Deadlands: The Quick and the Dead

Så sidder man dér med grundbogen til Pinnacle Entertainments Weird West-rollespil Deadlands mellem sine fedtede hænder og er helt høj på stemningen. Man har indkøbt den for sine dyrt tjente penge og har slugt den på én gang. Man har hovedet fuld af tusinde ideer til skurke, helte, missioner, belønninger og alt hvad der ellers følger med, og man mangler bare lige at finde et par spillere.

Man er klar, helt klar, men så sker det forfærdelige: man opdager det første supplement til grundbogen, hvori der står opført alt det, man ikke vidste, man havde brug for, men som man pludselig ikke kan undvære. Det er med en blandet fornemmelse af foragt og spænding, at man flår tegnebogen op af lommen og punger ud… igen.

Mere af det samme

Det var præcis, det der skete for undertegnede, da jeg opdagede Deadlands og spillets første udvidelse med titlen The Quick and the Dead for efterhånden mange år siden. Grundbogen havde præsenteret et helt nyt (men på samme tid velkendt) univers, og nu fik man så lige endnu en indsprøjtning. Er den så nødvendig? Kan man undvære den? Svaret er som altid ”ja, naturligvis kan man det”, men den er ikke desto mindre en god tilføjelse til universet.

The Quick and the Dead fortsætter, hvor Deadlands slap. ”Welcome back” er det første, man læser, og det er der ikke noget at sige til. Den fortsætter ufortrødent stilen fra grundbogen med sektioner til spillerne – The Posse – og sektioner kun for GM’en – The Marshal. Der er lidt ekstra regler (nye Edges og Hindrances, regler for High Noon-duellering samt en flok nye ”Shootin’ Irons”), en hel del setting, historie og så selvfølgelig alle hemmelighederne bag det hele, som kun The Marshal skal og må læse.

Det er med andre ord mere af det samme, og konceptet er kendt fra et hav af andre udvidelser til diverse andre spil. De nye regel-småtterier er rare at have, men det er til gengæld i hele historiedelen, at The Quick and the Dead bliver en fantastisk ressource for både The Posse og The Marshal.

Masser af baggrundsmateriale

Hele det andet kapitel er en ”mock-up” af en in-game 10-cent-avis ved navn ”The Tombstone Epitaph’s Guide to the Weird West” af den sandhedssøgende Lacy O’Malley. Hvis nogen har oplevet avisen fra Call of Cthulhu-bogen Arkham Unveiled (1990), så har man en meget god fornemmelse for den der er inkluderet i The Quick and the Dead.

Den lægger ud med nogle interessante sider, der forsøger at give det store perspektiv på hele settingen og følger op med afsnit efter afsnit af praktiske oplysninger, kendte og ukendte steder i Vesten og beskrivelser af nogle af de mest interessante byer, som eksempelvis Dodge City og Tombstone.

Således sidder man efter at have gennemlæst knap 60 siders detaljeret baggrundshistorie og setting-beskrivelser med en virkelig god fornemmelse af, at kunne begå sig som både helt og skurk i denne særlige udgave af det Vilde Vesten.

Man ved, hvordan telegrafen fungerer, hvordan penge fungerer, når der er to regeringer, der kæmper om magten og man ved, hvordan loven er bygget op med sheriffer, town marshals, county sheriffs og så videre. Man har fået et blik ind i diverse lokaliteter og deres indbyggere (menneskelige og andet…), man kender selv lidt til indianernes territorier. Og man får endda en smagsprøve på lidt af det som The Marshal ved meget, meget mere om…

Hemmelighederne bag det hele

Kapitel tre og fire er for de særligt indviede – ”No Man’s Lands” – og indeholder nye regler for Knacks og Relics. Knacks er en speciel type Edges med bund i overtro og myter, der giver nye måder at bruge sine Fate Chips på. Det er småting det handler om, men de kan meget vel medvirke til at give ekstra kød til ens karakterer. Relics derimod er der virkelig mulighed for udvikling i.

Relics er vel nærmest magiske ting og sager, der har fået kræfter fordi de – ligesom i rollespillet EarthDawn – har medvirket til store begivenheder og lignende, som f. eks. Wild Bill Hickoks seksløbere eller Wyatt Earps sherifstjerne. Man kan mene om disse ”magiske ting i en westernsetting” hvad man vil, men de er udført med måde og uden at gå på kompromis med Weird West-stemningen.

I kapitel fem vender man tilbage til hemmelighederne bag alt det, som spillerne har fået at vide tidligere i kapitel to. Kapitlerne er faktisk parallelle, så man hele tiden kan slå op i den tilsvarende sektion og som Marshal få ”the lowdown” på, hvordan det i virkeligheden fungerer. Således får man som Marshal et dybt indblik i historien bag eksempelvis The Great Rail Wars, de konkurrerende fraktioner og deres metoder.

En af de mere farverige figurer er den japanske troldmand Kang, der står bag Iron Dragon Railroad. Han har slået en handel af med indianerne og står blandt for våben- og opiumsmugling til og fra Deadwood. Han er dog kun én ud af mange, og i kølvandet på hele Rail Wars-historien er der seriøs grobund for et hav af scenarier. Det er faktisk hvad hele The Quick and the Dead tilbyder – et væld af mere eller mindre veludviklede ideer, man som Marshal bare kan gå på rov i.

Kapitel seks nævner kortfattet sort magi, der primært bruges af bad guys, og kapitel syv går bagom alt det praktiske læseren fik at vide i kapitel to. Og så stopper bogen. Lige pludseligt. Så er der bare ikke mere.. Argh!

Ikke uundværlig, men virkelig brugbar

The Quick and the Dead er ikke uundværlig, men den er virkelig brugbar og fuld af ideer. Det er bare om at tilpasse ideerne til sine egne behov og ellers komme i gang. Hvis du vil have hele Weird West-oplevelsen med, så skal du have fat i denne bog.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Indianere, Okkultisme, Western