13. november 2006

Tropical Zombies

Tropical ZombiesDen satirisk-humoristiske zombiescenarieklassiker Tropical Zombies er hjernedød underholdning båret oppe af en rigtig fin idé.

Nazister, zombier og fulde svenskere. Tropical Zombies har det det hele og er en vaskeægte klassiker inden for dansk rollespil. Scenariet dukkede første gang op i 1990 på Fastaval, men er senere blevet spillet på flere rollespilskongresser op igennem 90′erne. Selv i 2005 indgik det som del af HøngCrewCons program, hvilket ikke siger så lidt om scenariets holdbarhed og dets selvudråbte status som “kultklassiker”.

I det følgende kigger vi på, hvad der ligger bag “kulten”. Vi ser på, om et scenarie på små seks sider kan levere den saftige vare, som genren normalt lægger op til. Spørgsmålet er i sidste ende, om man kan takke nej til en B-produktion, der på forsiden lover så stærke kvaliteter som: “SEX – VOLD – HÆRVÆRK” – og tilmed kan læses på under ti minutter.

Dejlig letkøbt pastiche

Scenariet har været flere forvandlinger igennem siden sin debut for 16 år siden. Oprindeligt er det skrevet af Henrik Sylow og blev trykt i rollespilsmagasinet Saga. Senere har garvede kræfter inden for miljøet sat deres snavsede fingeraftryk på materialet: Merlin P. Mann har skrevet nye karakterer og Rasmus Rasmussen har grundlæggende revideret scenariet.

Hele herligheden er blevet trykt i Fønix, hvor Palle Schmidt har illustreret og tilføjet en guide til, hvordan et scenarie spilles som B-film. Et stort fedt stempel på forsiden af den “endelige version” fortæller, at Tropical Zombies of the Deep Jungle (originaltitlen) er “forbudt i Sverige”. Det er hype af fineste skuffe, og resten er en dejlig letkøbt pastiche af alt det zombie- og splatterfilmene står for – når de er værst.

Der bliver endda undervejs sagt goddag og farvel til en af de gamle mestre indenfor området – en af scenariets bipersoner hedder Lucio Fulci. Han dør for at give livskraft til det tyske zombiemonster “Ilse”. Hun er syet sammen af forskellige kropsdele, og kaster sig grådigt over spilpersonerne et stykke inde i historien. Tropical Zombies er et trash-scenarie, som ligger og skinner i skraldespanden sammen med andet kvalitetsaffald – som f.eks. Nicholas Demidoffs Helt i bund (1999).

High school-studerende, fulde svenskere og tyske læger
Scenariets skurk, Der Doktor. Bemærk: Der er boom i billedet, og den kære nazilæge minder om noget, man har set i en Peter Jackson-film.
Scenariets skurk, Der Doktor. Bemærk: Der er boom i billedet, og den kære nazilæge minder om noget, man har set i en Peter Jackson-film.

Scenariets handling er på alle punkter ultratynd, nærmest ikke-eksisterende. Vi ved, hvad der skal ske, før det sker. Og der er ingen – absolut ingen – overraskelser i det, der omtales som “Ze Plot!”. Det er naturligvis meningen, for Tropical Zombies er underholdning, hvor selv klichéerne drukner i klichéer: På en udflugt i junglen ser seks high school-studerende deres bus – som er fyldt med fulde svenskere – forsvinde ud over en mudret skrænt.

De er nu helt alene, vandrer igennem et uvejr og ser pludseligt et lys i det fjerne. Kort efter når de frem til landsbyen El Abrorigio, hvor der ligger en cantina, en kirke og en lille butik. Og her udspiller resten af det absolut hjernedøde plot sig. Lidt uden for byen ligger Dr. Heinrich Kösters hus. Der Doktor, som han også kaldes, er en helt ufattelig fed, bebrillet og svedende tysk læge, som spillerne hurtigt kommer i kontakt med. Han har naturligvis en skummel kælder, hvor der er kødkroge, kroppe og benzin – det sidste skal bruges til den obligatoriske grande finale, hvor hele huset eksploderer.

Jeg vil ikke dvæle alt for meget ved, hvordan spillerne finder doktorens hemmelige laboratorium, hvordan zombieangrebet starter, eller hvordan de sejeste af spillerne pløjer en horde af udøde svenskere ned med en majetærsker. Det skal nemlig opleves i den slags “blodig gru”, der ikke engang gør selv de sarteste sjæle bange – og som fans af genren elsker. Hvor end spillerne kommer hen bliver de budt på tyske småkager og møder referencer til “Snauswitz 1941″ – så det står hurtigt klart at hovedskurken er sejlet fra Das Vaterland med strakt arm.

Uforpligtende
Lys, lyd, kamera og action!
Lys, lyd, kamera og action!

Scenarieteksten kan bedst beskrives som et oplæg, der har nogenlunde samme kvalitet som en vittighed. Den er hurtig fortalt, glider let ned, og får måske én til at trække på smilebåndet. Tropical Zombies er en skitse, men behøver heller ikke være mere. Historiens fundament er støbt på sand, og resten holdes lige akkurat sammen af tyggegummi og gaffatape. Spillederen og spillerne skal nemlig selv udfylde de gigantiske huller, der er rundt omkring, og så oven i købet selv finde på resten.

Indledningen – der er sat op som en manuskriptside – siger det meget godt: “… Der er naturligvis ikke råd til et manuskript, så replikker, scenerne og slutningen må improviseres…”. Man må formode at det, der bl.a. har gjort scenarier så populært, er at folk får lov til at udleve deres indre B-skuespiller til fulde. Man kan nikke indforstået til hinanden, når alt overspilles og forlægget ikke kræver mere indlevelse end en pixibog.

Scenariet spilles som B-film
Scenariet spilles som B-film

Scenariet er ekstremt uforpligtende og sætter ingen krav til spillerne overhovedet. Hvis der spilles dårligt, er det bare fint – det er i scenariets ånd. Og hvis man på en kongres er løbet ind i mere krævende scenarier og andre elitære påfund – så er Tropical Zombies det folkelige og banale pusterum, man har brug.

Desuden er tømmermænd og søvnmangel absolut ingen hindring her. Fordelen ved scenariet er, at alle, der har ejet en videomaskine i 80′erne eller bare set TV i nogle sene nattetimer kan relatere sig til emnet. Endelig kan man omsætte de timer man har spildt på film, der kvalitetsmæssigt lå under lavmålet til noget fornuftigt.

Man slikker sig om munden
Finito!
Finito!

Formidlingsmæssigt har scenariet en del at byde på. Det er godt sat op, letlæseligt og Palle Schmidts tegneserieagtige streg passer perfekt til resten. Det er faktisk meget sigende at det, der har mest substans i scenariet, er delene, der er blevet tilføjet senere hen. Schmidts stil er præcis så karikerende som man kunne ønske – forsiden er bl.a. et lille studie i, hvordan underlødige films “omslag” normalt ser ud: En ung kvinde med store bryster skriger imens svensker-zombier med fråde om munden vralter efter hende. Jo, man slikker sig om munden, når man får scenariet i hænderne.

Merlin P. Manns karakterer er korte, præcise udklip fra diverse gyserfilm. Her møder vi rock ‘n’ roll-rebellen J.D, quarterback-tumpen Dunc, nørden Jonathan Gheek og de øvrige gamle kendinge – f.eks. Mary-Lou Bimbeau – navnet siger det hele. Personerne er satirisk-morsomme, og alle udstyret med en vurdering af, hvor lang tid hver enkelt må formodes at overleve i zombie-helvedet: “Hans fjollede grin, manglende situationsfornemmelse og kiksede tøj-stil sætter ham i fare for et relativt tidligt dødsfald”. Meget sjovt meta-fjolleri, men rosinen i pølseenden er dog Schmidts afsnit om, hvordan man skaber rigtigt splatterstemning. Det runder scenariet af.

Hvordan sørger man for, at det hele går rigtigt kikset til? Det gør man ved at boomstænger ses i billedet, sminken er dårlig, kulisserne vælter, og hvis det er rigtigt slemt, råber spillederen “cut-cut-cut” og beder om, at en scene tages om. Det er lowbudget-rollespil, når det er bedst, og temmelig godt tænkt. Det er sjældent, man bliver revet ud af indlevelsen og in-character-spillet under en rollespilssession – endda med vilje og fuldt overlæg. I Tropical Zombies er det en del af hele pointen.

Når man læser scenariet er der endda blevet plads til de små logiske brister, som man også lægger mærke til, når man ser B-film. F.eks. bliver der skrevet, at de lokale i “El Abrorigio” ikke har meget at sige. De taler portugisisk og en smule tysk. Men senere står der, at spillerne kan bruge tid på at “tale med de forskellige lokale”. Hvordan det skal lade sig gøre for amerikanske highschool-elever er et godt spørgsmål.

Ligeledes da personerne finder frem til “El Abrorigio”: “Om aftenen ser de et lys i langt borte. Kort efter støder de på endnu et skilt, hvorpå der med spinkle bogstaver står “El Abrorigio 1 miles”. Hvorfor lyset først er langt væk, men at der kort efter kun er én mil til byen, er endnu et godt spørgsmål. Det er sjove detaljer, der viser at forfatteren i sin skrivestil også forsøger at imitere de ulogiske træk fra filmene.

Fladpandet, snotdum og stolt af det
Bloods and guts: Vi nærmer os klimaks, og her er der pumpgun-action-splatter.
Bloods and guts: Vi nærmer os klimaks, og her er der pumpgun-action-splatter.

Man kan spørge sig selv, om Tropical Zombies egentligt fortjener en anmelders stående klapsalve, for i virkeligheden er det endelige produkt en “burger i biffen”. Dvs. et værk, der er beregnet på, at man tager sin hjerne ud, lægger den på stolen ved siden af og læner sig tilbage for at blive skamløst underholdt. Men specielt i en subkultur, der bliver mere og mere rettet mod det man kunne kalde “stor kunst” er splatterscenariet en befrielse.

De senere år har mange scenarieforfattere i kongres-regi prøvet at sætte alpehuen på skrå og male med Van Gogh-agtige streger. Vi har set forfattere med auteuragtige ambitioner efterligne Short-cuts (1993), dogmebrødre skrive dogmescenarier og fortællescenarier uden spilledere. Og set i det lys fremstår Tropical Zombies som et solidt lille påfund, der minder os om, hvordan et meget tyndt udgangspunkt kan blive til timers underholdning.

Mon Sylow i 1990 var forud for sin tid og scenariet netop derfor er blevet kult? Man fristes næsten til at tro det. Det der dog først og fremmest ligger bag “kulten” er selvfølgeligt, at scenariet trodser de “normale” kvalitetskriterier. Scenariet er klassens dykke dreng – fladpandet, snotdum og tilmed stolt af det.

Lige på og hårdt

Det fine ved scenariet er som sådan ikke udførelsen og bestemt ikke handlingen, men mere selve idéen. Den kan gnidningsfrit og uden forberedelser formidles helt klart til spillerne og spillederen – hvorefter de kan gå i gang. Scenariet beviser netop, at man ikke behøver have en lille forfatter i maven, der pudser alle detaljer af, for at skrive til kongresser rundt omkring i landet. Tropical Zombies er lige på og hårdt. Det er Kamera, lyd, lys og action! Og det burde ses som en opfordring til alle, der har scenarieambitioner, men ikke rigtigt tør eller kan, gøre det – der skal ikke særlig meget til. Seks siders snavs er mere end nok.

5 stjerner

Titel: Tropical Zombies
Originaltitel: Tropical Zombies of the Deep Jungle
Forfatter: Henrik Sylow, Ramus Rasmussen (red.), Merlin P. Mann (karakterer), Palle Schmidt (splatterguide)
Forside og indre illustrationer: Palle Schmidt
Sideantal: 6 sider
Premiere: Fastaval, 1990

Anmeldt af: Søren Sørensen | 13/11/2006