13. december 2009

Arkham Horror

Arkham HorrorCo-op-spillet Arkham Horror er på grund af de mange og ganske komplicerede regler bestemt ikke et spil for alle, men de der tager sig tid til at sætte sig ind i det og måske kender H.P. Lovecrafts forfatterskab på forhånd kan se frem til sjove, spændende og uforglemmelige spiloplevelser!

I 1987 udgav Chaosium Inc. brætspillet Arkham Horror, et af branchens første co-op spil, baseret på deres klassiske horrorrollespil Call of Cthulhu. Det blev revet ned fra hylderne og var et af de mest eftersøgte amerikanske brætspil op gennem 90’erne, især fordi det aldrig blev genoptrykt efter førsteudgaven.

Heldigvis fik Fantasy Flight Games fingre i guldægget og udgav en ændret og vanvittigt bedre produceret ny udgave af spillet i 2005. Og siden da er det bare vokset og vokset…

Gode gamle Lovecraft ville være stolt, selvom noget så banalt som et brætspil slet ikke kan fange den gru, som den gamle galning elskede (og hadede?) så meget. Men det er til gengæld noget af det allerbedste ved Arkham Horror; det kan spilles med femtusind øl i køleren og et smørret grin i fjæset, eller det kan spilles i tusmørket med levende lys og et rislende uhyggeligt soundtrack i baggrunden.

Spillerne mod spillet
Boksforsiden på det oprindelige spil fra 1987
Boksforsiden på det oprindelige spil fra 1987

Som nævnt er Arkham Horror et såkaldt ’co-operative board game’, hvilket betyder at alle spillerne er på samme hold og hvor målet er at vinde over spillet selv. Det betyder blandt andet, at spillet kan spilles af alt mellem en enkelt og helt op til otte spillere på samme tid – i praksis er fire-fem spillere dog optimalt.

Spillets præmis er som følger. Der er ondsindede, kosmiske kræfter på spil i Lovecrafts fiktive rædselsby, Arkham og ældgamle, ekstradimensionale væsener ligger lige på tærsklen til den virkelige verden og arbejder hårdnakket på at bryde igennem grænsen og udslette menneskeheden.

Disse såkaldte Great Old Ones slipper deres agenter og monstre ud i byen gennem dimensionsporte for at gøre klar til ankomsten og bløde menneskeheden op, både psykisk og fysisk. Spillerne indtager rollerne som de hverdagens helte, som ved, at der er noget på færde, og som er de eneste der kan stoppe ondskaben.

Det betyder at der skal besejres monstre, udforskes besynderlige og farlige dimensioner, lukkes dimensionsporte – alt sammen mens man forsøger at overleve og ellers undgå at blive vanvittig af de skrækoplevelser, man kommer ud for. Det lyder jo faktisk meget enkelt… og det er det også. Men ikke før man har lært reglerne.. og lært dem godt.

Arkham Horror er nemlig et ret kompliceret spil med en masse regler, som konstant er i spil, og endnu flere spilkomponenter. Der er naturligvis selve det store bræt med lokaliteter i både byen Arkham selv og de andre dimensioner. Der er brikker til at repræsentere spillerne, brikker til monstrene, brikker til dimensionsportene, brikker til Sanity og Stamina-point, Clue tokens, små kort til at repræsentere allierede, evner, værktøjer, våben, magiske formularer og så videre og så videre… Også regelhæftet er ganske langt og kompliceret.

Ved første øjekast ser Arkham Horror altså ganske uoverskueligt ud. Men sætter man sig godt ind i reglerne og får styr på spillets komponenter, så opdager man, at spillet faktisk er ret ligetil. Og når man først har opdaget det, så finder man ud af, at der både er dybde og bredde – og især taktik – i spillet. Derefter spiller man aldrig to ens spil Arkham Horror – og det lover godt for holdbarheden.

Hvordan redder man så Arkham?
Et eksempel på én af spillets character sheets
Et eksempel på én af spillets character sheets

Som nævnt er selve Arkham Horrors gameplay ganske enkelt. Opstilling og klargøring tager tid; arrangering af brættet og alle delene, samt character creation – man trækker tilfældigt eller vælger én af de investigators, som følger med spillet og finder derefter de Skills og Items man starter med – er en langsommelig proces, men nødvendig.

Det kan oven i købet være ret spændende at læse de små historier, der står på bagsiden af alle investigators for at komme i stemning, hvis man vælger en mere uhyggelig indgangsvinkel til spillet.

Det sidste der sker inden spillet går i gang er så at trække tilfældigt – eller igen vælge, hvis man har bestemte præferencer – den Great Old One som resten af spillet så går ud på at besejre.

Én af spillets Great Old Ones - her er det Cthulhu himself. Bemærk, som i øvrigt ved alle spillets kort, counters og lignende, den flotte og stemningsfulde illustration.
Én af spillets Great Old Ones - her er det Cthulhu himself. Bemærk, som i øvrigt ved alle spillets kort, counters og lignende, den flotte og stemningsfulde illustration.

Og så kører spillet ellers. Hver runde er inddelt i faser hvor bestemte ting kan ske (Upkeep, Movement, Arkham Encounters, Other World Encounters og den afsluttende Mythos Phase, hvor ondskaben ryster med sablen) og spillerne kan tale sammen og lave taktik alt det de vil. De bevæger sig rundt på brættet, oplever tilfældige encounters, der både kan være gode og dårlige, handler Items og Spells og forbereder sig ellers så godt som muligt på kamp – og kæmper med diverse monstre på brættet – samt hopper ind og ud af dimensionsporte.

Alt sammen er baseret på et række terningslag – Arkham Horror bruger et d6-system, der minder lidt om Warhammer Fantasy Battle (et antal d6 rulles og alle resultater af 5 eller derover er succeser). Lukker spillerne et bestemt antal porte vinder de, gør de ikke det, dukker The Great Old One op og den sidste, episke kamp finder sted. Easy peasy.

Nemt eller svært?
Et af spillets Unique Items - ud over disse er der lignende kort til Spells, Common Items, Skills m.m.
Et af spillets Unique Items - ud over disse er der lignende kort til Spells, Common Items, Skills m.m.

Der eksisterer en del spillere på verdensplan, der efter at have spillet en god håndfuld spil mener, at de har fundet lige præcis den taktik, der gør Arkham Horror til et spil, der måske er lidt for nemt. Og til disse spillere – og alle os andre – har Fantasy Flight Games udgivet en efterhånden lang række udvidelser til grundspillet.

Småudgivelser med nye investigators, nye regler, nye items, spells, skills og så videre (som f.eks. The Black Goat of the Woods-udvidelsen) og store udgivelser med sit eget bræt og mere af alt, hvad der fandtes i grundspillet (som f.eks. Innsmouth Horror-udvidelsen), som lægges til grundspillets bræt og som alt sammen gør spillet sjovere, anderledes … og en hel del sværere.

Personligt er jeg ikke nået til det punkt endnu efter en fem-ti spil. Spillet er stadig en udfordring, og de udvidelser som jeg har brugt tilføjer endnu flere regler, som gør gameplayet mere uoverskueligt. Det kan under alle omstændigheder ikke anbefales at begynde at udvide spillet, før man har godt styr på grundspillet.

Et forholdsvist nyt initiativ fra Fantasy Flight Games opstod med ideen om scenarier til brætspillet. Disse scenarier blev lagt op på firmaets hjemmeside og så var det så op til verdens spillere at prøve kræfter med disse scenarier, notere bestemte oplysninger om hvordan de klarede scenariet, inklusive den afsluttende score, spillet endte med.

På denne måde kunne ens egen gruppe ’battle’ med andre grupper fra hele verden og vinde eller tabe de ligaer, der var tilknyttet scenarierne. Til dato er to ligaer overstået (session 2 så sent som i 2009), men scenarierne er stadig gratis tilgængelige på nettet, hvis man har lyst til lidt mere krydderi til spiloplevelsen.

Uforglemmelige spiloplevelser
Tre af spillets karaktermarkører, som man flytter rundt på brættet
Tre af spillets karaktermarkører, som man flytter rundt på brættet

Selvom Arkham Horror ikke altid hænger lige godt sammen (som f.eks. når Harvey Walters, den gamle professor, suiter up med et dobbeltløbet jagtgevær og tager på monsterdræbertogt eller Ashcan Pete, vagabonden, pludselig bliver til en formularkastende supermagiker), er det vanvittigt fedt, når det gør (okay så, det er det også når det ikke hænger sammen…) og det har skabt grobund for nogle uforglemmelige oplevelser, som I, kære Pulp-læsere, ikke skal snydes for.

Som for eksempel det spil hvor Cthulhu selv var Great Old One og hvor vi var seks spillere.

Tre af os havde ikke prøvet spillet før, og det kan være at det var det, der var problemet (det eller de fem tusind øl i køleren). Alting gik sådan set fint; vi var ganske veludstyrede og de fleste monstre på brættet var ikke problematiske, så længe vi sendte den rette spiller ud for at klare dem. Vi lukkede en port i ny og næ og morede os faktisk ganske godt med bare at nakke monstre og købe ind, indtil vi pludseligt opdagede, at næste gang en port åbnede, som var i slutningen af den indeværende tur, ville Cthulhu vågne op og bryde igennem til Arkham.

Vi gik naturligvis totalt i panik, men det var for sent – vi kunne ikke forhindre det, og nu var vi alle sammen helt vildt meget ude at skide. Kampen mod Cthulhu startede, og vi gik i gang med at gøre så meget skade som muligt, inden tentaklerne udslettede os alle. Og det gik.. det gik okay, det gik fint.. det gik faktisk pludselig rigtig godt!

Spilsituation - her er spillet godt i gang
Spilsituation - her er spillet godt i gang

Jo jo, et par af os blev ædt af Blækspruttefjæs, men resten var yderst effektive. Vi fik langsomt reduceret ham til hans sidste Doom Token (Great Old Ones’ hit points af en slags), men på dette tidspunkt var der kun to spillere tilbage, hvoraf den ene ikke for alvor gjorde en forskel længere…

Det hele kom ned til spillets sidste terningslag. Klarede vi det, sendte vi Cthulhu tilbage, hvor han kom fra. Klarede vi det ikke, var de sidste 4½ timers spil endt i et bittert nederlag. Terningerne blev rullet – bare lige én succes, det var alt det krævede! Men ak, ingen succeser.

Men hov! Der var en Skill der tillod at slå slaget en ekstra gang! Terningerne blev rullet igen.. ingen succeser. Men hov! Den eneste anden overlevende spiller – som nu ikke længere gjorde en forskel (før nu!) – havde en evne, der gjorde det samme som den første spillers Skill! En ekstra chance!

Igen, terningerne blev rullet… INGEN SUCCESER! Alt var tabt! Men nej! Et Clue token (som i spillet kan bruges til at rulle flere terninger) havde sneget sig ned under den sidste spillers karakterark… Én terning tilbage! En sidste chance! På dette tidspunkt stod vi alle sammen op og var helt ildrøde i ansigterne. Én terning, en succes. Sejr eller fiasko. Terningen blev rullet i en alt for lang bane henover brættet og landede.. på en firer! NEJ! Men hov! Spilleren var stadig Blessed (succes på 4-6 i stedet for de normale 5-6)! JA! SEJR!

Vi var helt ødelagte efter den følelsesmæssige rutsjebane. Spillet havde varet hele aftenen, og nu var det endelig lykkes for os, efter vi havde ”tabt” en tre-fire gange, men hele tiden havde fundet den absolut sidste udvej. At et brætspil kunne være så opslugende havde ingen af os forestillet os da vi gik i gang, men det gjorde det.

Arkham Horror for alle?
Spilsituation - bemærk hvor meget spilopstillingen fylder
Spilsituation - bemærk hvor meget spilopstillingen fylder

Er det så et brætspil, som alle vil finde interessant og engagerende? Nej, bestemt ikke. For det første er det som nævnt et ganske kompliceret spil at sætte sig ind i første gang, så har man ikke lyst til at læse masser af regler og prøve sig frem de første par gange, så er UNO eller Ludo bedre.

For det andet er det et meget tidskrævende spil. De første gange kan spillet vare helt op til seks timer, og det varer sjældent kortere end tre. Og for det tredje bliver spillet ikke optimalt, før man kan finde en fire-fem medspillere. Og hvis man ikke allerede har en vis indsigt i Lovecrafts Cthulhu Mythos, fanger man ikke nødvendigvis mange af spillets dybere facetter.

På trods af dette, er Arkham Horror et virkeligt velproduceret, sammenhængende, afbalanceret, interessant og, vigtigst af alt, sjovt spil, som der er mange, mange timers spil i. Det er jo ikke helt billigt, men man får virkeligt noget for pengene.

5 stjerner

Titel: Arkham Horror
Designere: Kevin Wilson & Richard Launius
Forlag, år: Fantasy Flight Games, 2005
Grafisk design: Brian Schomburg, Anders Finer, Kurt Miller & Scott Nicely

Anmeldt af: Michael Gylden-Damgaard | 13/12/2009