Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

You Only Live Twice

You Only Live Twice
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den næstsidste Bond-roman er den første af romanerne, der er en decideret flad omgang. Handlingen er tynd og undervejs serveres vi for et så uelegant og plat plot twist, at det er svært at have respekt for.

Advarsel! Denne anmeldelse indeholder lette spoilers.

Den ellevte og næstsidste James Bond-roman var den sidste, der nåede at udkomme, mens Ian Fleming stadig levede. Den tolvte roman – The Man With the Golden Gun – udkom posthumt i 1965, otte måneder efter Flemings død i august 1964.

You Only Live Twice, som det handler om her, udkom blot fire måneder før forfatterens død, og er den nok svageste Bond-roman af dem alle. Det havde den som sådan ikke behøvet at være, men den lider under en svag pacing og ét af de mest urealistiske plotgreb, Fleming nogensinde har grebet til.

Bond i ruiner

Ian Fleming (1908-64)

Ved romanens start er James Bond et vrag. Nær slutningen af den foregående roman, On Her Majesty’s Secret Service (1963), blev Bond gift efter endelig at have fundet sin drømmekvinde. Men ved slutningen af romanen blev Bonds kone myrdet af superskurken Ernst Stavro Blofeld.

Da You Only Live Twice åbner, otte måneder senere, er Bond på nippet til at blive fyret fra Secret Service. Han er begyndt at drikke tæt og han har fejlet flere af de missioner, hans chef M har sendt ham ud på. Derfor er M parat til at underskrive Bonds fyreseddel, men M beslutter sig dog for at give Bond en sidste chance.

For at rive Bond ud af sin døs, sender M ham på en nærmest umulig mission: At overtale chefen for den japanske efterretningstjeneste til at give Secret Service adgang til nogle efterretninger med kodenavnet Magic 44, som amerikanerne – der ellers skulle være briternes venner – har besluttet sig for at beholde for sig selv.

Der er med andre ord tale om en diplomatisk mission, så Bond sendes af sted til Japan, hvor han indledningsvist får råd og vejledning i japansk kultur af den australske agent Dikko Henderson. Det er også Henderson, der introducerer Bond for den japanske efterretningschef, Tiger Tanaka, hvorefter Bond er på egen hånd.

Et penibelt problem

Forsiden af førsteudgaven af ‘You Only Live Twice’, forlaget Jonathan Cape, 1964

Det viser sig, at det, Bond har at handle med, er værdiløst. De efterretninger, Bond har lov at tilbyde japanerne i bytte for Magic 44, har japanerne allerede fået fat i. Derfor står Bond uden noget at tilbyde Tiger Tanaka, og missionen er forgæves. Næsten.

For Tanaka og den japanske regering har et penibelt problem: En rig vesterlænding, Dr. Guntram Shatterhand, har opkøbt en gammel borg og der indrettet en slags botanisk have fyldt med giftige planter og dyr fra hele verden.

Nu er Shatterhands borg blevet til et veritabelt tilløbsstykke for selvmordslystne japanere, og mængden af selvmord i Shatterhands ”dødens have” er ved at blive til et pinligt problem for japanerne. Men da det var japanerne selv, der havde tilladt Shatterhand at købe borgen og indrette sin botaniske have, kan de ikke gøre noget det selv uden at risikere at tabe ansigt. Men de vil gerne af med Shatterhand, og der kommer Bond ind i billedet.

Tiger Tanaka tilbyder Bond en byttehandel: Hvis Bond rydder Shatterhand og hans kone af vejen, vil Tanaka give Bond Magic 44. Bond indvilger, og det er så her, at romanen tager sin helt igennem urealistiske drejning.

Sikke et tilfælde!

Det må forstås, at jeg ikke hermed mener, at resten af James Bond-universet – ikke engang det skrevne ords Bond – er realistisk i ordets egentlige betydning. Men historierne har i det mindste altid fulgt deres egne interne logik, og Fleming har altid undgået drejninger, der har revet læseren fuldkommen ud af den enkelte romans univers. Men det gør han her.

Det viser sig nemlig, at Dr. Guntram Shatterhand og hans kone i virkeligheden er ingen ringere end Ernst Stavro Blofeld og Irma Bunt!

En svag konstruktion med en svag skurk

Det er svært at have respekt for et så plat og klodset plot twist, der tilmed kommer helt ud af det blå. Bond er ikke sendt til Japan, fordi der gik rygter om, at Blofeld kunne være rejst til landet – han er alene sendt af sted for at fremskaffe nogle vigtige efterretninger, og så forventes læseren at acceptere, at dødsfjenderne Bond og Blofeld helt tilfældigt ender med at krydse klinger igen. Det er umotiveret og uskønt, og det klinger meget hult.

Men det er desværre ikke det eneste problem ved You Only Live Twice. Romanen er også fattig på reel handling, og det dræber pacingen. En stor del af romanen går således med samtaler mellem Bond og Tanaka, hvor Bond indføres i japansk kultur og hvor han forsøger at komme ind på livet af Tanaka. Her føles det som om, Fleming træder vande, og ikke rigtigt ved, hvordan han skal bringe handlingen videre.

Og da der endelig kommer fut i fejemøget, går tingene ikke meget bedre. Ikke alene opfører Blofeld sig så excentrisk, at det er svært at tage ham alvorligt som skurk – f.eks. spankulerer han rundt i sin borg iført fuld samurai-rustning – men han viser sig også at mangle enhver motivation. Eller næsten i hvert fald.

Man ville forvente, at hans livsfarlige botaniske have blot var et skalkeskjul for endnu et forsøg på at bedrive verdensomspændende kriminalitet. Men i virkeligheden betragter Blofeld blot sin ”selvmordets have” som en form for kunstværk, der med tiden vil blive erkendt som en gave til menneskeheden. Et sted hvor wannabe-selvmordere kan komme og tage livet af sig selv (og hvis de viser tegn på at ændre mening, står Blofelds gorillaer klar til at hjælpe dem det sidste stykke af vejen).

Det er en svag konstruktion med en svag skurk, Fleming her serverer for os, og det tager i det store hele fornøjelsen af at læse Bonds endelige opgør med Blofeld. Roald Dahl, der skrev manuskriptet til filmudgaven af You Only Live Twice (1967), har da også i et interview sagt, at romanen var Flemings værste og at den ikke havde noget plot, som man kunne bygge en film over. Ikke så underligt, at Dahl i store træk opfandt sin egen historie – med undtagelse af enkelte scener og personer.

En decideret flad omgang

Det var rigtig godt, at Fleming nåede at skrive The Man With The Golden Gun, inden sin tidlige død som 56-årig i 1964, for det havde været synd, hvis You Only Live Twice fik lov til at stå som hans svanesang.

Godt nok nåede han ikke at gennemarbejde sin sidste roman ordentligt, og den er også blevet kritiseret fra forskellige kanter, men som thriller – og som Bond-roman – er den langt bedre end You Only Live Twice, der som den første af alle Bond-romanerne føles som en decideret flad omgang.

2 stjerner

Titel: You Only Live Twice
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1964
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Vintage Classics
Format: Paperback
Sideantal: 288
hvid
You Only Live Twice er udkommet på dansk to gange under titlen Du lever kun to gange – James Bond. Første gang udkom romanen på forlaget Skrifola som nummer 376 i forlagets Lommeroman-serie. Anden gang var på forlaget Aschehoug i 1984.

Anmeldt i nr. 110 | 13/12/2014

Stikord: Filmatiseret, James Bond, Japan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *