores fire venner, kender de kun én udvej: Mocata, satanisternes leder, må dø.

Historien får dog ikke lov til at udvikle sig til en ren menneskejagt, for flere plottråde introduceres løbende. I satanisternes selskab befinder der sig således en ung og naturligvis meget smuk dame, lady Tanith, som Rex forelsker sig hovedkulds i. Den slags skaber jo altid problemer, men da det lykkes for Mocata at kidnappe Richard og Maries datter Fleur, og da Simon samtidig forsvinder, ser det sort ud.

Overskruet handling i skyhøjt tempo

Historien i The Devil Rides Out går over stok og sten. Den fører os rundt i England, til Paris og endda til Grækenland. Plottet er på én gang ganske, ganske forudsigeligt, men samtidig opstår der løbende uventede situationer, som man faktisk som læser ikke kunne være forberedt på.

Det giver historien et herligt tempo, der, kombineret med kapitlernes cliffhangers, giver et godt incitament til lige at snuppe et kapitel mere, nu hvor man er i gang. Den tempofyldte stil og de mange omveje i plottet skyldes helt sikkert bogens baggrund som føljeton, og det kan som så mange gange før konkluderes, at det bestemt ikke er en fortid som skader.

The Devil Rides Out er således rigtig underholdende læsning, og navnlig fordi handlingen er helt og aldeles overskruet. Det skyldes dels den uhyrlige mængde klichéer, der bruges, dels de mange overnaturlige elementer, der sniger sig ind. Især i de kapitler der direkte berører satanisterne, får den hele armen. Vi taler om dæmoner, som vokser frem af pentagrammer, sataniske gedebukke og sortemesser beskrevet i bedste Goya-stil.

Det skal dog også nævnes, at Dennis Wheatley ikke var nogen stor forfatter. Hans bøger lever på deres spektakulære handling og tempo, ikke på originalitet eller sprog. Teksten er svulmende, og tonen kan ligefrem blive belærende eller bedrevidende i de tilfælde, hvor Wheatley gerne vil demonstrere sin store sagkundskab, om det så er vin eller satanisme, han skriver om. Som forfatter er Wheatley altså absolut en letvægter, men det er der jo så mange der er.

Førsteklasses trashlitteratur, der varmt kan anbefales

Dennis Wheatleys The Devil Rides Out er førsteklasses trashlitteratur. Det er ikke horror i egentlig forstand, for selv om der flere steder bliver lagt op til gys, hænger der trods alt en så tung stemning af eventyr, forstået som den engelske “adventure”-genre, og pulpfyldt heltemod over romanen, at man ikke for alvor frygter for heltene.

Det betyder dog ikke så meget, for Wheatleys okkulte action holder helt bestemt, og jeg vil endda mene, at det bare er blevet bedre med tiden. I dag, hvor det netop er blevet populært at trække på pulpforfatterne, er det meget forfriskende at gå tilbage til kilden, og opleve historiernes faktiske charme. The Devil Rides Out kan derfor på det varmeste anbefales.

Det skal også siges, at Christopher Lee var så begejstret for Dennis Wheatleys roman, at han foreslog Hammer Studios, at de skulle indspille historien med ham i rollen som Richleau. Det projekt blev realiseret i 1968 med Terence Fischer i instruktørstolen. Filmen fik i øvrigt samme navn som romanen.

Dennis Wheatley er ikke velkendt i Danmark, men en stor del af hans historier er alligevel blevet oversat. Man kan derfor også finde The Devil Rides Out på dansk, under titlen Djævlen rider ud, senest udgivet af forlaget Forum i 1992.

5 stjerner
Titel: The Devil Rides Out
Forfatter:Dennis Wheatley
Udgivet: 1934
Forlag: Hutchinson
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1972
Forlag: Heron Books
Format: Hardcover
Sideantal: 310
hvid
Den anmeldte udgave er en del af den genudgivelse af Dennis Wheatleys bøger, som Heron Books udsendte i 1972. Bogen er illustreret med tegninger af den engelske tegner Ian Miller, som rollespillere vil kende fra hans samarbejde med Games Workshop i 1980’erne, mens Tolkien-fans sikkert vil genkende hans streg fra den flotte A Tolkien Bestiary, der udkom i 1979.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Dæmoner, Filmatiseret, Okkultisme, Pulp, Satanisme

Skriv et svar

Your email address will not be published.