Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

X2

X2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

X2 er helstøbt, glimrende pacet og ditto struktureret – større og mere tilfredsstillende end sin forgænger og langt mere fokuseret og mindre rodet end sin efterfølger.

Da den første X-Men-film (2000) blev en kæmpesucces, satte Fox straks gang i arbejdet på en fortsættelse. Den fik titlen X2 og fik premiere i 2003. På dette tidspunkt var superheltebølgen, som den første X-Men startede, så småt ved at opbygge momentum: I 2002 kom den første Spider-Man, og samme år som X2, kom også både Daredevil og Hulk.

I modsætning til den første X-Men, er X2 baseret på en historie fra tegneserien, nemlig God Loves, Man Kills, der udkom som Marvel Graphic Novel #5 i 1982, skrevet af Chris Claremont og tegnet af Brent Anderson. I tegneserien kommer The X-Men op imod den mutanthadende præst William Stryker, der bortfører Professor Xavier og tvinger The X-Men til at alliere sig med Magneto for at undgå, at Stryker slår alle mutanter i hele verden ihjel!

Historien, som Bryan Singer stod for at udvælge, blev indledningsvist omarbejdet til manusform af David Hayter og Zak Penn, der skrev hver deres manuskript, hvorefter de kombinerede de bedste elementer fra de to til ét manuskript. Senere blev Hayters og Penns manuskript omskrevet af Michael Dougherty og Dan Harris. Det endelige manus er krediteret til Hayter, Dougherty og Harris med story-credit til Singer, Hayter og Penn.

Død over alle mutanter!

Kurt Wagner, alias Nightcrawler (Alan Cumming) under indledningens attentatforsøg.

Filmens historie følger i grove træk tegneseriens, men meget er selvfølgelig lavet om. Filmen åbner med et attentatforsøg på den amerikanske præsident i det ovale kontor, begået af en teleporterende mutant med blålilla hud og hale (naturligvis Nightcrawler)! Forsøget mislykkes, men mutanten efterlader en besked: ”Mutant Freedom Now!”

Oberst Stryker (Brian Cox).

Attentatforsøget bruges af den skrupelløse militære videnskabsmand William Stryker (Brian Cox) som et påskud for at iværksætte en plan om at bortføre Professor Xavier (Patrick Stewart) samt at gennemføre et raid på Xaviers skole. Det er de sidste brikker, der mangler i Strykers plan om at dræbe alle mutanter på planeten.

Det skal ske ved, at han vil placere en manipuleret Xavier i en kopi af Cerebro – professorens mutant-findende computer – og få ham til at koncentrere sig så hårdt, at alle mutanter verden over vil falde døde om…

Mystique og Magneto (Rebecca Romijn og Ian McKellen) slår sig sammen med The X-Men.

Tingene går naturligvis langt fra stille af sig, og selvom det dog lykkes for Stryker at bortføre Xavier og Cyclops (James Marsden), så tager resten af The X-Men i den grad kampen op mod Stryker og hans styrker.

I sidste ende er de dog nødt til at alliere sig med deres gamle fjende Magneto (Ian McKellen), der er brudt ud af sit topsikrede fængsel, for det er kun ved at samarbejde med Magneto og Mystique (Rebecca Romijn), at X-Men kan gøre sig forhåbninger om at gennemføre et angreb på Strykers anlæg ved Alkali Lake.

Større end etteren, mere fokuseret end treeren

Logan alias Wolverine på jagt efter svar om sin fortid.

Af de første tre X-Men-film er der ingen tvivl om, at det er X2, der er den bedste og mest helstøbte. Det er på alle måder en større og mere ekspansiv film end etteren, og samtidig er den langt mere fokuseret end den alt for ambitiøse treer, der fulgte i 2006. Truslen i X2 er klar og tydelig, actionsekvenserne er flere og større, og fordi universet allerede er blevet introduceret i den første film, har X2 også tid til at dvæle ved de forskellige karakterer – både de, der blev introduceret i X-Men og de nye mutanter, der introduceres.

Et af Logans flashbacks til Weapon X-projektet.

Således udforsker X2 bl.a. Logans (Wolverines) forhistorie, og vi får et svar på, hvem der står bag adamantium-implantaterne i hans krop – i denne del af plottet afviger filmen en del fra tegneseriens portrættering af Weapon X-programmet, der står bag Wolverines adamantium-skelet, men det er selvfølgelig kun at forvente.

Ved at simplificere denne baggrundshistorie en del skaber Singer og kompagni desuden en gennemløbende skurk i X-Men-filmenes univers, nemlig Stryker, der indtil videre er dukket op i hele tre af filmene – foruden X2 er det X-Men Origins: Wolverine (2009), hvor han spilles af Danny Huston, og X-Men: Days of Future Past (2014), hvor han spilles af Josh Helman,

Jean Grey (Famke Janssen) er bekymret for, om der sker noget mærkeligt med hendes mutantevner. Smart pige.

Der kommer også mere kød på Jean Grey (Famke Janssen), hvis evner som telepat kommer mere og mere i fokus hen imod filmens slutning, der ender med at tease Jean Greys genopstandelse som Phoenix. Hermed lægges der også op til den uundgåelige treer, der dog ikke håndterer tegneseriens legendariske Dark Phoenix Saga specielt elegant – men det kan I læse nærmere om i anmeldelsen af X-Men: The Last Stand (2006).

Nye mutanter, gamle temaer

Bobby Drake, alias Iceman, i aktion.

Af andre nye karakterer møder vi bl.a. Kurt Wagner, alias Nightcrawler (Alan Cumming), Bobby Drake, alias Iceman (Shawn Ashmore) og John Allerdyce, alias Pyro (Aaron Stanford). Nightcrawlers attentatforsøg på præsidenten viser sig naturligvis at være orkestreret af Stryker og senere slutter Nightcrawler sig til The X-Men. Desværre blev der ikke plads til Nightcrawler i den tredje film, og det er ærgerligt, for han er en fed karakter. Til gengæld dukker både Iceman og Pyro også op i treeren, og Iceman har vi også set i den seneste X-Men-film, Days of Future Past (2014).

Iceman og Pyro lægger begge ud med at være elever på Xaviers skole, og ét af filmens temaer centrerer sig omkring rivaliseringen mellem de to og om Pyros valg – vil han være én af the good guys, eller vil han slutte sig til Magnetos broderskab? Dette tema fortsætter i øvrigt i X-Men: The Last Stand, der generelt kan siges at have ”valg” og ”friheden til at vælge” som hovedtemaer.

‘Have you ever tried not being a mutant?’

Et andet tema, der er centralt for hele franchisen – nemlig mutanterne som analogi for mindretal af enhver art – bliver ekstra tydeligt i X2. Både fordi mutanterne denne gang er oppe imod en menneskelig skurk i stedet for én af deres egne og i en specifik scene, hvor Bobby Drake, Logan og et par andre mutanter må søge tilflugt hos Bobbys familie, der indtil da ikke har vidst, at han var mutant. ”Have you ever tried not being a mutant?” spørger Bobbys mor på et tidspunkt. Erstat med ”mutant” med ”gay”, og så bliver det jo ligesom ekstra tydeligt, hvad Singer og kompagni forsøger at understrege her – såkaldt ”almindelige” menneskers frygt og intolerance overfor de, der er ”anderledes”.

Flere, større og bedre actionscener

Lidt for højt jernindhold i blodet og vupti – Magneto flygter fra sit plastikfængsel.

Også som regulær actionfilm fungerer X2 betydeligt bedre end den første film: Actionscenerne er flere, større og bedre udført. Alene åbningsscenen med Nightcrawlers attentatforsøg på præsidenten er flottere og mere interessant end nogen af actionsekvenserne i den første film.

Magnetos flugt fra det topsikrede fængsel, hvor alt er lavet af plastik, er også glimrende udtænkt – og i optakten giver det desuden anledning til ét af de sjældne kig på Rebecca Romijn uden hendes Mystique-makeup.

Strykers folk får at mærke, at de har valgt at raide den forkerte skole!

Dertil kommer Strykers angreb på Professor Xaviers skole, hvor vi for alvor får lov til at opleve Wolverine folde sig ud, for ikke at tale om filmens klimaks, hvor gode og ”onde” mutanter må samarbejde for at infiltrere Strykers base ved Alkali Lake. Der er smæk for skillingen hele vejen igennem X2, og det formår Singer og co. at levere uden at historien og de underliggende temaer fortaber sig i bulder og brag – hvilket desværre er præcis det, der sker i treeren.

Helt generelt må det siges, at X2 formår at give en passende mængde af screentime til alle de væsentlige karakterer – men vi får også korte glimt af andre mutanter, primært på Xaviers skole, hvoraf nogle kommer til at spille større roller i X-Men: The Last Stand, blandt andet Peter Rasputin, alias Colossus (i begge film spillet af Daniel Cudmore) og Kitty Pride, alias Shadowcat (i X2 spillet af Katie Stuart).

Helstøbt og afsluttet

På trods af, at den meget klart lægger op til en treer, formår X2 alligevel at være en helstøbt og ikke mindst afsluttet film. Således er der ingen egentligt uafsluttede story lines i X2, og det gør X2 til en særdeles vellykket film både som del af en længere franchise og som enkeltstående film i sig selv.

Samtidig er den glimrende pacet og struktureret – større og mere tilfredsstillende end sin forgænger, og langt mere fokuseret og mindre rodet end sin efterfølger. På den måde er der ingen tvivl om, at X2 er den klart bedste af de tre første X-Men-film, og vi skal frem til X-Men: First Class (2011) for at finde en film i serien, der når op på et tilsvarende højt niveau.

5 stjerner

Titel: X2
Dansk titel: X-Men 2
Andre titler: X2: X-Men United, X-Men 2: X-Men United
Instruktør: Bryan Singer
Manuskript: Michael Dougherty, Dan Harris & David Hayter efter historie af Zak Penn, David Hayter & Bryan Singer
Cast: Patrick Stewart (Professor Charles Xavier), Hugh Jackman (Logan / Wolverine), Ian McKellen (Eric Lensherr / Magneto), Halle Berry (Ororo Munroe / Storm), Famke Janssen (Jean Grey), James Marsden (Scott Summers / Cyclops), Anna Paquin (Marie / Rogue), Rebecca Romijn (Raven Darkholme / Mystique) (som Rebecca Romijn-Stamos), Brian Cox (William Stryker), Alan Cumming (Kurt Wagner / Nightcrawler), Bruce Davison (Senator Kelly), Aaron Stanford (John Allerdyce / Pyro), Shawn Ashmore (Bobby Drake / Iceman)
Producere: Lauren Shuler Donner (producer), Ralph Winter (producer), Avi Arad (executive producer), Tom DeSanto (executive producer), Stan Lee (executive producer), Bryan Singer (executive producer)
Foto: Newton Thomas Sigel
Klip: John Ottman & Elliot Graham
Musik: John Ottman
Spilletid: 128 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2003
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox Film Corporation, Marvel Enterprises, Donners’ Company, Bad Hat Harry Productions, XF2 Canada Productions, XM2 Productions
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: 2’er, Film baseret på tegneserie, Fortsættelse, Mutanter, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *