Tintin: En rejse gennem Hergés univers

7 minutters læsetid
Tintin: En rejse gennem Hergés univers

At Tintin er en tidløs tegneserieklassiker er noget, de fleste kan være enige om. Selv de, der ikke bryder sig synderligt meget om Hergés til tider nævenyttige reporter, må erkende, at seriens popularitet, universelle appel og salgbarhed har placeret den i en kategori, det kun er få tegneserier forundt at havne i.

Og at Tintin også i Danmark fortsat nyder stor popularitet er Carlsen Comics’ nyudgivelse af alle Tintin-albums i 2006-07 et eksempel på, og det samme gælder forlagets udgivelse af Michael Farrs Tintin: En rejse gennem Hergés univers, der netop er blevet udgivet af Carlsen for at falde sammen med serien af nyudgivelser, der begyndte i 2006. Bogen er oprindelig fra 2001, og udkom i Danmark i 2005.

Ikke en biografi

Et udklip fra Hergés arkiv viser én af de mulige inspirationskilder for de to åndsboller Dupond og Dupont
Et udklip fra Hergés arkiv viser én af de mulige inspirationskilder for de to åndsboller Dupond og Dupont.

I lighed med den noget ældre Tintin og hans skaber af Benoît Peeters fra 1983 (dansk udgave på Carlsen Comics 1989) er Tintin: En rejse gennem Hergés univers bygget op omkring de individuelle Tintin-albums.

Mens Tintin og hans skaber indledes med en kort biografisk redegørelse for Hergés liv, inden den systematiske gennemgang af de enkelte albums, så tilsidesætter Farr helt dette aspekt og går direkte til sagen. Dette er både godt og skidt.

Det er glimrende for så vidt, at bogen på ingen måde er tiltænkt som en Hergé-biografi. Dem er der flere af, foruden Numa Sadouls Tintin et moi – Entretiens avec Hergé fra 1975, der står som den definitive interviewbog med tegneren, og det er fint, at Michael Farr ikke tærsker langhalm på gamle nyheder såsom Hergés påståede tyske sympatier, antisemitisme og hvad ved jeg.

På den anden side havde det været fint med bare et kort biografisk kapitel om Hergé, for det siger sig selv, at Farr ikke kan undgå at referere til specifikke begivenheder i Hergés liv undervejs i bogen – og det endda ganske mange gange. Det er ikke fordi disse referencer på nogen måde forvirrer eller mangler kontekst, for det sørger Farr fint for igennem sin tekst.

Men dette til trods ville det være rart, hvis der i bogen havde været en kort overordnet redegørelse for Hergés liv – eventuelt kombineret med en årstalsliste, der også kunne illustrere, hvornår de forskellige historier udkom som hhv. serie og album.

Med denne lille caveat overstået skal der heller ikke siges ret mange flere dårlige ting om Michael Farrs bog, for den er både velskrevet, informativ, flot og underholdende.

Afdækker Hergés inspirationskilder

Det direkte forbillede for forsiden af Det Knuste Øre (se nedenfor)
Det direkte forbillede for forsiden af Det Knuste Øre (se nedenfor).

Som nævnt gennemgår Farr alle Tintin-albums, hvilket sker kronologisk og inklusiv Tintin i Sovjetunionen, der aldrig blev omtegnet og i mange år var et samlerobjekt, inden Hergé indvilgede i at lade den sort/hvide-version genoptrykke, samt den ufærdige Tintin og alfa-kunsten – det album Hergé arbejdede på, da han døde i 1983.

Hvert album tildeles omkring 10 sider – nogle lidt færre, enkelte lidt flere. De tre historier, der blev fortalt over to albums hver, er slået sammen, så hver historie tildeles et kapitel, ikke hvert bind, og disse kapitler er typisk lidt længere.

Hovedvægten i de enkelte kapitler er, foruden et handlingsreferat, på Hergés inspirationskilder. Det gælder både de samtidsbegivenheder, der inspirerede ham til historiernes handling, og de virkelige personer, der gav inspiration til nogle af seriens elskede personer.

'Det Knuste Øre'
‘Det Knuste Øre’.

Endelig gælder det naturligvis også konkret grafisk og visuel inspiration, og hvad angår sidstnævnte indeholder bogen mange fotografier og udklip fra Hergés arkiver, der vises side om side med de tegninger, de har stået model til.

Derudover er det underholdende læsning at høre om, hvorledes de to jubelidioter Dupond og Dupont synes at have været et amalgam af inspiration fra Hergés far og onkel samt et fotografi fra Le Miroir af to politifolk med bowlerhat og overskæg; om hvordan Tournesol er inspireret af virkelighedens professor Auguste Piccard; eller om hvordan udseendet af den skurkagtige oberst Sponsz fra Bordurien er modelleret over Hergés bror!

Dette er blot nogle få af de informative og stærkt underholdende detaljer, bogen indeholder, og dertil kommer så de utroligt mange eksempler på direkte visuelle forbilleder, uanset om det er fotografier, bladudklip eller noget helt tredje. De viser med al tydelighed Hergés utrolige omhu og hans opmærksomhed på detaljen.

Af en englænder for englændere

Faktisk er det her, min anden og sidste anke mod bogen kommer fra. For Michael Farrs tekst er så stopfyldt med eksempler på forbilleder, at man nogle gange savner endnu flere illustrationer, end der allerede er! Det er ren utaknemlighed at klage over den slags, for bogen er gennemillustreret på fornemste vis, men der måtte hjertens gerne have været endnu flere af den slags eksempler, selv om det naturligvis ville fordyre udgivelsen en del.

En reel kritik mener jeg dog kan rettes mod et andet aspekt, der angår valget af illustrationer. Der er nemlig en del steder, hvor Farr omtaler specifikke paneler i stor detaljegrad, og her mener jeg faktisk, det ville være god skik og brug at have en illustration med, så læseren ikke var tvunget til at hente de forskellige albums for at få syn for sagn.

Som sagt skriver Michael Farr vidende, underholdende og informativt, men teksten er naturligvis ikke uden sine problemer hist og her. Selv om oversættelsen er aldeles glimrende (mere om den om lidt), så kan man på tekstens indhold ind imellem godt mærke, at bogen er skrevet af en englænder for englændere.

Det er særligt tydeligt i redegørelsen for Den Sorte Ø, der jo også foregår i England og Skotland, men det skinner igennem en del steder i løbet af Tintin: En rejse igennem Hergés univers. I sidste ende er det ikke noget, der for alvor skæmmer bogen, men indimellem tangerer det det irriterende.

Enøjet forsvar

Endnu et eksempel på, hvordan Hergé lod sig meget direkte inspirere af virkeligheden - her en TV-mand fra Belgien, der optræder i 'Castafiores Juveler'
Endnu et eksempel på, hvordan Hergé lod sig meget direkte inspirere af virkeligheden – her en TV-mand fra Belgien, der optræder i ‘Castafiores Juveler’.

Mere påfaldende er de særdeles hårde ord, Michael Farr giver Hergés assistenter Edgar P. Jacobs og især Bob De Moor med på vejen. Det er tydeligt, at Farr ikke bare er Tintin-fan, han er Hergé-fan. Ud over, at det afføder nogle skrappe domme over især Moors arbejde, bl.a. i gennemgangen af Rute 714 til Sydney, så betyder det også, at Farr totalt afviser de kritiske røster, der gennem tiden har været rettet mod Hergé i forbindelse med hans politiske sympatier.

Farr argumenterer godt for sin sag, for i mange af Tintin-historierne gav Hergé udtryk for stærke antifascistiske holdninger, men ikke desto mindre bliver hans forsvar af Hergé i længden en anelse enøjet. Den er i hvert fald ukritisk, og på intet tidspunkt er Farr villig til at gå ind i en diskussion. Han trækker alle eksemplerne på Hergés antifascisme frem og glatter meget hurtigt ud, når der er aspekter, der er knap så flatterende.

Det er helt igennem muligt, at Farrs udglattende forklaringer er korrekte, og det er heller ikke min mening her at gå ind i en diskussion omkring Hergé. Blot vil jeg pointere, at disse aspekter træder igennem i Farrs tekst, og af og til gør de den en anelse agiterende.

I øvrigt kommer Farr fint ud i hjørnerne af de forskellige albums, og bogen henter en ikke ringe del af sin værdi i de fine redegørelser for de begivenheder, der inspirerede Hergé – både de aktuelle storpolitiske og de private. En stor del af sit kendskab til de mere private inspirationskilder har Farr hentet fra Tintin et moi – Entretiens avec Hergé, som han da også har deciderede referencer til.

Fin oversættelse

Den danske oversættelse af Michael Farrs tekst er forestået af Søren Vinterberg, og det er lykkes rigtig godt. Kun enkelte steder sniger der sig et par anglicismer ind, og det er svært at undgå, så alt i alt kan man kun sige, at oversættelsen er glimrende. Teksterne i de paneler fra Tintin, der indgår i illustrationsmaterialet, er alle fra de danske nyoversættelser, og foretaget af Niels Søndergaard.

I øvrigt bemærker man med moro her, at hver gang den irriterende forsikringsagent Max Bjævermose nævnes i teksten, så omtales han som Konstantin Strøm/Max Bjævermose. Dette er dels en tilkendegivelse af, at figuren på dansk oprindelig hed Konstantin Strøm og først blev til Max Bjævermose med Jørgen Sonnergaards oversættelser. Men det er ikke hele svaret, for hvorfor konsekvent bruge dobbeltnavneangivelsen, når figuren trods alt har båret navnet Bjævermose siden 1960’erne? Det er næppe frygten for forvirring, der har medført, at Bjævermose hver gang omtales som Strøm/Bjævermose.

Det er nok også et udtryk for, at Tintin: En rejse gennem Hergés univers udkom på dansk i slutningen af 2005, netop som danske tegneseriefans i stort tal var oprørte over Carlsens planer for, at figuren i nyoversættelserne skulle vende tilbage til sit oprindelige navn.

Det fik tegneren Henrik Rehr til at arrangere en online-underskriftsindsamling under titlen “Folkebevægelsen for at Max Bjævermose bliver ved med at hedde Max Bjævermose”, og det endte da også med at Carlsen gav efter, kom til en mindelig aftale med Jørgen Sonnergaard (der har rettighederne til navnet) og dermed kunne bruge det hævdvundne navn også i nyoversættelserne.

Nå, men det var et sidespring. Tilbage står vist kun at sige, at Tintin: En rejse gennem Hergés univers er en glimrende bog, der både kan læses fra ende til anden, men som også kan læses kapitel for kapitel i takt med, at man læser sig igennem serien af Tintin-albums. Den er som sagt både underholdende, fint illustreret og ikke mindst informativ. Den kan varmt anbefales til alle Tintin-læsere.

Tintin: En rejse gennem Hergés univers er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

4 stjerner
Titel: Tintin – The Complete Companion
Forfatter: Michael Farr
Udgivet: 2001
Forlag: John Murray
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: En rejse gennem Hergés univers
Udgivet: 2005
Forlag: Carlsen Comics
Format: Hardcover
Sideantal: 205
Dansk oversættelse: Søren Vinterberg

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: Non-fiction, Tegneseriehistorie

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.