Hvorfor er det interessant at beskæftige sig med en afdød pulpforfatter fra første halvdel af det tyvende århundrede? Godt spørgsmål, men ligegyldigt hvad, så er det tydeligvis noget, der interesserer mange. Lovecraft får betydeligt mere opmærksomhed end sine samtidige, lige så afdøde, med-pulpforfattere og sine forgængere (med udtagelse af Edgar Allan Poe, selvfølgelig).
Da det ikke lader til, at H.P. Lovecraft har ført det mest spændende liv, nærmere modsat hvis man skal følge myten, så må det konkluderes, at det ikke er hans liv, der har fanget interessen, men nærmere hans personlighed, hvor den kronologiske udfoldelse af forfatterens liv nærmere ses som en kombineret forklaring på dannelsen af hans personlighed og denne personligheds udfoldelse.
Det er myten om H.P. Lovecraft, der gør sig gældende, og som vækker al denne interesse (som alle gode myter gør). Lad mig forklare, hvad jeg mener med myten om Lovecraft.
Myten som den viser sig
I enhver given samtale med den helt almindelige, gennemsnitlige nørd, hvor snakken tilfældigvis bevæger sig ind på noget relateret til Cthulhu Mythos-værkerne og deres skaber Lovecraft, er det første, der kommer for dagen nok forestillingen om gigantiske tentakelmonstre/guder med Great Cthulhu selv som the head honcho.
Andenpladsen indtages af Lovecrafts fupbog Necronomicon, som alle måske ikke er helt afklarede med er opdigtet, og den dertilhørende forestilling om okkulte bøger, der gør læseren vanvittig.
Efter disse to absolutte hovedstjerner på Lovecraft-himlen, er det efterfølgende for det meste Lovecraft selv, som virkelig person, der har bidt sig fast hos de fleste. Der bliver i den forbindelse hyppigt fremhævet en række ting om hans person. At der var sindssyge i familien, dvs. hans far døde af syfilis, men det er ikke altid, den detalje kommer med. Dette indebærer selvfølgelig antydningen af, at HP selv var lidt utilregnelig.
Det bliver også tit fremhævet, at han levede isoleret og tilbragte hele sit liv i sin elskede fødeby Providence i New England – hvilket ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden – hvor han boede sammen med sine to ældre tanter til sin død (igen en sandhed med modifikationer, ligesom resten af påstandene i de næste par linjer).
Mindre flatterende forestillinger
Til myten om Lovecrafts eneboeragtige livsførelse hører selvfølgelig også, at han ingen eller kun få personlige venner havde, og at han aldrig i sit liv havde et fast arbejde eller indtægt, men levede af den arvede familieformue, som var mere eller mindre opbrugt ved hans forholdsvis tidlige død (sjovt nok minder denne myte om den tilsvarende om Søren Kierkegaard, der også skulle have levet hele sit liv af en familieformue til den var opbrugt, da Kierkegaard døde i nogenlunde samme alder som Lovecraft).
Med til dette billede af Lovecraft som en skræmt, intellektuel eneboer, der foretrak bøger frem for mennesker og drømte sig tilbage til andre tider og bedre steder, hører selvsagt også, at han ikke skulle have haft omgang med det andet køn, og han slet ikke kunne lide kvinder, men nærmest skulle have været udpræget misogyn og kvindeangst. Dette med undtagelse af hans tanter selvfølgelig, og med dertilhørende antydning af homoseksualitet (igen kan man se en parallel til lignende historier fra biografier om Kierkegaard, Nietzsche, Tolkien, C.S. Lewis m.fl.).
For at blive ved den mindre flatterende del af forestillingerne om Lovecraft, så tillægges han også ofte at skulle have været racistisk, både i sine historier og som person. Dette grænsende over i en direkte antisemitisme og flirten med nazismen. Blandt de mere tekniske detaljer til denne del af myten, hives der altid et brevcitat frem i manegen, hvor Lovecraft siger om Hitler, at “I like the boy” på trods af de fejl, Adolf end måtte have.
Dette var en kort skitsering af det gennemsnitlige billede, som de fleste, der kender H.P. Lovecraft og hans forfatterskab, hvor overfladisk dette kendskab så end måtte være, har af personen Lovecraft.
En virkelig historie?
Som ved alle biografier og biografiske fortællinger tillægges skildringen af Lovecrafts liv særlig betydning. Ikke fordi det er en god historie, men fordi den er sand, eller, om man vil, “virkelig” (som i “en virkelig historie” eller “en historie fra det virkelige liv”). Og netop dette, at det er en sand historie, er virkelig noget, der formår at sælge varen og fange folks interesse.
Man behøver bare at se på bestsellerlisterne i månederne op til jul, hvor der bliver solgt flest bøger overhovedet. Her er det biografierne og selvbiografierne, der topper listerne. Men spørgsmålet er så, om dette passer; er historien om H.P. Lovecrafts liv og personlighed sand med stort S? Eller rettere: Hvor kommer mytens forskellige elementer fra? Og hvilke dele er sandsynlige, og hvilke mindre sandsynlige?
Det ville selvfølgelig være helt hen i vejret for mig at prøve at give en detaljeret vurdering af den historiske sandhedsværdi ved hvert enkelt element i de forskellige biografier. Det er heller ikke målet med denne artikel. Det er mere beskedent, nemlig at give et overblik over, hvad der er af biografier og deslige om Lovecraft som person.
Jeg har bevidst kun valgt at skrive om bøger om Lovecraft og ikke artikler. Det ville være en helt uoverskuelig opgave: Mængden af fanartikler om H.P. Lovecraft, der også indeholder biografisk stof, er enorm (og denne artikel er selvfølgelig endnu en i mængden).
Det virker nærmest som om, at alle, der har læst mindst fem historier af Lovecraft, før eller siden bliver nødt til at skrive om ham (og igen går jeg som artikelforfatter ikke ram forbi). Men netop dette er vel kendetegnet på en myte i moderne folkloristik: En historie man simpelthen bliver nødt til at fortælle videre til andre, efter at man selv har hørt den.
Det bringer os så til den anden grund til, at jeg ikke har medtaget biografiske artikler om Lovecraft. Så godt som alle de artikler, jeg har læst i den retning, er en gengivelse af stort set det samme stof, for det meste uden referencer eller andre former for henvisninger.
De tre store og den ene glemte – foregangsmænd og giganter
Der er tre store biografister, og én lidt mere overset, som man simpelthen ikke kan komme udenom, når man snakker Lovecraft. Det er Lin Carter, der var den første til overhovedet at udgive en biografi om forfatteren og derved åbne feltet. Han bliver dog tit glemt til fordel for Frank Belknap Long, som ofte betragtes som den første HPL-biografist, og L. Sprague de Camp, der lavede den første rigtigt grundig og gennemarbejde biografi. Efterfølgende har S.T. Joshi fra 1980’erne og frem nærmest helt sat sig på feltet som den førende Lovecraft-forsker.
Frank Belknap Long bliver som nævnt ofte betragtet som den allerførste, der skriver en egentlig biografi. Han udgiver i 1975 bogen Howard Philips Lovecraft: Dreamer on the Nightside på August Derleths forlag Arkham House. Det er en personlig biografi, da Long nok er den eneste af Lovecrafts biografister, der har kendt H.P. Lovecraft i levende live. Bogen er da heller ikke fyldt med facts og referencer, men med historier og anekdoter fra Longs personlige erindring om forfatteren. Det er uden tvivl et varmt og velskrevet portræt, der tegnes, om end måske lidt ensidigt.
L. Sprague de Camp skriver samme år en mursten af en biografi, 510 sider lang. Den har titlen Lovecraft: A Biography (ja, så simpelt kan det gøres), først udgivet af Doubleday, New York i 1975. L. Sprague de Camp er egentlig fantasy-/SF-/horror-forfatter af profession. Han havde, allerede før han skrev biografien, udgivet en næsten uoverskuelig mængde af noveller og romaner, og han har skrevet mange efter.
Nogle af dem skrevet sammen med Robert E. Howard, skaberen af Conan og én af Lovecrafts gamle pen pals, og de Camp har efter Howards død skrevet flere Conan-bøger og noveller. Det bliver da også ofte fremhævet i kritikken af hans biografi, at han egentlig er skønlitterær pulpforfatter og ikke en “scholar”, hvad det så end skal betyde – i hvert fald ikke, at man nødvendigvis har en akademisk grad.
Andre kritikpunkter ved L. Sprague de Camps Lovecraft-biografi er som oftest, at han fremhæver og fokuserer på forfatterskabets svage sider. Til de Camps forsvar må det dog siges, at de fleste nok ikke går i gang med en 500 sider lang Lovecraft-biografi, hvis man ikke i forvejen har en vis interesse i Lovecraft og dermed sikkert også på et eller andet plan har en svaghed for historierne.
Pessimistisk synsvinkel
L. Sprague de Camp er imidlertid ikke kun kritisk overfor Lovecrafts forfatterskab, men betragter også personen Lovecraft ud fra en til tider ret pessimistisk synsvinkel. Blandt andet fremhæver de Camp ofte gennem biografien Lovecrafts mere “sære” træk. Som for eksempel hans specielle madvaner med dertilhørende kræsenhed. Eller hans adskillige udsagn, fra Lovecraft selv og fra andre, der beskriver Lovecraft som en ensom og isoleret person.
Værre bliver det dog, når de Camp kommer ind på debatten om Lovecrafts racistiske tilbøjeligheder, antisemitisme og flirten med nazismen. Her er L. Sprague de Camp en af de største fortalere for udlægningen af Lovecraft som en klart xenofobisk racist med nationalromantiske, nazistiske forestillinger om et arisk herrefolk. Det er måske her på sin plads at nævne, at Belknap Long i sin bog har et længere kapitel, der udelukkende handler om, hvorvidt Lovecraft egentlig var racist.
Heri drager Belknap Long den konklusion, at det er da muligt, at nogle af Lovecrafts citater fra breve og deslige kan tolkes som racistiske, og måske lyder sådan i moderne ører, men at det venlige menneske, som han og andre personligt kendte Lovecraft som, bestemt ikke opførte sig eller gav udtryk for noget sådant, og det kunne de heller ikke forestille sig om ham.
Ikke overraskende afviser L. Sprague de Camp dette i sin biografi med argumentet, at det blot er Belknap Long, der med en vis naivitet prøver at beskytte sin gamle, afdøde ven, og tillægger ikke kapitlet mere værdi end som et eksempel på mistolkning af Lovecrafts breve.
I den anden grøft
L. Sprague de Camps negative holdninger hvad angår Lovecraft skal nok ses i forhold til, at hans bog er den første virkelig systematisk gennemarbejdede biografi om forfatteren. Hans mål er dermed også at nå anerkendelse udenfor en lille sluttet kreds af Lovecraft-entusiaster, og han er sikkert bange for at få skudt i skoene, at hans biografi er forblændet af forfatteren.
Altså at de Camp ikke ville skydes i skoene, at han ikke at kunne se, at Lovecrafts værker næppe er stor litteratur, eller at Lovecraft har givet udtryk for holdninger, som eftertiden nok vil betragte som mindre heldige. Han er derfor formodentlig gået over i den helt anden grøft ved at fremhæve og tydeliggøre disse ting for at sikre sit værk mod en sådan eventuel kritik fra akademiske læsere, der ikke nødvendigvis på forhånd er ubetinget begejstret for Lovecraft.
Den glemte
Belknap Longs bog udkom samme år som, men lidt før, L. Sprague de Camps, og disse to biografier har i fællesskab overskygget den første biografi, der faktisk blev skrevet. Nemlig Lin Carters Lovecraft: A Look Behind The Cthulhu Mythos, der udkom tre år før, i 1972, på Ballantines forlag, New York.
Det er en kort lille sag på lige omkring 180 sider i pocket size paperback-format. Bogens baggrund (og det gælder for øvrigt også de andre halvfjerdserbiografier) skal ses på baggrund af en voksende interesse for Lovecraft, der begyndte at slå igennem i efterkrigstiden. Han havde nu en fanskare, der var større, end han havde i levende live.
Dermed voksede interessen også for forfatteren som person, og Lin Carter havde på det tidspunkt lavet flere biografiske artikler til forskellige mindre blade, hvilket så til sidst resulterer i bogen. Som Lin Carter selv siger i sin indledning, så bunder bogen i hans egen fascination i lige dele af Lovecraft og Cthulhu Mythosens udvikling, og den indeholder derfor ikke elementer som fodnoter, referencer eller litteraturlister.
Dette er måske også grunden til, at Lin Carters Lovecraft-biografi er blevet overset i forhold til Belknap Longs og L. Sprague de Camps. Den har ikke Longs helt personlige vinkel, og de Camps bog overgår den langt hvad angår grundighed og dybde (den er også næsten tre gange længere end Carters). Men ret skal være ret, og Lin Carters bog er altså den første rigtige Lovecraftbiografi, og bestemt ikke nogen dårlig bog.
Fælles for Carter, Long og de Camp er, at de alle egentlig af erhverv er forfattere, hvilket man godt kan mærke. Det er for alle vedkommende underholdende læsning, selv L. Sprague de Camps 500-plus siders mursten, der ikke, i hvert fald for mit vedkommende, bliver kedelig. Dette er specielt godt klaret, når man tænker over, at den person, de alle tre biograferer, ikke har levet det mest spændingsfyldte liv.
Den største af de tre store, S.T. Joshi
I 1990 sker der dog for alvor noget indenfor feltet af Lovecraft-biografer: En ny ledestjerne melder sin ankomst. Dette sker, da S.T. Joshi udgiver bogen H.P. Lovecraft: The Decline of The West (første udgave af Starmont House, Mercer Island, senere udgivet af Wildside Press, New Jersey).
Titlen refererer selvfølgelig til Oswald Spenglers klassiker Der Untergang des Abendlandes, som på engelsk har titlen The Decline of The West. Der Untergang des Abendlandes udkom første gang i 1918 ved slutningen af Første Verdenskrig. I den præsenterer Spengler en cyklisk/evolutionistisk teori om civilisationers opståen og undergang, set ud fra en civilisationspessimistisk synsvinkel, stærkt påvirket af Nietzsche og Schopenhauer.
Tredivernes nationalsocialister anså da også Spengler og hans bog som en forløber for deres ideologi. Den danske titel på Spenglers bog er for øvrigt Vesterlandets undergang: omrids af en verdenshistories morfologi (den tyske udgave har egentlig også undertitlen Umrisse einer Morphologie der Weltgeschichte), den er oversat af Mogens Boisen, og udgivet af Aschehoug i København, 1962.
S.T. Joshi havde før redigeret og udgivet bøger om Lovecraft. Blandt andet en mindre bog med titlen H.P. Lovecraft fra 1982, der kom som nr. 13 i serien Starmont Reader’s Guide, udgivet af Starmont House, Mercer Island, og derud over havde han også redigeret artikelsamlingen H.P. Lovecraft: Four decades of criticism (1980, Ohio University Press).
Sidstnævnte er en artikelsamling, dog delt op i forskellige dele: Generelt om Lovecraft, om Cthulhu Mythosen, litterære påvirkninger, filosofi og psykologi og endelig Lovecrafts poesi. Flere kendte forfattere har skrevet artiklerne hertil, blandt andet Robert Bloch og Fritz Leiber.
Cosmic terror
Det er dog først med H.P. Lovecraft: The Decline of The West, at Joshi slår sit navn fast. Den centrale tese i bogen, også hvad angår Joshis tilgang til Lovecraft, er, at Lovecrafts værker indeholder en filosofi, der benævnes som “cosmic terror”.
“Cosmic terror” kan opsummeres som følger: Mennesket er ubetydeligt i forhold til det store kosmiske verdensrum, og det samme gør sig gældende for al menneskelig handling. Den vestlige kultur og civilisation er i en tilstand af uundgåeligt og irreversibel forfald, noget der må ske for enhver kultur der opstår. Titlen på Joshis bog og referencen til Spengler er på den baggrund til at forstå. Grundlæggende har denne tanke og udgangspunktet ikke ændret sig hos Joshi siden hen.
Efterfølgende er han blevet den absolutte frontfigur indenfor Lovecraft-forskningen. “The most formidable scholar in the Lovecraft field” som der står bag på én af hans bøger. Han har gennem de sidste ti år stået for udgivelsen og redigeringen af Lovecrafts værker (han har, alene af Lovecraft-noveller, redigeret over 33 udgivelser) og af Lovecrafts utallige efterladte breve samt lavet bibliografier om Lovecraft, oversat afhandlinger om forfatteren til engelsk og stået som redaktør på flere artikelsamlinger, selvfølgelig om H.P. Lovecraft.
Hvis der fandtes et center for studier af Howard Phillips Lovecraft, så ville Joshi være leder af dette center. Som om dette ikke var nok, har han også med en glubende arbejdsiver kastet sig over Lovecrafts inspirationskilder og samarbejdspartnere. Han har udgivet bøger om Ambrose Bierce, Lord Dunsany, redigeret bøger om og af Algernon Blackwood, Clark Ashton Smith og Arthur Machen.
Endelig har han også kastet sig over Lovecrafts ven Robert E. Howard, der også skrev nogle af sine historier indenfor Cthulhu Mythosen, som Lovecraft opfordrede ham og andre til. Netop Lovecraft og Howard kæder Joshi sammen i og med, at han mener, at de deler samme kulturpessimisme og et generelt nietzscheansk had eller afsky til al civilisation. Denne tolkning har mange steder i den akademiske verden vundet indpas. På den hjemlige front kan man blandt andet se den i medieforskeren Rikke Schubarts læsning af Robert E. Howards Conan-historier.
En arbejdsom herre
Ud over H.P. Lovecraft: The Decline of The West har S.T. Joshi også i de senere år udgivet nogle mere omfattende bøger om Lovecraft. I 1996 kom H.P. Lovecraft: A Life for første gang, udgivet af Necronomicon Press, West Warwick. Dette er en ordentlig moppedreng på 704 sider, der for alvor vælter L. Sprague de Camps biografi af tronen.
Skulle der være nogen, der var i tvivl om Joshis status som førende på feltet, så kan de i hvert fald ikke være det mere efter denne udgivelse. Alene sideantallet overgår alle andre Lovecraft-biografier. Fem år senere, i 2001, udkommer fra Joshi hånd A Dreamer and a Visionary: H.P. Lovecraft in his time, udgivet af Liverpool University Press. Denne bog er en del af serien Liverpool Science Fiction Texts and Studies, der også indeholder biografier af andre kendte SF-/fantasy-forfattere.
Det siger sig selv, at dette er endnu Lovecraft-biografi. Det viser sig dog, når man læser nærmere i bogen, at den faktisk blot er en nedkortet udgave af Joshis større biografiske værk H.P. Lovecraft: A Life, uden at det dog står nogen som helst steder i bogen! På den måde kan man jo sagtens være arbejdsom og få en masse lavet, eller i hvert fald få det til at se sådan ud.
I 2001 skriver Joshi også bogen An H.P. Lovecraft Encyclopedia i samarbejde med David E. Schultz, der bliver udgivet af Greenwood Press, Westport. Som titlen siger, så er dette mere eller mindre et opslagsværk om Lovecraft, både som person og som forfatter, ordnet alfabetisk. Lovecrafts venner og familie er her, samtidig kan man slå de forskellige historier og karakterer/steder/ting fra disse op heri, plus bøger og værker om Lovecrafts Mythos-univers. Vægten er dog hovedsagligt på Lovecrafts historier, ting derfra og analyser deraf samt forfattere, der har inspireret ham (som f.eks. Chambers eller Algernon Blackwood).
Derudover skal det afslutningsvis også nævnes, at Joshi (selvfølgelig) har lavet en Lovecraft-bibliografi. Den har titlen H.P. Lovecraft and Lovecraft Criticism: An Annotated Bibliography og er skrevet sammen med L.D. Blackmore, udgivet i 1985 af Necronomicon Press, West Warwick. Den er et godt sted at begynde, hvis man vil søge flere bøger og artikler om H.P.Lovecraft.
Alle de andre – de små fisk
Ud over dette hovedpanteon af forfattere, der her er blevet skitseret, findes der selvfølgelig mange andre, der har kastet sig ud i at skrive én eller flere biografiske bøger om Lovecraft. Jeg har ikke kunnet tage hver og en med her, dette er blot et lille udpluk.
Udvalget er hovedsageligt sat sammen efter de mest udbredte og lettest tilgængelig, til dels gennem hvad der er på danske biblioteker og hvad man kan købe f.eks. gennem Amazon. En del af dem er egentlig ikke “rigtige” biografier, hvis man skal være helt stringent. Men de bliver trods det ofte kategoriseret som biografier i bibliotekskataloger og lignede, og har da som oftest også biografiske elementer i sig.
The H.P. Lovecraft Companion af Philip A. Shreffler (1977, Greenwood Press, Westport) bliver for det meste kategoriseret som en biografi af bibliotekerne (hvilket er helt i overensstemmelse med de Library of Congress Cataloging in Publication Data, som står i bogens kolofon), men den er ikke nogen egentlig biografi. Den behandler Lovecrafts inspirationskilder og hans egne litterære overvejelser og gennemgår overordnet størstedelen af Lovecrafts noveller samt de fleste karakterer og Mythosvæsner i dem. Men personen Lovecraft skriver Shreffler så godt som ingenting om, kun forfatteren Lovecraft.
Maurice Levys Lovecraft: A Study in the Fantastic, udgivet i 1988 af Wayne State University Press, står også oftest registreret som biografi. Men det er faktisk en fransk doktorafhandling, for øvrigt oversat til engelsk af S.T. Joshi, der hovedsageligt handler om de centrale temaer i Lovecrafts noveller og beskæftiger sig for så vidt ikke med biografi. Som analyseværk er Levys afhandling meget rost, hvis det er det man er til.
Donald R. Burleson har begået to værker om Lovecraft. Den første af dem, H.P. Lovecraft A Critical Study, er udgivet i 1983 af Greenwood Press, Westport. A Critical Study fokuserer, som det måske fremgår af titlen, på litterære analyser af forfatterens værker. Disse analyser er kombineret med Lovecrafts egne kommentarer til disse i breve og lignende. Dette kombineret med, at hele værket i sin gennemgang er ordnet kronologisk i forhold til Lovecrafts liv, giver bogen et præg, der nærmer sig det biografiske.
Burlesons andet værk, Lovecraft: Disturbing the Universe, udgivet i 1990 af The University Press of Kentucky, er derimod kun helliget litterær analyse af Lovecrafts historier. Bogen står ofte registreret som biografi, men den er en gennemgang og analyse af 13 af Lovecrafts bedst kendte noveller med afsluttende konklusion og ikke så meget andet end det.
Peter Cannon har skrevet en bog med den sigende titel H.P. Lovecraft, udgivet i 1989, som led i Twaynes United States Authors Series, Boston. Efter en kort introduktion af Lovecrafts liv og personlighed introduceres også de centrale temaer i hans værker. Derefter gennemgås historierne i korte analyser én efter én. Igen kronologisk med små kommentarer til, hvad der skete i Lovecrafts liv på det givne tidspunkt.
Lovecraft: A Century Less A Dream, Selected Criticism on H.P. Lovecraft (2002, Wildside Press, New Jersey) er en samling af artikler, redigeret af Scott Conner, hovedsageligt om Lovecrafts værker og temaer deri, men også undersøgelser af dele af personen Lovecraft. Det vil igen sige en balancegang mellem analyse og biografi.
Lovecraft at Last er en samling af brevveksling mellem Lovecraft og den på det tidspunkt femtenårige Willis Conover i det sidste år før hans død. Conover har selv sammensat bogen og udgav den før sin død i 1996 i et begrænset oplag på 3000 eksemplarer. Den er blevet genudgivet 2002 af Cooper Square Press, New York, med en ny indledning af (hvem ellers?) S.T. Joshi. Det er en smuk lille sag, der som Belknap Longs bog, giver et lidt mere personligt indblik i Lovecraft som ven og menneske. Det er da også det, der gør den nærværende og interessant i forhold til de andre.
Endelig er der Eternal Lovecraft: The Persistence of HPL in Popular Culture, redigeret af Jim Turner, udgivet i 1998 af Golden Gryphon Press, Illinois. Titlen lover jo virkelig godt. Det var selvfølgelig også den, der allerførst fangede min interesse, og den er sådan set også hovedgrunden til, at den bliver nævnt her overhovedet. For det viser sig slet ikke at være en biografi, selv om den igen står katalogiseret sådan.
Det drejer sig faktisk om en antologi, bestående af kendte og halvkendte forfatteres forsøg ud i at lave en kort Lovecraft-agtig novelle, samt enkelte artikler om Lovecraft og Lovecraft-relaterede forfattere, der balancerer på grænsen mellem essay, personlig historie og fiktion spædet op med faktuelle personer og hændelser (jep, meget lovecraftiansk i stil).
Disse er altså ikke skrevet til novellesamlingen, men er en opsamling af historier som er skrevet og udgivet fra de sene halvtredsere og op til halvfemserne. Her er forfattere som Stephen King, Harlan Ellison, Fritz Leiber, Gene Wolfe, William Browning Spencer og Nancy A. Collins repræsenteret. Det hele er overordnet inddelt i tre temaer fra Lovecrafts forfatterskab, med titlerne “Lovecraft Country”, “Eldritch Influences” og “Cosmic Realms”.
Som novellesamling er denne bog helt klart alle pengene værd. Historierne er gode og varierede, men stadig indenfor et overordnet tema. Bogen er lækker og godt layoutet og selvfølgelig sjov i sig selv som popkulturel genstand. Men hvad angår biografisk materiale om Lovecraft, går man forgæves her (det er selvfølgelig heller ikke bogens formål), ud over som endnu en manifestation af kultdyrkelsen af og omkring Lovecraft.
Men hvor gemmer virkelighedens Lovecraft sig?
Hvad er det, der er så tiltalende ved myten H.P. Lovecraft? Tja, for det første har han selv været godt med til at skabe den, mens han endnu var i levende live. For det andet er det måske “the next best thing” for den mere modne Lovecraft-nørd. Når det ikke mere er så socialt acceptabelt at give sig helt hen til en udforskning af Cthulhu Mythosen, som det måske er i de tidlige teenageår for de fleste, ja så kan man kaste sig over det mere legitime felt, nemlig den “virkelige” person og historierne om denne, der sjovt nok virker som dele taget ud af én af Lovecrafts egne historie.
For at svare på spørgsmålet fra begyndelsen, så lavede Lovecraft de bedste, eller i hvert fald mest langtidsholdbare forestillinger i sine historier, og det gælder åbenbart også i sine historier om sig selv. Og her skinner Lovecrafts helt specielle evne igennem i forhold til de andre pulpforfattere (noget som både Borges og Eco beundrer ham for), nemlig at finde grænselandet mellem fiktion, det opfundne og det virkelige og at blande det sammen, så det er svært helt at afgøre, hvor det ene begynder, og det andet slutter.
Hvorom alting er, så er der elementer af myten om Lovecraft, som man, med et blot overfladisk kendskab til de mest almindelig biografiske data om forfatteren, ikke kan andet end at forholde sig skeptisk til, hvis endda ikke helt afvise. At Lovecraft skulle have været en racistisk/antisemitisk kvindehader, der helt ikke bevægede sig udenfor sin trygge lilleby, Providence, er svært at forene med, at Lovecraft var gift med en ung, succesfuld og udadvendt jødiske kvinde (Sonia Haft Greene), som han boede med i to år i det centrale Brooklyn, New York.
Dette er endog så svært foreneligt med store del af det gængse billede af Lovecraft, at den biografiske artikel om Lovecraft og hans liv i rollespillet Call of Cthulhu (1981) kommenterer dette så kort, som det overhovedet er muligt, dog uden at undlade at nævne ægteskabet. Det er ligeledes svært at kombinere billedet af Lovecraft som et ensomt og isoleret menneske med det faktum at han har skrevet flere tusinde breve og har haft mange faste korrespondancer, heraf nogle som han skrev med næsten dagligt. Dertil kommer, at han efterlod en stor vennekreds ved sin død, hvoraf han havde været en god ven og mentor for mange.
Alt i alt må man sige, at Lovecraft var god til at skabe fængende historier, hvoraf én af dem er den, han fortalte om sig selv som en konservativ, romantisk, altmodisch eneboertype. Når folk siger, at hovedpersonerne i Lovecrafts noveller minder om ham, så er det ikke sandt. Det er Lovecrafts historie om sig selv, der minder om hans andre historier.
Udgivet i nr. 1 | 13/11/2005
Stikord: H.P. Lovecraft
