Surfing

3 minutters læsetid
Surfing

I begyndelsen af tresserne blomstrede der et veritabelt surfmiljø frem på de brede solbeskinnede strande i Californien. Det udviklede sig efterhånden til at blive en hel lille subkultur med egen tøjstil, omgangsformer og musik. For surferne var den ideelle livsstil at surfe om dagen og feste til musik af de foretrukne bands om aftenen.

Surfernes musik var den del af kulturen, der havde den største appeal til udenforstående. Det var bands som The Ventures, The Challengers og Dick Dale and his Del-Tones, der spillede en hurtig melodisk, guitardomineret rock, med et kraftigt backbeat, der var surfernes favoritter. Selv om det meste surfmusik var intrumentalt, var det mest kendte band, der opstod ud af surfkulturen The Beach Boys.

Surf Music 101

Guitaren er det helt centrale instrument i surfmusikken. Med rumklangs- og tremoloknapperne skruet helt i top på de gamle fenderforstærkere, opstod den meget specielle lyd, der var musikkens kendetegn. Guitarens vibrerende tvang giver associationer til store bølger, der ruller ind over stranden, og trommernes hidsige rytmer symboliserer surferens høje puls og adrenalinsuset, det giver at ride på bølgerne.

Som en del af den ubekymrede tilværelse var surferne en af de første ungdomskulturer, der eksperimenterede med stoffer, og man kan ofte høre tendenser i surfmusikken, der peger i mere psykedeliske retninger. Fra midten af tresserne blev surfkulturen, hvis højdepunkt nok var årene 1960–65, opslugt af den fremadstormende hippiekultur i Los Angeles og San Francisco.

I midten af halvfemserne fik surfmusik en revival, da Quentin Tarantino anvendte nogle af de gamle surfhits på soundtracket til Pulp Fiction (1994). Pulp Fiction var ikke ene om at sætte den nye surfbølge i gang, men den var helt klart med til at minde mange musikere om en fed og næsten glemt rockgenre. Surfrockens genfødsel i halvfemserne var også en del af tidens store revival-boom på de alternative scener, som også psychobilly og garagerocken er en del af.

Fifty-fifty

Californiske The Vultures er en del af surfrockens revival, og man føler nærmest, man falder i en tidslomme tilbage til en kæmpe surferfest på Venice Beach i 1963. Bandet er på Surfing hundrede procent tro mod forbillederne i de gamle surforkestre. Halvdelen af pladens numre er klassikere indenfor genren, som bandet her leverer i nye arrangementer, og resten er numrene er egne kompositioner.

Man kan ikke påstå at The Vultures kun har ladet sig inspirere af surfmusikken til deres egne numre. Numrene er rendyrket surf. Bandet undgår lykkeligvis de alt for fortærskede sange, så de har gravet dybt i surfens skattekiste og fundet nogle gamle, lidt oversete klassikere frem.

Især det gamle Challengers-hit ”Mr. Rebel” er et af pladens bedste. ”Besame Mucho” hører ikke hjemme inden for surfens standardrepertoire, men bliver også leveret særdeles overbevisende. Bandets egne numre lader dog heller ikke noget tilbage at ønske. På åbningsnummeret, ”Surfing”, slår de eftertrykkeligt fast, at der sagtens kan skrives nye, fede surfnumre.

Sammenspillet

På trods af at The Vultures kun består af tre mand, har de en forbløffende stor lyd. Der er ikke benyttet nogen studietricks til at gøre lyden større. Det er yderst sympatisk, at bandet ikke har ladet sig friste til at fylde ekstra rytmeguitar eller keyboard på. Det man hører på pladen er det, man får til en koncert. Den store lyd skal nok tilskrives, at bandet består af musikere, der virkelig kan spille. Der er i den grad tale om et godt sammenspillet orkester.

Notoriske sortseere vil nok mene, at Guitaristen Dave Waldroop, der spiller i en tydeligt Dick Dale-agtig stil, til tider bliver lidt for liret. Her kan kun siges, at det er en del af stilen, og selv om der er tale om blær, er det melodisk og passer ind i numrene. Trist er det dog, at Eerie Records ikke har ofret en bedre produktion, end tilfældet er. Musikken fortjener det.

Hvis man ikke har det store kendskab til surfmusikken, men godt kunne tænke sig at få det, er Surfing et godt sted at begynde. For inkarnerede surffans, er der dog også masser af guf på pladen. De originale surfplader er svære at opdrive, koster som regel kassen når man endelig finder dem, og det er begrænset, hvad der er genudgivet. Derfor er Surfing en god investering, hvad enten man er godt eller dårligt inde i genren. Man får en stribe nye numre, en flok gamle i nye arrangementer. Det hele spillet tro mod genren af et band, der kan sit kram.

Surfing er venligst stillet til rådighed af Eerie Records

Nummerliste:
1. Surfing (The Vultures) (2:49)
2. Perfida (Dominquez/Leeds) (1:54)
3. Mar Gaya (Holden) (2:38)
4. I Fought the Surf (The Vultures) (2:12)
5. Lost At Sea (The Vultures) (1:33)
6. Surf Patrol (The Vultures) (2:17)
7. Big Gun (The Vultures) (2:14)
8. Mr. Rebel (Bertrand) (2:05)
9. Stingray Bay (The Vultures) (2:03)
10. Besame Mucho (Velazquez/Skylar) (2:12)
11. K-39 (Burns) (2:07)
12. Hang Ten With the Devil (The Vultures) (2:14)
13. Out of Limits (Gordon) (2:11)
14. You Only Live Twice (Barry/Bricusse) (2:14)

Total spilletid: 31:29

4 stjerner
Titel: Surfing
Kunstner: The Vultures
Udgivet: 1999
Label: Eerie Records

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.