13. marts 2007

Morbus Gravis 4: Replikanterne

Morbus Gravis 4: ReplikanterneFjerde bind af Morbus Gravis er et højdepunkt i serien, hvor Serpieri lader sig inspirere af Aliens, men formår at gøre stoffet til sit eget samtidig med, at han tilføjer sine egne idéer. Serpieri blander en herligt grum stemning med lige dele sex, mutanter og blodige optrin, og resultatet er et fabelagtigt helstøbt album.

Morbus Gravis-serien ændrede tone i løbet af de tre første bind. Mens det første album havde en dystopisk stemning af forfald og undergang, blev de to næste bind gradvist mere drømmende og surrealistiske.

Seriens fjerde album, Replikanterne, sætter sig midt i dette, for nok er stemningen som et spraglet mareridt, men man fornemmer også, at Serpieri, seriens skaber, søger tilbage mod en mere plotorienteret fortælling. Det virker, og albummet er derfor særdeles stærkt. Måske var Serpieri særligt inspireret da han begyndte arbejdet, for seriens fjerde bind udkom i Italien allerede i 1992, samme år som det tredje bind også var udkommet.

Historien indtil videre…
Druuna i selskab med et døende besætningsmedlem
Druuna i selskab med et døende besætningsmedlem

Det er nok på sin plads kort at ridse historien op, som den har udviklet sig indtil videre. I første bind blev vi præsenteret for Druuna. Hun prøvede desperat at få tingene til at hænge sammen i en dyster storby, der ikke blev kaldt andet end Byen. Byen blev plaget af en frygtelig sygdom, der muterede alle de inficerede til kødædende, liderlige mutanter.

Gæt hvad den skal!
Gæt hvad den skal!

Druunas elskede, Schastar, var blevet smittet af sygdommen, og hun måtte derfor prostituere sig selv for at skaffe serum – det eneste kendte middel, der kunne holde sygdommen i ave. Snart viste det sig, at Schastar på en eller anden måde var involveret i kampen mod det præstestyre, der regerede Byen, og dette blev Druuna også forviklet ind i. Schastar bukkede nemlig under for sygdommen, og det blev derfor Druunas opgave at fuldføre det, som hendes kæreste havde påbegyndt.

Druuna indledte således en forunderlig rejse gennem Byen, der førte hende helt ind i hjertet på staden. Her blev hun konfronteret med den computer, der under navnet Lewis, styrede hele Byens system. Tilmed gik det op for Druuna, at Byen slet ikke lå på Jorden, men at hele hendes verden befandt sig inde i et gigantisk koloniskib, der havde sat kurs ud i verdensrummet for så længe siden, at alle nu havde glemt dette. Der sluttede det første bind, og i det andet måtte Druuna tage kampen op mod computeren for at redde selve koloniskibet fra at selvdestruere.

Den yderste grænse
I drømmenes land
I drømmenes land

I tredje bind skete der noget nyt, for her opdagede besætningen på et lille forskningsskib en enorm asteroide, som de langsomt konkluderede måtte være et rumfartøj. Denne asteroide var intet mindre end det gamle koloniskib, men siden vi forlod Druuna i andet bind, havde sygdommen muteret hele skibet til ukendelighed, og Druuna lå nu drømmende i en form for dvale, hvor skibets computer holdt hende i live.

I disse drømme kom Druuna i kontakt med forskningsskibets kaptajn. Det korte af det lange var, at forskerne fik bjærget Druuna som den eneste overlevende fra koloniskibet, og her fortsætter historien så i seriens fjerde bind.

Spørgsmålstegn ved drøm og virkelighed
Druuna og den kortklippede dame vi allerede mødte i sidste bind
Druuna og den kortklippede dame vi allerede mødte i sidste bind

I forrige bind begyndte Druuna at udforske det drømmeunivers, som koloniskibets computer Lewis havde skabt for hende, og der blev rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved, hvad der i grund og bund var drøm og virkelighed. Dette tema fortsætter også i dette album, hvor det viser sig, at forskningsskibet er kommet så tæt på universets yderste grænse, at de er ved at blive suget ind i en paralleldimension, hvor alt er modsatstillet.

Men ikke nok med det, for ombord på rumskibet medbragte forskerne en række mutanter, og disse ændrer drastisk karakter på grund af påvirkningen fra den anden dimension. Fra at være simple, kødædende bæster, bliver de nu absurde formskiftere, der kan antage en hvilken som helst skikkelse. Det betyder, at de hurtigt får narret sig ud af lastrummet, og så kan nedslagtningen af mandskabet ellers begynde.

Dette er kun en del af albummets handling, for mens alt det med disse mutanter står på, nedbrydes tid og logik omkring Druuna og hele skibet. Faktisk forstår Druuna slet ikke længere, hvad der er drøm og hvad der er virkelighed, og det er først, da Schastar dukker op i et syn, udsendt af Lewis – computeren ombord på koloniskibet – at Druuna indser sagens rette sammenhæng.

Føles afsluttet
Druuna in action
Druuna in action

Replikanterne skiller sig ud fra de tidligere albums ved at være fortalt gennem den forsker, der ikke kaldes stort andet end Doc. Da albummet åbner, får vi således at vide, at Druuna er i problemer, og hovedparten af det, der sker i løbet af dette bind, er noget Doc har fået at vide gennem Druuna, før hun mistede bevidstheden. Hele albummets historie er derfor Docs genfortælling af de sidste dage ombord på forskningsskibet, og det er helt tydeligt fra første side, at rumskibet står foran en afgørende udfordring.

Om forskningsskibet bliver opslugt af universets rand, eller om de morderiske mutanter rent faktisk formår at ødelægge alt liv ombord, skal forblive usagt. Dog må det slås fast, at Replikanterne, præcis som de to første bind i serien, føles særdeles definitiv og afsluttet. Det var derfor ikke åbenlyst for læseren tilbage i 1993, da albummet kom på dansk, at serien ville fortsætte.

Alien-inspireret
Endnu en mutant angriber
Endnu en mutant angriber

Det fjerde Morbus Gravis-bind har en herligt grum stemning, der blandes med lige dele pervers sado-sex, liderlige mutanter og ømme elskovsscener mellem Drunna og hendes elskere. Dertil kommer en kontant, blodig stil hvor de stakkels besætningsmedlemmer desperat må forsøge at holde sig i live.

Hvis det forrige bind, At være eller ikke at være, virkede inspireret af Alien (1979), er denne inspiration bestemt ikke blevet mindre i Replikanterne. Faktisk er der flere scener, som virker som løftet direkte ud af Aliens (1986), men Serpieri formår, trods de meget direkte lån, at gøre stoffet til sit eget. Den særdeles syrede stemning og desperationen i Druunas drømme har således ikke ret med de førnævnte film at gøre, og det er faktisk takket være disse bizarre drømmesekvenser, at albummet fremstår så helstøbt.

Død og ødelæggelse ombord på rumskibet
Død og ødelæggelse ombord på rumskibet

Skal ret være ret, må det nok påpeges, at der er lige lovlig meget Star Trek-agtigt techno-babble flere steder i Replikanterne, navnlig der hvor det forklares, hvad det vil sige, at rumskibet er nået frem til universets ende og nu er på vej ind i en ny dimension. Hærdede sci-fi-fans vil sikkert synes ganske godt om dette, men for hovedparten er det nok ikke lige den slags, der fascinerer ved Morbus Gravis-serien.

Det er derimod Druuna, og mens hun fik vel meget tid til at fyre lommefilosofi af i sidste bind, er hun tilbage i topform her. På én gang svag, villig, stærk og brutal, repræsenterer hun alle de paradokser, der gør Serpieris drømmekvinde så fantastisk.

Et højdepunkt

Replikanterne er et fabelagtigt album, der med sin kontante blanding af vold, gru og sex, skaber den unikke stemning, som man kun finder i Morbus Gravis. Man vil næppe få meget ud af at læse dette album, med mindre man har læst de tidligere, men har man gjort dette, er seriens fjerde bind et højdepunkt, for her har Serpieri for alvor demonstreret hvad han kan med sin syrede rumserie.

5 stjerner

Titel: Replikanterne
Originaltitel: Carnivora
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Druuna
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Farvelægning: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Jens Peder Agger
hvid
Udkom som album i Italien i 1992.
Udkom som album i Danmark i 1993 på forlaget Carlsen Comics.

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/03/2007