13. december 2007

Tintins Oplevelser: Det Knuste Øre

Tintins Oplevelser: Det Knuste ØreMed sin næsten Indiana Jones-agtige stemning er Det Knuste Øre glimrende underholdning, ligesom albummet endnu engang viser, hvordan Hergé lod sig inspirere af politiske begivenheder i samtiden.

Efter at Tintin havde været på eventyr i Kina i Den Blå Lotus, kom reporteren for en kort bemærkning hjem til Bruxelles. Det skulle dog blive et kort ophold, for allerede i det følgende album blev Tintin på ny sendt ud i verden, denne gang til Sydamerika.

Det Knuste Øre løb i Le Petit Vingtième fra december 1935 til februar 1937, og den sort/hvide albumversion udkom senere i 1937. Bemærk her at der har indsneget sig en fejl i de bibliografiske fakta i Carlsens nyudgivelse, hvor det angives, at sort/hvid-udgaven udkom i 1936.

Hergé omarbejdede den 122 sider lange sort/hvid-udgave til en 62 sider lang udgave i farver i 1943. Denne udgave blev første gang offentliggjort på dansk som føljeton i Politiken i 1963-64 under titlen Det knækkede øre og udkom første gang som album i Danmark i 1974 med titlen Det Knuste Øre.

En ganske kompliceret affære
Den mystisk fetich, der er historiens McGuffin
Den mystisk fetich, der er historiens McGuffin

Historien i Det Knuste Øre er faktisk en ikke helt ukompliceret affære, hvor Tintin kaster sig hovedkulds ud i en efterforskning af tyveriet af en sydamerikansk statue (en såkaldt fetich) fra et etnografisk museum. Statuen returneres på mystisk vis kort efter til museet, men Tintin opdager, at den tilbageleverede statue er et falsum. Hans efterforskning af tyveriet fører Tintin til den sydamerikanske bananrepublik San Theodoros, men ikke før han har tiltrukket sig opmærksomhed fra et par ligeledes sydamerikanske skurke, der også vil have fat i statuen, og som ihærdigt forsøger at rydde Tintin af vejen.

Det lykkes ikke for dem trods ihærdige forsøg, men hvis Tintin troede, at mysteriet snart ville blive løst, så tog han gevaldigt fejl. I San Theodoros havner han midt i magtkampen mellem den siddende general Tapioca og oprøreren general Alcazar. Skurkene forsøger at få Tintin skudt som spion, men i stedet ender reporteren som oberst i Alcazars regime, efter at Tapioca er blevet væltet.

Den videre efterforskning af mysteriet omkring den stjålne fetich med det knuste øre fører Tintin dybt ind i den Sydamerikanske jungle, hvor han møder såvel hovedjægere som en forsvunden engelsk opdagelsesrejsende, der forekommer ikke så lidt inspireret af en vis Dr. Livingstone.

Hvordan mysteriet viser sig at hænge sammen, og hvordan Tintin undgår at miste knoppen blandt de sydamerikanske indianere, må du selv læse dig til, og det kan i øvrigt varmt anbefales, for Det Knuste Øre er bestemt en af de gode Tintin-historier.

Inspireret af samtidspolitiske begivenheder
Det ser sort ud for Tintin kort efter ankomsten til San Theodoros
Det ser sort ud for Tintin kort efter ankomsten til San Theodoros

Det Knuste Øre skriver sig måske primært ind i den større Tintin-historie ved at være albummet, hvor Hergé introducerer både det fiktive San Theodoros og landets to rivaler, general Tapioca og general Alcazar. Sidstnævnte skulle senere dukke op igen i flere albums, første gang i De 7 Krystalkugler, hvor han igen er blevet sat fra magten i San Theodoros og ernærer sig som knivkaster i en omrejsende varieté. Det skulle dog først blive i det sidste album, Hergé færdiggjorde – Tintin og Picaroerne – at Alcazar på ny kom til at spille en hovedrolle.

Som det nok kan fornemmes, så fortsatte Hergé i Det Knuste Øre sin tradition med at basere Tintin-historierne, eller i alle tilfælde store dele af dem, på politiske spændinger, som var inspireret af begivenheder i samtiden. Godt nok er historien centreret omkring tyveriet af den mystiske fetich og spørgsmålet om, hvorfor nogen ville stjæle den, men reelt set fungerer statuetten bare som en klassisk McGuffin, der kan sende Tintin ud på et nyt eventyr og give Hergé mulighed for at vise de belgiske børn en ny verdensdel.

Tintin i kløerne på albummets to hovedskurke
Tintin i kløerne på albummets to hovedskurke

De faktiske politiske begivenheder, der inspirerede Det Knuste Øre, var Gran Chaco-krigen, som udkæmpedes mellem Bolivia og Paraguay fra 1932 til 1935. Anledningen var uenigheder om Chaco-provinsen, som på daværende tidspunkt (fejlagtigt) mentes at være et olierigt område. Udenlandsk påvirkning spillede også en rolle, idet Standard Oil støttede Bolivia, mens Shell støttede Paraguay.

I Det Knuste Øre blev de to rigtige olieselskaber til de fiktive General American Oil og British South American Petroleum, mens de to lande blev til henholdsvis San Theodoros og dets lige så fiktive naboland Nuevo Rico. Yderligere en figur, det lykkedes Hergé at få med i historien, var den græske våbenhandler Basil Zaharoff (1849-1936), der i Det Knuste Øre blev til Basil Bazaroff, som sælger våben til både San Theodoros og Nuevo Rico – i øvrigt i samarbejde med den usympatiske repræsentant for General American Oil.

Alt imens disse politiske begivenheder udspiller sig, må Tintin forsøge at finde tid til at løse mysteriet omkring den stjålne fetich.

Næsten Indiana Jones-agtig stemning
General Alcazar og Tintin får sig et spil Skak
General Alcazar og Tintin får sig et spil Skak

Det kan næsten overraske, at det lykkes Hergé at få slået en tilfredsstillende knude på historien, hvor Tintin gang på gang bliver sendt ud på adskillige sidespor – som oftest uden at ville det. Ikke desto mindre formår Hergé at få det hele til at gå op til sidst, om end man på ingen måde slipper for fornemmelsen af, at den stjålne statuette bare er et godt påskud. Det betyder dog intet i sidste ende, for Det Knuste Øre er en gennemført underholdende historie, der til tider har en helt Indiana Jones-agtig stemning. Mon ikke Hergé også har set nogle af de samme seriefilm, der over 40 år senere skulle inspirere Lucas og Spielberg?

Man kan i hvert fald tydeligt fornemme, at en hel del af albummets sider slutter med den grafiske ækvivalent til en filmisk cliffhanger. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at den sort/hvide føljeton har været konstrueret på denne måde, men man kunne sagtens forestille sig, at det for nogle panelers vedkommende har været tilfældet.

Tintin på vej ind i junglen
Tintin på vej ind i junglen

Samtidig med, at Det Knuste Øre stedvist er en rigtig spændende historie, så kommer man heller ikke uden om, at albummet også indeholder en pænt stor mængde humor, hvoraf enkelte elementer bliver en anelse for fjollede for min smag. Hertil er der kun at sige, at historien jo er tegnet for børn og unge, og især sekvensen hvor Tintin står overfor at skulle henrettes, ville nok have været for meget for de kære små, hvis ikke den samtidig havde været lettet med en del humor. Dog forekommer det, med dette argument in mente, påfaldende, at andre sekvenser, der også er ganske barske, slet ikke er lettet med humoristiske indslag. F.eks. da en sydamerikansk heksedoktor vil ofre Terry og give vovsens stadigt bankende hjerte til et sygt barn.

I sidste ende er humoren på ingen måde belastende, og faktisk har Hergé fundet en fin balance mellem humoren og alvoren i Det Knuste Øre, hvilket er med til at sikre albummet en blivende underholdningsværdi, også for voksne.

Tegningerne er det (lidt) svage led
En meget atypisk Hergé-tegning: De to skurke føres til Helvede
En meget atypisk Hergé-tegning: De to skurke føres til Helvede

Et enkelt panel fortjener i øvrigt at blive trukket frem som noget helt særligt – den eneste gang, Hergé direkte viser noget decideret overnaturligt. Det er på næstsidste side, hvor albummets to primære skurke er druknet og tilsyneladende føres til Helvede af nogle meget uskyldigt udseende djævle! Godt nok kan panelet tolkes rent metaforisk, men ikke desto mindre er det en slående afvigelse fra normen i Tintin-historierne – i hvert fald i forhold til de hidtidige albums.

I senere albums er der godt nok både kæmpeedderkopper (Den Mystiske Stjerne), noget der minder om voodoo (De 7 Krystalkugler og Soltemplet), og endnu senere sågar en UFO (Rute 714 til Sydney). Selv disse ting er ret ellers ret sjældne, og på mange måder må dette ene panel betragtes som et unikum i Tintin-sammenhæng.

Mens historien i Det Knuste Øre er fremragende underholdning, så er tegningerne måske albummets svage led. Den omtegning Hergé lavede i 1943 synes ikke så meget at have været en decideret omtegning som bare en farvelægning og redigering. Der er med andre ord tale om den stedvist ganske naive stil, der præger de tidlige albums, og især baggrundene er langt fra så rige som i de tilfælde, hvor der er sket en decideret omtegning. Tegningerne er på ingen måde dårlige og stilen er også langt fra så naiv som i f.eks. Tintin i Congo og Tintin i Amerika, men når man betænker de mange eksotiske lokaliteter i Det Knuste Øre, kan det næsten få éns tænder til at løbe i vand, hvis man tænker på, hvad en decideret omtegning kunne have betydet.

I sidste ende er dette dog et mindre kritikpunkt, for der er så mange kvaliteter ved Det Knuste Øre, at albummet helt klart placerer sig blandt de rigtig gode Tintin-historier.

Som sædvanligt er Carlsens nyudgivelse teknisk flot, og den eneste påtegning her er de tidligere nævnte forkerte årstal i albummets kolofon.

Tintins Oplevelser: Det Knuste Øre er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

5 stjerner

Titel: Det Knuste Øre
Originaltitel: L’oreille cassée
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures de Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom oprindeligt i 1935-37 som sort/hvid føljeton i Le Petit Vingtième, ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siecle.
hvid
Udkom første gang som album på 122 sider i Belgien i 1937.
hvid
Forkortet til 62 sider og farvelagt i 1943.
hvid
1943-versionen udkom første gang på dansk som føljeton i Politiken i 1963-64 under titlen Det knækkede øre.
hvid
1943-versionen udkom første gang som album i Danmark i 1974 på forlaget Carlsen Comics under titlen Det Knuste Øre.
hvid
Nærværende udgave udkom i 2006 som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser på forlaget Carlsen Comics.
hvid
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet, fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988) samt fra det nu nedlagte websted Tintinologisk Tidsskrift.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/12/2007