Jan Langschwager
Ingen kommentarer

Shapeshifter

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

ShapeshifterShapeshifter er en tynd kop the, der ikke kan anbefales til andet end tømmermandsunderholdning eller lange ture i et fly eller tog – og så måske også lige til de ukritiske læsere, der ikke kræver så meget af en bog udover snerren, sønderlemmelse og sex.

J. F. Gonzales er født i Los Angeles og afsluttede highschool i 1982. Han har læst en tid på college, men endte med at droppe ud i 1986. Gonzales er således ikke uddannet forfatter og har efter college haft mange vekslende jobs, der dog alle sammen har haft med det skrevne sprog at gøre. Hans første noveller udkom i 1988, og han har siden udgivet mere end 60 af slagsen. Han har skrevet mere end ti deciderede romaner.

Varulv i forsikringsfirmaet

Hovedpersonen i Shapeshifter, Mark Wiseman, har siden sine teenageår levet et skyggeliv som varulv, hvor han én gang om måneden har måttet lade ulven i sig selv tage menneskeliv. Og nu er han blevet opdaget af sin chef Bernard Roberts. Bernard er ledende chef i et stort forsikringsfirma, der er ved at fusionere med en konkurrent.

Sker dette, er Bernard i problemer, idet han har lænset firmaet for penge gennem mange år. Chefen afpresser derfor den unge varulv til at rydde modstanderne i bestyrelsen af vejen for at forhindre fusionen, men til sidst gør Mark Wiseman oprør, hjulpet af Roberts tidligere affære og sekretær, den smukke og intelligente Carol.

En tynd kop the

J. F. Gonzalez (f. 1964)

For at sige det med det samme: Shapeshifter er en tynd kop te, som selv varulvefans som jeg næsten ikke gider læse. Til gengæld er den skrevet i et særdeles let læseligt sprog, som nærmest er lidt pubertært. Karaktererne er todimensionale karikaturer. Der er ingen udvikling i dem og ingen overraskelser.

Og det er der som sådan heller ikke i handlingen, bortset fra helt til sidst, hvor forfatteren rent faktisk fik mig til at mærke karaktererne et ganske kort øjeblik. Som det dog ofte er med den slags bøger, er den, på trods af ovenstående negative kritik, hurtigt læst, men bestemt også lige så hurtigt ude af systemet igen.

En positiv ting ved bogen er dog, at Mark Wiseman i ulveskikkelse på ingen måde er uovervindelig. Man bliver hurtig træt af at læse om overstærke væsener, der ingen grænser har. Mark derimod er fra starten af bogen og helt frem til slutningen truet på livet, bange og underlagt sin forbandelse. Der er således også plads til, at den storbarmede, blonde sekretær og sexbombe kan vise moderfølelse for ham, og de indleder et ikke troværdigt og noget pubertært kærlighedsforhold.

Snerren, sønderlemmelse og sex

I bøger der tager gamle sagn og legender op og nyfortolker dem, er der altid en finurlig forklaring på, hvorfor det overnaturlige egentlig er der. Således sad jeg også her og ventede lidt på, hvad forklaringen var på Marks forbandelse. Men forklaringen er så tynd, at den ikke er værd at vente på. Det havde været langt bedre at udelade den.

Jeg har således svært ved at anbefale Shapeshifter til nogen. Jeg tror dog, den vil gøre det godt som tømmermandsunderholdning eller på en lang tur i et fly eller tog, men også til de ukritiske læsere, der ikke kræver så meget af en bog udover snerren, sønderlemmelse og sex.

Shapeshifter er venligst stillet til rådighed af Dorchester Publishing.

2 stjerner

Titel: Shapeshifter
Forfatter: J. F. Gonzales
Forlag, år: Leisure Books, 2003
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Dorchester Publishing, 2008
Format: Paperback
Sideantal: 323

Anmeldt af: Jan Fournais Langschwager | 13/03/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *