Ravkikkerten

4 minutters læsetid
Ravkikkerten

Ravkikkerten er tredje bind i Phillip Pullmans trilogi om Det gyldne kompas. Romanen tager sin begyndelse umiddelbart, hvor andet bind, Skyggernes kniv, slutter.

Hovedpersonerne Lyra og Will er adskilte, og Lyra ligger i en slags koma, som hendes mor, Fru Coulter, har lagt hende i. Will er alene. Hans far er netop blevet dræbt af den heks, der elskede ham. Som følgesvende får han to engle af lav rang, der er udsendt af Lord Asriel. Der er kort sagt ikke meget at glæde sig over.

Fungerer på tre planer

Handlingen i trilogiens sidste del fungerer på tre planer. På det ene plan må børnene ved hjælp af Skyggernes kniv drage til de dødes verden for at befri den dreng, hvis død Lyra forvoldte i Det gyldne kompas.

Det store plot i fortællingen, striden der udspilles mellem Lyras far, Lord Asriel, på den ene side og Kristendommen på den anden side, udgør fortællingens andet niveau. Striden nærmer sig sin afslutning, og alle væsener i alle verdener har valgt side. Også her spiller Will og Lyra både en direkte og indirekte rolle.

Det sidste niveau af handlingen er den bagvedliggende ubalance i naturens orden, der hovedsageligt er forvoldt ved hjælp af Skyggernes kniv. Udviklingen af dette kaos eskalerer hurtigt. Børnene må igennem mange lidelser og er ofte ved at miste håbet, før de til sidst får rettet op på universets ubalance, bliver voksne, forelsker sig i hinanden og ser deres daimoner få faste skikkelser.

Epos

Den sidste bog i trilogien knytter alle løse ender sammen og fører fortællingen til sin slutning. Det er ikke forkert at kalde fortællingen et epos – jeg mener, den kan bære det. Trilogien mister dog noget af sin realisme og derved den indlevelse, man som læser har i verdenen, da Pullman begynder at lade fantasien fare i én af parallelverdenerne.

Problemet er at mange ting og væsener bliver præsenteret i denne del af trilogien, som man indtil nu intet har hørt om, hvorimod meget af det tidligere nævnte kun optræder meget sporadisk. Handlingen bliver i det hele taget en smule snørklet, og Will og Lyras kærlighed der skal binde verden sammen igen og genoprette balancen i tingene, hænger lidt og blafrer, uden at man får en forklaring på, hvorfor de lige skulle være centrum for netop det.

Bogen har i det hele taget mange gode idéer og påfund, der dog ligger lidt for sig selv, uden man fornemmer den store sammenhæng med resten af universet. Resten af myten fortsætter dog i samme spor som i de andre bøger om end på et større plan.

Historien er dyster. Den vokser ud over Lyra og Will og afslører kristendommen og dens paralleller i andre verdener som svindel og humbug, hvilket jeg synes er fint gjort af Pullman. Han trækker ikke i land i slutningen og lader tvivlen om et almægtigt væsen være tilbage i historien. Nej, i Pullmans historie er det simpelthen en løgn. En udfrielse er der dog alligevel at finde i kraft af, at mennesket er en del af alt levende, både krop og sjæl, og når det dør, går det i opløsning og vender med fryd tilbage til naturen.

Både god og dårlig slutning

Will og Lyras skæbner bringer dem heller ikke til lykke og glæde, men de erkender, at alle de åbninger, der er skåret med Skyggernes Kniv skal lukkes igen og derved også portene mellem deres verdener. Det kan ikke lade sig gøre at leve uden for sin egen verden i lang tid af gangen, og de er derfor nødt til at forlade hinanden og leve deres liv i hver deres verden.

Denne slutning er på en måde både god og dårlig. På den ene side føler man virkelig med de to unge mennesker, og det rører egentlig én ret dybt, fordi man har fulgt dem længe. Netop derfor er det egentlig også lidt irriterende, at man har fået fortalt, om end ikke forklaret, den mytologi, der gør, at deres forening redder verden, når de alligevel må opgive hinanden til sidst.

Det kunne virke lidt som om Pullman med vilje ikke vil give læseren en Hollywood-slutning, hvilket egentlig er ganske fint, men det bryder lidt med historien, som den har været indtil nu, og også med læserens forventninger.

Lever ikke op til Lord of the Rings trods sammenligninger

Trilogien favner bredt. Den starter i en verden lidt lig vores, men alligevel fremmed, og fortæller en stor historie om et menneske, hvis opgør med al religion starter en krig mellem “Gud” og mennesket på tværs af alle dimensioner. Denne historie fortæller trilogien set gennem en lille piges øjne; en pige, der bliver voksen i løbet af fortællingen og som må erkende, at verden er et hårdt sted uden forløsning for hende.

Jeg mener ikke, trilogien om Det gyldne kompas kan leve op til Tolkiens The Lord of the Rings (1954-55, dansk: Ringenes Herre), som den er blevet sammenlignet med. Dertil er den ikke helstøbt nok. Man føler ikke på samme måde den uendelige verden og mytologi bag ordene, som man gør i Tolkiens værk, men alligevel har trilogien lidt af det samme.

Det har været en fornøjelse at læse de tre bøger, selvom jeg var lidt skeptisk, og det er faktisk svært at gøre rede for dybden i historien og den mytologi, den præsenterer, på nogle få sider. Jeg vil derfor anbefale bøgerne til alle, der har overvejet, at læse dem. De er let læste, spændende og fantasifulde. Og så tør de være triste, alvorlige og mørke, selv om de også henvender sig til de lidt yngre læsere.

Ravkikkerten er venligst stillet til rådighed af Gyldendals Forlag.

5 stjerner
Titel: His Dark Materials: The Amber Spyglass
Forfatter: Philip Pullman
Forlag, år: Scholastic Children’s Books, 2000
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Ravkikkerten
Forlag, år: Gyldendal, 2000 (3. udg. 2006)
Format: Hardcover
Sideantal: 517 sider

Anmeldt i nr. 9 | 13/09/2006

Stikord: 3’er, Alternativt Univers, Fantasy, Fortsættelse, Trilogi

Skriv et svar

Your email address will not be published.