Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

4 mosche di velluto grigio

4 mosche di velluto grigio
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

4 mosche di velluto grigioI 4 mosche di velluto grigio ligger bundniveauet noget lavere end i Argentos to første gialli, men selv en Argento, der kun kører på 75 % er stadig betydeligt bedre end mange andre filminstruktører, der giver alt det, de har.

Så er den her endelig – 4 mosche di velluto grigio, på dansk Fire fluer og på engelsk Four Flies on Grey Velvet. Filmen var Dario Argentos tredje giallo på blot to år og havde premiere samme år som Il gatto a nove code (Den nihalede kat / Cat o’ Nine Tails). Filmen har i årevis været fanget i rettighedshelvede, og indtil 2009 var den kun tilgængelig i bootlegudgaver. I 2009 kom den endelig på gaden i en officiel udgave, og nu har Another World Entertainment gjort filmen tilgængelig på det danske marked – tjek i øvrigt det lækre cover!

Har 4 mosche di velluto grigio så været værd at vente på? Både ja og nej. For det er selvfølgelig fantastisk endeligt at have filmen tilgængelig i en officiel og uncut udgave og tilmed med danske tekster. Men samtidig er der ingen tvivl om, at 4 mosche di velluto grigio er den svageste af Argentos tre første gialli.

En maskeklædt morder

Den mystiske mand der forfølger Roberto

Filmens hovedperson er den succesfulde rockmusiker Roberto Tobias (Michael Brandon). I løbet af forteksterne finder vi ud af, at Roberto i dagevis er blevet forfulgt af en skummelt udseende herre. En aften bliver det for meget for Roberto, og han forfølger manden til et forladt teater, hvor de kommer op at toppes. Manden trækker en kniv, og ved et uheld ender Roberto med at stikke manden ihjel. Men det er ikke det hele: En maskeklædt person står højt oppe i teatrets tilskuerbalkoner og fotograferer hele optrinnet, for derefter at forsvinde.

Et noget mere solbeskinnet og farvemættet Rom end i Argentos to foregående gialli

Roberto vælger ikke at melde sagen til politiet, men i den følgende tid begynder den mystiske, maskeklædte person at give lyd fra sig. Der er indbrud i det hus, hvor Roberto bor sammen med sin kone Nina (Mimsy Farmer), fotografier af Robertos udåd dukker op på mærkelige steder i huset og den maskeklædte sender forskellige ting til Roberto. Der lader ikke til at være tale om afpresning; i stedet virker det som om, nogen har besluttet sig for at drive Roberto til vanvid.

Da Roberto og Ninas rengøringskone kommer på sporet af, hvad der foregår, tages hun af dage, og det går også ud over en privatdetektiv, Roberto hyrer for at løse sagen. Som i enhver giallo med respekt for sig selv, har publikum ikke de store chancer for at regne ud, hvem der står bag før til allersidst, og jeg skal nok lade være med at afsløre mere her.

Apatisk hovedperson

Roberto

Af Argentos tre første gialli er 4 mosche di velluto grigio klart den ringeste. Det gør ikke filmen dårlig, men efter de to små mesterværker L’ucello dalle piume di cristallo (Fuglen med krystalfjerdragten / The Bird with the Crystal Plumage, 1970) og Il gatto a nove code er 4 mosche di velluto grigio helt klart et trin ned af den kvalitative rangstige.

Den primære grund til det er hovedpersonen Roberto, der er forbløffende apatisk og initiativløs. I de fleste gialli kaster hovedpersonerne sig hovedkuls og halsløst ud i deres egen efterforskning, uanset om de har en personlig aktie i sagen eller ej. Men i 4 mosche di velluto grigio kan hovedpersonen nærmest ikke mande sig op til at gøre noget som helst på trods af, at han selv er centrum i mysteriet. Det gør, at handlingen bevæger sig ret langsomt fremad.

Derudover er Roberto heller ikke nogen særlig sympatisk hovedperson: Da han tror, han har myrdet en mand, vil han hellere forsøge at fortie det end gå til politiet – selv da folk omkring ham begynder at dø. Derfor har man som seer heller ikke den store sympati med Roberto, og de fleste af de effektive spændingssekvenser i filmen roterer da heller ikke omkring ham.

De er i stedet fokuseret på rengøringsdamen, privatdetektiven Arrosio og Ninas kusine Dalia, der alle tre jages af morderen i nogle forrygende spændingssekvenser, der med al tydelighed demonstrerer, hvorfor Argento er den italienske filmindustris master of suspense.

Mere konventionel

Den maskeklædte person der fotograferer Robertos udåd

4 mosche di velluto grigio byder på alle de elementer, vi forventer af en giallo. POV-shots, en række relativt grafiske mord og de sædvanlige skumle lokaliteter. Alligevel er det ikke en Argento helt på toppen, og rent visuelt er begge foregående gialli langt mere tilfredsstillende, både hvad angår fotografering og production design.

Det har måske også noget at gøre med filmens farveholdning. 4 mosche di velluto grigio er ganske enkelt en mere kulørt film end både L’ucello dalle piume di cristallo og Il gatto a nove code. Farverne er mere mættede og kostumerne er mere kulørte, hvilket langt hen ad vejen gør 4 mosche di velluto grigio mere tidsbundet end de to foregående film, hvis mere afdæmpede palette er med til at sikre dem en tidløshed.

Samtidig er det urbane, labyrintiske Rom, der dannede bagtæppe for både L’ucello dalle piume di cristallo og Il gatto a nove code for en stor dels vedkommende udskiftet med Roberto og Ninas forstadsvilla. Villaen udgør som sådan en fin ramme omkring nogle af suspensesekvenserne, men det er en betydeligt mindre atmosfærisk setting end Roms nattemørke gader og de mange svimlende skud af trappeopgange, der fylder Argentos to første film inden for genren. Rent visuelt er 4 mosche ganske enkelt mere konventionel.

Endelig er der en hel del utidig humor i filmen. Det har vi her på Planet Pulp også bemærket i vores anmeldelser af både Il gatto a nove code og Profondo Rosso (Mordets melodi / Deep Red, 1975), men det er klart værre i 4 mosche di velluto grigio. Humoren er forankret omkring et stakkels postbud samt den overspillet homoseksuelle privatdetektiv Arrosio og bryder totalt med den stemning, Argento ellers prøver at etablere.

Ikke helt styr på personinstruktionen

Robertos tilbagevendende mareridt

Samtidig med at hovedpersonen er skrevet som en ret apatisk karakter, er skuespillet også én af grundene til, at 4 mosche di velluto grigio ikke fungerer optimalt. Michael Brandon (Dempsey fra 80’er-serien Dempsey & Makepeace) er ganske enkelt en træmand, der aldrig rigtig får rusket op i sin præstation, og det er et problem, når man har den altdominerende hovedrolle. Derudover var det efter sigende skuespilleren Jean-Pierre Marielles egen idé, at privatdetektiven Arrosio skulle være homoseksuel.

På den måde er der flere ting på skuespilfronten, der antyder, at Argento ikke helt har haft styr på sin personinstruktion. Omvendt er Mimsy Farmer ret god som Robertos kone Nina. I øvrigt medvirker Bud Spencer som én af Robertos venner, og jeg må indrømme, at jeg har ret svært ved at tage Bud Spencer seriøst (jeg forventer hele tiden, at han dunker nogen oven i hovedet med knyttet næve), men i det mindste forsøger han da at tage løjerne seriøst.

Metaltræthed

Et offer får kniven

Det er svært at udpege helt præcist, hvor det er, Argento går galt i byen. Måske er det bare en vis fornemmelse af metaltræthed, der gennemsyrer filmen – med tre gialli på blot to år er der heller noget at sige til, hvis han var blevet en smule træt af genren. I hvert fald fungerer 4 mosche di velluto grigio ikke så godt, som de to foregående film.

Som sagt er det ikke ensbetydende med, at 4 mosche di velluto grigio er en dårlig film, for filmen kan aldrig kaldes mindre end bundsolidt håndværk, og i en række sekvenser hæver filmen sig til det decideret mesterlige. Som helhed set ligger bundniveauet bare en noget lavere her end i både L’ucello dalle piume di cristallo og Il gatto a nove code.

Det skal dog ikke forhindre nogen i at investere i 4 mosche di velluto grigio, for selv en Argento, der kun kører på 75 % er stadig betydeligt bedre end mange andre filminstruktører, der giver alt det, de har. 4 mosche di velluto grigio er en ret god film, så længe man ved, at niveauet ligger lidt lavere end i hans to første gialli og skruer forventningerne tilsvarende ned.

4 mosche di velluto grigio er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: 4 mosche di velluto grigio
Dansk titel: Fire fluer
Engelsk titel: Four Flies on Grey Velvet
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento efter historie af Dario Argento, Luigi Cozzi & Mario Foglietti
Cast: Michael Brandon (Roberto Tobias), Mimsy Farmer (Nina Tobias), Jean-Pierre Marielle (Gianni Arrosio), Bud Spencer (Godfrey), Francine Racette (Dalia)
Producere: Salvatore Argento (producer)
Foto: Franco Di Giacomo
Klip: Françoise Bonnot
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien/Frankrig, 1971
Produktionsselskaber: Marianne Productions, Seda Spettacoli, Universal Productions France
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *