Chasing Rainbows

2 minutters læsetid
Chasing Rainbows

Baby Woodrose har siden 2001 stået for beskidt og uforfalsket garage rock ‘n’ roll med tyk og lækker vintagelyd. Den slags musik er der masser af bands, der spiller, men Baby Woodrose har formået at skille sig ud fra mængden, først og fremmest fordi gruppens frontfigur Lorenzo Woodrose har et indiskutabelt talent for at skrive fængende melodier og skarpe rockriffs med ørehængerpotentiale. Desuden har bandet altid formået at spille deres materiale med en stærk og afsmittende energi, uanset om det har været på plade eller på scenen.

Inspireret af halvfjerdsernes syrerock

Jeg gad nok vide, hvad der pludselig er gået af Baby Woodrose på deres nye udspil, Chasing Rainbows. Chasing Rainbows minder ikke på nogen måde om noget, Baby Woodrose har lavet før. Bandet har kastet den rå og upolerede garagelyd over bord på det nye album, og i stedet har bandet ladet sig inspirere af halvfjerdsernes syrerock. Der er blevet skævet meget til Grateful Dead, Pink Floyd, Jethro Tull og tidlig Deep Purple i forbindelse med indspilningerne til Chasing Rainbows.

Det syrede rockunivers er ikke fremmed for Baby Woodrose. Bandets frontfigur Lorenzo Woodrose har således en fortid som trommeslager i det stenede og meget prætentiøse stenerrockband On Trial.

Tidligere på året var selv samme Lorenzo Woodrose på banen med det psykedeliske, men ret uinteressante projekt, Dragontears. De vilde og udflippede eskapader i Dragontears har sikkert inspireret Lorenzo Woodrose til at afprøve nogle af de psykedeliske virkemidler under mere kontrollerede forhold i Baby Woodrose.

Alt for poleret

Når man så har rystet det første chok over Chasing Rainbows af sig, står et spørgsmål tilbage: Er eksperimentet faldet godt ud? Til det må man desværre svare nej. Den vildskab og fandenivoldskhed, der kendetegner Baby Woodroses tidligere plader, er forsvundet i et overlæsset og alt for poleret lydbillede, der ikke klæder Baby Woodrose særlig godt.

Rent tempomæssigt er bandet også gået et par gear ned. De fleste numre bevæger sig i et mageligt middeltempo, og med den superpæne lyd kunne man godt have Lorenzo Woodrose og co. mistænkt for at ville tækkes P3 og det åh så seriøse anmelderkorps.

Sangskrivningen er umiskendeligt Lorenzo Woodrose. Fjernede man al den overflødige staffage fra musikken og skruede lidt op for tempoet, ville man stå tilbage med vaskeægte Baby Woodrose-materiale, så selve numrene fejler ikke noget. Og under overfladen kan man også høre den energi og spilleglæde, der kendetegner Baby Woodrose, men der skal lyttes efter. Det er synd og skam, at en begavet sangskriver og musiker som Lorenzo Woodrose falder for fristelsen til at overlæsse sin musik med al mulig unødvendigt lir.

Ligegyldig parentes

Det kan godt være, at Lorenzo Woodrose har haft trang til at forsøge sig med noget nyt, men det er bare ikke faldet heldigt ud. Musikken lyder ganske enkelt fortænkt. Det er tydeligt, at man har vægtet produktionen af nummeret højere, end at holde fast i det gode rocknummer.

Baby Woodroses forsøg på at give syrerocken en revival er desværre endt i noget, der lyder som en forkølet blanding af Kuhla Shaker og Stone Roses i prætentiøs indpakning. Så Lorenzo og drengene: kast staffagen overbord, fat rockspaden, skru forstærkeren op på max, og lad Chasing Rainbows blive en ligegyldig parentes.

Chasing Rainbows er venligst stillet til rådighed af Bad Afro Records.

Nummerliste:
1. Someone to love (3:59)
2. I’m gonna make you mine (2:23)
3. Let yourself go (3:01)
4. Twilight princess (3:24)
5. Lilith (2:52)
6. In your life (6:24)
7. Chasing rainbows (3:49)
8. No more darkness (2:44)
9. Dark twin (4:30)
10. Renegade Soul (5:02)
11. Madness of your own making (4:07)

Total spilletid: 42:15

2 stjerner
Titel: Chasing rainbows
Kunstner: Baby Woodrose
Producer: Ralph A. Rjeily & Lorenzo Woodrose
Udgivet: 2007
Label: Bad Afro Records

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Skriv et svar

Your email address will not be published.