13. november 2006

Zombies!!! 4: The End

Zombies!!! 4: The EndDet fjerde spil i Zombies!!!-serien er – ligesom det første – et standalone-spil, men kan også bruges sammen med de tidligere indlæg. Denne gang er det zombiehunde, det går ud over, og Zombies!!! 4: The End er akkurat lige så sjovt som det første spil!

I juli-udgaven af Planet Pulp anmeldte vi bræt/kortspillet Zombies!!!. Dengang var det grundspillet, det handlede om, dog med et par afstikkere til de udvidelser, der siden spillets fødsel er blevet udgivet. I den anmeldelse nævnte vi også Zombies!!! 4: The End – og det er den, vi går lidt mere i dybden med her.

Zombies!!! 4: The End minder naturligvis en hel del om Zombies!!!. Især på det punkt, at nummer 4 i serien også kan spilles for sig selv. Både nummer 2 og 3 var direkte ”expansions” på 1’eren, og selvom det også har sin charme, er der nu noget over at kunne spille et spil uden at skulle bruge et helt andet spil til det. Zombies!!! 4: The End rummer med andre ord alt, hvad man skal bruge til en hyggelig aften i selskab med udøde køtere med hjerne på.. ja, hjernen.

Anderledes præmis og let ændrede regler
Nogle eksempler på spillets kort
Nogle eksempler på spillets kort

Præmissen er dog en smule anderledes i denne omgang. Hvor man i Zombies!!! skulle undslippe en hær af udøde indbyggere i Brains City, er man i denne udgave en hel del mere proaktiv. Nu drejer det sig om at samle sider fra De Dødes Bog og bruge dem til at stoppe den onde formular, der er skyld i de dødes glubende appetit. Det hele foregår i den store skov, hvor man er endt efter have undsluppet byen (Zombies!!!), nedslagtet elitezombier (Zombies!!! 2: Zombie Corps(e)) og været på dødsshopping (Zombies!!! 3: Mall Walkers). Nu er det altså på tide at slå igen!

Selve reglerne er også en smule anderledes end i det originale Zombies!!!-spil. Nu er det udøde møgkøtere, man er oppe imod, og de opfører sig ikke helt som de velkendte zombier fra de andre spil. Før dræbte man zombier med et slag på 4, 5 eller 6 på en almindelig terning. Zombiehundene bukker kun under på 5’ere eller 6’ere (og bevæger sig oven i købet to felter hver runde), men til gengæld skader de kun med det halve af de regulære hjerneædere. Ja, der er indført halve hjerter – hvordan de fungerer rent anatomisk, må I ikke spørge mig om. Patronerne er de samme som tidligere, men hundene bider altså ikke så hårdt som de tidligere udøde.

Nye eventkort og flere muligheder for splid mellem spillerne
Én af de 'tiles' der sættes sammen til spillebrættet
Én af de 'tiles' der sættes sammen til spillebrættet

Målet med Zombies!!! 4: The End er som nævnt at samle siderne fra De Dødes Bog og stoppe formularen, der animerer de døde. Siderne udgøres af bestemte eventkort, og der gælder bestemte regler for ”Side”-eventkortene. De er i det hele taget en smule mere restriktive end de sædvanlige eventkort. Når formularen så endelig skal stoppes (det kan kun ske på det felt, der hedder The Cabin), bliver det nemmere, jo flere ”Side”-eventkort, man har samlet. Det hele er som altid meget nemt at forstå, og reglerne er endda blevet gjort en smule klarere end i grundspillet. Og så har de jo naturligvis lavet små plastikfigurer af de søde vovser.

Ellers er alt ved det gamle. Det gælder om at pløkke dødspudler og skabe så mange problemer for sine modspillere, at de til sidst må bukke under for De 1001 Dødsdalmatinere. Der er desværre markant færre muligheder for at stønne ”brraaaaaiiiiinnnssss”, mens man spiller – for hundene kan jo ikke tale. Der er over 20 nye eventkort og nye muligheder for splid mellem spillerne er dukket op; f.eks. eventkortet ”Full Moon Fever”, der forvandler en spiller til en varulv og dermed giver vedkommende en længe ventet mulighed for at angribe de andre spillere.

Perfekt egnet som drikkespil
En anden 'tile'
En anden 'tile'

Zombies!!! 4: The End er præcist lige så skægt som Zombies!!!. Og skulle man have lyst til at kombinere spillene, så kan man skam også det. Det er dog værd at huske på, at designerne selv siger direkte i introduktionen i regelhæftet, at man skal bruge de regler, man synes om og ignorere de andre. Der findes altså alle muligheder for en sjov aften i selskab med Akut-Hjernepest-Med-Ben – og masser af muligheder for at kombinere sig frem til præcis det spil, man selv synes, er sjovest.

Og som nævnt i anmeldelsen af Zombies!!!, så egner disse spil sig næsten bedre end nogen andre til drikkespil. Forslaget herfra lyder: smæk en rigtig kikset zombiefilm på DVD’en, tag en Blå Thor i hver hånd og fyr op under en aften med Zombies!!!-franchisen. Jeg lover, at det bliver skægt. (advarsel: Forsøg ikke dette hvis du skal i skole eller på arbejde dagen efter).

3 stjerner

Titel: Zombies!!! 4: The End
Designere: Todd & Kerry Breitenstein
Illustrationer: Dave Aikins
Forlag, år: Twilight Creations Inc., 2004

Anmeldt af: Michael Gylden-Damgaard | 13/11/2006